Oasis (Noel Gallagher, Liam Gallagher, Gem Archer, Andy Bell)
Begrundelse: Brødrene Noel og Liam Gallagher er simpelthen musikalske genier. De formår at komponere iørefaldende melodier og samtidig skrive meningsfyldte og spændende tekster. Både Noel og Liam synger desuden fantastisk. Sange som "Live Forever", "Champagne Supernova", "Don't Look Back in Anger", "Wonderwall", "Songbird", "Lyla" og "The Shock of the Lightning" understreger tydeligt de er rockens guder.
Og efter at have oplevet dem to gange, er jeg ikke tvivl om at de er det bedste live orkester - bedre end Stones og U2.
Filmnørder, bøj jer i støvet for Christopher Nolans "Inception"...
Er Oasis ikke nærmere et pop-rock band? De har lavet nogle gode pop numre, men de er sandelig langt fra at være "rockens guder" IMO.
Når jeg tænker på fede rockbands, kommer jeg i tanke på Deftones, Smashing Pumpkins, Pearl Jam, Nine Inch Nails og Tool.
... men der er selvfølge forskellige genre indenfor "rock" kategorien. Jeg har bare altid forbundet rock med en lidt mere rå lyd og en masse tråd, og her passer Oasis slet ikke ind.
Fanatismen grundlagt 2. maj 1981 kl. 20. Fire timer og 30 numre senere var der ikke nogen tvivl i mit hjerte og hjerne om, hvem som regerede rocktronen. Som én af fra E. Street Band sagde til en ven fra et andet band, da denne nævnte de skulle give koncert i samme by, samme aften. "Jamen så kan I komme og se starten, give jeres koncert og komme tilbage og se afslutningen".
Det er ikke marathon længden alene, men man skal have oplevet intensiteten hvormed hr. boss gennemførte de 4 timers koncerter og ikke mindst det publikum, som overværede dem dengang ... dengang inden internet salget kom til.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Der er virkeligt mange brilliante rock-bands i verden og min top 3 lige nu, må da helt klart indeholde: Velvet Underground, Queen og The Who, men nogen klar vinder, kan jeg ikke finde.
"Og hvem vil ikke gerne guffe Klaus Kinski??" - evermind
Der er mange fede rockbands og nogle af favoritterne tæller AC/DC, Led Zeppelin, Queens Of The Stone Age, Queen (gamle lineup), Rolling Stones og i den lidt hårdere ende er System Of A Down, Iron Maiden og Metallica også rigtig fede.
Men mit absolutte favorit band, når vi snakker rock eller i dette tilfælde hard rock, er uden tvivl den oprindelige (Appetite) opstilling af Guns N’ Roses. Vi er tilbage i 1987 og musikmæssigt befandt man sig i en lidt kedelig periode, med en masse glamrock og uinteressant pop musik. Alt dette skulle ændre sig, da et lille band fra L.A. bryd igennem med deres debut album ”Appetite For Destruction”. Godt nok handlende en del af deres sange også om sprut, stoffer og dejlige damer, ligesom som så mange andre rockbands, men en ting der i sær var med til at skille dem ud fra mængden, var at sangene ofte havde en kant og troværdighed, som ingen andre bands bare kom i nærheden af at have på det tidspunkt.
”Appetite For Destruction” er en af de mest gennemførte plader der nogensinde er lavet, og den vakte da også stor opsigt på grund af bandets ærlige tekster, om alt fra frygten ved at leve i et urbant miljø til de lette kvinder og den fremragende Sweet Child O’ Mine, som viste en anderledes blid side af bandet.
De ramte musikbranchen med 200 km/t og satte ikke farten ned, da de først fik succes. Så de var jo nærmest dømt til at brænde ud, efter et par år med heftigt druk og stof misbrug, der kunne få selv den værste misbruger til at stikke halen mellem benene. De sang ikke bare om det hårde og farlige liv, de levede også det hårde og farlige liv.
Det Guns N’ Roses som jeg snakker om, døde i mine øjne i 1993 og ligeså gjorde en lille del af rock n’ roll, som har været savnet lige siden.
Det er fængende og velproduceret mainstream rock. Nu og da er der tekster der grænser sig til det geniale. Især Muse synes jeg kan noget helt særligt. Deres numre er små film. Fantastisk!
Med fare for at nævne andre genrer end rock, hører jeg følgende bands (eller solister), mere eller mindre lige meget:
HIM Muse Volbeat Kings of Leon cKy Sepultura Pearl Jam Rock Hard Power Spray Metallica (men kun det gamle, det nye er crap'ish!) Mötorhead Slayer Silverchair AC/DC System of a down Static-X Soundgarden Velvet Revolver Incubus Iron Maiden Soulfly Opeth Foo Fighters Pantera SlipKnot Motley Crüe Three Days Grace .. og fra og med i dag; Nine Inch Nails :)
Wow.. Fed musiksmag. :)
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Fordi jeg elsker den stil og den "sound", de har haft (og udviklet) siden albummet 'A Momentary Lapse of Reason' fra 1987. Det er musik, man så godt som aldrig hører spillet i radioen, fordi det ikke er hurtige, smarte og mode-rigtige hits, men lange og tunge symfoniske musikstykker, der bygges langsomt op med lang intro, lange mellemstykker eller ophold og lange guitar-soloer. Utrolig mange mennesker kender således næsten kun deres hit 'Another Brick in the Wall part 2', som er hvad de forbinder navnet Pink Floyd med.
Til Pink Floyd's koncerter sidder folk oftest roligt ned og lytter, ligesom man ser det ved klassiske koncerter. Og at lytte til Pink Floyd ER i en vis forstand faktisk ligesom at lytte til klassisk musik, for der er så mange detaljer i musikken, så mange historier. Det er musik, der skal nydes, og som virker afslappende og berigende (hvis man altså kan lide det, hehe). Og det lysshow og de videofilm, de har brugt til deres koncerter, gør deres koncerter til en overvældende totaloplevelse, eller hvad man nu skal kalde det - det er et regulært sansebombardement.
Deres seneste studio-album, 'The Division Bell' daterer sig helt tilbage til 1994. Udover de to studioalbums fra perioden 1987-1994 har de udgivet nogle koncerter på både cd og dvd. Af disse er 'Pulse' nok noget nær den ultimative udgivelse, både musikalsk, m.h.t. indhold og lydmæssigt; her spiller de hele koncept-albummet 'The Dark Side of the Moon' i samme rækkefølge som på pladen/cd'en, blot med en perfektioneret lyd og med bedre arrangement, og man får også den bedste udgave nogensinde af 'Comfortably Numb' med en næsten 4 minutter lang guitar-solo af David Gilmore (en solo der af flere er udnævnt til at være verdens bedste), ligesom de giver en fantastisk udgave af den smukke 'Shine On You Crazy Diamond', som er det tætteste de nogensinde har været på et klassisk stykke musik - i den her udgave går der 4 minutter, før der kommer trommer på og 7 minutter før den egentlig sang begynder, altså før sangeren mæler et ord! Og nummeret varer i alt mellem 13 og 14 minutter.
Jeg synes ikke så godt om bandets første syrede år. Men selvom jeg som sagt foretrækker dem fra og med 1987, så holder jeg også meget af førnævnte album 'The Dark Side of the Moon' og enkelte numre håndplukket fra forskellige af deres andre 70'er-albums (hertil hører 'Shine On You Crazy Diamonds), samt i særdeleshed de to koncept-albums 'The Wall' og 'The Final Cut', hvor det tidligere medlem Roger Waters dominerer med en stemme, der ikke er specielt køn eller "stor", men ikke desto mindre enormt udtryksfuld og følsom. Hans modulation og hans beherskelse af stemmen er perfekt, måden han smager på ordene og slynger dem ud. Han har en utrolig, skuespiller-agtig evne til at udtrykke følelser som vrede, desperation og sorg m.m., ja, fortælle historier.
Roger Waters udtrådte af Pink Floyd i 1985, keyboardspilleren Richard Wright er død for nylig og trommeslageren Nick Mason er vist ikke aktiv mere. Så tilbage er kun forsanger, komponist og guitarist David Gilmore, men hele hans lyd og repertoire - også det han har skrevet og udgivet som solist - er og bliver PINK FLOYD-musik.
#1 Christian Voldborg 16 år siden
Dit yndlingsband samt en begrundelse, tak!
Mit yndlingsband:
Oasis (Noel Gallagher, Liam Gallagher, Gem Archer, Andy Bell)
Begrundelse: Brødrene Noel og Liam Gallagher er simpelthen musikalske genier. De formår at komponere iørefaldende melodier og samtidig skrive meningsfyldte og spændende tekster. Både Noel og Liam synger desuden fantastisk. Sange som "Live Forever", "Champagne Supernova", "Don't Look Back in Anger", "Wonderwall", "Songbird", "Lyla" og "The Shock of the Lightning" understreger tydeligt de er rockens guder.
Og efter at have oplevet dem to gange, er jeg ikke tvivl om at de er det bedste live orkester - bedre end Stones og U2.
#2 Corgan 16 år siden
Når jeg tænker på fede rockbands, kommer jeg i tanke på Deftones, Smashing Pumpkins, Pearl Jam, Nine Inch Nails og Tool.
... men der er selvfølge forskellige genre indenfor "rock" kategorien. Jeg har bare altid forbundet rock med en lidt mere rå lyd og en masse tråd, og her passer Oasis slet ikke ind.
#3 filmz-Bruce 16 år siden
Fanatismen grundlagt 2. maj 1981 kl. 20. Fire timer og 30 numre senere var der ikke nogen tvivl i mit hjerte og hjerne om, hvem som regerede rocktronen. Som én af fra E. Street Band sagde til en ven fra et andet band, da denne nævnte de skulle give koncert i samme by, samme aften. "Jamen så kan I komme og se starten, give jeres koncert og komme tilbage og se afslutningen".
Det er ikke marathon længden alene, men man skal have oplevet intensiteten hvormed hr. boss gennemførte de 4 timers koncerter og ikke mindst det publikum, som overværede dem dengang ... dengang inden internet salget kom til.
#4 dyg 16 år siden
#5 Bobby Singer 16 år siden
Men mit absolutte favorit band, når vi snakker rock eller i dette tilfælde hard rock, er uden tvivl den oprindelige (Appetite) opstilling af Guns N’ Roses. Vi er tilbage i 1987 og musikmæssigt befandt man sig i en lidt kedelig periode, med en masse glamrock og uinteressant pop musik. Alt dette skulle ændre sig, da et lille band fra L.A. bryd igennem med deres debut album ”Appetite For Destruction”. Godt nok handlende en del af deres sange også om sprut, stoffer og dejlige damer, ligesom som så mange andre rockbands, men en ting der i sær var med til at skille dem ud fra mængden, var at sangene ofte havde en kant og troværdighed, som ingen andre bands bare kom i nærheden af at have på det tidspunkt.
”Appetite For Destruction” er en af de mest gennemførte plader der nogensinde er lavet, og den vakte da også stor opsigt på grund af bandets ærlige tekster, om alt fra frygten ved at leve i et urbant miljø til de lette kvinder og den fremragende Sweet Child O’ Mine, som viste en anderledes blid side af bandet.
De ramte musikbranchen med 200 km/t og satte ikke farten ned, da de først fik succes. Så de var jo nærmest dømt til at brænde ud, efter et par år med heftigt druk og stof misbrug, der kunne få selv den værste misbruger til at stikke halen mellem benene. De sang ikke bare om det hårde og farlige liv, de levede også det hårde og farlige liv.
Det Guns N’ Roses som jeg snakker om, døde i mine øjne i 1993 og ligeså gjorde en lille del af rock n’ roll, som har været savnet lige siden.
#6 filmz-JuuL 16 år siden
- Radiohead
- Kings of Leon
Det er fængende og velproduceret mainstream rock. Nu og da er der tekster der grænser sig til det geniale. Især Muse synes jeg kan noget helt særligt. Deres numre er små film. Fantastisk!
#7 Bony 16 år siden
HIM
Muse
Volbeat
Kings of Leon
cKy
Sepultura
Pearl Jam
Rock Hard Power Spray
Metallica (men kun det gamle, det nye er crap'ish!)
Mötorhead
Slayer
Silverchair
AC/DC
System of a down
Static-X
Soundgarden
Velvet Revolver
Incubus
Iron Maiden
Soulfly
Opeth
Foo Fighters
Pantera
SlipKnot
Motley Crüe
Three Days Grace
.. og fra og med i dag; Nine Inch Nails :)
Wow.. Fed musiksmag. :)
#8 Michael Andersen 16 år siden
;P
#9 Bony 16 år siden
Mit danske favorit rockband: Volbeat
Mit udenlandske favorit rockband: Iron Maiden
.. men listen ændrer sig sikkert i morgen tidlig. ;)
#10 BN 16 år siden
Fordi jeg elsker den stil og den "sound", de har haft (og udviklet) siden albummet 'A Momentary Lapse of Reason' fra 1987. Det er musik, man så godt som aldrig hører spillet i radioen, fordi det ikke er hurtige, smarte og mode-rigtige hits, men lange og tunge symfoniske musikstykker, der bygges langsomt op med lang intro, lange mellemstykker eller ophold og lange guitar-soloer. Utrolig mange mennesker kender således næsten kun deres hit 'Another Brick in the Wall part 2', som er hvad de forbinder navnet Pink Floyd med.
Til Pink Floyd's koncerter sidder folk oftest roligt ned og lytter, ligesom man ser det ved klassiske koncerter. Og at lytte til Pink Floyd ER i en vis forstand faktisk ligesom at lytte til klassisk musik, for der er så mange detaljer i musikken, så mange historier. Det er musik, der skal nydes, og som virker afslappende og berigende (hvis man altså kan lide det, hehe). Og det lysshow og de videofilm, de har brugt til deres koncerter, gør deres koncerter til en overvældende totaloplevelse, eller hvad man nu skal kalde det - det er et regulært sansebombardement.
Deres seneste studio-album, 'The Division Bell' daterer sig helt tilbage til 1994. Udover de to studioalbums fra perioden 1987-1994 har de udgivet nogle koncerter på både cd og dvd. Af disse er 'Pulse' nok noget nær den ultimative udgivelse, både musikalsk, m.h.t. indhold og lydmæssigt; her spiller de hele koncept-albummet 'The Dark Side of the Moon' i samme rækkefølge som på pladen/cd'en, blot med en perfektioneret lyd og med bedre arrangement, og man får også den bedste udgave nogensinde af 'Comfortably Numb' med en næsten 4 minutter lang guitar-solo af David Gilmore (en solo der af flere er udnævnt til at være verdens bedste), ligesom de giver en fantastisk udgave af den smukke 'Shine On You Crazy Diamond', som er det tætteste de nogensinde har været på et klassisk stykke musik - i den her udgave går der 4 minutter, før der kommer trommer på og 7 minutter før den egentlig sang begynder, altså før sangeren mæler et ord! Og nummeret varer i alt mellem 13 og 14 minutter.
Jeg synes ikke så godt om bandets første syrede år. Men selvom jeg som sagt foretrækker dem fra og med 1987, så holder jeg også meget af førnævnte album 'The Dark Side of the Moon' og enkelte numre håndplukket fra forskellige af deres andre 70'er-albums (hertil hører 'Shine On You Crazy Diamonds), samt i særdeleshed de to koncept-albums 'The Wall' og 'The Final Cut', hvor det tidligere medlem Roger Waters dominerer med en stemme, der ikke er specielt køn eller "stor", men ikke desto mindre enormt udtryksfuld og følsom. Hans modulation og hans beherskelse af stemmen er perfekt, måden han smager på ordene og slynger dem ud. Han har en utrolig, skuespiller-agtig evne til at udtrykke følelser som vrede, desperation og sorg m.m., ja, fortælle historier.
Roger Waters udtrådte af Pink Floyd i 1985, keyboardspilleren Richard Wright er død for nylig og trommeslageren Nick Mason er vist ikke aktiv mere. Så tilbage er kun forsanger, komponist og guitarist David Gilmore, men hele hans lyd og repertoire - også det han har skrevet og udgivet som solist - er og bliver PINK FLOYD-musik.