Er desværre ikke helt enig. Det er en god historie, der er knapt så godt fortalt. Rob Reiner, der ellers er en glimrende instruktør, skærer alt ud i pap og lader intet være op til seeren. Det var først helt til sidst at filmen ramte mig med Richard Dreyfuss' afsluttende ord om barndommens unikke form for venskaber, som man aldrig nogensinde vil opleve igen, og de oplevelser man kommer ud for i den periode og hvordan de vil følge en gennem resten af livet, i modsætning til nogle af ens barndomsvenner, der langsomt forsvinder ud i horisonten med årene.
Men kan godt se hvorfor nogle holder så meget af den, da det er en rigtig god historie. Reiners instruktion gjorde dog ikke det store for mig.
Ærgerligt :/ Synes faktisk han (oftest) er virkelig god til at give en fornemmelse at det virkelig er børnenes minder vi oplever. Sutherland er det eneste minus for mig, men det kan i min verden godt forsvares at han er så over the top fordi det er set gennem børnenes øjne. Selvfølgelig er det ham som voksen der fortæller, men da han forsøger at gengive sine barndomsoplevelser, kan jeg fint leve med det.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Den kommentar er også udvandet efterhånden og bruges snart om alle film.
Jeg kan i hvert fald ikke se hvordan den passer på den type historie Stand By Me det er. Det er mange mange år siden jeg har set filmen, så slet ikke umuligt at jeg ikke husker den godt nok. Men der er intet i historien i sig selv, der skal skæres ud for at være forståelig, da den er ret simpel bygget op og ikke bygger på subplots eller kringlede handlinger....Eller ikke som jeg husker det og derfor kan jeg ikke se hvordan det skal forstås. Når folk påstår det om f.eks. Inception, så ved jeg hvad de mener, uanset om jeg er enig eller ej (det er jeg et så langt hen ad vejen), men her giver det ikke rigtigt mening, sådan som jeg forstår udtrykket. Zombie kan dog stadig have ret, jeg vil bare gerne forstå hvad han mener.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Uhhh, den kommentar kan jeg slet ikke knytte til den film så jeg forstår en mening med den, så du må meget gerne uddybe, hvis du gider:)
Okay jeg kan da prøve ;)
Der er nogle gange man ser en film, som man ville ønske man kunne lide, men af en eller anden grund rammer den ikke en selv, som den har gjort ved så mange andre. Sådan har jeg det i hvert fald en gang imellem og "Stand by Me" er et af disse tilfælde.
Historien i sig selv er ret fantastisk: 4 drenge beslutter sig for at tag på udflugt for at finde liget af en forsvunden lokal dreng. Det er måske sidste gang at de alle 4 vil være sammen på den måde, for snart skal de videre med skolen og det vil ikke være helt det samme mere. Før udflugten har de aldrig rigtig skænket resten af verden en tanke, "deres" lille by har altid været nok for dem, men da de vender tilbage er det ikke det samme mere: Noget er forandret og hjembyen virker pludselig meget lille. Vi skal alle vokse op på et eller andet tidspunkt og før eller siden går det op for os, at de venner vi har og tager for givet måske ikke altid vil være der. På et tidspunkt går vi hver til sit og nogen folk ser vi aldrig rigtig igen. Det punkt skal vi alle igennem, hvis vi da ikke allerede har været det, og selvom man ikke ser de personer igen, vil de altid være hos dig, for de venner man havde, da man var omkring de 10-12 år er på en eller anden måde måske de bedste venner man nogensinde har haft eller vil få.
Det er en smuk, ja måske nærmest melankolsk, men samtidig også en opløftende tanke. For vi har alle haft de bedste venner i verden og det var en unik tid for os alle, og vi tænkte nok ikke over det når vi var omkring de 10-12 år, men bagefter har jeg i hvert fald været taknemmelig for de barndomsvenskaber jeg har haft.
Så jeg kritiserer ikke handlingen, men Reiners håndtering af den.
På bundlinjen er det egentlig også en ret simpel historie, og det har jeg intet imod, men for mig hamrer Reiner hver enkelt pointe fast med 7-tommer søm, hvilket ikke rigtig overlader noget til seeren selv. Hovedpersonen Gordie Lachance mistede f.eks. sin storbror i en ung alder og storbroderen har altid været favoritten af de to, så nu hvor han er væk ænser hans forældre ham ikke rigtig mere. Alt dette får vi fortalt gennem en voice-over og det er også fint nok, det er trods alt en meget hurtig og effektiv måde at få en masse fortalt, men det kan også blive lidt for forklarende og knapt så stimulerende fortalt. Grunden til at det irriterer mig er også at faren er illustreret utroligt endimensionelt, vi ser ham aldrig vise glæde, selv da broderen levede, virkede han som en sur stodder. Okay det er måske fint nok, nogle personer egner sig bare ikke til faderrollen. Men det var ikke nok for Reiner: Vi skal da også lige høre fra Gordie selv 3-4 fire gange i løbet af filmen, hvordan han føler sig som en fiasko og hvis du tilfældigvis ikke har fanget det endnu, så er faren ikke vildt glad for Gordie. Men det var da ikke nok for Reiner: Vi skal da også lige have en mareridtssekvens hvor storbroderen, Denny, bliver begravet og faren vender sig mod Gordie med ordene: ”I wish you were dead instead of Denny”… amen prøv da lige diske med en mere klichefyldt replik.
Hvis du kan se filmen uden at blive irriteret over dette, så er jeg sgu godt og grundigt imponeret.
For mig at se er det bevidst når filmen bliver karikeret, f.eks. med de eksempler du nævner omkring faderen. Selvom det er en voksen mand der fortæller, er det oplevelse der har sat sig som traumer, og derfor vil fremstå tydeligere. For mig fungerer det virkelig godt og barndommes naivitet bliver på en måde en spiller i fortællingen for mig at se. Og selvfølgelig bliver netop problemstillingen omkring broderen kørt voldsomt ind, det må have fyldt helt vildt for den lille dreng. Så jeg kan fint se filmen uden at være det mindste irriteret over det.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Der er nogle gange man ser en film, som man ville ønske man kunne lide, men af en eller anden grund rammer den ikke en selv, som den har gjort ved så mange andre.
Jo det kender jeg også godt:)
Tak for svaret. Nu er jeg med på hvad du mener. Jeg opfattede nok selv filmens 'pointer' anderledes (i hvert fald dengang jeg sidst så den, for ca. 15-20 år siden:), som præsenteret bevidst igennem unge øjne, men med en kant af overspillende sarkasme, ironiseren eller hvad man skal kalde det (i hvert fald i nogle scener), når disse pointer slås fast som ting der har fyldt meget i et barns sind og forsat gør det. Muligt jeg ville se på det med andre øjne nu, eller det ville jeg selvfølgelig, men om det ville være værre eller bedre ved jeg ikke. Mindes filmen som en noget nær perfekt personificering af livet som barn på vej mod ungdommen og de opbrud og tanker dette fører med.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
#8691 MMB 13 år siden
#8692 Collateral 13 år siden
God film!
#8693 Zombi 13 år siden
Er desværre ikke helt enig. Det er en god historie, der er knapt så godt fortalt. Rob Reiner, der ellers er en glimrende instruktør, skærer alt ud i pap og lader intet være op til seeren. Det var først helt til sidst at filmen ramte mig med Richard Dreyfuss' afsluttende ord om barndommens unikke form for venskaber, som man aldrig nogensinde vil opleve igen, og de oplevelser man kommer ud for i den periode og hvordan de vil følge en gennem resten af livet, i modsætning til nogle af ens barndomsvenner, der langsomt forsvinder ud i horisonten med årene.
Men kan godt se hvorfor nogle holder så meget af den, da det er en rigtig god historie. Reiners instruktion gjorde dog ikke det store for mig.
#8694 Collateral 13 år siden
#8695 Hr. Nielsen 13 år siden
#8696 Ispep 13 år siden
Den kommentar er også udvandet efterhånden og bruges snart om alle film.
#8697 Hr. Nielsen 13 år siden
#8698 Zombi 13 år siden
Okay jeg kan da prøve ;)
Historien i sig selv er ret fantastisk: 4 drenge beslutter sig for at tag på udflugt for at finde liget af en forsvunden lokal dreng. Det er måske sidste gang at de alle 4 vil være sammen på den måde, for snart skal de videre med skolen og det vil ikke være helt det samme mere. Før udflugten har de aldrig rigtig skænket resten af verden en tanke, "deres" lille by har altid været nok for dem, men da de vender tilbage er det ikke det samme mere: Noget er forandret og hjembyen virker pludselig meget lille.
Vi skal alle vokse op på et eller andet tidspunkt og før eller siden går det op for os, at de venner vi har og tager for givet måske ikke altid vil være der. På et tidspunkt går vi hver til sit og nogen folk ser vi aldrig rigtig igen. Det punkt skal vi alle igennem, hvis vi da ikke allerede har været det, og selvom man ikke ser de personer igen, vil de altid være hos dig, for de venner man havde, da man var omkring de 10-12 år er på en eller anden måde måske de bedste venner man nogensinde har haft eller vil få.
Det er en smuk, ja måske nærmest melankolsk, men samtidig også en opløftende tanke. For vi har alle haft de bedste venner i verden og det var en unik tid for os alle, og vi tænkte nok ikke over det når vi var omkring de 10-12 år, men bagefter har jeg i hvert fald været taknemmelig for de barndomsvenskaber jeg har haft.
Så jeg kritiserer ikke handlingen, men Reiners håndtering af den.
På bundlinjen er det egentlig også en ret simpel historie, og det har jeg intet imod, men for mig hamrer Reiner hver enkelt pointe fast med 7-tommer søm, hvilket ikke rigtig overlader noget til seeren selv. Hovedpersonen Gordie Lachance mistede f.eks. sin storbror i en ung alder og storbroderen har altid været favoritten af de to, så nu hvor han er væk ænser hans forældre ham ikke rigtig mere. Alt dette får vi fortalt gennem en voice-over og det er også fint nok, det er trods alt en meget hurtig og effektiv måde at få en masse fortalt, men det kan også blive lidt for forklarende og knapt så stimulerende fortalt. Grunden til at det irriterer mig er også at faren er illustreret utroligt endimensionelt, vi ser ham aldrig vise glæde, selv da broderen levede, virkede han som en sur stodder. Okay det er måske fint nok, nogle personer egner sig bare ikke til faderrollen. Men det var ikke nok for Reiner: Vi skal da også lige høre fra Gordie selv 3-4 fire gange i løbet af filmen, hvordan han føler sig som en fiasko og hvis du tilfældigvis ikke har fanget det endnu, så er faren ikke vildt glad for Gordie. Men det var da ikke nok for Reiner: Vi skal da også lige have en mareridtssekvens hvor storbroderen, Denny, bliver begravet og faren vender sig mod Gordie med ordene: ”I wish you were dead instead of Denny”… amen prøv da lige diske med en mere klichefyldt replik.
Hvis du kan se filmen uden at blive irriteret over dette, så er jeg sgu godt og grundigt imponeret.
#8699 Collateral 13 år siden
#8700 Hr. Nielsen 13 år siden
Tak for svaret. Nu er jeg med på hvad du mener. Jeg opfattede nok selv filmens 'pointer' anderledes (i hvert fald dengang jeg sidst så den, for ca. 15-20 år siden:), som præsenteret bevidst igennem unge øjne, men med en kant af overspillende sarkasme, ironiseren eller hvad man skal kalde det (i hvert fald i nogle scener), når disse pointer slås fast som ting der har fyldt meget i et barns sind og forsat gør det. Muligt jeg ville se på det med andre øjne nu, eller det ville jeg selvfølgelig, men om det ville være værre eller bedre ved jeg ikke. Mindes filmen som en noget nær perfekt personificering af livet som barn på vej mod ungdommen og de opbrud og tanker dette fører med.