Jeg var inde og se "Death Of A President (D.O.A.P.)" på Natfilm i går, så jeg synes lige, at jeg ville skrive en lille anmeldelse, som egentlig mere er en forklaring på, hvorfor jeg har store problemer med den.
Filmen handler om et tænkt, fremtidigt snigmord på George W. Bush og om det efterfølgende arbejde med at finde gerningsmanden.
Filmen er lavet som en helt straight-forward dokumentar, hvor man ser tilbage på begivenheden. Det pleejer jo at være meget underholdende, men D.O.A.P. irriterede mig hele vejen igennem. Det tog dog lige 5 minutter for mig selv at sætte en finger på, præcis hvad det var, der var så irriterende, men nu tror jeg, at jeg har svaret...
En dokumentarfilm kan gøre en af to ting; den kan dokumentere (well, duh!) eller den kan afsløre.
TV2s ”Station 2 Special” om urolighederne på Nørrebro i forbindelse med rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset var et skoleeksempel på dokumentation. Hele scenariet blev gennemgået, krydret med øjenvidneberetninger og amatørvideoer af de forskellige sammenstød. Hvis man lige var kommet hjem fra Langtbortistan, ville det have fungeret fint som en genfortælling af, hvad man var gået glip af. Hvis hele begivenheden havde været set på længere afstand (hvis programmet f.eks. først var blevet lavet om et år), ville man også kunne have perspektiveret forløbet og trække tråde til, hvad det betød siden hen.
Omvendt var dokumentarfilmen om forholdene for de udviklingshæmmede på ”Strandvænget” en afsløring af hidtil (for de fleste) ukendte begivenheder. Man kan komme med chokerende afsløringer og konfrontere nøglepersoner med ubehagelige facts. Man kan opbygge spændingen, fordi ingen – ud over de personer, som var involveret i produktionen – ved, hvad der sker i næste sekvens.
D.O.A.P. er en meget professionelt produceret ”dokumentarfilm”. Den er teknisk veludført, klipningen er gennemført, og indpakningen er glat og lækker. Men der er noget fundamentalt i vejen med selve konstruktionen. Man kan ikke lave et troværdigt tilbageblik på en begivenhed, som alle ved, ikke har fundet sted. Selv hvis man lige var kommet hjem fra Langtbortistan ville man på en eller anden måde have fået at vide, at George W. var blevet snigmyrdet. Filmens publikum er i hvert fald helt klar over det.
Ikke dermed sagt, at man ikke kan lave den slags kontra-faktiske historiske dokumentarer. Det skal bare gøres på en anden måde. Hvis man i stedet for at satse stort på det realistiske havde lagt en vinkel, hvor det var tydeligt, for enhver, at der var tale om fiktion, kunne man have lavet en ganske spændende ”Hvad nu hvis”-film fyldt med gode, kvalificerede gæt i relation til konsekvenserne af en sådan handling både i og udenfor USA. Jeg har set et par af den skal dokumentarer før, og det fungerede meget bedre.
Desuden indeholder filmen et decideret twist i de sidste 20 minutter. Det skriger bare til himlen, at det kan man ikke gøre i en ”tilbagebliks-dokumentar”! Men selvom filmen for alvor knækker for instruktøren her (rent tematisk), er det paradoksalt nok også først her, at den bliver lidt spændende.
Don't get me wrong, jeg er absolut tilhænger af mockumentary-genren! Både The Office, Teatret ved ringvejen og PIS er mockumentaries, men det er D.O.A.P. ikke. Der er absolut intet mocking ved den. Den foregiver at være dødsens alvor. Det gør de andre ikke.
Den film, som kommer tættest på D.O.A.P. (af dem, jeg har set) er Peter Jacksons Forgotten Silver. Den tager sit emne forholdvis alvorligt, selvom den balancerer på grænsen til det groteske.
Grunden til, at man køber konceptet i den film, er, at der ikke er en kæft, der har hørt om denne Colin McKenzie, som filmen handler om. På den vis er det faktisk en afslørende dokumentar, som så viser sig at være en mockumentary.
Forgotten silver er det man kan kalde et hoax - og det er D.O.A.P selvfølgelig ikke når vi alle ved..... Umiddelbart og det er måske kun til jeg har fået set den lyder den mere Bob Roberts agtig (sangene er fantastiske):
Jeg har lige set DOAP. Selvom den ikke er skarp nok - intelligent nok så vil jeg anbefale den om ikke andet så på dvd.
De interviewede personer er for korrekte i deres udtalelser. Det er ligesom at hvis vi skal give folk en død præsident så skal vi ikke have noget der stritter.
En anden ting der irritere er den måde medierne optræder på i filmen:
Der er nogle fingerede nyhedsindslag og en enkelt journalist der på sin vis fungere som sandhedsvidne - men der er ikke nok. Hele oplevelsen af et mord på en præsident og efterfølgende er fundamentalt påvirket af mediebilledet og dette belyser filmen ikke godt nok. Filmen vil i høj grad lege med hvem vi instinktivt regner som den skyldige. Dette bygger selvfølgeligt i høj grad på hvad der er sket de sidste 6 år, men mediernes rolle i at udpege den skyldige til offentligheden er desværre og fejlagtigt negligeret. Dette gør at filmen hurtig ældes. At morderen umiddelbart er inkanationen af en pratiot er på længere sigt ikke særligt interessant. Rent filmisk er den ikke spænende nok. Når det er sagt holder den eviggyldige sandhed som ligger i hele filmen stadig sandt. At vi i forsøget på at fange terrorister giver kø på vores egene civile rettigheder - måske endda i katastrofal grad. Ordet "terrorister" kan selvfølgelig skiftes ud med mange andre termer som dækker over ekstremer som bliver betragtet som antidemokratiske såsom fortidens kommunister.
Jeg venter faktisk en langt mere interessant film i AFR.
#1 Outbound Sith 18 år siden
Filmen handler om et tænkt, fremtidigt snigmord på George W. Bush og om det efterfølgende arbejde med at finde gerningsmanden.
Filmen er lavet som en helt straight-forward dokumentar, hvor man ser tilbage på begivenheden. Det pleejer jo at være meget underholdende, men D.O.A.P. irriterede mig hele vejen igennem. Det tog dog lige 5 minutter for mig selv at sætte en finger på, præcis hvad det var, der var så irriterende, men nu tror jeg, at jeg har svaret...
En dokumentarfilm kan gøre en af to ting; den kan dokumentere (well, duh!) eller den kan afsløre.
TV2s ”Station 2 Special” om urolighederne på Nørrebro i forbindelse med rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset var et skoleeksempel på dokumentation. Hele scenariet blev gennemgået, krydret med øjenvidneberetninger og amatørvideoer af de forskellige sammenstød. Hvis man lige var kommet hjem fra Langtbortistan, ville det have fungeret fint som en genfortælling af, hvad man var gået glip af. Hvis hele begivenheden havde været set på længere afstand (hvis programmet f.eks. først var blevet lavet om et år), ville man også kunne have perspektiveret forløbet og trække tråde til, hvad det betød siden hen.
Omvendt var dokumentarfilmen om forholdene for de udviklingshæmmede på ”Strandvænget” en afsløring af hidtil (for de fleste) ukendte begivenheder. Man kan komme med chokerende afsløringer og konfrontere nøglepersoner med ubehagelige facts. Man kan opbygge spændingen, fordi ingen – ud over de personer, som var involveret i produktionen – ved, hvad der sker i næste sekvens.
D.O.A.P. er en meget professionelt produceret ”dokumentarfilm”. Den er teknisk veludført, klipningen er gennemført, og indpakningen er glat og lækker. Men der er noget fundamentalt i vejen med selve konstruktionen. Man kan ikke lave et troværdigt tilbageblik på en begivenhed, som alle ved, ikke har fundet sted. Selv hvis man lige var kommet hjem fra Langtbortistan ville man på en eller anden måde have fået at vide, at George W. var blevet snigmyrdet. Filmens publikum er i hvert fald helt klar over det.
Ikke dermed sagt, at man ikke kan lave den slags kontra-faktiske historiske dokumentarer. Det skal bare gøres på en anden måde. Hvis man i stedet for at satse stort på det realistiske havde lagt en vinkel, hvor det var tydeligt, for enhver, at der var tale om fiktion, kunne man have lavet en ganske spændende ”Hvad nu hvis”-film fyldt med gode, kvalificerede gæt i relation til konsekvenserne af en sådan handling både i og udenfor USA. Jeg har set et par af den skal dokumentarer før, og det fungerede meget bedre.
Desuden indeholder filmen et decideret twist i de sidste 20 minutter. Det skriger bare til himlen, at det kan man ikke gøre i en ”tilbagebliks-dokumentar”! Men selvom filmen for alvor knækker for instruktøren her (rent tematisk), er det paradoksalt nok også først her, at den bliver lidt spændende.
2/6
Fox Mulder
#2 filmz-ayham 18 år siden
Har du nogensinde set The office?
Teater ved ringvejen?
PIS?
- desuden er et snigmord på en president vel et ret tyndslidt emne. Nu laves det igen, men på en original måde, hvad er der galt med det?
#3 filmz-ayham 18 år siden
#4 Outbound Sith 18 år siden
Den film, som kommer tættest på D.O.A.P. (af dem, jeg har set) er Peter Jacksons Forgotten Silver. Den tager sit emne forholdvis alvorligt, selvom den balancerer på grænsen til det groteske.
Grunden til, at man køber konceptet i den film, er, at der ikke er en kæft, der har hørt om denne Colin McKenzie, som filmen handler om. På den vis er det faktisk en afslørende dokumentar, som så viser sig at være en mockumentary.
Fox Mulder
#5 jessup 18 år siden
http://www.imdb.com/title/tt0103850/
Andre tråde i Mockumentary er parodi og dekonstrution.
Jeg glæder mig til at se den.
#6 jessup 18 år siden
De interviewede personer er for korrekte i deres udtalelser. Det er ligesom at hvis vi skal give folk en død præsident så skal vi ikke have noget der stritter.
En anden ting der irritere er den måde medierne optræder på i filmen:
Der er nogle fingerede nyhedsindslag og en enkelt journalist der på sin vis fungere som sandhedsvidne - men der er ikke nok. Hele oplevelsen af et mord på en præsident og efterfølgende er fundamentalt påvirket af mediebilledet og dette belyser filmen ikke godt nok. Filmen vil i høj grad lege med hvem vi instinktivt regner som den skyldige. Dette bygger selvfølgeligt i høj grad på hvad der er sket de sidste 6 år, men mediernes rolle i at udpege den skyldige til offentligheden er desværre og fejlagtigt negligeret. Dette gør at filmen hurtig ældes. At morderen umiddelbart er inkanationen af en pratiot er på længere sigt ikke særligt interessant. Rent filmisk er den ikke spænende nok.
Når det er sagt holder den eviggyldige sandhed som ligger i hele filmen stadig sandt. At vi i forsøget på at fange terrorister giver kø på vores egene civile rettigheder - måske endda i katastrofal grad. Ordet "terrorister" kan selvfølgelig skiftes ud med mange andre termer som dækker over ekstremer som bliver betragtet som antidemokratiske såsom fortidens kommunister.
Jeg venter faktisk en langt mere interessant film i AFR.