enig i dele af det du skriver, men jeg mener nu ikke at dokumentarister har en forpligtigelse til at holde sig neutrale eller objektive for den sags skyld.
Det har de heller ikke. Jeg påpeger blot de deraf følgende problemer, når et subjektivt partsindlæg iklædt journalistiske klæder, bliver opfattet som fakta af en stor majoritet og som efterfølgende ikke er kildekritiske mht. det de har set. Og at problemet bliver proportionalt større, når de emner der tages under debat, vedrører millioner af mennesker og faktisk hele kloden, når det kommer til miljøet, påvirker hundredetusinder af menneskers arbejdspladser og ikke mindst medfører politiske strategier, som helt eller delvis ser bort fra modpartens argumenter.
Jeg synes at det er rart at mærke at en instruktør har noget på hjerte, også selvom jeg muligvis ikke er enig.
Helt enig. Konsekvenserne er blot enorme, når en majoritet af seere ikke betragter indholdet med kildekritiske øjne, men som saglig journalistik og efterfølgende tager informationen som pålydende. Så kan det være nok så underholdende, men prisen der betales er dyr.
Med hensyn til Michael Moore, så tror jeg ikke at der er nogen der er i tvivl om hvilke bevæggrunde han har for at lave sine film eller hvilke holdninger han har, så at informere om det på forhånd ville virke nærmest latterligt.
Jeg har den fuldkommen modsatte opfattelse. Jeg har mødt klart flest, som er af den opfattelse, at informationen i 9/11 er den skinbarlige sandhed. Måske er det fordi de allerede er på linie med Moores holdninger og derfor er glade for at få dem bekræftet, men det var ikke ligefrem fordi medierne var særlig upartiske i den efterfølgende debat og havde travlt med at objektivisere postulaterne.
Desuden så finder du vel næppe nogen dokumentar hvor filmskaberne ikke har et budskab. Hvorfor skulle de ellers lave filmen?
Vel for at finde frem til sandheden om et givent emne, fordi det altid er i menneskers interesse, også dokumentarskaberes? Eller er jeg blot naiv? Er det for at kunne argumentere for en politisk agenda og holdning, hvis hypoteser kun kan påvises, hvis man afholder modparten fra at komme til orde og holder information hemmelig?
Du taler også om at folk slugte An Inconvenient Truth råt, som om at det var et problem. Lad os først og fremmest huske på at langt de fleste oplysninger og tal der bruges i filmen er der ingen der har sat spørgsmålstegn ved.
Men det er jo så heller ikke tallene der er interessante, men mere hvorledes de tal skulle forstås og fortolkes, hvor Al Gore flere gange gik til uheldige ekstremer i dokumentaren for at påvise sine pointer.
Hvad der er værst ved An Inconvenient Truth er, at man sluger Al Gores ord for, hvad der skal gøres, hvad der er løsningen. En løsning som er ufattelig dyr i trillioner af dollars for MÅSKE at kunne opnå et fald, som MÅSKE kan have positiv indvirken på CO2s konsekvenser på jorden. En løsning som nærmest er umulig at implementere i en verden, hvor Kina, Indien, USA og USSR og tigerøkonomier vil skide miljøet et stykke og altid finder på undskyldninger.
Hysteriet så man efterfølgende i den useriøse tilgang til andre forslag for at komme klodens problemer til live, hvor folk nærmest blev anset for at være kættere, hvis man ikke hoppede med på mantraet, at kun et fald i CO2 udledning over 50-100 år kan hjælpe. Med alle de penge det koster, så er det langt billigere at bruge en brøkdel af de penge på forskning, som kunne resultere i meget hurtigere metoder, som vil kunne hjælpe klodens tilstand på vej.
Men vi har da fået et CO2 kvote system, hvor man kan købe sig aflad for sine synder. Det må siges at være stort.
Det samme kan siges om Den Hemmelige Krig, som igen var et partsindlæg, men som havde tilstrækkelig dokumentation for sine påstande (som undersøgelseskommisionen sagde). Her blev der bragt nogle hidtil ukendte oplysninger til offentlighedens kendskab, hvilket gjorde at den havde så stor effekt.
Og jeg skal lige tillægge, at den effekt netop var tilstede pga. instruktør Guldbrandsens fremstilling, som afholdt flere vidneudsagn om at komme til orde, som netop kunne demontere Guldbrandsens hypoteser. Selv med denne viden, så fremsatte han postulaterne i dokumentaren og på en måde så de fremstod som påviste, mens han bag kulissen havde afholdt denne information fra at komme for en dag, som netop ellers ville have demonteret de essentielle påstande.
#9 enig i dele af det du skriver, men jeg mener nu ikke at dokumentarister har en forpligtigelse til at holde sig neutrale eller objektive for den sags skyld. Hvis de skulle de ville det ende som en udvidet udgave af Horisont og heldigvis har vi masser af dygtige journalister, som kan lave de mere balancerede indlæg. Jeg synes at det er rart at mærke at en instruktør har noget på hjerte, også selvom jeg muligvis ikke er enig.
Med hensyn til Michael Moore, så tror jeg ikke at der er nogen der er i tvivl om hvilke bevæggrunde han har for at lave sine film eller hvilke holdninger han har, så at informere om det på forhånd ville virke nærmest latterligt. Desuden så finder du vel næppe nogen dokumentar hvor filmskaberne ikke har et budskab. Hvorfor skulle de ellers lave filmen?
Du taler også om at folk slugte An Inconvenient Truth råt, som om at det var et problem. Lad os først og fremmest huske på at langt de fleste oplysninger og tal der bruges i filmen er der ingen der har sat spørgsmålstegn ved. Enkelte oplysninger har været diskutteret og Al Gore har også været ude og præcisere nogle ting osv. Men grunden til at den havde så stor effekt var at størstedelen af folk aldrig havde set disse konkrete konsekvenser af klimaforandringerne før denne film. Tallene har været der i lang tid, men ingen havde set dem.
Det samme kan siges om Den Hemmelige Krig, som igen var et partsindlæg, men som havde tilstrækkelig dokumentation for sine påstande (som undersøgelseskommisionen sagde). Her blev der bragt nogle hidtil ukendte oplysninger til offentlighedens kendskab, hvilket gjorde at den havde så stor effekt. At partsindlægget var produceret af DR er selvfølgelig en anden problemstilling, som ikke lige har noget med denne debat at gøre.
Jeg er meget enig i det du siger. Jeg vil også godt påpege at hele stilen i Moores dokumentar film ligger op analyse og at kritik af hans film har været forholdsvist udbredt og kendt siden Kaels angreb på Roger and Me. I forhold til an Inconvinieth truth har vi også at gøre med et andet problem som er - videnskab i medierne -hvor en af de største udfordrnger er at journalister skal kunne forstå at vægte forbehold i deres produkt (få journalister har den relevante erfaring til at dække videnskabelig udvikling)
#11 Richard Burton 12 år siden
Det har de heller ikke. Jeg påpeger blot de deraf følgende problemer, når et subjektivt partsindlæg iklædt journalistiske klæder, bliver opfattet som fakta af en stor majoritet og som efterfølgende ikke er kildekritiske mht. det de har set. Og at problemet bliver proportionalt større, når de emner der tages under debat, vedrører millioner af mennesker og faktisk hele kloden, når det kommer til miljøet, påvirker hundredetusinder af menneskers arbejdspladser og ikke mindst medfører politiske strategier, som helt eller delvis ser bort fra modpartens argumenter.
Helt enig. Konsekvenserne er blot enorme, når en majoritet af seere ikke betragter indholdet med kildekritiske øjne, men som saglig journalistik og efterfølgende tager informationen som pålydende. Så kan det være nok så underholdende, men prisen der betales er dyr.
Jeg har den fuldkommen modsatte opfattelse. Jeg har mødt klart flest, som er af den opfattelse, at informationen i 9/11 er den skinbarlige sandhed. Måske er det fordi de allerede er på linie med Moores holdninger og derfor er glade for at få dem bekræftet, men det var ikke ligefrem fordi medierne var særlig upartiske i den efterfølgende debat og havde travlt med at objektivisere postulaterne.
Vel for at finde frem til sandheden om et givent emne, fordi det altid er i menneskers interesse, også dokumentarskaberes? Eller er jeg blot naiv? Er det for at kunne argumentere for en politisk agenda og holdning, hvis hypoteser kun kan påvises, hvis man afholder modparten fra at komme til orde og holder information hemmelig?
Men det er jo så heller ikke tallene der er interessante, men mere hvorledes de tal skulle forstås og fortolkes, hvor Al Gore flere gange gik til uheldige ekstremer i dokumentaren for at påvise sine pointer.
Hvad der er værst ved An Inconvenient Truth er, at man sluger Al Gores ord for, hvad der skal gøres, hvad der er løsningen. En løsning som er ufattelig dyr i trillioner af dollars for MÅSKE at kunne opnå et fald, som MÅSKE kan have positiv indvirken på CO2s konsekvenser på jorden. En løsning som nærmest er umulig at implementere i en verden, hvor Kina, Indien, USA og USSR og tigerøkonomier vil skide miljøet et stykke og altid finder på undskyldninger.
Hysteriet så man efterfølgende i den useriøse tilgang til andre forslag for at komme klodens problemer til live, hvor folk nærmest blev anset for at være kættere, hvis man ikke hoppede med på mantraet, at kun et fald i CO2 udledning over 50-100 år kan hjælpe. Med alle de penge det koster, så er det langt billigere at bruge en brøkdel af de penge på forskning, som kunne resultere i meget hurtigere metoder, som vil kunne hjælpe klodens tilstand på vej.
Men vi har da fået et CO2 kvote system, hvor man kan købe sig aflad for sine synder. Det må siges at være stort.
Og jeg skal lige tillægge, at den effekt netop var tilstede pga. instruktør Guldbrandsens fremstilling, som afholdt flere vidneudsagn om at komme til orde, som netop kunne demontere Guldbrandsens hypoteser. Selv med denne viden, så fremsatte han postulaterne i dokumentaren og på en måde så de fremstod som påviste, mens han bag kulissen havde afholdt denne information fra at komme for en dag, som netop ellers ville have demonteret de essentielle påstande.
#12 jessup 12 år siden
Jeg er meget enig i det du siger. Jeg vil også godt påpege at hele stilen i Moores dokumentar film ligger op analyse og at kritik af hans film har været forholdsvist udbredt og kendt siden Kaels angreb på Roger and Me. I forhold til an Inconvinieth truth har vi også at gøre med et andet problem som er - videnskab i medierne -hvor en af de største udfordrnger er at journalister skal kunne forstå at vægte forbehold i deres produkt (få journalister har den relevante erfaring til at dække videnskabelig udvikling)