Jeg vil lave en dokumentarfilm om hvordan kravene til familiesammenføring rammer de enkelte familier i Danmark. Det vil vi vise gennem interviews med en række familier der har fået problemer p.g.a. tilknytningskrav, 24-års-regel og formodningsregel. I filmen vil vi også spørge eksperter i menneskerettigheder og international ret om deres syn på de danske regler. Kravene er beregnet på at forhindre tvangsægteskaber, men har ingen dokumenteret effekt. Tværtimod bliver resultatet at ressourcestærke familier forlader landet og at velfungerende familier bliver splittet ad.
Til ovenstående søger jeg et super dygtigt filmhold, der synes projektet er spændende. I må godt være en gruppe studerende på filmskolen eller journalistskolen. I behøver ikke være færdige med jeres uddannelse.
Udover at høste stor prestige ved at lave en film der kan sætte store forandringer i gang er der mulighed for at få dækket udgifter for produktionen gennem foreningen Ægteskab Uden Grænser.
Lyder som et spændende projekt og selvom jeg er fuldstændig enig i din holdning til spørgsmålet, synes jeg dog at du skal passe på ikke at gå ind i projektet med en forudindtaget holdning. Missionen med filmen bør være at undersøge om dit udgangspunkt nu også er det rigtige og gøre det på en fair måde så også andre synspunkter bliver hørt. Ellers kommer filmen kun til at blive set af folk som allerede er enige og så har den meget lille effekt. Ingen gider at se propaganda, men hvis man kan blive klogere, så er der et publikum for den.
Held og lykke med det.
Se verdens bedste indiefilm online på indiemondo.com
Der var en indvandret familiekonsulent i Debatten for noget tid siden, der havde stor praktisk erfaring, og nøjagtigt det modsatrettede synspunkt af dit eget. Som Frahm siger så virker du meget forudindtaget omkring emnet, og det fører næppe til nogen oplysende dokumentarfilm - så du kan evt inddrage denne kvindes synspunkter, hvis du vil modvirke det. Kan ikke huske hendes navn dog.
#1 Super initiativ. Men jeg giver også #3 og #4 ret.
Det lyder som om I har opsat en hypotese for projektet, som I allerede fra start er opsat på er den skinbarlige sandhed og er det udfald, I slutteligt kommer frem til. Der er en grund til, at 24 års reglen og disse krav kom til. Krav, som blev tilsluttet af en majoritet af politiske partier (mandatmæssigt).
Hvis I ikke sørger for, at denne side af sagen kommer til orde og bliver dækket journalistisk sagligt, så er dokumentaren at betragte som et partsindlæg og dermed propaganda. Det kan I sagtens få succes med alligevel, for mange aner ikke i dag, hvad kildekritik og objektivitet er og stiller få spørgsmål til informationer, som måske allerede befæster dem i deres fordomme.
Men skal I betragtes som seriøse dokumentarskabere, så bliver I nødt til at anlægge jer en anden vinkel til problematikken og også dokumentere de forhold, som var med til at få disse regler og krav indført. Og I bliver nødt til også at diskutere formålet med reglerne og dernæst se på tallene før og efter indførelsen, analysere disse og komme med redegørelser/fortolkninger af positive og negative effekter.
Er det ikke indlysende at de ønsker at lave en dokumentar der viser problemstillingen set fra denne ene vinkel? Det er jo foreningen "Ægteskab Uden Grænser." der betaler.
Imagine an elephant with the flu. One sneeze and it breaks it's bloody neck - Fukkatsu no hi AKA Virus (1980)
Er det ikke indlysende at de ønsker at lave en dokumentar der viser problemstillingen set fra denne ene vinkel? Det er jo foreningen "Ægteskab Uden Grænser." der betaler.
Jamen det skal de da have lov til i såfald. Jeg giver kun udtryk for, hvilke dokumentarer, som interesserer mig og det er den slags, som er sagligt objektive og ikke giver udtryk for en parthaver vinkling. Gode dokumentarer er for mig funderet i journalistik, som er kritisk, saglig, korrekt og fair. Jeg har ingen interesse i at få informationer, som jeg vil kunne flække til atomer med den sløve side af et pupeshår.
Det kan godt være muligt at lave en god dokumentar som et partsindlæg. Michael Moore er ét eksempel, men der er også andre knap så profilerede. Jeg mener dog stadig at netop her bliver man nødt til at skabe lidt konflikt. Især fordi at familiesammenføringsreglerne er så absurde at man ikke behøver mere end 15 min. til at vise dette og hvad skal man så bruge den resterende time på? Som partsindlæg vil det også virke bedre, hvis man tager modpartens synspunkter alvorligt og derefter modbeviser dem.
Se verdens bedste indiefilm online på indiemondo.com
Det kan godt være muligt at lave en god dokumentar som et partsindlæg. Michael Moore er ét eksempel, men der er også andre knap så profilerede.
Der er jeg så uenig. Men det er jeg udfra det faktum, at der til stadighed er uenighed om, hvad dokumentar begrebet dækker over.
Tager man den helt basale, så tror jeg alle er enige herom:
Documentary films constitute a broad category of nonfictional motion pictures intended to document some aspect of reality, primarily for the purposes of instruction or maintaining a historical record.
Derefter begynder diskussionerne:
In popular myth, the word 'documentary' was coined by Scottish documentarian John Grierson in his review of Robert Flaherty's film Moana (1926), published in the New York Sun on 8 February 1926, written by "The Moviegoer" (a pen name for Grierson).
Grierson's principles of documentary were that cinema's potential for observing life could be exploited in a new art form; that the "original" actor and "original" scene are better guides than their fiction counterparts to interpreting the modern world; and that materials "thus taken from the raw" can be more real than the acted article. In this regard, Grierson's views align with Vertov's conterierson's definition of documentary as "creative treatment of actuality" has gained some acceptance, though it presents philosophical questions about documentaries containing stagings and reenactments.
In his essays, Soviet film-maker Dziga Vertov argued for presenting "life as it is" (that is, life filmed surreptitiously) and "life caught unawares" (life provoked or surprised by the camera).
The American film critic Pare Lorentz defines a documentary film as "a factual film which is dramatic." Others further state that a documentary stands out from the other types of non-fiction films for providing an opinion, and a specific message, along with the facts it presents.
Documentary Practice is the complex process of creating documentary projects. It refers to what people do with media devices, content, form, and production strategies in order to address the creative, ethical, and conceptual problems and choices that arise as they make documentaries.
Jeg er sikker på, at mange finder Fahrenheit 9/11 og An Inconvenient Truth, værende glimrende dokumentarer og jeg vil så absolut medgive, at de som propaganda materiale er geniale og ikke mindst effektive, fordi deres indhold kan påvirke så store masser, fordi de sluger de opstillede præmisser og indholdet råt, helt uden at sætte spørgsmålstegn ved dokumentarskabernes metodevalg og ikke mindst formål med dokumentaren. At påvirke en opinion entydigt til at være FOR et givent partsindlæg.
Når det derfor kommer til dokumentarer, som netop skaber en opinion om enormt vigtige samfundsforhold, som kan påvirke nationer, hundredetusinder af arbejdspladser, ja endog påvirke hele klodens ageren i vigtige spørgsmål, så synes jeg ikke det er i orden, at dokumentarer som netop ovenstående, får lov til at tegne så endimensionelle billeder af "tingenes tilstand", når resultatet er, at det netop påvirker opinionen uden at være funderet i basal journalistisk etik og fuldkommen usaglig og subjektiv. Det er rendyrket propaganda og da især, når det nærmest lykkes for dokumentarskaberne at skabe et politisk klima og mediebilled, hvor det derefter er svært for sagligheden at trænge igennem, med vægt på en kildekritisk tilgang.
Michael Moore og Al Gores dokumentarer er succesfulde ud fra en bedømmelse af propagandas påvirkning af befolkninger, som ikke har lært kildekritik. Ud fra et omsætningsmæssigt synspunkt. Ud fra et underholdningsmæssigt synspunkt. Men ud fra det synspunkt, at dokumentarerne skal informere publikum om "verdens tilstand", belære om faktualiteter og forsøge at analysere problemstillinger og finde ind til sandheden omkring det emne de har valgt at sætte fokus på, er de succesfulde som værende komplet inkompetente og fuldkommen døve for, at lade andre stemmer komme til og se det "fra den anden side".
Jeg mener dog stadig at netop her bliver man nødt til at skabe lidt konflikt. Især fordi at familiesammenføringsreglerne er så absurde at man ikke behøver mere end 15 min. til at vise dette og hvad skal man så bruge den resterende time på?
Vi kan sagtens blive enige om, at reglerne skabte absurde situationer, men jeg er stadig ikke enig i, at dokumentarer, som forsøger at påvirke opinionen i vores samfund ved at sætte fokus på et givent emne, og kun gør det ved subjektivt kun at give "den ene side tid til at udtale sig", er et gode. Jo, i et ideal samfund, hvor befolkningen var så oplyst og vidende, at alle kunne gennemskue bevæggrundene og selv udøve den nødvendige kildekritik. Men det er desværre ikke nationen Danmarks stade. Ikke engang medierne, som ofte selv har undladt en seriøs vinkling før langt senere, når gemytterne er faldet til ro og fornuften er kommet tilbage. Men der kan en opinionsdannelse allerede have haft fatale konsekvenser for store brancher, arbejdspladser og lignende.
Derfor mener jeg, at dokumentarer, som beskæftiger sig med sandhedsstof af yderste vigtighed for vore beslutningstagere og dermed i sidste instans bedømmes af befolkningen, ikke kan kaldes gode dokumentarer, med mindre de netop har en journalistisk professionel og etisk tilgang til deres stof, saglig og objektiv.
Man skal bare se på "Den Hemmelige Krig" og se hvilket virvar den "dokumentar" skabte i vores lille land og hvor mange ressourcer, penge og politiske spekulationer der kom i spil, blot fordi instruktøren undlod at lade kilder kommentere, som kunne kompromittere den hypotese, som han med al magt ville frem til.
Underholdende ja. God dokumentar, nej!
Men hvis dokumentaren PÅ FORHÅND informerer seeren om, hvilke bevæggrunde man har og man kun skildrer den ene side i debatten, ja, så har du ret i, at dokumentaren er glimrende som et partshaver indlæg. Men desværre er præmisserne for disse dokumentarer som regel, at man informerer på en måde, som seerne sluger som den faktuelle sandhed.
#9 enig i dele af det du skriver, men jeg mener nu ikke at dokumentarister har en forpligtigelse til at holde sig neutrale eller objektive for den sags skyld. Hvis de skulle de ville det ende som en udvidet udgave af Horisont og heldigvis har vi masser af dygtige journalister, som kan lave de mere balancerede indlæg. Jeg synes at det er rart at mærke at en instruktør har noget på hjerte, også selvom jeg muligvis ikke er enig.
Med hensyn til Michael Moore, så tror jeg ikke at der er nogen der er i tvivl om hvilke bevæggrunde han har for at lave sine film eller hvilke holdninger han har, så at informere om det på forhånd ville virke nærmest latterligt. Desuden så finder du vel næppe nogen dokumentar hvor filmskaberne ikke har et budskab. Hvorfor skulle de ellers lave filmen?
Du taler også om at folk slugte An Inconvenient Truth råt, som om at det var et problem. Lad os først og fremmest huske på at langt de fleste oplysninger og tal der bruges i filmen er der ingen der har sat spørgsmålstegn ved. Enkelte oplysninger har været diskutteret og Al Gore har også været ude og præcisere nogle ting osv. Men grunden til at den havde så stor effekt var at størstedelen af folk aldrig havde set disse konkrete konsekvenser af klimaforandringerne før denne film. Tallene har været der i lang tid, men ingen havde set dem.
Det samme kan siges om Den Hemmelige Krig, som igen var et partsindlæg, men som havde tilstrækkelig dokumentation for sine påstande (som undersøgelseskommisionen sagde). Her blev der bragt nogle hidtil ukendte oplysninger til offentlighedens kendskab, hvilket gjorde at den havde så stor effekt. At partsindlægget var produceret af DR er selvfølgelig en anden problemstilling, som ikke lige har noget med denne debat at gøre.
Se verdens bedste indiefilm online på indiemondo.com
#1 isabilal 12 år siden
Til ovenstående søger jeg et super dygtigt filmhold, der synes projektet er spændende. I må godt være en gruppe studerende på filmskolen eller journalistskolen. I behøver ikke være færdige med jeres uddannelse.
Udover at høste stor prestige ved at lave en film der kan sætte store forandringer i gang er der mulighed for at få dækket udgifter for produktionen gennem foreningen Ægteskab Uden Grænser.
På forhånd tak.
#2 isabilal 12 år siden
https://www.facebook.com/groups/213392042113682/
#3 frahm-2 12 år siden
Held og lykke med det.
#4 akerman 12 år siden
#5 Richard Burton 12 år siden
Det lyder som om I har opsat en hypotese for projektet, som I allerede fra start er opsat på er den skinbarlige sandhed og er det udfald, I slutteligt kommer frem til. Der er en grund til, at 24 års reglen og disse krav kom til. Krav, som blev tilsluttet af en majoritet af politiske partier (mandatmæssigt).
Hvis I ikke sørger for, at denne side af sagen kommer til orde og bliver dækket journalistisk sagligt, så er dokumentaren at betragte som et partsindlæg og dermed propaganda. Det kan I sagtens få succes med alligevel, for mange aner ikke i dag, hvad kildekritik og objektivitet er og stiller få spørgsmål til informationer, som måske allerede befæster dem i deres fordomme.
Men skal I betragtes som seriøse dokumentarskabere, så bliver I nødt til at anlægge jer en anden vinkel til problematikken og også dokumentere de forhold, som var med til at få disse regler og krav indført. Og I bliver nødt til også at diskutere formålet med reglerne og dernæst se på tallene før og efter indførelsen, analysere disse og komme med redegørelser/fortolkninger af positive og negative effekter.
#6 Kisbye 12 år siden
#7 Richard Burton 12 år siden
Jamen det skal de da have lov til i såfald. Jeg giver kun udtryk for, hvilke dokumentarer, som interesserer mig og det er den slags, som er sagligt objektive og ikke giver udtryk for en parthaver vinkling. Gode dokumentarer er for mig funderet i journalistik, som er kritisk, saglig, korrekt og fair. Jeg har ingen interesse i at få informationer, som jeg vil kunne flække til atomer med den sløve side af et pupeshår.
#8 frahm-2 12 år siden
Som partsindlæg vil det også virke bedre, hvis man tager modpartens synspunkter alvorligt og derefter modbeviser dem.
#9 Richard Burton 12 år siden
Der er jeg så uenig. Men det er jeg udfra det faktum, at der til stadighed er uenighed om, hvad dokumentar begrebet dækker over.
Tager man den helt basale, så tror jeg alle er enige herom:
Derefter begynder diskussionerne:
In popular myth, the word 'documentary' was coined by Scottish documentarian John Grierson in his review of Robert Flaherty's film Moana (1926), published in the New York Sun on 8 February 1926, written by "The Moviegoer" (a pen name for Grierson).
Grierson's principles of documentary were that cinema's potential for observing life could be exploited in a new art form; that the "original" actor and "original" scene are better guides than their fiction counterparts to interpreting the modern world; and that materials "thus taken from the raw" can be more real than the acted article. In this regard, Grierson's views align with Vertov's conterierson's definition of documentary as "creative treatment of actuality" has gained some acceptance, though it presents philosophical questions about documentaries containing stagings and reenactments.
In his essays, Soviet film-maker Dziga Vertov argued for presenting "life as it is" (that is, life filmed surreptitiously) and "life caught unawares" (life provoked or surprised by the camera).
The American film critic Pare Lorentz defines a documentary film as "a factual film which is dramatic." Others further state that a documentary stands out from the other types of non-fiction films for providing an opinion, and a specific message, along with the facts it presents.
Documentary Practice is the complex process of creating documentary projects. It refers to what people do with media devices, content, form, and production strategies in order to address the creative, ethical, and conceptual problems and choices that arise as they make documentaries.
Jeg er sikker på, at mange finder Fahrenheit 9/11 og An Inconvenient Truth, værende glimrende dokumentarer og jeg vil så absolut medgive, at de som propaganda materiale er geniale og ikke mindst effektive, fordi deres indhold kan påvirke så store masser, fordi de sluger de opstillede præmisser og indholdet råt, helt uden at sætte spørgsmålstegn ved dokumentarskabernes metodevalg og ikke mindst formål med dokumentaren. At påvirke en opinion entydigt til at være FOR et givent partsindlæg.
Når det derfor kommer til dokumentarer, som netop skaber en opinion om enormt vigtige samfundsforhold, som kan påvirke nationer, hundredetusinder af arbejdspladser, ja endog påvirke hele klodens ageren i vigtige spørgsmål, så synes jeg ikke det er i orden, at dokumentarer som netop ovenstående, får lov til at tegne så endimensionelle billeder af "tingenes tilstand", når resultatet er, at det netop påvirker opinionen uden at være funderet i basal journalistisk etik og fuldkommen usaglig og subjektiv. Det er rendyrket propaganda og da især, når det nærmest lykkes for dokumentarskaberne at skabe et politisk klima og mediebilled, hvor det derefter er svært for sagligheden at trænge igennem, med vægt på en kildekritisk tilgang.
Michael Moore og Al Gores dokumentarer er succesfulde ud fra en bedømmelse af propagandas påvirkning af befolkninger, som ikke har lært kildekritik. Ud fra et omsætningsmæssigt synspunkt. Ud fra et underholdningsmæssigt synspunkt. Men ud fra det synspunkt, at dokumentarerne skal informere publikum om "verdens tilstand", belære om faktualiteter og forsøge at analysere problemstillinger og finde ind til sandheden omkring det emne de har valgt at sætte fokus på, er de succesfulde som værende komplet inkompetente og fuldkommen døve for, at lade andre stemmer komme til og se det "fra den anden side".
Vi kan sagtens blive enige om, at reglerne skabte absurde situationer, men jeg er stadig ikke enig i, at dokumentarer, som forsøger at påvirke opinionen i vores samfund ved at sætte fokus på et givent emne, og kun gør det ved subjektivt kun at give "den ene side tid til at udtale sig", er et gode. Jo, i et ideal samfund, hvor befolkningen var så oplyst og vidende, at alle kunne gennemskue bevæggrundene og selv udøve den nødvendige kildekritik. Men det er desværre ikke nationen Danmarks stade. Ikke engang medierne, som ofte selv har undladt en seriøs vinkling før langt senere, når gemytterne er faldet til ro og fornuften er kommet tilbage. Men der kan en opinionsdannelse allerede have haft fatale konsekvenser for store brancher, arbejdspladser og lignende.
Derfor mener jeg, at dokumentarer, som beskæftiger sig med sandhedsstof af yderste vigtighed for vore beslutningstagere og dermed i sidste instans bedømmes af befolkningen, ikke kan kaldes gode dokumentarer, med mindre de netop har en journalistisk professionel og etisk tilgang til deres stof, saglig og objektiv.
Man skal bare se på "Den Hemmelige Krig" og se hvilket virvar den "dokumentar" skabte i vores lille land og hvor mange ressourcer, penge og politiske spekulationer der kom i spil, blot fordi instruktøren undlod at lade kilder kommentere, som kunne kompromittere den hypotese, som han med al magt ville frem til.
Underholdende ja. God dokumentar, nej!
Men hvis dokumentaren PÅ FORHÅND informerer seeren om, hvilke bevæggrunde man har og man kun skildrer den ene side i debatten, ja, så har du ret i, at dokumentaren er glimrende som et partshaver indlæg. Men desværre er præmisserne for disse dokumentarer som regel, at man informerer på en måde, som seerne sluger som den faktuelle sandhed.
#10 frahm-2 12 år siden
enig i dele af det du skriver, men jeg mener nu ikke at dokumentarister har en forpligtigelse til at holde sig neutrale eller objektive for den sags skyld. Hvis de skulle de ville det ende som en udvidet udgave af Horisont og heldigvis har vi masser af dygtige journalister, som kan lave de mere balancerede indlæg.
Jeg synes at det er rart at mærke at en instruktør har noget på hjerte, også selvom jeg muligvis ikke er enig.
Med hensyn til Michael Moore, så tror jeg ikke at der er nogen der er i tvivl om hvilke bevæggrunde han har for at lave sine film eller hvilke holdninger han har, så at informere om det på forhånd ville virke nærmest latterligt.
Desuden så finder du vel næppe nogen dokumentar hvor filmskaberne ikke har et budskab. Hvorfor skulle de ellers lave filmen?
Du taler også om at folk slugte An Inconvenient Truth råt, som om at det var et problem. Lad os først og fremmest huske på at langt de fleste oplysninger og tal der bruges i filmen er der ingen der har sat spørgsmålstegn ved. Enkelte oplysninger har været diskutteret og Al Gore har også været ude og præcisere nogle ting osv. Men grunden til at den havde så stor effekt var at størstedelen af folk aldrig havde set disse konkrete konsekvenser af klimaforandringerne før denne film. Tallene har været der i lang tid, men ingen havde set dem.
Det samme kan siges om Den Hemmelige Krig, som igen var et partsindlæg, men som havde tilstrækkelig dokumentation for sine påstande (som undersøgelseskommisionen sagde). Her blev der bragt nogle hidtil ukendte oplysninger til offentlighedens kendskab, hvilket gjorde at den havde så stor effekt.
At partsindlægget var produceret af DR er selvfølgelig en anden problemstilling, som ikke lige har noget med denne debat at gøre.