Nuovo Cinema Paradiso - original cut Allerede fra første skud, hvor der med udsigt over Middelhavet og med en potteplante i centrum lige så stille bliver zoomet ud, indtil vi ser en gammel dame, som prøver at komme i kontakt med sin søn, fordi en person ved navn Alfredo er død, kan man som seer fornemme, at der er noget godt under opsejling. Det viste sig dog efterfølgende at være en underdrivelse af dimensioner.
Handlingen i denne film foregår i den lille sicilianske by Bagheria kort tid efter 2. verdenskrig, hvor vi følger den lille gabflab Salvatore. Hans charme alene gør, at vi sidder og fornøjes over hans gentagende narrestreger, som dog er til stor irritation for så mange af byens andre indbyggere. I den lille by Bagheria, hvor Salvatore bor alene med sin mor og søster, er der ikke meget at lave, men en ting, som samtlige borgere glædes over, er den lille biograf, hvor film fra hele verden vises. Denne biograf er også Salvatores yndlings opholdssted, og den besøger han så tit, han kan. Om han er der for at se film eller for at besøge den noget ældre Alfredo, som er projektonist i biografen, er stort set ligemeget - han elsker alle aspekter af film. Salvatore har da også et ønske om selv at blive projektonist, og modvilligt går Alfredo med til denne oplæring, som til sidst, på meget dramatisk vis, ender med, at Salvatore selv bliver projektonist i biografen. Vi følger i denne film hele Salvatores ungdom, herunder en stor forelskelse til den lokale pige Maria, som han kæmpe længe for at få fat i. En dag bliver Salvatore dog sendt i hæren, og da han noget tid efter kommer tilbage, får han aldrig sin elskede at se igen. Hvad der er sket med hende, får vi som seere ikke at vide (kun i director's cut kan jeg forstå), og Salvatore beslutter sig efterfølgende for at flytte til Rom.
En ting, som jeg bliver nødt til at nævne i forbindelse med filmen, er forholdet mellem Alfredo og Salvatore. Den franskfødte skuespiller Philippe Noiret gør det simpelthen fantastisk som Alfredo, og han formår at blive en faderfigur for Salvatore, hvis far døde i krigen. Deres forhold er ret umuligt at sætte ord på, men fantastisk er det - både på godt og ondt. Det er nemlig Alfredo, som siger til Salvatore, at han skal forlade den lille by og aldrig komme tilbage eller skrive til ham, da han kun mener, at Salvatore vil kunne få succes uden for den lille landsby. Dette holder Salvatore da også, indtil Alfredos begravelse, hvor han endelig kommer hjem og ser den by, som han voksede op i. Her opdager han, at biografen er ved at blive revet ned, fordi den ikke kunne løbe rundt på grund af fjernsynets popularitet. Det er også her, han indser, hvorfor det var vigtigt, at han forlod hans hjemby, da han aldrig kunne have fået succes i denne by - i hvert fald ikke økonomisk. Dette er dog ikke et valg, som udelukkende er positivt, da han på denne måde måtte give afkald på sit venskab med Alfredo og kontakten med sin mor og søster samt håbet om at finde tilbage med hans eneste store kærlighed, Maria. Om dette valg var det rigtige, er svært at vurdere, og det problematiske ved historien er, at det ikke var Salvatore selv, som tog beslutningen, men derimod Alfredo, der fik ham til at tage til Rom. Til sidst går det dog op for Salvatore, at Alfredo gjorde det rigtige for ham, samt at hans største kærlighed er den, som filmverdenen har givet ham. Dette ser vi på smukkeste vis ved en filmmontage af kærlighedsscener, som Alfredo har klippet sammen fra de film, som der har gået i Cinema Paradiso i tidernes løb.
Cinema Paradiso er ikke alene en fantastisk film, fordi den formår at fortælle historien om en ung drengs liv, og de valg, som han må tage for at få succes, men også fordi den formår at vise seeren, hvordan ægte filmmagi er. Når man ser den reaktion, uanset om det er tårer eller grin, som indbyggerne i den lille by viser, når de er inde i biografen, er simpelthen unik. Man ønsker som seer, at man selv levede i den lille by, hvor alle kender alle, og hvor man ikke elsker stedet på trods af ham den skøre mand, som tror han ejer hele bypladsen, men netop på grund af skæve personligheder som ham. Man kan desværre ikke blive andet end ærgerlig over, at vi i dag har hver vores fjernsyn, som vi ser film på, således at den filmmagi, der er ved at samles sammen i en biograf, næsten er forsvundet. Men så er det godt, at vi har en film som Cinema Paradiso, som vel nærmest er definitionen af filmmagi. Og så ikke et ord om Morricones score, som er et af de bedste, jeg nogensinde har hørt.
#5277 Sjovt, lige netop det originale cut gør ikke så forfærdelig meget "ved mig". Men får man de sidste 49 minutter i directors cut, så smider jeg 3-4 karakterer mere efter den. De udvidede sekvenser formår på genial vis at transformere de foregående til en langt mere kompleks, bittersød og ikke mindst formidabel kærlighedshistorie, som havde mig på grådens rand.
6/10 kontra 9-10/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Hovsa. Jeg postede vist min anmeldelse i den forkerte tråd. -.-
#5273 Nu har jeg ikke set DC endnu, men jeg kan forstå, at man i DC får opklaret bl.a., hvorfor Maria forlod ham. Og umiddelbart kan jeg meget godt lide, at det står ved det uvisse. Men jeg skal helt sikkert se DC, når den udkommer på BD. Jeg tvivler bare stærkt på, at den kan blive bedre. Umiddelbart var det også mest forholdet mellem Salvatore og Alfredo, jeg fandt mest interessant, og jeg kan forstå, at det mere er kærlighedsforholdet, der er i centrum i DC?
Jeg har kun set det udvidede cut af Cinema Paradiso, men den var også virkelig fantastisk. Den ramte mig dybt følelsesmæssigt, og jeg sad nærmest på randen af gråd i ca. 40 minutter.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Har I forresten foreslag til andre film med samme stemning som Cinema Paradiso og Life is Beautiful? :) Umiddelbart har jeg The Postman (Il Postino) i tankerne. Hvad siger I til den? :)
Har ikke set den. Tornatore (instruktøren af Cinema Paradiso= har sidste år lavet Baaria, som er en meget stort opsat film, men den har ikke fået i nærheden af samme anmeldelser.
#5271 Collateral 14 år siden
#5272 MMB 14 år siden
Allerede fra første skud, hvor der med udsigt over Middelhavet og med en potteplante i centrum lige så stille bliver zoomet ud, indtil vi ser en gammel dame, som prøver at komme i kontakt med sin søn, fordi en person ved navn Alfredo er død, kan man som seer fornemme, at der er noget godt under opsejling. Det viste sig dog efterfølgende at være en underdrivelse af dimensioner.
Handlingen i denne film foregår i den lille sicilianske by Bagheria kort tid efter 2. verdenskrig, hvor vi følger den lille gabflab Salvatore. Hans charme alene gør, at vi sidder og fornøjes over hans gentagende narrestreger, som dog er til stor irritation for så mange af byens andre indbyggere. I den lille by Bagheria, hvor Salvatore bor alene med sin mor og søster, er der ikke meget at lave, men en ting, som samtlige borgere glædes over, er den lille biograf, hvor film fra hele verden vises. Denne biograf er også Salvatores yndlings opholdssted, og den besøger han så tit, han kan. Om han er der for at se film eller for at besøge den noget ældre Alfredo, som er projektonist i biografen, er stort set ligemeget - han elsker alle aspekter af film. Salvatore har da også et ønske om selv at blive projektonist, og modvilligt går Alfredo med til denne oplæring, som til sidst, på meget dramatisk vis, ender med, at Salvatore selv bliver projektonist i biografen. Vi følger i denne film hele Salvatores ungdom, herunder en stor forelskelse til den lokale pige Maria, som han kæmpe længe for at få fat i. En dag bliver Salvatore dog sendt i hæren, og da han noget tid efter kommer tilbage, får han aldrig sin elskede at se igen. Hvad der er sket med hende, får vi som seere ikke at vide (kun i director's cut kan jeg forstå), og Salvatore beslutter sig efterfølgende for at flytte til Rom.
En ting, som jeg bliver nødt til at nævne i forbindelse med filmen, er forholdet mellem Alfredo og Salvatore. Den franskfødte skuespiller Philippe Noiret gør det simpelthen fantastisk som Alfredo, og han formår at blive en faderfigur for Salvatore, hvis far døde i krigen. Deres forhold er ret umuligt at sætte ord på, men fantastisk er det - både på godt og ondt. Det er nemlig Alfredo, som siger til Salvatore, at han skal forlade den lille by og aldrig komme tilbage eller skrive til ham, da han kun mener, at Salvatore vil kunne få succes uden for den lille landsby. Dette holder Salvatore da også, indtil Alfredos begravelse, hvor han endelig kommer hjem og ser den by, som han voksede op i. Her opdager han, at biografen er ved at blive revet ned, fordi den ikke kunne løbe rundt på grund af fjernsynets popularitet. Det er også her, han indser, hvorfor det var vigtigt, at han forlod hans hjemby, da han aldrig kunne have fået succes i denne by - i hvert fald ikke økonomisk. Dette er dog ikke et valg, som udelukkende er positivt, da han på denne måde måtte give afkald på sit venskab med Alfredo og kontakten med sin mor og søster samt håbet om at finde tilbage med hans eneste store kærlighed, Maria. Om dette valg var det rigtige, er svært at vurdere, og det problematiske ved historien er, at det ikke var Salvatore selv, som tog beslutningen, men derimod Alfredo, der fik ham til at tage til Rom. Til sidst går det dog op for Salvatore, at Alfredo gjorde det rigtige for ham, samt at hans største kærlighed er den, som filmverdenen har givet ham. Dette ser vi på smukkeste vis ved en filmmontage af kærlighedsscener, som Alfredo har klippet sammen fra de film, som der har gået i Cinema Paradiso i tidernes løb.
Cinema Paradiso er ikke alene en fantastisk film, fordi den formår at fortælle historien om en ung drengs liv, og de valg, som han må tage for at få succes, men også fordi den formår at vise seeren, hvordan ægte filmmagi er. Når man ser den reaktion, uanset om det er tårer eller grin, som indbyggerne i den lille by viser, når de er inde i biografen, er simpelthen unik. Man ønsker som seer, at man selv levede i den lille by, hvor alle kender alle, og hvor man ikke elsker stedet på trods af ham den skøre mand, som tror han ejer hele bypladsen, men netop på grund af skæve personligheder som ham. Man kan desværre ikke blive andet end ærgerlig over, at vi i dag har hver vores fjernsyn, som vi ser film på, således at den filmmagi, der er ved at samles sammen i en biograf, næsten er forsvundet. Men så er det godt, at vi har en film som Cinema Paradiso, som vel nærmest er definitionen af filmmagi. Og så ikke et ord om Morricones score, som er et af de bedste, jeg nogensinde har hørt.
10/10
#5273 Bruce 14 år siden
6/10 kontra 9-10/10
#5274 MMB 14 år siden
#5273
Nu har jeg ikke set DC endnu, men jeg kan forstå, at man i DC får opklaret bl.a., hvorfor Maria forlod ham. Og umiddelbart kan jeg meget godt lide, at det står ved det uvisse. Men jeg skal helt sikkert se DC, når den udkommer på BD. Jeg tvivler bare stærkt på, at den kan blive bedre. Umiddelbart var det også mest forholdet mellem Salvatore og Alfredo, jeg fandt mest interessant, og jeg kan forstå, at det mere er kærlighedsforholdet, der er i centrum i DC?
#5275 Bruce 14 år siden
#5276 MMB 14 år siden
Det kan jeg næsten ikke tro. :) Men det bliver da spændende at se, om du har ret, når jeg engang kommer dertil :)
#5277 Kruse 14 år siden
#5278 Bruce 14 år siden
#5279 MMB 14 år siden
#5280 Bruce 14 år siden
Står lidt om den her:
http://forum.blu-ray.com/spanish/160873-baaria-giu...