Det sker ofte, meget ofte, at debattråde på Filmz ender op med at bevæge sig ind på emnet "smag". Det berøres kort og ofte resulterer det i stejle holdninger. Det lugter lidt af tabu og er noget det, så skal det absolut diskuteres :)
Så med viden om, at dette kan være et potentielt sprængfarligt område, eller måske et emne der ties hen, så vil jeg da godt sparke bolden op og sørge for, at det er bolden som er i fokus.
"Smag"
Hvor starter man? Den rene fysiske smag er en af menneskets fem sanser og forbeholdt kropsåbningen munden. Den kemiske proces er ligegyldig, men groft sagt formår mennesket at skelne mellem sødt, surt, salt og bitter i forskellige niveauer.
Hvordan kan det være, at noget vi putter i munden fremmaner en positiv reaktion og andet en negativ? Noget kan vi lide, andet kan vi ikke lide. Pyt med om vi spiser noget vi ikke bryder os om, fordi det måske er sundt. Essensen er, at vor smag giver sig udslag i, at hjernen fortæller os, om vi kan lide det vi putter i munden eller ej.
Når jeg ser på min lille nevø på 8 år, så spiser han leverpostej med agurk og pasta med kødsovs. Det har han sådan set gjort de sidste 5 år. Hvergang noget andet er kommet på bordet, så er det som regel endt med, at han brølende er løbet ind på sit værelse, fordi forældrene vil have ham til at spise noget andet og han hårdnakket påstår, at han ikke kan lide det man har serveret for ham. Min nevø er forudseende! Han kender smagen på mad, INDEN den kommer ind i munden og uden at han før har smagt retten. Det ender altid med, at han får sin vilje og der bliver smurt et stykke rugbrød med leverpostej og agurk. Så kommer han ud fra sit værelse og alle er glade.
Personligt tænker jeg dog på indimellem på, om det ikke ville være bedre for drengen at gå i seng uden mad, eller få lov og køle ned og komme ud et par timer senere, stadig kun med muligheden for at spise den oprindelige ret. Måske har knægten ret i, at det smager dårligt, men tænk ... der er også muligheden for, at han kan lide det og derefter er forældrenes menukort udvidet betragteligt til næste gang og måske det bliver nemmere at stille en ny ret på bordet en anden gang? Sådan er der så meget.
Betydningen af ordet smag, har vi mennesker gjort os umage med at kunne bruge i andre sammenhænge end "putte i munden". Når vi mennesker udtrykker os verbalt positivt eller negativt om noget, eller foretager fysiske handlinger som at købe noget og vi har gjort det tilstrækkelig mange gange, så begynder man at kunne se tendenser i "vores smag".
Jeg har købt 100 rock CD'ere og 2 klassiske. Så hælder ens smag sig måske mod rock. Alle vægge i mit hjem er hvide og jeg har hvide møbler og hvidt køkken. Han kan søreme godt lide hvidt.
Men dette er kun at komme med sande konkluderende betragtninger omkring vores smag. Det er nemt. Det er langt sværere, når det kommer til at udtale sig om andre menneskers smag, hvorvidt den er god eller dårlig. Kan man det? Er smag ikke personlig? Er alles personlige smag ikke lige god? Hver sin smag? Du kan lide vindruer, jeg kan lide oliven. Er det ikke lige godt? Du kan lide Dansk Folkeparti, jeg kan lide Socialdemokratiet. Er det ikke lige godt?
Hov hov, vil nogle nu sige. "Det er sandelig ikke lige godt at kunne lide Dansk Folkeparti som Socialdemokratiet". Hvorfor dog ikke? Hver sin smag ikke sandt?!? Men nu begynder der at lægge holdninger til grund for ens smag. Holdninger og meninger dannes via ens sociale opvækst, via arv og via miljø. Holdninger og meninger kan desuden påvirkes via uddannelse og via erfaring. Derfor har vi bl.a. professorer og eksperter, hvis ord vi tillægger mere vægt end andre. Vi har økonomiske vismænd og revisorer, som formentlig ved mere om økonomi end flertallet af os. Kan man så være så konkluderende og udtale, hver sin smag?
Hvad med kunst? Musik, malerier, bøger og film? Du kan lide Britney Spears, jeg Mozart. Du kan lide Andy Warhol, jeg Picasso, Du kan lide Dan Brown, jeg Umberto Eco. Du kan lide Space Odyssey 2001 og jeg Gamer. Undskyld, omvendt! Gælder hver sin smag konceptet her? Eller skal vi tage det røde kort frem "smagsdommer", når nogle ytrer sig, om god og dårlig smag her?
Alt i sol og måne indikerer, at vi mennesker bliver klogere, når vi uddanner os og når vi får erfaring. Forhåbentlig er ikke mange uenige heri! Hvordan uddanner man sig og får erfaring i kunst? Tja et godt udgangspunkt er først og fremmest at uddanne sig indenfor det område, som interesserer én og dernæst arbejde med det. Men fordi man bliver forfatter eller instruktør, får man så dermed også god smag, bedre end den almindelige læser og seer?
Uwe Böll, Paul W.S. Anderson, McG. Nå nej. Det gør man så nok ikke. Men hvordan kan jeg sidde her og tillade mig at bruge tre filminstruktører nedladende i et indlæg om smag? Insinuerer jeg hermed, at det er dårlig smag at se film at disse tre? Er det ikke injurierende mod dem, som kan lide disse instruktørers film? Hvordan kan han tillade sig det eller rettere, hvorfor mener han, at han kan tillade sig dette?
Erfaring. Ligesom min lille nevø på 8 år, handler det om at putte så meget forskellig mad i munden gennem livet, at man ved hvordan forskellig mad smager. Det vil med tiden forandre ens grundlag for at kunne udtale sig mere nuanceret om mad. Og jo flere nuancer vi kender betyder også, at vi bliver istand til bedre at vurdere de første nuancer, at sætte dem i relief til vores nye erfaringsgrundlag.
Mit eget erfaringsgrundlag mht. film har ændret sig enormt de sidste 15 år, hvor jeg har givet mig i kast med film fra andre genrer, andre landre og instruktører, end jeg havde gjort i årene forinden. Det har ændret min opfattelse af nogle films kvalitet fordi jeg fandt ud af, at kvalitet kunne være en anden størrelse end jeg umiddelbart havde troet. Der kom flere parametre til, hvorpå man kunne vurdere en film, men mest vigtig af alt var erfaringen.
Når man bliver ældre, ender man i en position, hvor man både har været teenager, gift, fået børn, blevet skilt, set nære familiemedlemmer forlade denne jord, oplevet kriser og glæder, som former en og ændrer ens prioriteringer i livet. Dette er i min bog noget af det mest dyrebare at kunne tage med sig ind i en biograf, når man skal se en film. Film som før ikke gav mening, kan med denne udbyggede værktøjskasse, pludselig afsløre mesterværker af film, man før havde afskrevet. Pludselig kommer ens følelsesregister i spil.
Det forbliver stadig uerhørt subjektivt, hvorvidt en film er god eller dårlig eller man har god eller dårlig smag. Det lader sig ikke sådan bedømme. Men jeg er dog personligt af den holdning, kontroversiel eller ej i nogles øjne, at ens erfaring i livet kombineret med det at se film, mange film og forskellige film, giver en flere nuancer til at afgøre, hvorvidt en film er god eller ej. Det gør en i stand til bedre at kunne argumentere for films svagheder og styrker, uagtet at dette ikke kan gøres på videnskabelig vis.
Men erfaringer går begge veje og kan også virke negativt. Ville man måske have været bedre foruden nogle nuancer, så man bedre kunne nyde en film, man istedet for nu afskriver? Kan man ende med at blive for kynisk, for beregnende og afskrive den simple glæde ved underholdning? Så absolut da. Det vil altid være en iboende risiko. Det er jo op til hver enkelt at foretage den bedømmelse og så skal man være tro mod ens egne sanser og ikke lave den bedømmelse ud fra, hvad man tror andre vil eller ikke vil høre.
Slutteligt mener mig selvfølgelig derfor også berettiget i stand til at kunne kritisere mig selv og min smag i dette lys og påstå, at min filmsmag idag så absolut er bedre end den var for 15 og 20 år siden. Formentlig og forhåbentlig ... endnu bedre om 20 år, hvor jeg vil kunne snakke med om endnu flere film og min bagage, er fyldt endnu mere op, med både glæde, sorg og skuffelser.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg synes, at sammenligningen med det man bogstaveligt talt smager, altså mad, er meget god. Små børn er som bekendt kræsne og vil ofte kun spise ganske bestemte ting, og de har - mange år frem - en hang til at vælge slik og andre søde sager fremfor sund og nærende mad. Det er først senere i livet at børnene lærer at sætte pris på grøntsager og/eller krydrede, stærke retter, ja, anderledes (måske udenlandsk) mad, og det er (forhåbentlig) først engang i løbet at teenageårene, at de får smag for forskellige alkoholiske drikke. Og som voksne bliver de ved med at prøve nye ting, nye opskrifter og variationer.
Dette kan føres over på FILM. Som barn foretrækker man børneudsendelser på tv og tegneserier, altså let, naiv og ofte meget pædogisk korrekt underholdning, hvor pointerne skæres ud i pap. I de tidlige teenageår er der en tendens til, at man svælger i actionfilm og ungdomskomedier (bortset fra at piger i den alder måske ser mange romantiske film). Men jo ældre mange bliver, jo større tendens er der til at gå efter mere intellektuelt udfordrende eller eftertænksomme film.
Du rejser spørgsmålet: "Kan man ende med at blive for kynisk, for beregnende og afskrive den simple glæde ved underholdning?" ... Mit personlige svar er: Ja. Jeg føler selv, at jeg har bevaret mit indre legebarn, ja, at jeg har bevaret evnen til at fornøje mig med elementær komik, som ikke nødvendigvis er "dyb, men afsindigt underholdende og - i mine øjne - en hel kunstart i sig selv; en kunstart, som jeg ofte synes bliver forklejnet, som om den var mindre betydningsfuld end de panderynkende alvorlige, filosofiske og "tunge" film. ... Med mad er det sådan, at ganske meget af det, man spiste og drak som barn (måske lige pånær decideret babymos m.m.) bliver man ved at spise som voksen, om ikke andet i en anden form og i andre mængder, samt med andre ting tilsat. Så hvorfor skulle det ikke også være sådan med film?
Jeg er enig med dig i, at livserfaring og det at man har set rigtigt mange film giver én flere nuancer til at afgøre, om en film er god eller ej. Men jeg er - som jeg også tidligere har nævnt i en anden tråd - straks mere usikker på, om det vil være fair at sige, at fordi f.eks. en bestemt ungdomsfilm eller action, som man var vild med som 15-16-årig, ikke længere siger én noget, så er det fordi man har en bedre smag end de unge og end man selv havde som ung. For en given film kan jo være lavet specielt til børn eller unge, og det ændrer kriterierne, som altså ikke er "voksen"-kriterier.
Så i udgangspunktet har det ikke nødvendigvis noget at gøre med, at man er blevet klogere - nej, man er bare blevet ældre. Jeg vil dog sige, at det sagtens KAN være større større livsvisdom el. klogskab der gør forskellen på oplevelsen dengang og nu af en bestemt film. For der findes vitterligt børne- og ungdomsfilm, der ikke er vellykkede set ud fra den betragtning, at de jo skulle kunne fænge børnene.
Jeg analyserede og diskuterede ikke film for 20 år siden, sådan som jeg gør idag. Men jeg tror ligesom dig også, at jeg er bedre udrustet til det idag, fordi der er så mange ting her i livet man er blevet 100 gange bedre til at sætte ord på, definere og forklare end man var dengang. Mig hjælper denne modenhed også til bedre at udvælge de film, jeg gerne vil se.
Jeg er næsten helt enig, vil dog i forbindelse med sammenligningen med nevøen gerne bringe yderligere en sans i spil - den sjette sans (når vi nu er ved film). Den bruger jeg flittigt, også når det kommer til film, og det er meget meget sjældent, at den skuffer mig...
Man bliver mere åben og alsidig med årene, så man breder sig noget mere og ser nogle film, man aldrig brugte tid på førhen. ... Sådan er det ihvertfald for nogle, men naturligvis ikke for alle.
I min barndom, primært frem til 14-årsalderen stod den på gamle westerns, Chaplin-film, Buster Keaton, Gøg og Gokke, alskens Hollywood-klassikere (endog musicals! uaakk!) o.s.v.
I mine ungdomsår, 14-20-årsalderen, bredte jeg meget mig meget mere, idet jeg blev storforbruger af franske, italienske, polske (fortrinsvis Andrzej Wajda og Roman Polanski), tyske, svenske og japanske film, omend det for sidstnævnte lands vedkommende begrænsede sig til Kurosawa's film. Jeg syntes nok allerbedst om de franske og italienske instruktører, herunder Truffaut, Godard, Chabrol og Melville, samt Antonioni, Fellini, Visconti og De Sica. Men idag føler jeg ikke noget behov for at gense deres film - interessen er der simpelthen bare ikke.
Da jeg blev 18 år begyndte jeg at "forfalde" til 1980'ernes actionfilm, gysere og ungdomsfilm, og langsomt gled de europæiske film ud for mit vedkommende. Men det var ikke letvægts-underholdning det hele, for i slutningen af dette årti opdagede jeg Stanley Kubrick og Francis Ford Coppola, samt Sergio Leone imo bedste film, idet jeg var i biografen og se '2001: A Space Odyssey', 'The Godfather' og 'Once Upon a Time in America' (den pågældende biograf viste altid særligt udvalgte film).
Det var dog først engang i midten af 1990'erne, at jeg begyndte at samle på film (på vhs) og tænke mere over, hvilke film der egentlig talte til mit hjerte.
Idag er mit hovedkriterium for en god filmoplevelse, at en film skal kunne røre mig, ja, få mig til at FØLE noget - om ikke andet så da i det mindste suset af eventyr. Jeg har nemlig opdaget, at ellers er jeg ligeglad. Og så må filmen godt være intelligent, og det kan både sjove og seriøse film være. Jeg gider ikke længere at se hjernedød, overfladisk action eller dumme komedier, men omvendt gider jeg heller ikke se selvhøjtidelige, "intellektuelle" film, hvor tiden står stille, og hvor såvel personer som begivenheder er meningsløse eller ekstreme, og i hvilke der er en postuleret, kunstig "dybde", som skal dække over, at filmen rent ud sagt er r..kedelig.
Jeg synes, Bruce rammer hovedet på sømmet flere gange.
Der er et ordsprog, der siger, at smag og behag ikke kan diskuteres. Det er Filmz' brugere tilsyneladende ligeglade med, og det er kun godt, for ordsproget er det værste vrøvl. Selvfølgelig kan man diskutere det - men det er ikke ensbetydende med, man har nogen chance for at blive enige. I stedet for at prøve at nå til en konklusion om, hvem der besidder den gode eller dårlig smag, bør man prøve at se på, hvem der præsenterer de bedste argumenter. Diskussionen skal altså - efter min mening - ikke gå på smagsdommen selv, men på hvordan denne bliver fremført.
I mit eget tilfælde er den gode smag det værk (det være sig film, musik fotografi etc.), som bidrager til forståelsen af det at være menneske, og som aktiverer hjernen. Groft skitseret er jeg altså af den holdning, at Vild med dans er ufatteligt dårlig smag, mens Hvem vil være millionær ligger noget højere på min liste, da det ikke blot er pacificerende underholdning. Her fremsætter jeg altså en argumenteret smagsdom over to programmer, som begge er underholdning - og netop argumentet er det vigtigste i diskussionen, da det er det eneste, som modparten i diskussionen kan tage med sig bagefter.
Derfor mener jeg også, at Bruce har ret, når han siger, at man smagsmæssigt udvikler sig med alderen. Jeg er dog ikke enig med hans sidste afsnit, hvor han siger, han har fået en bedre filmsmag med alderen - det mener jeg ikke man får, men man bliver derimod bedre i stand til at fremsætte en mere velargumenteret smagsdom, hvilket er langt vigtigere.
Men hvorfor er argumentet så meget vigtigere end selve smagsdommen? Først og fremmest er det, som jeg sagde før, det eneste man kan tage med sig efter en diskussion om, hvor god eller dårlig et værk er. Men derudover er det tåbeligt at prøve at nå frem til et slags objektivt svar på noget, som ikke objektivt kan besvares. Hvis der havde fandtes et metafysisk begreb, som hed god smag, hvem havde så fremsat det? Gud? Det kan jo ikke have været andre, for mennesker er så forskellige i deres smag, at intet menneske kan fremsætte en objektiv beskrivelse af konceptet god smag. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har fået opskriften af nogen gud, og derfor bliver min konklusion, at smag og behag aldrig kan være andet end subjektiv, men mere eller mindre velargumenteret.
Hvis nogen i øvrigt bliver bidt af diskussionen, kan jeg anbefale Immanuel Kants "Kritik af Dømmekraften", som er det vigtigste værk, der hidtil er skrevet om begrebet smagsdom.
Hvis nogen i øvrigt bliver bidt af diskussionen, kan jeg anbefale Immanuel Kants "Kritik af Dømmekraften", som er det vigtigste værk, der hidtil er skrevet om begrebet smagsdom.
Er det, det samme værk som på tysk hedder "Kritik der reinen Vernunft"? I så fald vil jeg lige advare om at Kants skriftlige formuleringer er ulideligt svære!! Mit hoved var ihvertfald ved at eksplodere da jeg i sin tid læste det ;P
Men i sandhed en interessant diskussion. Umiddelbart synes jeg Bruce har nogle fine pointer, men jeg tror lige jeg vil tænke lidt mere over det inden jeg giver mit endelige besyv med.
“I should say that I was a visual person. I experience with my eyes and never, or rarely, with my ears...to my constant regret.” - Fritz Lang
#7 Nej, den hedder "Kritik der Urteilskraft". "Kritik af den rene fornuft" som du nævner er mere erkendelsesteori, hvorimod "Kritik af Dømmekraften" er mere æstetik. Og ja, han er en af de største og mest spændende filosofer overhovedet, men også meget krævende at læse. Jeg vil anbefale, at man læser en guide eller lign. til ham, inden man kaster sig ud i værkerne selv.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#1 filmz-Bruce 14 år siden
Så med viden om, at dette kan være et potentielt sprængfarligt område, eller måske et emne der ties hen, så vil jeg da godt sparke bolden op og sørge for, at det er bolden som er i fokus.
"Smag"
Hvor starter man? Den rene fysiske smag er en af menneskets fem sanser og forbeholdt kropsåbningen munden. Den kemiske proces er ligegyldig, men groft sagt formår mennesket at skelne mellem sødt, surt, salt og bitter i forskellige niveauer.
Hvordan kan det være, at noget vi putter i munden fremmaner en positiv reaktion og andet en negativ? Noget kan vi lide, andet kan vi ikke lide. Pyt med om vi spiser noget vi ikke bryder os om, fordi det måske er sundt. Essensen er, at vor smag giver sig udslag i, at hjernen fortæller os, om vi kan lide det vi putter i munden eller ej.
Når jeg ser på min lille nevø på 8 år, så spiser han leverpostej med agurk og pasta med kødsovs. Det har han sådan set gjort de sidste 5 år. Hvergang noget andet er kommet på bordet, så er det som regel endt med, at han brølende er løbet ind på sit værelse, fordi forældrene vil have ham til at spise noget andet og han hårdnakket påstår, at han ikke kan lide det man har serveret for ham. Min nevø er forudseende! Han kender smagen på mad, INDEN den kommer ind i munden og uden at han før har smagt retten. Det ender altid med, at han får sin vilje og der bliver smurt et stykke rugbrød med leverpostej og agurk. Så kommer han ud fra sit værelse og alle er glade.
Personligt tænker jeg dog på indimellem på, om det ikke ville være bedre for drengen at gå i seng uden mad, eller få lov og køle ned og komme ud et par timer senere, stadig kun med muligheden for at spise den oprindelige ret. Måske har knægten ret i, at det smager dårligt, men tænk ... der er også muligheden for, at han kan lide det og derefter er forældrenes menukort udvidet betragteligt til næste gang og måske det bliver nemmere at stille en ny ret på bordet en anden gang? Sådan er der så meget.
Betydningen af ordet smag, har vi mennesker gjort os umage med at kunne bruge i andre sammenhænge end "putte i munden". Når vi mennesker udtrykker os verbalt positivt eller negativt om noget, eller foretager fysiske handlinger som at købe noget og vi har gjort det tilstrækkelig mange gange, så begynder man at kunne se tendenser i "vores smag".
Jeg har købt 100 rock CD'ere og 2 klassiske. Så hælder ens smag sig måske mod rock. Alle vægge i mit hjem er hvide og jeg har hvide møbler og hvidt køkken. Han kan søreme godt lide hvidt.
Men dette er kun at komme med sande konkluderende betragtninger omkring vores smag. Det er nemt. Det er langt sværere, når det kommer til at udtale sig om andre menneskers smag, hvorvidt den er god eller dårlig. Kan man det? Er smag ikke personlig? Er alles personlige smag ikke lige god? Hver sin smag? Du kan lide vindruer, jeg kan lide oliven. Er det ikke lige godt? Du kan lide Dansk Folkeparti, jeg kan lide Socialdemokratiet. Er det ikke lige godt?
Hov hov, vil nogle nu sige. "Det er sandelig ikke lige godt at kunne lide Dansk Folkeparti som Socialdemokratiet". Hvorfor dog ikke? Hver sin smag ikke sandt?!? Men nu begynder der at lægge holdninger til grund for ens smag. Holdninger og meninger dannes via ens sociale opvækst, via arv og via miljø. Holdninger og meninger kan desuden påvirkes via uddannelse og via erfaring. Derfor har vi bl.a. professorer og eksperter, hvis ord vi tillægger mere vægt end andre. Vi har økonomiske vismænd og revisorer, som formentlig ved mere om økonomi end flertallet af os. Kan man så være så konkluderende og udtale, hver sin smag?
Hvad med kunst? Musik, malerier, bøger og film? Du kan lide Britney Spears, jeg Mozart. Du kan lide Andy Warhol, jeg Picasso, Du kan lide Dan Brown, jeg Umberto Eco. Du kan lide Space Odyssey 2001 og jeg Gamer. Undskyld, omvendt! Gælder hver sin smag konceptet her? Eller skal vi tage det røde kort frem "smagsdommer", når nogle ytrer sig, om god og dårlig smag her?
Alt i sol og måne indikerer, at vi mennesker bliver klogere, når vi uddanner os og når vi får erfaring. Forhåbentlig er ikke mange uenige heri! Hvordan uddanner man sig og får erfaring i kunst? Tja et godt udgangspunkt er først og fremmest at uddanne sig indenfor det område, som interesserer én og dernæst arbejde med det. Men fordi man bliver forfatter eller instruktør, får man så dermed også god smag, bedre end den almindelige læser og seer?
Uwe Böll, Paul W.S. Anderson, McG. Nå nej. Det gør man så nok ikke. Men hvordan kan jeg sidde her og tillade mig at bruge tre filminstruktører nedladende i et indlæg om smag? Insinuerer jeg hermed, at det er dårlig smag at se film at disse tre? Er det ikke injurierende mod dem, som kan lide disse instruktørers film? Hvordan kan han tillade sig det eller rettere, hvorfor mener han, at han kan tillade sig dette?
Erfaring. Ligesom min lille nevø på 8 år, handler det om at putte så meget forskellig mad i munden gennem livet, at man ved hvordan forskellig mad smager. Det vil med tiden forandre ens grundlag for at kunne udtale sig mere nuanceret om mad. Og jo flere nuancer vi kender betyder også, at vi bliver istand til bedre at vurdere de første nuancer, at sætte dem i relief til vores nye erfaringsgrundlag.
Mit eget erfaringsgrundlag mht. film har ændret sig enormt de sidste 15 år, hvor jeg har givet mig i kast med film fra andre genrer, andre landre og instruktører, end jeg havde gjort i årene forinden. Det har ændret min opfattelse af nogle films kvalitet fordi jeg fandt ud af, at kvalitet kunne være en anden størrelse end jeg umiddelbart havde troet. Der kom flere parametre til, hvorpå man kunne vurdere en film, men mest vigtig af alt var erfaringen.
Når man bliver ældre, ender man i en position, hvor man både har været teenager, gift, fået børn, blevet skilt, set nære familiemedlemmer forlade denne jord, oplevet kriser og glæder, som former en og ændrer ens prioriteringer i livet. Dette er i min bog noget af det mest dyrebare at kunne tage med sig ind i en biograf, når man skal se en film. Film som før ikke gav mening, kan med denne udbyggede værktøjskasse, pludselig afsløre mesterværker af film, man før havde afskrevet. Pludselig kommer ens følelsesregister i spil.
Det forbliver stadig uerhørt subjektivt, hvorvidt en film er god eller dårlig eller man har god eller dårlig smag. Det lader sig ikke sådan bedømme. Men jeg er dog personligt af den holdning, kontroversiel eller ej i nogles øjne, at ens erfaring i livet kombineret med det at se film, mange film og forskellige film, giver en flere nuancer til at afgøre, hvorvidt en film er god eller ej. Det gør en i stand til bedre at kunne argumentere for films svagheder og styrker, uagtet at dette ikke kan gøres på videnskabelig vis.
Men erfaringer går begge veje og kan også virke negativt. Ville man måske have været bedre foruden nogle nuancer, så man bedre kunne nyde en film, man istedet for nu afskriver? Kan man ende med at blive for kynisk, for beregnende og afskrive den simple glæde ved underholdning? Så absolut da. Det vil altid være en iboende risiko. Det er jo op til hver enkelt at foretage den bedømmelse og så skal man være tro mod ens egne sanser og ikke lave den bedømmelse ud fra, hvad man tror andre vil eller ikke vil høre.
Slutteligt mener mig selvfølgelig derfor også berettiget i stand til at kunne kritisere mig selv og min smag i dette lys og påstå, at min filmsmag idag så absolut er bedre end den var for 15 og 20 år siden. Formentlig og forhåbentlig ... endnu bedre om 20 år, hvor jeg vil kunne snakke med om endnu flere film og min bagage, er fyldt endnu mere op, med både glæde, sorg og skuffelser.
#2 BN 14 år siden
Jeg synes, at sammenligningen med det man bogstaveligt talt smager, altså mad, er meget god. Små børn er som bekendt kræsne og vil ofte kun spise ganske bestemte ting, og de har - mange år frem - en hang til at vælge slik og andre søde sager fremfor sund og nærende mad. Det er først senere i livet at børnene lærer at sætte pris på grøntsager og/eller krydrede, stærke retter, ja, anderledes (måske udenlandsk) mad, og det er (forhåbentlig) først engang i løbet at teenageårene, at de får smag for forskellige alkoholiske drikke. Og som voksne bliver de ved med at prøve nye ting, nye opskrifter og variationer.
Dette kan føres over på FILM. Som barn foretrækker man børneudsendelser på tv og tegneserier, altså let, naiv og ofte meget pædogisk korrekt underholdning, hvor pointerne skæres ud i pap. I de tidlige teenageår er der en tendens til, at man svælger i actionfilm og ungdomskomedier (bortset fra at piger i den alder måske ser mange romantiske film). Men jo ældre mange bliver, jo større tendens er der til at gå efter mere intellektuelt udfordrende eller eftertænksomme film.
Du rejser spørgsmålet: "Kan man ende med at blive for kynisk, for beregnende og afskrive den simple glæde ved underholdning?" ... Mit personlige svar er: Ja. Jeg føler selv, at jeg har bevaret mit indre legebarn, ja, at jeg har bevaret evnen til at fornøje mig med elementær komik, som ikke nødvendigvis er "dyb, men afsindigt underholdende og - i mine øjne - en hel kunstart i sig selv; en kunstart, som jeg ofte synes bliver forklejnet, som om den var mindre betydningsfuld end de panderynkende alvorlige, filosofiske og "tunge" film. ... Med mad er det sådan, at ganske meget af det, man spiste og drak som barn (måske lige pånær decideret babymos m.m.) bliver man ved at spise som voksen, om ikke andet i en anden form og i andre mængder, samt med andre ting tilsat. Så hvorfor skulle det ikke også være sådan med film?
Jeg er enig med dig i, at livserfaring og det at man har set rigtigt mange film giver én flere nuancer til at afgøre, om en film er god eller ej. Men jeg er - som jeg også tidligere har nævnt i en anden tråd - straks mere usikker på, om det vil være fair at sige, at fordi f.eks. en bestemt ungdomsfilm eller action, som man var vild med som 15-16-årig, ikke længere siger én noget, så er det fordi man har en bedre smag end de unge og end man selv havde som ung. For en given film kan jo være lavet specielt til børn eller unge, og det ændrer kriterierne, som altså ikke er "voksen"-kriterier.
Så i udgangspunktet har det ikke nødvendigvis noget at gøre med, at man er blevet klogere - nej, man er bare blevet ældre. Jeg vil dog sige, at det sagtens KAN være større større livsvisdom el. klogskab der gør forskellen på oplevelsen dengang og nu af en bestemt film. For der findes vitterligt børne- og ungdomsfilm, der ikke er vellykkede set ud fra den betragtning, at de jo skulle kunne fænge børnene.
Jeg analyserede og diskuterede ikke film for 20 år siden, sådan som jeg gør idag. Men jeg tror ligesom dig også, at jeg er bedre udrustet til det idag, fordi der er så mange ting her i livet man er blevet 100 gange bedre til at sætte ord på, definere og forklare end man var dengang. Mig hjælper denne modenhed også til bedre at udvælge de film, jeg gerne vil se.
#3 chandler75 14 år siden
#4 Tommy Kristensen 14 år siden
#5 BN 14 år siden
Man bliver mere åben og alsidig med årene, så man breder sig noget mere og ser nogle film, man aldrig brugte tid på førhen. ... Sådan er det ihvertfald for nogle, men naturligvis ikke for alle.
I min barndom, primært frem til 14-årsalderen stod den på gamle westerns, Chaplin-film, Buster Keaton, Gøg og Gokke, alskens Hollywood-klassikere (endog musicals! uaakk!) o.s.v.
I mine ungdomsår, 14-20-årsalderen, bredte jeg meget mig meget mere, idet jeg blev storforbruger af franske, italienske, polske (fortrinsvis Andrzej Wajda og Roman Polanski), tyske, svenske og japanske film, omend det for sidstnævnte lands vedkommende begrænsede sig til Kurosawa's film. Jeg syntes nok allerbedst om de franske og italienske instruktører, herunder Truffaut, Godard, Chabrol og Melville, samt Antonioni, Fellini, Visconti og De Sica. Men idag føler jeg ikke noget behov for at gense deres film - interessen er der simpelthen bare ikke.
Da jeg blev 18 år begyndte jeg at "forfalde" til 1980'ernes actionfilm, gysere og ungdomsfilm, og langsomt gled de europæiske film ud for mit vedkommende. Men det var ikke letvægts-underholdning det hele, for i slutningen af dette årti opdagede jeg Stanley Kubrick og Francis Ford Coppola, samt Sergio Leone imo bedste film, idet jeg var i biografen og se '2001: A Space Odyssey', 'The Godfather' og 'Once Upon a Time in America' (den pågældende biograf viste altid særligt udvalgte film).
Det var dog først engang i midten af 1990'erne, at jeg begyndte at samle på film (på vhs) og tænke mere over, hvilke film der egentlig talte til mit hjerte.
Idag er mit hovedkriterium for en god filmoplevelse, at en film skal kunne røre mig, ja, få mig til at FØLE noget - om ikke andet så da i det mindste suset af eventyr. Jeg har nemlig opdaget, at ellers er jeg ligeglad. Og så må filmen godt være intelligent, og det kan både sjove og seriøse film være. Jeg gider ikke længere at se hjernedød, overfladisk action eller dumme komedier, men omvendt gider jeg heller ikke se selvhøjtidelige, "intellektuelle" film, hvor tiden står stille, og hvor såvel personer som begivenheder er meningsløse eller ekstreme, og i hvilke der er en postuleret, kunstig "dybde", som skal dække over, at filmen rent ud sagt er r..kedelig.
#6 DjBeau 14 år siden
Der er et ordsprog, der siger, at smag og behag ikke kan diskuteres. Det er Filmz' brugere tilsyneladende ligeglade med, og det er kun godt, for ordsproget er det værste vrøvl. Selvfølgelig kan man diskutere det - men det er ikke ensbetydende med, man har nogen chance for at blive enige. I stedet for at prøve at nå til en konklusion om, hvem der besidder den gode eller dårlig smag, bør man prøve at se på, hvem der præsenterer de bedste argumenter. Diskussionen skal altså - efter min mening - ikke gå på smagsdommen selv, men på hvordan denne bliver fremført.
I mit eget tilfælde er den gode smag det værk (det være sig film, musik fotografi etc.), som bidrager til forståelsen af det at være menneske, og som aktiverer hjernen. Groft skitseret er jeg altså af den holdning, at Vild med dans er ufatteligt dårlig smag, mens Hvem vil være millionær ligger noget højere på min liste, da det ikke blot er pacificerende underholdning.
Her fremsætter jeg altså en argumenteret smagsdom over to programmer, som begge er underholdning - og netop argumentet er det vigtigste i diskussionen, da det er det eneste, som modparten i diskussionen kan tage med sig bagefter.
Derfor mener jeg også, at Bruce har ret, når han siger, at man smagsmæssigt udvikler sig med alderen. Jeg er dog ikke enig med hans sidste afsnit, hvor han siger, han har fået en bedre filmsmag med alderen - det mener jeg ikke man får, men man bliver derimod bedre i stand til at fremsætte en mere velargumenteret smagsdom, hvilket er langt vigtigere.
Men hvorfor er argumentet så meget vigtigere end selve smagsdommen? Først og fremmest er det, som jeg sagde før, det eneste man kan tage med sig efter en diskussion om, hvor god eller dårlig et værk er. Men derudover er det tåbeligt at prøve at nå frem til et slags objektivt svar på noget, som ikke objektivt kan besvares. Hvis der havde fandtes et metafysisk begreb, som hed god smag, hvem havde så fremsat det? Gud? Det kan jo ikke have været andre, for mennesker er så forskellige i deres smag, at intet menneske kan fremsætte en objektiv beskrivelse af konceptet god smag. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har fået opskriften af nogen gud, og derfor bliver min konklusion, at smag og behag aldrig kan være andet end subjektiv, men mere eller mindre velargumenteret.
Hvis nogen i øvrigt bliver bidt af diskussionen, kan jeg anbefale Immanuel Kants "Kritik af Dømmekraften", som er det vigtigste værk, der hidtil er skrevet om begrebet smagsdom.
#7 Twister 14 år siden
Er det, det samme værk som på tysk hedder "Kritik der reinen Vernunft"? I så fald vil jeg lige advare om at Kants skriftlige formuleringer er ulideligt svære!! Mit hoved var ihvertfald ved at eksplodere da jeg i sin tid læste det ;P
Men i sandhed en interessant diskussion. Umiddelbart synes jeg Bruce har nogle fine pointer, men jeg tror lige jeg vil tænke lidt mere over det inden jeg giver mit endelige besyv med.
#8 DjBeau 14 år siden
Nej, det er Kritik af Fornuften. Jeg mener, den hedder Kritik der Urteilskraft, men jeg er ikke helt sikker.
#9 Benway 14 år siden
#10 filmz-Bruce 14 år siden