Kære Danmark. Prinsgemalen og jeg ...

00'erne har for undertegnede været et både godt og skidt årti. 10 år med den dejligste datter jeg kunne ønske mig opvejer alt det dårlige, men de afledte effekter af en skilsmisse opererer stadig på niveau med at blive skudt i knæskallen. Ligestilling i Danmark ... min bare røv! Konstatering på tærsklen til 2010, kvinder har magten, mændene afmagten.

Dansk politik i tiåret der gik og som lagde strålende ud med en ny regering og med at få al lort ryddet op efter Marianne Jelveds forfærdelige indflydelse. Lykken varede dog kort. Efter omkring 4 år, begyndte den politiske sfære at forandre sig. Gaveboden indfandt sig. På skift fik vi det ene efter det andet slagtilbud serveret fra opposition og regering. Mantraet var velfærd og mere velfærd. Den bestilte velfærdskommisions langvarige arbejde blev skudt i sænk af bestilleren selv, Anders Fogh. Advarsler og reformer blev kvalt. Hjulene kørte jo og magten ville tabes af den part, som ikke kunne producere mest velfærd.

Uansvarligheden regerede ikke kun i privathusstandenes økonomi med friværdier til årets fire familierejser, samtalekøkkener og svinende SUV biler. Den fik kraften fra det store flertal i Folketinget, som var komplet blinde for fremtidens udfordringer.

Men nej populismen fortsatte. Efter at være blevet svinet til som støtteparti til regeringen, blev vi vidne til en ny troubadur og standup komikers fødsel. Villy Søvndal sagde ordet "Skrid" og verden blev aldrig den samme mere. Fra den ene dag til den anden, blev retorik nu stuerent og trendy, som i går havde været dømt ude som nazi kolonihavehusagtigt. Finansloven kunne der stemmes for. Tilslutning til regeringens stramninger og endog støtte til NATO.

Nu her ved årets udgang må man konstatere, at vi har det mest pivfalske politiske landskab i Danmarks historie, med politikere med rygrad som regnorme. Det var årtiet, hvor ideologierne røg ud til fordel for stemmerne og magt og hvor fastholdelsen af magten var vigtigere end at gøre det rigtige. "Danmark snart kan købe hele verden" sagde Thor Petersen og skulle snart blive klogere.

For dem af os, som har oplevet situationen i 1982-1992, med kartoffelkure og Schlüter regeringen, så kan vi berolige med, at krisen vi har nu, intet har med krise at gøre. Det skal ikke berolige de mange stakkels familier, som er blevet ramt af arbejdsløshed i år og som kunne være undgået, hvis politikerne havde været deres hverv voksen, men vi er LANGT fra at være i NÆRHEDEN af det niveau danskerne engang før har været i.

Danmark kiggede ud over afgrunden og befolkningen valgte at gøre noget ved det, uanset de hårde metoder der skulle til at vende skuden. Denne gang vil det tage langt kortere tid at gøre noget ved problemerne, men for hver dag der går, hvor politikerne nægter at se problemerne i øjnene, vil det koste mere blod, sved og tårer i den sidste ende. Jeg kan desværre ikke få øje på de kandidater i det nuværende folketing, som er deres opgave voksen, så jeg er ikke stor optimist. Min stemme går dog hverken til regering eller opposition næste gang. Min tålmodighed er brugt op.

Hvad film angår, så har det været et spændende årti. Som højkonjunkturerne stiger i verden, synes jeg kvaliteten falder i film. Som problemerne begynder at indtage dagsordenen, med krise, konflikter og miljøproblemer, begynder filmskabernes kreativitet at tage over. Således også i dette årti, hvor jeg synes de sidste fem år, har budt på flere interessante kvalitetsbud end årets første fem.

I undertegnedes øjne er det meget sjældent at se en film, som bringer minder til det jeg kalder Hollywoods guld alder, hvor man kunne lave film, som havde et uforklarligt episk skær af storhed over sig. Dette cinematografiske nirvana formåede Paul Thomas Anderson at udforske med den fremragende film There Will Be Blood, som for undertegnede er en af grundene til, at dette årti bliver husket. Prototypen på en actionfigur tog en drejning, da Jason Bourne trådte ind på scenen. Publikum kunne lide det og ud røg Pierce Brosnan og ind trådte Daniel Craig i en fænomenal ny Bond skildring, hvis goodwill siden blev spist op af en fænomenal ringe opfølger.

Det har været superheltenes årti, hvor hver eneste sten er blevet endevendt for at finde en tegneseriehelt, som ikke er blevet filmatiseret endnu. De første år bød på intetsigende lort i genren i form af tudefjæset Spiderman. Vi fik Daredevil, Catwoman, The League of Extraordinary Gentlemen, X-Men, Elektra, Fantastic Four og Superman i ny ligegyldig indpakning. Men vi fik også den genfødte sortklædte kappesvinger Batman tilbage i god form, vi fik en fænomenal Iron Man og vi fik ikke mindst Watchmen, som indvarslede realpolitik i genren fremfor hjernedøde subsistensløse plot. Forhåbentlig fortsætter udviklingen.

Vi bevidnede fødslen af de rene CGI film. Sin City, 300 og Spirit. Født med masser af potentiale, men som oftest før allerede en kliché, hvis ikke instruktøren formår at gøre andet end at træde i de allerede betrådte fodspor.

Vi fik den store Tolkien trilogi, som de fleste formentlig er mere end godt tilfreds med.

Koreansk film trådte stærkt frem på den internationale scene, men er siden skrumpet væsentligt ind igen.

Europæisk film er levende og har det godt. Britiske og franske filmkunstnere formår stadig at markere sig internationalt og Italien har sat sig frem i sadlen med Paulo Sorrentino, som kan blive det nye årtis store stjerneskud, med fabelagtige film som Il Conseguenze dell'Amore og Il Divo. Tyskland trådte for alvor frem i rampelyset og bearbejdede nationens store traumer med Der Untergang, Napola, Sophie Scholl, A Woman in Berlin og Baarder Meinhof Komplex.

Danmark røg efter en god start med Dogme filmene ind i en international stilstand, hvor vi i en periode havde svært ved at finde vore ben. De store danske kvinder Lone Scherfig og Susanne Bier er dog endnu engang ved at gøre Danmark ære. Per Fly har muligheden for at blive den næste, efter et pletfrit CV med hans film trilogi og TV serien Forestillinger. Han bliver spændende at følge.

Teknologisk blev det årtiet, hvor Bogarts "Film skal ses i biografen" mistede mening. Pludselig fandt biograf kvaliteten indenfor hjemmets fire vægge og vupti var mobiltelefoner, distraktioner og dårlig kalibrering af lyd og billed ikke mere et problem. Pludselig måtte biografindustrien se sig angrebet fra flere sider. Den digitale revolution var Nordisk Film hurtigt ude med at promovere, hvorefter denne gik i sig selv igen og Nordisk Film stadig fortsatte ufortrødent med at overse de digitale film. I det sidste år kom 3D så til og pludselig er nutiden ved at overhale fremtiden og vi kan håbe, at dette bliver startskuddet til, at biograferne fremover vil levere den kvalitet, som man i mange år allerede har krævet penge for via de høje billetpriser.

Desværre ser det mindre godt ud med biografdistributionen, hvor vi stadig er vidne til, at mainstream i den grad kvæler en masse gode film, som folk må søge på DVD eller blu-ray for at se. Mit håb er, at den digitale tidsalder, må gøre det langt mere attraktivt at sætte film op i biografen, for en dag eller to og derved kunne trække det mindre publikum i større grupper. Det er også mit håb, at fortidens repremierer og visning af ældre restaurerede film, vil nyde godt af dette fremover.

Vi får se.

Det nye årti står for døren og mit eneste ønske er, som hvert år, at menneskeheden bliver klogere.

I'm a sucker for illusion!

Fremragende tale! Du er bitter, og det er behageligt at være "vidne" til. Keep it up.

#4 - Tak skal du ha. Godt med en opsummerende artikel om et sært filmårti, der pudsigt nok hændte i et tiår, der først har fundet sit eget væsen i slutningen og blevet døbt "nullerne".

... og tak for den fine besked :) Har også snakket med Per om snarligt gensyn. Sæt i gang!

#6 Og godt nytår til dig og tillykke med din fine trend du igangsatte :)

#7 jeg lovede vidst på et tidpunkt jeg skulle tage et billede eller to hvor jeg har g streng på?