Fed tråd.

For mig at se er smagsdommeri en god ting. Der er visse æstetiske love som aldrig ændrer sig, fordi de ikke bygger kun på mode, men på almentmenneskelige vilkår. Sneglehuse er smukke, bølger er smukke, træer er smukke, naturens til tider kaoslignende orden er smuk, og er vores højeste ideal for harmonisk æstetik, som al anden æstetik må forholde sig til, fordi tilfældighed ikke findes uden tanken om orden.

Og mennesket har af naturen nogle forholdsvis få grundtræk som alle andre drifter er nuanceringer af. Det er naturligt for mennesket at behøve, det er afhængigt af noget. Årsagen og genstanden er forskellig, og kan bruges til at definere paradigmer, og især værdier, men grundlæggende drejer det sig vel om behov.

At vi som mennesker værdisætter og moraliserer overfor hinanden, hænger vel så sammen med hvordan vores behov imødekommes af det samfund vi befinder os i. Vores sind og behov formes af samfundet, vi udvikler måske en selvstændighed som gør os i stand til at reflektere over os selv, den kultur vi er i, og den natur vi udspringer og består af. Vi finder måske ud af at det er nemmere og mere glædeligt at søge vores egen lykke, for det giver os mulighed for at blive materielt rigere, eller vi kan finde ud af at materiel rigdom ikke medfører den lykke vi havde forventet, så vi søger en anden slags lykke i en anden orden, eksempelvis lykken at hjælpe et menneske ud af nød, eller whatever.

Og det hænder ofte, at vi finder trang til at værdisætte og moralisere overfor os selv og hinanden, fordi vi finder et æstetisk virkemiddel dækkende et bestemt behov. Måske vores rastløshed af årsager dulmes ved pyroteknik og vold, jamen så opsøger vi det. Måske noget andet, noget intellektuelt måske, måske.
Efterhånden som mennesket modnes og erfarer, gennemlever det ene simple udtryk efter det andet, søges nye virkemidler til dulmningen, mere raffinerede virkemidler, som tilgodeser de udfordringer man søger som det individ man nu er, og man lærer at skelne begreberne fra hinanden, og værdibegrebsliggører æstetikken alt efter hvordan man påvirkes, til glæde eller kedsomhed eller whatever. Og fordi de påvirkninger vi udsættes for er personlige og oftest knyttet til vores følelser (hvor kynisk man end kan synes), fastholder vi en bestemt værdibaseret orden for æstetikken, men også den orden som æstetikken kan bruges til at formidle.

Jeg mener smagsdommeri er godt, når dommeren er kyndigt erfaren, ikke blot i æstetik, men også i etik og religiøsitet (hint til Kierkegaard), så så nuanceret en vejledning gennem en given æstetisk udtrykken sig fremkommer.

Når det så er sagt, mener jeg den af flere fremførte pointe om menneskets subjektive placering i tiden, og hidtidige erfarings- og modningsniveau er afgørende for den respekt vi er i stand til at vise hinanden og vores forskellige smag. Der er ingen grund til at klandre folk for unuanceret smag, men at henvise til mere raffinerede udtryksformer er for mig at se mere frugtbart.

Sådan ideelt set, jeg kan til tider være et værre brushoved...

Bruce, BN og DjBeau: Jeg håber ikke jeg bare har vadet for meget rundt i jeres glimrende indlæg, men forhåbentlig kunnet bringe lidt mere på banen. I hele min forholden mig til eksistentiel æstetik (eller hvad man nu vil kalde det), har jeg fået en del ud af Kierkegaards tanker omkring menneskenes trin. Jeg mener nok der kan laves en sund blanding af trinene, men som fremført mener jeg det er sundt at kunne gøre sig mindst etiske reflektioner over et givent udtryk.

#11: Næh, du må vade alt det du vil. ;-) ... Især når du bidrager med et meget interessant indlæg som det dér, hvor indfaldsvinklen er lidt anderledes.