#15: Jeff Buckleys "Grace" er jo helt klart et mesterværk - der findes simpelthen ikke nogen singer/songwriter der kan matche ham - så dybfølt, så bevægende, og en stemme af Guds nåde... WOW! Mit yndlingsnummer fra den plade er dog helt klart Dream Brother!
Min dvd-samling: http://www.invelos.com/dvdcollection.aspx/Nikolai%20Schulz
#Angel Eyes Det er dybt fornærmende, at du skriver Dimmu Borgir er black metal (også selvom du bruger gåsetegn). Alt der fik Satyricon og senere Emperor, til at føle og lyde forfærdelig, og fik Cradle of Filth til at komme op på siden af Dumme Birger, findes på dette album. Dette er et frygteligt symfonisk rock'n'roll album, hvor man som lytter, bliver tvunget til at hører på deres endeløse brug af floskler, pludselig brug af power chord riffs, der virker meningsløse. Dumme Birger har fyldt et pop album med metal riffs og livlige melodier. Efter man har lyttet albummet igennem kan man kun tænke på et ord. Dissonans.
#23 Jeg ville nok heller ikke kalde Dimmu Borgir for black metal, men jeg kan nu meget godt lide dem alligevel. Dissonant er det i hvert fald ikke i mine ører. Måske snarere ambivalent eller eklektisk, uden at det behøver være negativt ment.
Men du lyder nu også, som om du betragter dig som værende "true" metallytter af en eller anden art - den type, der finder det frygteligt, at et band som Cradle of Filth er hitlistemateriale og synes, at alle bands, der går "den forkerte vej" i forhold til brutalitet og lignende er de rene sell-outs og pop-drenge.
Hvad kan man sige til det? Lad være med at høre det. Konstater, at de gode gamle black-dage var meget bedre. Og ignorer dem, der tror, at de hører black metal, når de sætter Cradles "Dusk and her Embrace" eller Dimmu Borgirs "Spiritual Black Dimensions" i afspilleren. Sværere er det ikke.
the buses that charged past so overflowing with passengers that from the outside they looked like they were making a rush delivery of spare limbs to some far-off war
#24 Ja. Men det gjorde ondt at høre Dimmu Borgir blive omtalt som godt black metal, og i samme åndedræt kom William Blakes malerier også ind i billedet. Nu krydser jeg bare fingre for, at Blakes poesi bliver holdt udenfor.
Ville du ikke irettesætte en, hvis personen skrev Sting var R&B?
#26 Muligvis, men ikke i så "stærke" vendinger som dig. Og så kan man vist næppe heller kalde William Blakes kunstværker for malerier (bare for god ordens skyld). Det var nok snarere "ætsninger" ;o)
the buses that charged past so overflowing with passengers that from the outside they looked like they were making a rush delivery of spare limbs to some far-off war
Mrhands: Hold dog op - de er et black metal band, og så fred være med at de rent faktisk kan inkludere melodiøse strofer i deres albums - det gør dem ikke mindre metal af den grund. Og genren har lige så meget at gøre med deres image, f.eks. den sataniske inspiration. For mig er det god musik, men hvis det ikke er black metal for dig, jamen så er jeg da bare glad for ikke at være black metal fan :) Og hvad er det lige der er galt med at bruge dissonans i musik? Tag bare Katatonia som et glimrende eksempel!
Mht Blake og hans poesi, så ville jeg nok i stedet pege på My Dying Bride som den musiske ekvivalent :) Og dem vil du måske heller ikke karakterisere som 'doom'? ;)
Min dvd-samling: http://www.invelos.com/dvdcollection.aspx/Nikolai%20Schulz
#28 Jeg kunne godt snart tænke mig at høre nogle interessante udlægninger om, hvad det er, der får jer til at drage paralleller mellem Blake og diverse bands ;o) Langt de fleste har et noget forkvaklet billede af, hvad Blake var for en, og hvad det var, han skrev om. Men lad mig høre ...
the buses that charged past so overflowing with passengers that from the outside they looked like they were making a rush delivery of spare limbs to some far-off war
For mig er Blake synonym med mørk romantik, en vis episk-melankolsk stemning, der dog også gemmer på underfundige dobbelttydninger. Både hans 'ætsninger' til Miltons "Paradise Lost" samt hans poesi vækker disse stemninger i mig - en slags blanding af Shakespeare og Heine, men dog helt sin egen. Hvis man lytter til MDB's tekstunivers, så finder man mange lighedspunkter, bl.a. i "The Light at the End of the World", som er en slags Prometheus-fortælling, med en indlejret tragisk kærlighedshistorie.
Min dvd-samling: http://www.invelos.com/dvdcollection.aspx/Nikolai%20Schulz
#21 filmz-Angel Eyes 19 år siden
#22 filmz-Narniabæver 19 år siden
Kai Tracid - Tiefenrausch
#23 filmz-mrhands 19 år siden
Det er dybt fornærmende, at du skriver Dimmu Borgir er black metal (også selvom du bruger gåsetegn).
Alt der fik Satyricon og senere Emperor, til at føle og lyde forfærdelig, og fik Cradle of Filth til at komme op på siden af Dumme Birger, findes på dette album.
Dette er et frygteligt symfonisk rock'n'roll album, hvor man som lytter, bliver tvunget til at hører på deres endeløse brug af floskler, pludselig brug af power chord riffs, der virker meningsløse.
Dumme Birger har fyldt et pop album med metal riffs og livlige melodier.
Efter man har lyttet albummet igennem kan man kun tænke på et ord. Dissonans.
#24 filmz-yoshimura 19 år siden
Men du lyder nu også, som om du betragter dig som værende "true" metallytter af en eller anden art - den type, der finder det frygteligt, at et band som Cradle of Filth er hitlistemateriale og synes, at alle bands, der går "den forkerte vej" i forhold til brutalitet og lignende er de rene sell-outs og pop-drenge.
Hvad kan man sige til det? Lad være med at høre det. Konstater, at de gode gamle black-dage var meget bedre. Og ignorer dem, der tror, at de hører black metal, når de sætter Cradles "Dusk and her Embrace" eller Dimmu Borgirs "Spiritual Black Dimensions" i afspilleren. Sværere er det ikke.
#25 dyg 19 år siden
#26 filmz-mrhands 19 år siden
Ja. Men det gjorde ondt at høre Dimmu Borgir blive omtalt som godt black metal, og i samme åndedræt kom William Blakes malerier også ind i billedet. Nu krydser jeg bare fingre for, at Blakes poesi bliver holdt udenfor.
Ville du ikke irettesætte en, hvis personen skrev Sting var R&B?
#27 filmz-yoshimura 19 år siden
#28 filmz-Angel Eyes 19 år siden
Og hvad er det lige der er galt med at bruge dissonans i musik? Tag bare Katatonia som et glimrende eksempel!
Mht Blake og hans poesi, så ville jeg nok i stedet pege på My Dying Bride som den musiske ekvivalent :) Og dem vil du måske heller ikke karakterisere som 'doom'? ;)
#29 filmz-yoshimura 19 år siden
#30 filmz-Angel Eyes 19 år siden
Hvis man lytter til MDB's tekstunivers, så finder man mange lighedspunkter, bl.a. i "The Light at the End of the World", som er en slags Prometheus-fortælling, med en indlejret tragisk kærlighedshistorie.