Jeg er så småt i færd med en forestående eksamen vedr. Peter Greenaways film "Prospero's Book", baseret på Shakespeare dramatekst "The Tempest". I den forbindelse kunne jeg godt bruge noget sekundær litteratur om adaptionsteori. Ikke om det specifikke værk, men mere generelt. Er der en "guru" inden for fagområdet?
Der er skrevet sindssygt mange bøger om lige netop Shakespeare og filmadaptation. Film- og Medies bibliotek på KUA har SVJH en pæn del stående. Jeg har vist også et eller andet selv (jeg tog min eksamen i dramaturgi i Shakespeares Macbeth og forskydningerne mellem stykke og Kurosawas adaptation). Kigger lige, når jeg engang kommer hjem.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Jeg tror ikke, jeg kan foretage lån ud af huset hos Film- og Medies bibliotek, da jeg ikke læser på det fakultet i dette semester. Men det er muligt, at de er lidt blødsødne, hvis jeg fortæller dem, at jeg har læst dér.
#3 Så vidt jeg husker, så fungerer det blot som en underafdeling af Det Kongelige, så man burde kunne låne der, når man er oprettet som bruger i en af de andre afdelinger. Det mener jeg i hvert fald.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#3 Så vidt jeg husker, så fungerer det blot som en underafdeling af Det Kongelige, så man burde kunne låne der, når man er oprettet som bruger i en af de andre afdelinger. Det mener jeg i hvert fald.
Det tror jeg, du har ret i. Jeg forveksler det vist med adgang uden for åbningstid.
Jeg kan umiddelbart ikke hjælpe dig med litteraturen, men det lyder som et interessant projekt. Hvor ligger din fokus? Lidt løse betragtninger om forskellene mellem værkerne:
Shakespeares The Tempest hængsles i en idé om at favorisere enten harmonisk eller praktisk lærdom, men idet dramaet (læs: teksten) præsenteres i form af en kalligrafisk almagt i Prospero's Books, forsøges denne idé forløst ud fra denne. Derfor bliver Prospero guden, som tilvejebringer alt, der måtte forekomme i narrativet. Greenaway etablerer en performativ diskurs – det, denne instans siger, sker – i sin fortolkning. Prospero kontrollerer sproget og alt, der er til stede i sproget, inklusiv lyd og billede. Man kan måske også betragte Prospero som forfatteren i Shakespeares drama, men aldrig generet i den samme lag-på-lag og billede-på-billede komposition som hos Greenway.
Der er (typisk for Greenaway) en tydelig adskillelse mellem lyd og billede i filmen, men endnu vigtigere interagerer det skrevne med det talte ord i (frem for at favorisere en af af dem), resulterende i det, jeg personligt kalder "organisk visualitet". Det er i denne, vi finder den kalligrafiske almagt, men tilmed der, hvor den destrueres. Prospero er ganske vist guden, der sørger for, at ingen karakterer kan yde indflydelse på hans manipulation (fordi han selv skriver disse karakterer og deres dialoger), men hans almagt er alligevel udsprunget fra eksterne faktorer: bøger. Den udødelige gud er både forfatter og læser. Skaberen er en illusion! Kun derfor kan Ariel overtage dramaet, kun derfor kan Prosperos maskerade slutte. Den ærlige tryllekunstner afslører sine tricks, hvilket netop er det, Greenaway gør i epilogen, hvor biograflærredet reduceres til en TV-ramme. Now my charms are all o'erthrown...
Jannik--> Har du stadigvæk brug for nogle titler? Har desværre glemt alt om det midt i Jyllandstur og arbejdet. Det må du undskylde.
Nej, jeg fandt min "bibel": Adaptation and the Avant-garde: Alternative Perspectives on Adaptation Theory and Practice" af William Verrone. Jeg kender ham ikke, men umiddelbart er hans teorier ganske passende for min problemformulering. Ellers tak for hælpen.
Pécuchet (6) skrev:
Hvor ligger din fokus?
Min vejleder overtalte mig til en yderst simpel problemformulering ala "Hvilke dramturgiske og æstetiske valg træffer Greenaway i sin adaption af Shakespeares tekst?". Men det er klart, at undersøgelsen skal fremmane øvrige teser. Jeg vil meget gerne undersøge forholdet mellem det skrevne og det udtalte ord hos Greenaway, jvf. Boatswain fra introen.
Pécuchet (6) skrev:
Prospero kontrollerer sproget og alt, der er til stede i sproget, inklusiv lyd og billede. Man kan måske også betragte Prospero som forfatteren i Shakespeares drama, men aldrig generet i den samme lag-på-lag og billede-på-billede komposition som hos Greenway.
Ja, forfatterskab er partout i undersøgelsen. Men hvordan ser du Prospero hos Shakespeare og Greenaway? Er Greenaways protagonist en charlatan, og er det mestendels pure opspind? Den orale dominans borthviskes jo mod slut... og fortsætter med Greenaways mest åbenlyse meta-fiktion, da Prosperos facade krakelerer (ved egen force), og han omtaler Shakespeare og The Tempest
#1 JannikAnd 12 år siden
Jeg er så småt i færd med en forestående eksamen vedr. Peter Greenaways film "Prospero's Book", baseret på Shakespeare dramatekst "The Tempest". I den forbindelse kunne jeg godt bruge noget sekundær litteratur om adaptionsteori. Ikke om det specifikke værk, men mere generelt. Er der en "guru" inden for fagområdet?
Gode råd er dyre...
- Jannik
#2 Thomsen 12 år siden
#3 JannikAnd 12 år siden
#4 Thomsen 12 år siden
#5 JannikAnd 12 år siden
#6 Pécuchet 12 år siden
Shakespeares The Tempest hængsles i en idé om at favorisere enten harmonisk eller praktisk lærdom, men idet dramaet (læs: teksten) præsenteres i form af en kalligrafisk almagt i Prospero's Books, forsøges denne idé forløst ud fra denne. Derfor bliver Prospero guden, som tilvejebringer alt, der måtte forekomme i narrativet. Greenaway etablerer en performativ diskurs – det, denne instans siger, sker – i sin fortolkning. Prospero kontrollerer sproget og alt, der er til stede i sproget, inklusiv lyd og billede. Man kan måske også betragte Prospero som forfatteren i Shakespeares drama, men aldrig generet i den samme lag-på-lag og billede-på-billede komposition som hos Greenway.
Der er (typisk for Greenaway) en tydelig adskillelse mellem lyd og billede i filmen, men endnu vigtigere interagerer det skrevne med det talte ord i (frem for at favorisere en af af dem), resulterende i det, jeg personligt kalder "organisk visualitet". Det er i denne, vi finder den kalligrafiske almagt, men tilmed der, hvor den destrueres. Prospero er ganske vist guden, der sørger for, at ingen karakterer kan yde indflydelse på hans manipulation (fordi han selv skriver disse karakterer og deres dialoger), men hans almagt er alligevel udsprunget fra eksterne faktorer: bøger. Den udødelige gud er både forfatter og læser. Skaberen er en illusion! Kun derfor kan Ariel overtage dramaet, kun derfor kan Prosperos maskerade slutte. Den ærlige tryllekunstner afslører sine tricks, hvilket netop er det, Greenaway gør i epilogen, hvor biograflærredet reduceres til en TV-ramme. Now my charms are all o'erthrown...
#7 Thomsen 12 år siden
#8 JannikAnd 12 år siden
Min vejleder overtalte mig til en yderst simpel problemformulering ala "Hvilke dramturgiske og æstetiske valg træffer Greenaway i sin adaption af Shakespeares tekst?". Men det er klart, at undersøgelsen skal fremmane øvrige teser. Jeg vil meget gerne undersøge forholdet mellem det skrevne og det udtalte ord hos Greenaway, jvf. Boatswain fra introen.
Ja, forfatterskab er partout i undersøgelsen. Men hvordan ser du Prospero hos Shakespeare og Greenaway? Er Greenaways protagonist en charlatan, og er det mestendels pure opspind? Den orale dominans borthviskes jo mod slut... og fortsætter med Greenaways mest åbenlyse meta-fiktion, da Prosperos facade krakelerer (ved egen force), og han omtaler Shakespeare og The Tempest