Jeg er også blevet anbefalet David Bowie, indtil videre har jeg kun hørt Heroes, et godt nummer, og vil helt sikkert høre mere af ham når jeg engang er færdig med at høre Neil Young :)
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Han har altid besiddet patetisk gennemslagskræft og metrisk snilde, men intet er nogensinde kommet i nærheden af denne tekst, hvilket egentlig er lidt sært.
Han har altid besiddet patetisk gennemslagskræft og metrisk snilde, men intet er nogensinde kommet i nærheden af denne tekst, hvilket egentlig er lidt sært.
Jeg elsker de to numre, men synes du virkelig de er så lyrisk stærke? På et overfladisk plan bliver jeg også ophidset over referencerne til Himmler og Aleister Crowley, men især Quicksand er da uudholdeligt kaotisk og modsætningsfyldt på en måde som jeg slet ikke kan greje. Det virker mere som en reel intellektuel forvirring end en frugtbar eklekticisme. "Patetisk gennemslagskraft" er der masser af i de to numre, men jeg anser ikke lyrikken for at være særligt meget mere værd end i hans mere ligeud, selvbevidste patos-udfoldelser som f.eks. "Rock n' Roll Suicide" eller "Moonage Daydream". Life on Mars som tekst har jeg imidlertid altid haft en del respekt til overs for, den holder næsten som selvstændigt digt. Oh! You Pretty Things finder jeg også meget mere stilren og poetisk end de to nævnte, den har en simpel vitalitet i sig som er Bowie langt mere nær end Quicksands fascinerende vrøvl.
Generelt skal man ikke henvise til bardoer og Nietzsche i een og samme sang, det er simpelthen for obskurt. Bowie var på en måde punkens begyndelse og stærkeste udtryk og derfor central i punk-begævelsens opgør med (nogle af) hippiernes østlige mysticisme og platte Jungianske helhedssøgen. Quicksand bærer præg af en klar splittelse mellem uforenelige størrelser i tiden - men det kan være, jeg tolker galt - hvad er din fortolkning? Jeg har heller aldrig forstået foreningen af strengt platonisk-dualistisk tankegods og strengt anti-dualistisk ditto i Aleister Crowleys karakter (som synes vigtig for Bowie i Hunky Dory-perioden, i hvert fald på et feberagtigt populærkulturelt plan). Gnosticisme, Kabbalah, buddhisme, hierarkisk frimurevrøvl, tantra-hinduisme, satanisme, William Blake og Nietzsche osv. i et og samme system - hvad er meningen?
Hvilken er jeres Ruiz-favorit? Jeg må næsten sige City of Pirates. En kompromisløs, vidt forgrenet udøvelse af kreativ frihed som kun har set sit lige i nogle få af Rivettes film, især "Celine and Julie Go Boating".
Hvordan er Ruiz' bog i øvrigt Caliban, det er noget med barokken, ikke?
#3811 MOVIE1000 13 år siden
#3812 Castanea 13 år siden
Han har altid besiddet patetisk gennemslagskræft og metrisk snilde, men intet er nogensinde kommet i nærheden af denne tekst, hvilket egentlig er lidt sært.
#3813 Castanea 13 år siden
#3814 Castanea 13 år siden
#3815 Castanea 13 år siden
श्रीभगवानुवाच
कालोऽस्मि लोकक्षयकृत्प्रवृद्ध लोकान्समाहर्तुमिह प्रवृत्तः ।
ऋतेऽपि त्वां न भविष्यन्ति सर्वे
येऽवस्थिताः प्रत्यनीकेषु योधाः ।। ३२ ।।
---
Adon hakol mehayyeh kol neshamah...
#3816 Sweetiebellefan 13 år siden
Love Is In Bloom
#3817 stoffer 13 år siden
#3818 Fellaheen 13 år siden
Jeg elsker de to numre, men synes du virkelig de er så lyrisk stærke? På et overfladisk plan bliver jeg også ophidset over referencerne til Himmler og Aleister Crowley, men især Quicksand er da uudholdeligt kaotisk og modsætningsfyldt på en måde som jeg slet ikke kan greje. Det virker mere som en reel intellektuel forvirring end en frugtbar eklekticisme. "Patetisk gennemslagskraft" er der masser af i de to numre, men jeg anser ikke lyrikken for at være særligt meget mere værd end i hans mere ligeud, selvbevidste patos-udfoldelser som f.eks. "Rock n' Roll Suicide" eller "Moonage Daydream". Life on Mars som tekst har jeg imidlertid altid haft en del respekt til overs for, den holder næsten som selvstændigt digt. Oh! You Pretty Things finder jeg også meget mere stilren og poetisk end de to nævnte, den har en simpel vitalitet i sig som er Bowie langt mere nær end Quicksands fascinerende vrøvl.
Generelt skal man ikke henvise til bardoer og Nietzsche i een og samme sang, det er simpelthen for obskurt. Bowie var på en måde punkens begyndelse og stærkeste udtryk og derfor central i punk-begævelsens opgør med (nogle af) hippiernes østlige mysticisme og platte Jungianske helhedssøgen. Quicksand bærer præg af en klar splittelse mellem uforenelige størrelser i tiden - men det kan være, jeg tolker galt - hvad er din fortolkning? Jeg har heller aldrig forstået foreningen af strengt platonisk-dualistisk tankegods og strengt anti-dualistisk ditto i Aleister Crowleys karakter (som synes vigtig for Bowie i Hunky Dory-perioden, i hvert fald på et feberagtigt populærkulturelt plan). Gnosticisme, Kabbalah, buddhisme, hierarkisk frimurevrøvl, tantra-hinduisme, satanisme, William Blake og Nietzsche osv. i et og samme system - hvad er meningen?
#3819 Fellaheen 13 år siden
Hvilken er jeres Ruiz-favorit? Jeg må næsten sige City of Pirates. En kompromisløs, vidt forgrenet udøvelse af kreativ frihed som kun har set sit lige i nogle få af Rivettes film, især "Celine and Julie Go Boating".
Hvordan er Ruiz' bog i øvrigt Caliban, det er noget med barokken, ikke?
#3820 Sweetiebellefan 13 år siden