Først og fremmest er jeg generelt skuffet over bogen. Det hænger naturligvis sammen med, at OotP var min favorit og jeg havde meget store forventninger. Men ikke desto mindre, mener jeg bestemt at jeg kan tillade mig at sige det, især da bogen tager yderligere afstand fra de andre bøger. Den er anderledes, som I nok også har bemærket. Sidst vil jeg dog understrege, at HBP er en god bog, men hvorimod jeg vurderer PoA og OotP som langt bedre.
Så her er et par ting først som primært gik mig på; Man kunne udmærket mærke, at der nu er tale om 16-årige. Der er kærlig og "snogging" i luften, men også det faktum, at de unge begynder at betragte sig selv langt mere ligeværdige i forhold til de voksne troldmænd/lærere osv. Gode eksempler er bl.a. når Harry i høj grad svarer igen til Snape ("You don't need to call me sir, Professor", eller verbalt ejer den nye minister of magic). Det er egentlig ganske godt, og udmærket som Rowling hele tiden giver plads til at hver person udvikler sig (eller afvikler for nogles vedkommende) - men jeg føler helt klart, at Harry i denne bog var langt mere.. Ja, arrogant. Den sædvanlige lidt sky, tilbageholdende og kærligt beskedne Harry Potter om vi kender er slet ikke at finde. Han lytter ikke til andre (og går nogle gange amok på Ron/Hermione), og de f.eks. de gange hvor de nye "gropies" endda giver ham opmærksomhed - ville han "i gamle dage" måske sige noget lign., at de måske ikke helt vidst hvad de lavede, i dag er hans tankegang nok mere noget lign. "hva fanden skal jeg med dem?". I bund og grund den samme, men tilkendegivet på en helt anderledes måde. Især hans konstante flip med Draco Malfoy gennem hele historien irritererede mig yderst meget, primært fordi det altid var Draco som var "skurken". I dette tilfælde ser vi Harry opsøge ham i stedet, Harry begynde at udspionere med intentioner om at spolere Dracos planer. Det hænger naturligvis sammen med, at Draco er en DE og der pålægger et ubevidst ansvar på Harrys skuldrer omkring alt det med Voldemort og hans DEs og Harrys profeti, men ikke desto mindre lader han det ofte gå ud over en del af hans venner (arrogancen) og pligter på skolen.
Den værste del af bogen er naturligvis at Dumbledore dør. Vi vidste allesammen at der var én der skulle dø, men Dumbledore?! Vi kan hurtigt blive enige om, at Dumbledore var en af de mest interessante karakterer Rowling havde i Harry-universet. Dumbledore repræsenterede de bedste af de gode, den faderlige og ældre person, med hans smil, intelligens og kløgtighed og som i øvrigt kunne give en Voldemort og hans DEs en pæn omgang flade. Hvordan han i slutningen af OotP kommer ind i Ministry of Magic, kaster rundt med tricks og finter og bogstavelig talt ejer de stakels fuldvoksne DEs og derefter formår at give Voldemort kamp til stregen - og man så ser ham, med en næsten død hånd og så det faktum, at han bliver nakket af Snape. Det skete bare ikke, og uanset hvor mange vinkler man antager det fra, kommer han ikke tilbage. Jeg nægtede at tro det da jeg læste det, men da først hans maleri kom op i headmaster-værelset indså jeg det. Dernæst forstår jeg slet ikke hvorfor Harry ikke begyndte at snakke til ham der? Det ville være åbenlyst - da Sirius "døde" søgte Harry desperat efter en metode hvorpå han kunne få kontakt, f.eks. spurgte han Nearly-Headless-Nick om han kunne være blevet et spøgelse. Sirius og Dumbledore var personligt mine favorit-karakterer, og nu hvor de er døde.. Heh, ja.
En anden ting var selve titlen; jeg må indrømme jeg ikke selv havde gættet af HPB var Severus Snape. Vi står nu i noget, som minder mig lidt om Matrix-trilogien. I 3'eren lægger det ikke op til den store kamp mellem maskinerne og helten, men mellem en NY villain som ligepludselig fik uendeligt meget opmærksomhed. Der står nu Snape skrevet over det hele. Hvilket kan diskuteres om det er interessant eller ej, og det kan i høj grad diskuteres hvorledes Snapes intentioner ligger i forhold til, om han er loyal overfor Voldemort hvilket lyder åbenlyst, eller om det hele var et led i en større plan udtænkte af Dumbledore. Han havde simpelthen på forhånd set, at han før eller siden skulle dø, og hans sidste trumpf var derved at Snape skulle tage livet af ham? (Husk på the unbreakable vow)
I modsætning til alle de andre bøger slutter HBP med mange løse ender og lægger op til en helvedes masse spørgsmål og spekulationer. F.eks. kunne man mene, at HBP-bogen tilhørte Snape og han fra tid til anden lånte den til Lily, hvilket derfor skyldes at hun var så god, som den kære professor mente Harry også var. Der er jo snak om, at han også evt. havde en lille forelskelse i hende, og aldrig havde ønsket hende død da han uvidende fortalte Voldemort om profetien? Men uanset hvad må man formode, at Voldemort er bedre til legilimens end Snape til occlumens, så Voldemort ville altid vide om Snape var loyal eller havde bagtanker?
Vi bør naturligvis ikke glemme hvad Rowling også har at sige på det billedlige plan. Hvordan man oplever Voldemorts ekstremt hårde opvækst, og hvordan det kan ende, hvis man ikke har kærligheden og støtten fra venner og forældre - og budskabet i sig selv, at kærlighed overvinder alt.
Generelt synes jeg, at alt det med kæresteri (hvornår stopper Hermione og Ron forspillet?) trak en del ud. Der var meget omkring hvad hvem og hvad syntes om hinanden på skolen, istedet for noget action og spændning istedet. Slutningen er noget ala Spiderman 2, hvor Harry slår op med Ginny. Da hun skriver om hvorledes Harry tænker på alle dem som han nu har mistet (James, Lily, Sirius og nu Dumbledore) var endda meget rørende, og den finder jeg egentlig forståelig. Hans valg af "lone ranger"-vejen virker måske lidt uoverkommelig, men ikke desto mindre mulig i hans situation. Det er Harry og ingen andre der skal gøre en ende på det her, ikke fordi han føler han skal, men nu også fordi han virkelig vil, og det ved han.
Så; jeg mener stadig OotP er den bedste, efterfulgt af PoA. GoF deler nok 3. pladsen med HBP. En udmærket bog, men den tager nye retninger og er knap så selvstændig. Her bør man nok forbinde 6'eren og 7'eren til en større helhed. Men det bliver interessant at se hvad der sker nu, omkring Hogwarts, om Harry vælger ikke at møde der, the Order osv.
Nu har jeg vidst snakket nok, hvad er jeres kommentarer?
_______________________________________ "A truth that is told with bad intents beats all the lies you can ever invent" - William Blake
Har lige læst den færdig idag. Jeg mener for det første ikke, at man for alvor kan sammenligne bøgerne i serien, da de helt klart udgør en helhed for mig, og selvfølgelig udvikler karaktererne (og det samme gør Rowling i øvrigt). Man kan tydeligt fornemme at bøgerne bliver mere og mere dystre og voksne.
Det sagt så er HBP nok den tungeste af bøgerne at komme igennem. Det er som om den ikke har så højt et spændingsniveau som de tidligere, men derimod bruger en masse tid på at forklare og lægge op til det sidste kapitel i serien, som jeg dog er overbevidst om, bliver helt fantastisk spændende. Fidusen er jo netop nu, at med Dumbledore væk, aner vi ikke hvad der kommer til at ske
Gi' dog pengene til Afrika... De har mere brug for dem.
Jeg synes på mange måder det var en af de bedste bøger. Jeg foretrækker til en hver tid kærestesnakken fremfor Harrys ingen forstår mig klynkeri i Ootp. mht. Snape: Jeg har flere steder læst at Dumbledore ønskede Snape skulle dræbe ham som et led af en højere plan. Der står at han tigger Snape, og ville Dumbledore tigge Snape om at spare hans liv... aldrig! Jeg tror ikke at Snape er ond, selv om han er et dumt svin. Det bliver en lang ventetid til bog 7 endelig for bundet alle de løser emder sammen.
Ikke for at rive op i en gammel tråd (og så alligevel), men jeg synes faktisk HP6 var noget bedre end især 5, som efter min mening var aaalt for lang. Jeg synse tempoet i HP6 var langt højere, og selv om den følger præcis samme formel som de andre (med undtagelse af den ellers obligatoriske 'Dumbledore-forklarer-det-hele'-scene), synes jeg alligevel, at det her fungerede bedre, end i fx. HP5. Derudover er der lagt op til en 7'er, der bryder den velkendte formel (ligesom der var i slutningen af 4 og 5), men denne gang kan hun vel næppe IGEN slippe afsted med, at lave en bog over den sædvanlige læst.
Jeg synes det var åbenlyst, at Dumbledore måtte dø på et eller andet tidspunkt - hele serien handler om en ung mand, der bliver voksen og det er svært, hvis Dumbledore hele tiden er i baggrunden og kan fikse alt og ved det hele... Og jeg er enig med #3 i at det var Dumbledores plan at Snape skulle myrde ham. Alene det at han stupefyer Harry tilsidst...
Mht. Harrys opførsel er det pudsigt, at det nærmest er første gang, han har ret i noget :-) Draco er the bad guy, og ingen af Harrys venner tror ham - det er ikke første gang Harry har haft en fiks ide (fx om Snape), men han plejer at være fuldstændigt galt afmarcheret.
#1 filmz-zanoan 20 år siden
Så her er et par ting først som primært gik mig på; Man kunne udmærket mærke, at der nu er tale om 16-årige. Der er kærlig og "snogging" i luften, men også det faktum, at de unge begynder at betragte sig selv langt mere ligeværdige i forhold til de voksne troldmænd/lærere osv. Gode eksempler er bl.a. når Harry i høj grad svarer igen til Snape ("You don't need to call me sir, Professor", eller verbalt ejer den nye minister of magic). Det er egentlig ganske godt, og udmærket som Rowling hele tiden giver plads til at hver person udvikler sig (eller afvikler for nogles vedkommende) - men jeg føler helt klart, at Harry i denne bog var langt mere.. Ja, arrogant. Den sædvanlige lidt sky, tilbageholdende og kærligt beskedne Harry Potter om vi kender er slet ikke at finde. Han lytter ikke til andre (og går nogle gange amok på Ron/Hermione), og de f.eks. de gange hvor de nye "gropies" endda giver ham opmærksomhed - ville han "i gamle dage" måske sige noget lign., at de måske ikke helt vidst hvad de lavede, i dag er hans tankegang nok mere noget lign. "hva fanden skal jeg med dem?". I bund og grund den samme, men tilkendegivet på en helt anderledes måde. Især hans konstante flip med Draco Malfoy gennem hele historien irritererede mig yderst meget, primært fordi det altid var Draco som var "skurken". I dette tilfælde ser vi Harry opsøge ham i stedet, Harry begynde at udspionere med intentioner om at spolere Dracos planer. Det hænger naturligvis sammen med, at Draco er en DE og der pålægger et ubevidst ansvar på Harrys skuldrer omkring alt det med Voldemort og hans DEs og Harrys profeti, men ikke desto mindre lader han det ofte gå ud over en del af hans venner (arrogancen) og pligter på skolen.
Den værste del af bogen er naturligvis at Dumbledore dør. Vi vidste allesammen at der var én der skulle dø, men Dumbledore?! Vi kan hurtigt blive enige om, at Dumbledore var en af de mest interessante karakterer Rowling havde i Harry-universet. Dumbledore repræsenterede de bedste af de gode, den faderlige og ældre person, med hans smil, intelligens og kløgtighed og som i øvrigt kunne give en Voldemort og hans DEs en pæn omgang flade. Hvordan han i slutningen af OotP kommer ind i Ministry of Magic, kaster rundt med tricks og finter og bogstavelig talt ejer de stakels fuldvoksne DEs og derefter formår at give Voldemort kamp til stregen - og man så ser ham, med en næsten død hånd og så det faktum, at han bliver nakket af Snape. Det skete bare ikke, og uanset hvor mange vinkler man antager det fra, kommer han ikke tilbage. Jeg nægtede at tro det da jeg læste det, men da først hans maleri kom op i headmaster-værelset indså jeg det. Dernæst forstår jeg slet ikke hvorfor Harry ikke begyndte at snakke til ham der? Det ville være åbenlyst - da Sirius "døde" søgte Harry desperat efter en metode hvorpå han kunne få kontakt, f.eks. spurgte han Nearly-Headless-Nick om han kunne være blevet et spøgelse. Sirius og Dumbledore var personligt mine favorit-karakterer, og nu hvor de er døde.. Heh, ja.
En anden ting var selve titlen; jeg må indrømme jeg ikke selv havde gættet af HPB var Severus Snape. Vi står nu i noget, som minder mig lidt om Matrix-trilogien. I 3'eren lægger det ikke op til den store kamp mellem maskinerne og helten, men mellem en NY villain som ligepludselig fik uendeligt meget opmærksomhed. Der står nu Snape skrevet over det hele. Hvilket kan diskuteres om det er interessant eller ej, og det kan i høj grad diskuteres hvorledes Snapes intentioner ligger i forhold til, om han er loyal overfor Voldemort hvilket lyder åbenlyst, eller om det hele var et led i en større plan udtænkte af Dumbledore. Han havde simpelthen på forhånd set, at han før eller siden skulle dø, og hans sidste trumpf var derved at Snape skulle tage livet af ham? (Husk på the unbreakable vow)
I modsætning til alle de andre bøger slutter HBP med mange løse ender og lægger op til en helvedes masse spørgsmål og spekulationer. F.eks. kunne man mene, at HBP-bogen tilhørte Snape og han fra tid til anden lånte den til Lily, hvilket derfor skyldes at hun var så god, som den kære professor mente Harry også var. Der er jo snak om, at han også evt. havde en lille forelskelse i hende, og aldrig havde ønsket hende død da han uvidende fortalte Voldemort om profetien? Men uanset hvad må man formode, at Voldemort er bedre til legilimens end Snape til occlumens, så Voldemort ville altid vide om Snape var loyal eller havde bagtanker?
Vi bør naturligvis ikke glemme hvad Rowling også har at sige på det billedlige plan. Hvordan man oplever Voldemorts ekstremt hårde opvækst, og hvordan det kan ende, hvis man ikke har kærligheden og støtten fra venner og forældre - og budskabet i sig selv, at kærlighed overvinder alt.
Generelt synes jeg, at alt det med kæresteri (hvornår stopper Hermione og Ron forspillet?) trak en del ud. Der var meget omkring hvad hvem og hvad syntes om hinanden på skolen, istedet for noget action og spændning istedet.
Slutningen er noget ala Spiderman 2, hvor Harry slår op med Ginny. Da hun skriver om hvorledes Harry tænker på alle dem som han nu har mistet (James, Lily, Sirius og nu Dumbledore) var endda meget rørende, og den finder jeg egentlig forståelig. Hans valg af "lone ranger"-vejen virker måske lidt uoverkommelig, men ikke desto mindre mulig i hans situation. Det er Harry og ingen andre der skal gøre en ende på det her, ikke fordi han føler han skal, men nu også fordi han virkelig vil, og det ved han.
Så; jeg mener stadig OotP er den bedste, efterfulgt af PoA. GoF deler nok 3. pladsen med HBP. En udmærket bog, men den tager nye retninger og er knap så selvstændig. Her bør man nok forbinde 6'eren og 7'eren til en større helhed. Men det bliver interessant at se hvad der sker nu, omkring Hogwarts, om Harry vælger ikke at møde der, the Order osv.
Nu har jeg vidst snakket nok, hvad er jeres kommentarer?
"A truth that is told with bad intents beats all the lies you can ever invent" - William Blake
#2 gi-jones 20 år siden
Det sagt så er HBP nok den tungeste af bøgerne at komme igennem. Det er som om den ikke har så højt et spændingsniveau som de tidligere, men derimod bruger en masse tid på at forklare og lægge op til det sidste kapitel i serien, som jeg dog er overbevidst om, bliver helt fantastisk spændende. Fidusen er jo netop nu, at med Dumbledore væk, aner vi ikke hvad der kommer til at ske
#3 20 år siden
Jeg foretrækker til en hver tid kærestesnakken fremfor Harrys ingen forstår mig klynkeri i Ootp. mht. Snape: Jeg har flere steder læst at Dumbledore ønskede Snape skulle dræbe ham som et led af en højere plan. Der står at han tigger Snape, og ville Dumbledore tigge Snape om at spare hans liv... aldrig! Jeg tror ikke at Snape er ond, selv om han er et dumt svin. Det bliver en lang ventetid til bog 7 endelig for bundet alle de løser emder sammen.
#4 Old Son 20 år siden
http://knarka.com/php/go_link.php?id=3699&hash...
#5 myggen 20 år siden
#6 filmz-kaotmus 20 år siden
Mht. Harrys opførsel er det pudsigt, at det nærmest er første gang, han har ret i noget :-) Draco er the bad guy, og ingen af Harrys venner tror ham - det er ikke første gang Harry har haft en fiks ide (fx om Snape), men han plejer at være fuldstændigt galt afmarcheret.