#1 og #9. Du burde i det mindste have læst den grundlovsbestemmelse du påstår at lægge til grund for hele din vurdering. § 77 i Grundloven siger at man har lov til at offentliggøre sine meninger osv. i den form man ønsker, "dog under ansvar for domstolene". Det vil sige at ytringsfriheden ikke er uindskrænket, og begrænses af f.eks. Straffelovens § 266b ('Racismeparagraffen'). Jeg kan se i domsudskriften hos JP, at sagsøgerne har påstået at Straffelovens § 268 om injurier finder anvendelse, hvilket er et andet godt eksempel på begrænsningen af ytringsfriheden. Dommen er faldet i byretten, og den kan man mene om hvad man vil. Men du må forstå at selve det at der bliver anlagt sag faktisk er noget af det bedste der kan ske, og i dette tilfælde ingenlunde er "skamfuldt"! At en gruppe personer ønsker at få prøvet en påstand ved en domsstol er den allerbedste løsning overhovedet. Her kan de nemlig få rettens ord for at det enten var injurier eller var fuldt lovligt jf. grundloven § 77. I dette tilfælde har et sagsanlæg altså præciseret* hvor grænserne for ytringsfriheden, som følge af § 268, går. Jeg forstår udmærket din slet skjulte vrede over reaktionerne i Mellemøsten (som de fleste danskere nok føler), men at lade den vrede strække sig til retssystemet, ud fra en utopisk forestilling om grundloven, er simpelthen for dumt.
* At byretten så sjældent er kompetent til at afgøre sager med så vidtrækkende konsekvenser er en anden sag. Her må man vente til landsretten, og muligvis Højesteret har afsagt dom. Som eksempel herpå er Tvind-sagen, hvor en række skoler først ved Højesteret fik dom for, at Folketinget rent faktisk havde vedtaget en grundlovsstridig lov. Domsudskrift: http://www1.jp.dk/indland/domsudskrift.pdf
#11 Ja, jeg mener netop også, at retsagen langt fra er fejlagtig eller forkert, men at det viser sundheden i vores system, at konflikter bliver afklaret igennem en retsag.
#11 berg 19 år siden
#1 og #9. Du burde i det mindste have læst den grundlovsbestemmelse du påstår at lægge til grund for hele din vurdering. § 77 i Grundloven siger at man har lov til at offentliggøre sine meninger osv. i den form man ønsker, "dog under ansvar for domstolene". Det vil sige at ytringsfriheden ikke er uindskrænket, og begrænses af f.eks. Straffelovens § 266b ('Racismeparagraffen'). Jeg kan se i domsudskriften hos JP, at sagsøgerne har påstået at Straffelovens § 268 om injurier finder anvendelse, hvilket er et andet godt eksempel på begrænsningen af ytringsfriheden. Dommen er faldet i byretten, og den kan man mene om hvad man vil.
Men du må forstå at selve det at der bliver anlagt sag faktisk er noget af det bedste der kan ske, og i dette tilfælde ingenlunde er "skamfuldt"! At en gruppe personer ønsker at få prøvet en påstand ved en domsstol er den allerbedste løsning overhovedet. Her kan de nemlig få rettens ord for at det enten var injurier eller var fuldt lovligt jf. grundloven § 77.
I dette tilfælde har et sagsanlæg altså præciseret* hvor grænserne for ytringsfriheden, som følge af § 268, går.
Jeg forstår udmærket din slet skjulte vrede over reaktionerne i Mellemøsten (som de fleste danskere nok føler), men at lade den vrede strække sig til retssystemet, ud fra en utopisk forestilling om grundloven, er simpelthen for dumt.
* At byretten så sjældent er kompetent til at afgøre sager med så vidtrækkende konsekvenser er en anden sag. Her må man vente til landsretten, og muligvis Højesteret har afsagt dom. Som eksempel herpå er Tvind-sagen, hvor en række skoler først ved Højesteret fik dom for, at Folketinget rent faktisk havde vedtaget en grundlovsstridig lov.
Domsudskrift: http://www1.jp.dk/indland/domsudskrift.pdf
#12 mr gaijin 19 år siden