Men hvorfor skulle det dog det. Den dynamik og farlighed, som der er på studioudgaven mangler simpelthen. Ved at tage tempoet ud af sangen forsvinder dynamikken altså bare.
#2451 Det kommer an på rammen musikken opleves i. Jeg synes det klæder sangen rigtig godt i et intimt lokale som Paradiso (Amsterdam), Astoria (London) eller Olympia (Paris) at blive trukket ned i tempo og blive serveret med mere slagkraft og hvor de to guitarer har langt mere mulighed for at "lege". Det er en perfekt live version.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#2451 Det kommer an på rammen musikken opleves i. Jeg synes det klæder sangen rigtig godt i et intimt lokale som Paradiso (Amsterdam), Astoria (London) eller Olympia (Paris) at blive trukket ned i tempo og blive serveret med mere slagkraft og hvor de to guitarer har langt mere mulighed for at "lege". Det er en perfekt live version.
Men selvom den langsomme version måske er mere ideel i små arenaer, så ændrer det dog ikke på, at den "hurtige" version i min optik er den bedste. :)
Jeg venter stadig spændt på, om der er nogen, som kan fortælle mig, hvad det er, som gør Barrett perioden interessant!
Jeg synes du har ret i at Barrett ikke er sådan en man lytter til i store mængder. Det er hans musikalske produktion simpelthen for ufærdig og spredt til. Men jeg synes stadig mange af Barretts sange er meget kreative, selvironiske og ærlige, og først og fremmest passionerede, der brænder jo en ild inde i ham, som fuldstændig forlod Pink Floyd efterfølgende. De har beholdt noget af Barrett-stilen på "A Saucerful of Secrets", som også er et glimrende album. Ummagumma har sine øjeblikke og jeg har ikke hørt Atom Heart Mother, men med Meddle begynder de at få rodfæste i en eller anden ny musikalsk vision. Og den udvikler sig kun videre til sentimental guitarhero-rock og solid pop. Jeg er simpelthen ikke draget af Dark Side Of The Moon, Animals og The Wall, for mig virker det uoprigtigt: tekstmæssigt og musikalsk. Ligesom med så meget andet progressiv rock - King Crimson er fandeme også uoprigtige og deres tekster stinker, men de er dog musikalsk mere interessante.
Helt generelt er jeg nok mere glad for Syd Barretts støjede, subtile og poetiske rockmusik fordi den foregriber, eller er en del af, protopunk-bevægelsen. Den ligger meget mere op af New Wave, gotisk rock (med det mener jeg Joy Division/Cure), krautrock, Velvet Underground, Bowie (der er en stor fan af tidlig Pink Floyd) og sådan noget, end op af den lidt, undskyld mig, klodsede engelske progressive rockbevægelse med navne som Yes, Emerson, Lake & Palmer, Genesis og Jethro Tull. Genesis f.eks. har jeg virkelig ikke meget til overs for, og efter at Phil Collins overtog gik det da helt galt. Af "progressiv rock" kan jeg dog godt lide Van der Graaf Generator, Gentle Giants og King Crimson, men ikke uforbeholdent, jeg hader dem også lidt. Det uautentiske i hele bevægelsen med det overfladiske forsøg på at integrere klassisk musik og alle de fjollede tekster: "the return of the firewitch" - jesus...
Jeg bryder mig heller ikke særligt om The Wall-filmen og Pink Floyds koncerter var sgu også lidt vel pompøse - men nu må kritikken også ophøre... Jeg vil opsummere min pointe i at Barrett var mere interessant i sin fortolkning af rockmusikken mod en større minimalistisk "råhed", uden guitarsoloer, med mere ærlige tekster og ikke mindst en større musikalsk uforudsigelighed. Modsat det sene Pink Floyd's musikalsk kedelige og oversentimentale, prætentiøse (undskyld, men det passer så godt her) udtryk. Det her, fra Barrets egen plade, er jo længsels- og stemningsfuldt på en måde som Pink Floyd aldrig formåede det:
Tak for det uddybende svar. :) Vores musiksmag er milevidt fra hinanden, og jeg tror egentlig emnet her er uddebateret, så jeg vil nøjes med at sige, at vi aldrig bliver enige, selvom jeg selvfølgelig har ret. Mere seriøst så finder jeg ikke Pink Floyd efter Barrett kedelige på nogen måde, tværtimod. Men hver sin smag. ;)
#2451 MMB 14 år siden
Men hvorfor skulle det dog det. Den dynamik og farlighed, som der er på studioudgaven mangler simpelthen. Ved at tage tempoet ud af sangen forsvinder dynamikken altså bare.
#2452 Bruce 14 år siden
#2453 Bruce 14 år siden
[url= with me - Stones Olympia[/url]
FORMIDABEL Jagger vokal på Otis Redding nummeret:
[url= how strong my love is[/url]
#2454 MMB 14 år siden
Men selvom den langsomme version måske er mere ideel i små arenaer, så ændrer det dog ikke på, at den "hurtige" version i min optik er den bedste. :)
#2455 Bruce 14 år siden
#2456 Fellaheen 14 år siden
Jeg synes du har ret i at Barrett ikke er sådan en man lytter til i store mængder. Det er hans musikalske produktion simpelthen for ufærdig og spredt til. Men jeg synes stadig mange af Barretts sange er meget kreative, selvironiske og ærlige, og først og fremmest passionerede, der brænder jo en ild inde i ham, som fuldstændig forlod Pink Floyd efterfølgende. De har beholdt noget af Barrett-stilen på "A Saucerful of Secrets", som også er et glimrende album. Ummagumma har sine øjeblikke og jeg har ikke hørt Atom Heart Mother, men med Meddle begynder de at få rodfæste i en eller anden ny musikalsk vision. Og den udvikler sig kun videre til sentimental guitarhero-rock og solid pop. Jeg er simpelthen ikke draget af Dark Side Of The Moon, Animals og The Wall, for mig virker det uoprigtigt: tekstmæssigt og musikalsk. Ligesom med så meget andet progressiv rock - King Crimson er fandeme også uoprigtige og deres tekster stinker, men de er dog musikalsk mere interessante.
Helt generelt er jeg nok mere glad for Syd Barretts støjede, subtile og poetiske rockmusik fordi den foregriber, eller er en del af, protopunk-bevægelsen. Den ligger meget mere op af New Wave, gotisk rock (med det mener jeg Joy Division/Cure), krautrock, Velvet Underground, Bowie (der er en stor fan af tidlig Pink Floyd) og sådan noget, end op af den lidt, undskyld mig, klodsede engelske progressive rockbevægelse med navne som Yes, Emerson, Lake & Palmer, Genesis og Jethro Tull. Genesis f.eks. har jeg virkelig ikke meget til overs for, og efter at Phil Collins overtog gik det da helt galt. Af "progressiv rock" kan jeg dog godt lide Van der Graaf Generator, Gentle Giants og King Crimson, men ikke uforbeholdent, jeg hader dem også lidt. Det uautentiske i hele bevægelsen med det overfladiske forsøg på at integrere klassisk musik og alle de fjollede tekster: "the return of the firewitch" - jesus...
Jeg bryder mig heller ikke særligt om The Wall-filmen og Pink Floyds koncerter var sgu også lidt vel pompøse - men nu må kritikken også ophøre... Jeg vil opsummere min pointe i at Barrett var mere interessant i sin fortolkning af rockmusikken mod en større minimalistisk "råhed", uden guitarsoloer, med mere ærlige tekster og ikke mindst en større musikalsk uforudsigelighed. Modsat det sene Pink Floyd's musikalsk kedelige og oversentimentale, prætentiøse (undskyld, men det passer så godt her) udtryk. Det her, fra Barrets egen plade, er jo længsels- og stemningsfuldt på en måde som Pink Floyd aldrig formåede det:
[url= Hair[/url]
#2457 MMB 14 år siden
Tak for det uddybende svar. :) Vores musiksmag er milevidt fra hinanden, og jeg tror egentlig emnet her er uddebateret, så jeg vil nøjes med at sige, at vi aldrig bliver enige, selvom jeg selvfølgelig har ret. Mere seriøst så finder jeg ikke Pink Floyd efter Barrett kedelige på nogen måde, tværtimod. Men hver sin smag. ;)
#2458 Bruce 14 år siden
Spanish Johnny drove in from the underworld last night with bruised arms and broken rhythm and a beat-up old Buick but dressed just like dynamite ...
#2459 Fellaheen 14 år siden
...skal forstås som at du ikke kan lide....
eller hvad? :) Men derudover er det godt, du skær igennem - hver sin smag, som du siger!
#2460 MMB 14 år siden
Jeg kan godt lide Cure og Bowie og til dels Underground. Men de nævnte genrer hører jeg stort set aldrig. :)