Du er virkelig god til det der med at acceptere at folk har forskellige meninger kan jeg fornemme.
Tror det er begrænset, hvor seriøst, du skal tage min facepalm post. ;)
Batsy (3279) skrev:
AC DC er jo rimlig ensformige og køre i samme takt, i blues takten som min guitar lære sagde det hed, ikke sikker på jeg bruger det rigtige danske ord self men det er stort set det sammen og han synes os de nyeste var et fedt album men var ensfomrigt
Men så igen har de jo os lavede tonsvis af fede plader og man kan jo ikke blive ved med at lave noget helt NYT
Ja, AC/DC er bluesrock. :)
Det, som gør AC/DC fede er jo netop det, at deres lyd er umiskendelig og på trods af, at mange af deres albummer minder meget om hinanden, lyder de stadig ikke ens.
For at citere Slash: "Malcolm and Angus have done more with three chords than any other human being,"
Egentlig trist at folk sviner den så meget til, synes Spaghetti er et værre album end Democracy
De er begge to elendige albums.
"Democracy" er en overproduceret rodebunke, hvor ingen af numrene nogensinde får lov til at ånde. Derudover er Axl flere steder hjulpet godt på vej af auto-tune, som bestemt ikke gør det bedre.
"Spaghetti Incident" lyder som et band der har givet op, hvilket de jo også have på det tidspunkt, og det resulterer i en plade udenlukkende bestående af uopfindsomme covers, hvor man ligeså godt kunne høre de originale sange i stedet.
"Appetite for Destruction" - 10/10 (Stadig en af de mest gennemførte rock skiver nogensinde)
"G N' R Lies" - 7/10
"Use Your Illusion 1" - 8/10
"Use Your Illusion 2" - 8/10
Illusion 1 og 2 sammenlagt er dog en rigtig stærk udgivelse, som sagtens kan hamle op med Destruction, hvis man fjernede et par numre fra hver udgivelse. __________________________________________________
Angående AC/DC, uden at være en ekspert, så hælder jeg også mest til "Back in Black" som værende albummet.
Ligesom med "Appetite for Destruction" er det en af den sjældne slags plader jeg kan sætte på med jævne mellemrum og høre igennem fra ende til anden uden at springe nogle numre over.
Nej. Det allertidligste Pink Floyd har næsten udelukkende historisk interesse for mit vedkommende. Jeg vil nok udpege albummet 'Meddle' fra 1971 som det tidspunkt hvor bandet for alvor bliver musikalsk interessant i mine øjne ... eller ører. :-)
Jeg er f.eks. helt vild med nummeret 'One of these Days', specielt i live-udgaven fra 'The Delicate Sound of Thunder'.
Umma Gumma er nok min Pink Floyd favorit, men det har muligvis også noget at gøre med at det var det album der for alvor fik mig hooked. Første gang jeg smækkede Careful With That Axe Eugene på min mors pladespiller var jeg solgt. Dermed ikke sagt at Dark Side Of The Moon og The Wall ikke også er fantastiske plader. Det er de, men de har ikke den samme 'sentimental value' for mig.
Now the thing to remember, boys... flies spread disease, so keep yours closed!
Democracy" er en overproduceret rodebunke, hvor ingen af numrene nogensinde får lov til at ånde. Derudover er Axl flere steder hjulpet godt på vej af auto-tune, som bestemt ikke gør det bedre.
Har slet ikke bemærket noget auto tune i det, men jeg er så bare uenig med dig 8-P
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
#3281 MMB 13 år siden
Tror det er begrænset, hvor seriøst, du skal tage min facepalm post. ;)
Ja, AC/DC er bluesrock. :)
Det, som gør AC/DC fede er jo netop det, at deres lyd er umiskendelig og på trods af, at mange af deres albummer minder meget om hinanden, lyder de stadig ikke ens.
For at citere Slash: "Malcolm and Angus have done more with three chords than any other human being,"
#3282 Castanea 13 år siden
Fængslet i tyrefægterens luende mørke, mindes akkorderne Debussys nåde.
#3283 Batsy 13 år siden
Har rent faktisk læst det qoute et sted, og er sådan set enig med ham, Angus solo'er er fanme fede og Malcoms, og godt vi er enige at det bluesrock :P
#3284 samcro 13 år siden
De er begge to elendige albums.
"Democracy" er en overproduceret rodebunke, hvor ingen af numrene nogensinde får lov til at ånde. Derudover er Axl flere steder hjulpet godt på vej af auto-tune, som bestemt ikke gør det bedre.
"Spaghetti Incident" lyder som et band der har givet op, hvilket de jo også have på det tidspunkt, og det resulterer i en plade udenlukkende bestående af uopfindsomme covers, hvor man ligeså godt kunne høre de originale sange i stedet.
Desto hurtigere glemt, desto bedre.
________________________________________________
Guns N' Roses:
"Appetite for Destruction" - 10/10 (Stadig en af de mest gennemførte rock skiver nogensinde)
"G N' R Lies" - 7/10
"Use Your Illusion 1" - 8/10
"Use Your Illusion 2" - 8/10
Illusion 1 og 2 sammenlagt er dog en rigtig stærk udgivelse, som sagtens kan hamle op med Destruction, hvis man fjernede et par numre fra hver udgivelse.
__________________________________________________
Angående AC/DC, uden at være en ekspert, så hælder jeg også mest til "Back in Black" som værende albummet.
Ligesom med "Appetite for Destruction" er det en af den sjældne slags plader jeg kan sætte på med jævne mellemrum og høre igennem fra ende til anden uden at springe nogle numre over.
"Back in Black" - 10/10
#3285 BN 13 år siden
Nej. Det allertidligste Pink Floyd har næsten udelukkende historisk interesse for mit vedkommende. Jeg vil nok udpege albummet 'Meddle' fra 1971 som det tidspunkt hvor bandet for alvor bliver musikalsk interessant i mine øjne ... eller ører. :-)
Jeg er f.eks. helt vild med nummeret 'One of these Days', specielt i live-udgaven fra 'The Delicate Sound of Thunder'.
#3286 stoffer 13 år siden
#3287 Castanea 13 år siden
Det er så perfekt, vi får brug for flere punktummer:
...
#3288 Batsy 13 år siden
Har slet ikke bemærket noget auto tune i det, men jeg er så bare uenig med dig 8-P
#3289 Muldgraver 13 år siden
En rar fornemmelse, sådan at skabe sorte huller, som al euforien sådan kan få afløb gennem.
#3290 Muldgraver 13 år siden