Panik på Den Indre Yderside

August 1977


En sen aften i august, vel sagtens lige på den sene side af midnat, er jeg på vej hjem fra et ligegyldigt sted i Valby. Jeg har været til pokeraften hos en af Martins suspekte og (heldigvis) perifere bekendte. Carlknægten og den inkarnerede gambler Martin har haft en ekstraordinær aften ved bordet, så de to herrer er blevet tilbage for at udnytte lykken fuldt ud mens den er til stede (og så ved man jo godt hvordan det ender). Selv fornemmede jeg nederlagets gespenst sidde på min skulder allerede fra jeg bredte den første vifte ud i hånden, og kombineret med min middelmådige entusiasme og mit endnu ringere talent for poker og hasardspil som sådan var dette tilstrækkeligt til at få mig til at kaste håndklædet i ringen inden spøgelset for alvor strammede grebet. Vores marxistiske økonomifællesskab betyder naturligvis at mit tab vil blive båret ligeligt af os alle fire, på samme måde som de to andres bedre (men næppe vedvarende) held vil komme mig til gode. Det er dog min opfattelse at dette kollektive sikkerhedsnet ikke fratager mig mit ansvar som enkeltindivid for det fælles ve og vel. Dette er årsagen til at jeg denne augustnat vader ene og alene ad Toftegårds Allé.
Sensommernatten er lunere end lun, så da en sval brise sætter ind hilser jeg den velkommen med udbredte arme og løftet pande. Blæsten tager fat i mine vide hørbukser og får dem til at flagre hid og did om mine ankler, mens mit lange, blonde hår pisker hvorhen vinden vil det – op i luften ligesom en punkers; ud til siderne som på en distræt kemiprofessor; og ned foran ansigtet à la en utrimmet sheep dog så jeg ind imellem vandrer i blinde indtil vindens forgodtbefindende atter løfter det skyggende gardin og giver mig udsynet tilbage.
Jeg spekulerer på hvad Jasdyret bedriver lige i dette øjeblik. Han kan dårligt bebrejdes sit nej tak til aftenens kortmaraton. Selv ikke en royal flush på hånden havde kunnet udkonkurrere den option han havde på hånden. Kun en dåre ville foretrække et forsumpet arrangement med tætte røgtåger, lunkne håndbajere og en hær af mistænksomme øjne bag højtløftede, krampagtige og sikkert også snydagtige korthænder. Sidste weekenden lod vor kvartet den indre bys larmende ro bag sig for at attendere et såkaldt fredsbal ude i murermestervillaernes og rødstenskarréernes vugge, den slumrende randby Brønshøj. Carl og jeg tilbragte det meste af aftenen med at cirkulere rundt mellem fremmede smil og undgå de mest voldsomme brændinger fra skvulpende fadølsglas, mens vi vedblivende prøvede at gengælde de utallige hjertevarme tandblotninger. Vores byvante skosåler blev besudlet med græs og snask fra festens fysiske ramme – et af disse jordlod parceldinosauerne ynder at indhegne og kalde en have. Carl bad mig knibe ham i armen da de rundt hundrede deltagende unge gik på knæ for at bede for freden (uvist i relation til hvilken krig). På det tidspunkt var Martin for længst gået under bordet (ikke kun billedligt; da vi skulle hjem fandt vi ham efter en længere eftersøgning under et bord med halvtomme glas og cigaretskod). Jasper brugte tiden mere fornuftigt. Med sædvanlig, skudsikker charme lykkedes det vor helt at indsmigre sig hos ikke mindre end tre af ballets allermest attraktive hunkønsvæsener. Ved hjælp af en stribe givetvis moralsk forkastelige kneb havde manden succes til at stable et triatlon rendezvous på benene, hvor han skulle mødes med to(!) af pigerne på denne kortaften og den tredje i morgen. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig hvilke charlatanske sætningsstrømme der har måttet forlade hans læber for at bringe kvindekontrakter af en sådan kvalitet og kvantitet i hus. Lige nu kører han vel på med sine indsmigrende indledningsmanøvrer, og dog, mere sandsynligt har han allerede fået skrællet kludene af de to og lagt dem på langs – om end jeg har min tvivl om hvorvidt en stilling så ordinær som den vandrette indgår i hans repertoire.
Og her traver jeg altså – nu op ad Valby Langgade – med blæsten i håret. Vindsuset tager til. Det er som om efteråret sætter tidligt ind med sine udskejelser i år. En vis opmuntring leveres af den sødmefyldte humlearoma mine udspilede næsebor modtager med luftpost ovre fra Carlsbergs mastodontiske bryggeri på den anden side af bakken. Den massive duft erindrer mig om, at i stor kontrast til de øvrige kortsvingere har mit flydende indtag den ganske aften udelukkende bestået af køligt postevand. Jeg er derfor fuldstændig klar i mit dyrebare hoved.
Ved en pludselig indskydelse forlader jeg vejen og drejer ind i Søndermarken, Frederiksberg Slotshaves sydlige alter ego på Valby Bakke, der i modsætning til naboparken ikke er indhegnet og aflåst om natten – myndighederne er ikke nær så patroniserende omkring denne rustikke andenrangspark på grænsen til det mindre fashionable Valby. Jeg kan ikke pege på nogen umiddelbart rationel begrundelse for mit bratte venstresving, for fra denne ende af haven er der ingen genvej hjemad til Borgen, vores boligmæssige bastion. Måske har jeg trang til fred og ro for en stakket stund i det fristed parkens natur gavmildt tilbyder hér i brokvarterets udkant; kan også hænde jeg blot har brug for at slentre ad en lidt mere snørklet linie, idet den oplagte punkt-A-til-B-rute ikke giver mine lunger tid til at slippe af med den tjærede belægning fra spillemanikernes kædepulserier. Reelt er det næppe værd at ofre energi på at afklare mine bevæggrunde til at gå den vej jeg går. Jeg har intet bestemt jeg skal nå, ingen der venter mig, ingen forpligtelser, så viserne på mit ur kan rotere som de lyster.
Efterhånden som jeg fjerner mig fra den oplyste gade samler mørket sig omkring mig. Jeg føler ikke så meget som en snert af utryghed, mere hen ad det modsatte – sammenligneligt med en støvdrager der indesluttes af kronblade ved aftenstid nærmere end en druknende om hvem vandet lukker sig. En omfavnelse. Parkens sorte intet giver mine øjne hvile. I den korte overgang inden mine pupiller ekspanderer og opløser mørkets massiv, hvorved havens stisystem, stensætninger og kunstplantede træformationer lidt efter lidt åbenbares, gennemlever jeg oplevelsen af at forlade det nuværende århundredes civilisation og vinde indpas i en anden verden; en fortidig, en fremtidig eller en parallel; det lader sig ikke konkretisere. Hvilke kasteller jeg end gør mig kan der ikke rokkes ved realiteten: Hér er jeg, og fra den yderste tåneglespids til det øverste, strittende hårstrå er jeg fyldt med en ophøjet ro – en følelse der udstyrer mig med en skal til beskyttelse mod den beklemthed det gængse bymenneske sjældent kan tilbagetvinge når det færdes udenfor sit naturlige miljø i den summende og evigt årvågne metropol.
Lad mig kalde det min Indre Yderside.
Smil blot ad mine tanker. Meget vel kan det være man i hele det grønne område Søndermarken favner aldrig har mere end tre minutter i behageligt slentretempo til nærmeste befærdede trafikåre – men: Når man befinder sig i en gryde omkring centrum af det sporadisk illuminerede parkanlæg er man kun dårligt i stand til at opfange og i alle fald sagtens i stand til at abstrahere fra det brogede sammensurium af støjkilder som udgår fra de omkringliggende bydele; halvsyge Valby, ærekære Frederiksberg samt Vesterbro-bedst-at-bo.
Jeg napper nok et fysisk skridt væk fra den systematiserede og menneskeskabte kultur da jeg vælger at ignorere den bane som den knasende grussti forsøger at fastholde mig på og opsætsigt skrår tværs over en af de vide plæner af tyst eftergivende græs. Det sparsomme skin månen leverer i samarbejde med det skyreflekterede skær fra byens lamper og lys er kun lige tilstrækkeligt til at konturerne kan skelnes. Farvenuancerne derimod, de løber komplet sammen i en udvandet masse – gråligt græs, sorte trækroner og grumset underskovsvegetation. Jeg vandrer over græsarealer og stier på må og få. I et hjørne af haven hælder plænen over en strækning på nogle hundrede fod opad mod et uregelmæssigt bælte af blandet trævækst, eg, bøg, kastanie. Jeg sætter i let løb op mod denne lille lund. Efterhånden som jeg nærmer mig øger jeg tempoet. Inde under trækronerne er mørket på det nærmeste fuldkomment, men det stopper mig ikke i at knokle derind i fuld fart. Jeg bobler af energi. Med hænderne oppe foran ansigtet som et skjold mod klæbende spindelvæv og kildende løv maser jeg frem på samme facon som et hidsigt vildsvin. Kviste knækker under mine tunge fodslag mens bregner og buske må vige for min fremadstormende maskine af knogler, muskler og sener. En slumrende fugl af ubestemmelig art basker forskræmt op med en højlydt skræppen, da dette monster i min skikkelse uventet tonser gennem dens dagligstue. Jeg brøler op i en hæs og ukontrollabel latter. Jeg er et vildt dyr. Nej, denne benævnelse er en fornærmelse mod de vildeste blandt vilddyr. Jeg er en gal mand, en galning. Stammerne spredes og skovbræmmen bliver atter til plæne. Jeg er ude i det fri og jeg børster små blade ud af håret og stamper jorden af mine sko. Jeg blotter mit tandsæt på dyrisk vis mens jeg fylder lungerne med ny luft, tømmer dem og fylder dem igen. Min brystkasse hæver og sænker sig under skjortestoffet, og jeg kan mærke blodet bruse gennem halspulsåren i tunge ryk. Efter at have stået sådan nogen tid fortsætter jeg i rolig gang.
I den sydøstlige ende af parkanlægget findes en kunstig høj, hvis flade top er omkranset af høje lindetræer. Jeg har besøgt stedet flere gange før – det er den ideelle spot at slå sig ned på og meditere, filosofere, vegetere eller hvad man måtte være i humør til. De symmetrisk placerede stammer på toppen giver den kuppelformede bakke præg af et lille tempel opført af naturens elementer. Selv med de lange sommerdages sædvanlige fodboldspillende unger og skovtursfamilier på den omkringliggende plæne hersker der en fredfyldt, næsten religiøs stemning inde i trækredsens midte; en særdeles mættet atmosfære. Min natlige skovtur har ført mig i retning af dette punkt, som rent faktisk ikke ligger langt fra det sted jeg kom ind i haven. Jeg mener ikke bevidst at have søgt derhen, men om det er min underbevidsthed eller tilfældigheder der har ført mig i den retning er uklart. Da højen nu vokser ud af mørket foran mig er følelsen en anden end den jeg tidligere har oplevet i solens lys. Almindeligvis synes lyse og belyste genstande større end mørke objekter med samme realproportioner. På ejendommelig vis forekommer det omvendte at være tilfældet hér, som om højens jordmasser har suget stof til sig fra de underliggende jordlag eller fra selve mørket. Reelt er jordhævningen vel næppe mere end fire meter i højden og måske femten i diameter, men nu virker den væsentlig større, truende. I tilgift til den øgede volumen fornemmes lindene på dens top at være groet. Kronernes øverste grene rager op i den sorte nattehimmel og bliver ét med den.
Stående dér ved foden af forhøjningen melder sig med ét en tanke der ikke tidligere har strejfet mig. Hvad mon der er inde i den? Blot jord? Hvilket formål har den tjent? Alene et dekorativt? Nej, den forklaring er kedelig, der er ikke rigtig noget kød på den. Men et religiøst? Det er jo en form for dysse. Er det mon et gammelt mausoleum? En… grav? Fra det ene sekund til det andet står det mig lysende klart, at magthavere fra en svunden æra er stedt til hvile dér. Under denne sorte muld ligger deres jordiske rester – gulnede, porøse knogler tillige med dødsgaver i form af ædle metaller, rustne våben samt lerkrukker, hvis oprindelige indhold var forråd og balsam men nu kun er fugtig jord. Jeg stirrer med sammenknebne øjne på det gråtonede græsdække der beklæder bakkens stejle flade, ligesom kunne jeg se ret igennem de tætpakkede jordlag og de massive stenblokke jeg forestiller mig omslutter gravkamrene. Naturligvis er det eneste jeg øjner de lange græsstrå der bevæger sig i luftningen ikke ulig skvulpende bølger.
Med en serie hurtige skridt springer jeg op ad skråningen. Dér står jeg så; i centrum af den hellige cirkel af søjleagtige stammer. Jeg strækker armene så langt ud til siderne som muligt og spinder om min egen akse som en snurretop, en hundrede og halvfjerds punds ballerina i en uskøn piruet. I en duel mod de larmende vindguders rasende kræfter sætter jeg i et langstrakt hyl, som glider over i et ukontrollabelt skrig fra bunden af mine lunger. Min fremfærd er ganske ekstremistisk og uhæmmet, men i mit sind bevarer jeg til fulde agtelsen for de urgamle, hedenfarne kæmper, som – i hvert fald i mit fantasiunivers – dvæler under mine dansende fødder. Jeg holder inde og synker sammen på jorden med ryggen lænet op ad en stamme. Mens jeg puster ud lytter jeg til den langstrakte sukken fra træernes knagende grene og til de vindblæste løvtoppe, der forekommer at hviske hemmelighedsfulde beskeder til hinanden.
Siden jeg gjorde min indmarch i den grønne have for… lad os sige en lille halv times tid siden, har jeg i fuld udstrækning følt mig alene, men alene i positiv forstand – som om jeg har vundet hævd over det ganske parkareal til anvendelse som min private legeplads. Negligeret den forvirrede fjerkost hvis nattesøvn jeg forstyrrede er jeg ikke stødt på en levende sjæl. Jeg finder behag i tanken om denne ensomhed, der levner chance for uset at bryde fasttømrede normer for tilregnelig opførsel. Ifald der havde været andre mennesker med denne sære hang til at spæne rundt herinde på et så ugudeligt klokkeslæt var jeg givetvis stødt på nogle af dem, prøver jeg at overbevise mig selv om. Men jeg er klar over at det nok er en urealistisk tankegang. Kondiløbere, blottere, hundeluftere, voldsmænd, søvngængere, seksualforbrydere og almindelige aftenspadserende – Søndermarken har adskillige potentielle besøgsgrupper med hver deres karakteristika, nogle mere interessante end andre. Altså: Det er afgjort tilfældets luner at ingen af mine homo sapiens-artsfæller indtil videre har formået at forpurre min egocentriske stemningsturné. Og spøjst nok; bedst som jeg når denne konklusion opfatter mit øre noget der med sikkerhed ikke hidrører fra den firbenede eller den vingebårne fauna; noget der ikke er til at tage fejl af; nemlig lyden af tale. På grund af blæstens susen kan jeg ikke uddifferentiere de enkelte ord endsige nogen meningsgivende sammenhæng, men det kommer ikke langt væk fra. Sådan set er det nærliggende bare at blive siddende op ad træstammen og passe mit, for jeg vil ikke betegne mig selv som nysgerrig af natur. Men alligevel; når muligheden nu byder sig for at pynte mine antropologiske teorier med forhåndenværende empiriske data, da er det som om en lille videnskabsmand i sit laboratorium bag min hovedskal presser sig på med spørgsmålet: Hvem er det, der faktuelt færdes herude?
Min lange næse mellem øjne på stilke bevæger sig rundt om træbullen indtil den peger i den retning jeg mener stemmen eller stemmerne må komme fra. Som små antenner arbejder mine udslåede ører på at lokalisere lydsignalet. Ingen af disse sanserutiner giver imidlertid bonus. En forsker med en vis dynge seriøsitet eller passion følger sit arbejde til ende; ergo rejser jeg mig og lusker ned ad skråningen med beslutsomhed i hjertet. Efter en snes meters gang over plænen kommer jeg ud til en øst-vest-vendt sti der strækker sig i begge retninger så langt øjet rækker i mørket. Mere omhyggeligt end en velopdragen skolepige ved et fodgængerfelt spejder jeg i alle horisontale retninger. Så minsandten om ikke jeg gennem mørket skimter et eller andet en bid vej nede ad stien til højre under de lavtsiddende grene på et bredkronet træ. Noget der rører på sig. Selv om jeg forventer om føjere tid end snart at identificere et fingerflettende par midt i udvekslingen af indspist elskovsordgejl eller en pensionist der konverser en besørgende pekingeser, må jeg notere et stænk af uro i maven. Hvad nu hvis det er noget totalt uforudset, noget… mærkeligt? Jeg er jo fuldt ud på egen hånd, og natten føles med ét påfaldende natteagtig. Muligt jeg burde vende næsen hjemad og se dyner, overvejer jeg. Morgendagens program tæller talrige opgaver af presserende karakter, så som at lægge de rene sokker i farveorden og trimme de små hår i næsen. Men hvad er det for en latterlig falliterklæring? Jeg må tage mig sammen. Opkastningsfornemmelsen over mine krysteragtige betænkeligheder overvinder hjemveen, og jeg begynder at bevæge mig frem gennem mørket. Selv om de vedblivende vindkast giver mine fodtrin et godt lyddække lister jeg mig af sted i græsset udenfor det knasende grus.
Så kan jeg omsider skelne hvad det er som bevæger sig under den voluminøse bøg. Jeg gør holdt og må blinke et par gange, for det er en sælsom vision der møder mig. På en mærkværdighedsskala fra ét til ti vil jeg give den en nier med pil op.
I græsset lige ved siden af stien ligger en mand fladt udstrakt på ryggen med benene i min retning. Hans ene arm hviler på brystet mens den anden ligger slapt i græsset. I taktfulde vendinger kan han siges at være kraftig af statur – uden omsvøb slipper man ikke for at betegne ham som decideret fed. En langærmet, vistnok rød træningstrøje med lyse fartstriber slutter tæt om hans korpulente mave, og strækstoffet i de matchende joggingbukser er spændt til bristepunktet om lår der er en medium elefant værdige.
På hver side af ham står en skikkelse, og det er først og fremmest disse to der udgør det bizarre element. De er draperet i løsthængende antræk i en mørk farvetone. Tøjet har ikke noget definerbart snit, det hænger bare på de to kroppe hen ad en afart munkekutter. Men beklædningen kan være hvad den være vil, i sammenligning med ansigterne er den ligegyldig. Blege er de, blege så de på det nærmeste fluorescerer i mørket. Trækkene er skarptskårne med markerede næser, fremstående hager og kraftige bryn. Øjnene er dybtliggende og mørke, ja, sorte. Den ene har mørkt pagehår ned til skuldrene. Den andens hoved er komplet hårløst, men til gengæld er hans hage prydet af et tæt, firkantet fuldskæg. Trods de grove linier er de to syn ikke uskønne, for de fremtræder i og for sig harmoniske og indgyder med deres mørke og lyse kontraster en udefinerlig fascination. Ved forsøg på et aldersgæt efterlader de mig på bar bund. Jeg kunne forbeholde mig alle formeninger fra yngre til godt og vel midaldrende og fortsat være i tvivl.
Hvad der virkelig synes kuriøst er det udstyr de to har mellem hænderne: Høtyve! De står med hver sin høtyv, greb eller hvordan det nu er sådan nogle landmandstingester benævnes, og de peger dem ret imod tyksakkens runde vom som var den en tætpakket halmballe. Der bliver ikke stukket men alene peget, hvilket er et held, for den sportsklædtes bug er stor og rund som en spærreballon så man kunne frygte den ved punktering ville eksplodere med et brag. Med andre ord står de to fyre nu faktisk stille, som afventer de et angrebssignal.
Sekunderne formerer sig mens jeg iagttager det frosne billedstudie. Så løfter den ene af de stående, ham med den mørke hårpragt, blikket og ser direkte på mig. Uden at han giver sin fælle med skægget noget synligt eller hørligt tegn vender nu også denne øjnene ret mod mig.
»Ja?« begynder den skæggede, »kan vi hjælpe dig med noget?« Hans accent er fremmedartet, ikke til at placere, og hans røst har en rungende og hul klang hvis lige jeg aldrig har hørt. Forunderlig, dét er hvad den er.
Nu er det for sent at liste uset af. Jeg rynker panden og finder mit mest kølige blik frem. En tør gane tvinger mig til rømme mig, inden jeg i en påtaget brysk tone siger: »Skal I være to mod én? Som ligger ned? I er da vist ikke her fra byen. Jeg mener, I må da være fra landet når I render rundt og prikker til folk med sådan nogle møggrebe.«
»Ignorant«, svarer fyren med middelalderfrisuren. »Det er ikke møggrebe. En greb har glatte og buede tænder, typisk mindst fire. Disse har tre lige tænder med modhager. Hverken flere eller færre.« Denne stemme forekommer ikke mindre eksotisk end den første, og dog er den helt anderledes. Blød og hviskende – giver mig associationer om en glat slange der smyger sig gennem højt vildgræs med sin hvislende tvetunge ude af gabet.
»Ja og?« Jeg tager min mest indifferente grimasse ned fra hylden og smører den på.
»Det er treforke«, belærer pagen. Jeg må anstrenge mig for at ignorere en isning i nakke og skuldre bibragt af den klangløse stemme.
»Aha. Så render I måske rundt og leger havmænd, eehh – Neptun?« kvækker jeg.
»Ikke just«, replicerer han. På trods af mørket aner jeg et finurligt glimt i hans øjne.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om det hele, og lige nu er jeg løbet tør for kvikke replikker. I stedet skæver jeg til kaloriemonsteret på jorden. Han ligger meget stille, synes jeg. Et nærmere kig på ham kræver to-tre forsigtige skridt fremad, hvilket jeg vover. Jeg stirrer stift på hans fjæs – rundt er det, en knoldet klode af blævrende væv med bjergtoppe i form af et buttet snudeskaft og svulstige ballonkinder samt, ser jeg til min væmmelse, en mulepose af et hageparti, der på et tidspunkt må være smeltet sammen af flere dobbelthager end sundhedsmyndighederne anbefaler. Ufatteligt at han har bevæget sig ud at træne – at han har kunnet løbe så meget som en meter. En sparsom tjavs af grånende hår klæber mod huden fra issens svedperlende front ned imod øjnene. Og netop øjnene hæfter jeg mig i særlig grad ved. Vidtåbne stirrer de ret op mod træløvet, så man drives til at tro deres overvægtige indehaver er overordentlig ligeglad med den prekære situation. Det hvide omkring regnbuehinderne kaster månens skin tilbage. Hans læber er ganske let adskilte. Han har ubetinget set bedre dage. Uden at fjerne blikket fra sværvægteren henvender jeg mig atter til de to karnevalsaspiranter. »Er han død?« Udenomssnakken er lagt på hylden.
Knap er mine ord udtalt før den sortlokkedes svar kommer fejende – udtalens hastighed ville få en normal tunge til at snuble: »Man kan dårligt belønne dit spørgsmål med en benægtelse, vel?« Hvert ordled er betonet og tilsmagt, som var deres konstellation vægtet i flere minutter. Blot for at fange betydningen må min hjerne anstrenge sig mere end et par sekunder.
»Har I dræbt ham? I har slået ham ihjel!«
»Ikke korrekt. Du misforstår«, opponer den pageklippede. »Han var død da vi kom. Eller mere præcist: Vi er kommet fordi han er død.«
»Jeg misforstår, siger du? Det dér du sagde til sidst forstod jeg i hvert fald ikke en kæft af!«
»Det er ellers meget simpelt«, brummer den kronragede gennem en ikke synlig mund bag skægvæksten. »Når en menneskesjæl tager afsked med den dødelige tilværelse, da kommer vi prompte og ser på varen.«
»I er sgu da lamme i roen! Hvad fanden har I gjort ved ham dér?« Jeg peger anklagende på den livløse krop.
»Som jeg før lod dig forstå, ankom vi efter kropsfunktionernes ophør og just på den foranledning«, tager slangestemmen atter over. »Mit gæt lyder på et hjertetilfælde. Men jeg kan ingenlunde vide det. Det er ikke vor opgave at holde rede på den slags bagateller.«
»Bagateller?« Min målløshed kender ingen grænser. »Manden er jo død!«
»Ja, akkurat som første gang du påpegede det«, ironiserer han. Som tunge gobeliner af sort silke bølger hans kraftige hår i blæsten.
Jeg kan se mig selv afbildet udefra, plantet i denne situation i al dens absurditet. Som tænkende fornuftsvæsen har jeg svært ved at se min naturlige rolle i dette spil – jeg, Tom Mørch, formentlig en af de mest jordbundne af min art på planeten, i en tilspidsende konfrontation med disse to sælsomme karakterer, hvem jeg i voksende grad mistænker for at være knap så materielle som mig selv. Men da jeg nu er her, så føler jeg ikke det ville være anerkendelsesværdigt bare at snurre rundt på hælen og lade stå til. Til handling! Jeg puffer let til skægabens hofte og knæler ved siden af den tykke. »Skub mig ikke!« rumler den førstnævnte, men alligevel tager han et skridt tilbage.
Hans partner er mindre til sinds at lade sig føje. »Man bør ikke blande sig i andres affærer«, hvisler hans runde og på samme gang knivskarpe kulderøst; denne stemme der i sig selv er et paradoks. Jeg lader hånt om advarslen og løfter den store motionists slappe nakke for at se om han virkelig er død. Næppe har jeg taget fat i ham før en spids trefork bliver stukket ned foran mit ansigt, en gitterport der skal hindre mit kontaktforsøg. Jeg ser bebrejdende op på instrumentets fører. Han gengælder mit blik med lignende mangel på venskabelighed malet i et ansigt, der fremstår som et hvidt og furet rektangel indrammet af den ravnsorte frisure med snorlige pandehår. En dyst på viljer pågår. Ubehageligvis ser jeg en… to… tre fordele i hans favør: Han har rygdækning mens jeg er alene, han står oprejst mens jeg sidder, og ikke mindst er han bevæbnet mens jeg kun har min rimelig gode fysik og rigeligt provokerende kæft. Det skal nemlig siges, at selv om vi hjemme i Borgens pulterrum råder over et efterhånden bredt arsenal, bærer jeg aldrig våben af nogen art når ikke jeg skal på job – ikke blot en sød lille foldekniv. Udenfor arbejdstid er jeg i hovedsagen en fredelig borger.
En kompakt svulst af nervøsitet tager form og siver forgiftende ud gennem mit nervesystem. Dersom de to har overfaldet ham dér, hvad skulle så afholde dem fra at gå løs på mig, resonerer jeg – én fra eller til vil næppe give anledning til anfægtelser. At jeg ikke har indset dette inden jeg vovede mig så tæt på – blottede mig – dét hader jeg mig selv for lige nu. En desperat trang til at gøre noget, hvad som helst, til udligning af mine ringere odds overmander mig, og i ét nu lader jeg det dvaske hoved glide ud af mine hænder og snapper kvikkere end en bidende hugorm det usædvanlige stikvåben fra hænderne på dets overraskede bærer. Støv og grus fra den tørre sti flyver op og sprøjter ud over det slatne kødbjerg i græsrabatten, idet jeg med skøjtende skosåler sætter baglæns af og får fumlet mig på benene. Med den tredobbelte od rettet mod gruppen prøver jeg mig med varsomme skridt baglæns, mens jeg trækker vejret i hidsige, overfladiske hug. Til min overraskelse er det kaprede remedium fjerlet, selv om det med sin kolde, hårde overflade tydeligvis er gjort af metal.
Jeg overværer nu hvorledes den sorthåredes mine undergår en forfærdelig metamorfose. Fra et lag af kølig uforsonlighed fordrejes udtrykket til en afskyelig maske af raseri. Aldrig før i mit femogtyveårige liv har jeg været vidne til en så grufuld formørkelse, og jeg kan ikke fornægte en betragtelig beklemmelse, der, da han øjeblikket efter springer hen imod mig over kondiløberens faldne kæmpekrop, vokser til noget jeg ikke kan erindre at have følt siden barndommens opvågnen i børneværelsets skygger ovenpå de sorteste mareridt: Rædsel.
»Giv mig den tilbage! Nu!« hvæser min modstander. Borte er hans humoristiske distance, forduftet som dug for månen. Opfyldt af alvor borer de kulsorte øjne sig ind i mine; brænder sig gennem iriser og hornhinder dybt ind i den bagvedliggende hjernebark, ligesom var mine øjne krystalklare og ikke deres ægte spektrum changerende mellem klar blå og søgrøn. Synkront med vreden er der imidlertid et lille dryp af desperation at spore i hans gebærden, en indikation af at risikoen for at miste den fraranede genstand skræmmer ham; at det udgør en trussel af ukendt herkomst. Men jeg er ingenlunde til sinds at slippe mit mest nærliggende – rettere eneste – forsvarsobjekt lige nu.
Den anden, ham med fuldskægget, forholder sig tavs, men han begynder at cirkle højre om mig. »Hold jer væk!« skriger jeg. Min stemme klinger ud i natten med en metallisk ringen, opløftet til et hysterisk leje. Denne spinkle tone kunne lige så vel være udgået fra struben på en lille dreng. Mine rystende hænder fægter med metalforken, retter den fra den ene angriber til den anden. De lader sig forudsigeligt nok ikke skræmme af mit hysteri. Nærmere kommer de, nærmere, idet de forsøger at klemme mig inde som en lus mellem to negle. Så foretager jeg en hundrede-og-firs-graders og sætter i løb. Jeg spæner, spæner som aldrig før. Jeg stormer af sted i omtrent den retning jeg kom fra, uden nærmere destination og halvt i blinde da mit middelgode nattesyn ikke når at aflæse landskabet. Fra et sted bag mig gjalder et rædselsvækkende hyl gennem natteluften, hvilket selvsagt ikke får mig til at sænke farten. Mine benmuskler får virkelig lov at strække ud, og mens jeg vælter fremad priser jeg mig selv for at jeg tog fat på et seriøst konditionsprogram for godt halvandet års tid siden. Jeg har tiltro til det er realistisk at undslippe.
Imidlertid undlader jeg en afgørende handling. Jeg smider ikke treforken fra mig. Nu kan jeg vel dårligt påstå tyvefaget er mig fremmed, men i dette tilfælde er det helt utilsigtet jeg ikke bare slynger den fra mig i flugten – særligt i betragtning af jeg positivt mærkede mig ejerens åbenlyse binding til tingesten. Og så, bedst som optimistiske billeder af udgange og oplyste, gæstevenlige gader indfinder sig i min bevidsthed, lyner et sviende smæld gennem mit højre underben. Så stærkt går det at jeg end ikke når at kæmpe for at bevare balancen. Det uundgåelige sker. Jeg falder. Nej, nej, jeg må væk! Dette er ikke retfærdigt. Men hvad skete der – en gren på plænen? Mens jeg bandende slås mod smerten i bentøjet og planetens magnetisme for at få vinklet kroppen tilbage i opret stilling ser jeg mig tilbage, dels efter forfølgerne, dels efter den infame forhindring der har sat punktum for min guldspurt og – kan jeg nu mærke – tilnærmelsesvis har invalideret mig. Da ser jeg, boret ned i græsset hvor jeg mistede fodfæstet, en dublet af den fork jeg stadig knuger i hånden. Da det næppe vrimler med disse specielle redskaber herude kræver det kun en smule tankevirksomhed at regne tingenes lidet tiltalende sammenhæng ud. Fork nummer to er ganske klart den skæggedes, og med skræmmende præcision har han slynget den lige ind mellem mine løbende ben fra gud ved hvilken afstand. Jeg spejder mod den dybsorte nattemur i kasterens sandsynlige retning. Der er ingen at se. Indtil… På den mørke synsflade tegner sig først én grå skive og øjeblikket efter endnu en; en halv snes meter fra den første. De to skiver danser let op og ned, mens de gradvist vokser og bliver blegere. Så begynder de at fjerne sig fra hinanden; langsomt men støt søger de ud til hver sin side. Der er ingen tvivl. Det er de to fæle typer på vej imod mig med deres hvidlige ansigter, og nu øger de deres indbyrdes afstand i et fornyet forsøg på at indkredse mig. Febrilsk slider jeg i den lange gaffel der sidder solidt plantet i jorden med sine brede modhager. Med et kraftigt ryk får jeg trukket den fri, hvorefter jeg med en i hver hånd humper væk fra stedet, ikke til sinds at gøre yderligere ophold. Men da det skadede ben har reduceret mit tempo til en brøkdel må jeg snart se det i øjnene: Jeg kan umuligt undslippe.
Netop da bliver jeg opmærksom på et bastant element ikke langt til højre. Dyssehøjen. Det selv samme højdedrag hvorpå jeg for kort tid siden sprang omkring som en vindenes herre, ukuelig og selvsikker. Disse følelser ligger mig selvsagt fjernt nu, men højen, den kan jeg stadig drage fordel af. Hvis jeg står på toppen kan jeg muligvis holde mine modstandere stangne – i hvert fald for en tid. Jeg søger i retning af den mens jeg gang på gang ser mig tilbage. Skønt ej overraskende er det ubehageligt at konstatere de lysende ansigtscirkler har vundet yderligere terræn. Med gaffelinstrumenterne som stokke stavrer jeg op ad den lille skråning med en stønnen der ville være mere passende undervejs mod Mont Blancs øverste tinde eller i det mindste på vej op ad Dyrehavens Djævlebakke. Vel oppe spejder jeg ned for at genfinde den indkommende dobbelttrussel. Jeg kan ikke få øje på nogen af dem, så med de akavede trefingrede armforlængelser pegende skråt nedad til forsvar, hinker jeg rundt langs højningens kant på mit raske ben. Efter et par omgange er retningsfornemmelsen gået tabt, og jeg har ikke længere den fjerneste idé om fra hvilken vinkel jeg skal imødese et anløb. Dette virker bestemt ikke befordrende for imødegåelsen af den paniktilstand der er ved at tage herredømmet på min Indre Yderside. Jeg ved at hvis min psykiske skal krakelerer vil min selvkontrol flyde ud og tværes mod jorden.
Med ét får jeg øje på ham. Ved højens fod omtrent ud for det sted jeg står. Det sorte hår og den løse klædning flagrer i de stødvise luftninger. Han står blot dér i let bredstående stilling med korslagte arme, urokkelig. Den anden er ikke at se, og jævnlige lynkig bagud ændrer ikke ved dette. Men jeg er overbevist om han befinder sig et sted bag min ryg, ikke langt fra højen. Jeg ser ham for mig; på vej ind på livet af den frække tyv med et kattedyrs uhørlige tråd. Jeg er ikke længere så sikker på det var særlig klogt at søge herop. Ikke noget rationel valg. Når først man står her er det uindtagelige fæstningspræg virkelig ikke til at få øje på. Hvad havde jeg dog forestillet mig?
»Du må ikke stjæle!« fanger pagen an med denne stemme, der trods sin livsforladte tonløshed besidder organisk kraft til at skære gennem vindsuset med større lethed end en kniv i mørt kød. »Jeres Kristendom formaner det, rivalen Islam er enig heri, og din egen lovgivende forsamling har dikteret det på skrift. Uagtet at jeg forstår din disrespekt for disse selvhøjtidelige men reelt forlorne og komiske institutioner, falder det mig svært – for ikke at sige umuligt – at sluge dit forsøg på at praktisere den over for os. Derfor må jeg sige det nok en gang: Giv fra dig hvad ikke er dit!«
»Bliv væk fra mig!« hviner jeg hysterisk uden egentlig at høre indholdet af hans ord. Angsten gør mig døv og blind overfor den mulighed at optrinnet kunne ende her, hvis blot jeg returnerede disse to genstande, som jeg i øvrigt lige bortset fra den aktuelle situation ikke har nogen som helst brug for.
»Nuvel«, siger han hæst, »hvis du ikke vil lytte til fornuft…« Han fuldender ikke sætningen, men det forringer ikke forståeligheden. Det indledende skridt han nu tager op ad skråningen taler sit tydelige sprog. Jeg hinker baglæns for at vinde lidt tid; udskyde konfrontationen bare et par sekunder. Men mit ben sender pinefuld besked op gennem nervebanerne om at det ikke agter at tjene mig yderligere i nat. Han er næsten oppe. Hagen er sænket lidt, men øjnene følger mig agtsomt under de skarptegnede bryn. Det ser ud til rebet er ved at strammes om min hals. Medmindre? Kuglemusklen på min venstre skulder spændes til en kompakt stålbold, da jeg med al kraft slynger det ene sylespidse instrument mod ham. Brystets midte er min sigteflade. Dette er en halsløs dåd, for udover selve gerningens skærpende karakter afgiver jeg også dermed halvtreds procent af min bevæbning med risiko for en tilsvarende oprustning hos fjenden. På den anden side ville jeg ikke effektivt kunne håndtere begge stikvåben, og i øvrigt er sindig eftertænksomhed ikke styrende for øjeblikkets manøvrevalg.
Det var næppe en så ekspedit levering han havde i tankerne da han begærede værktøjet retur. Derfor forbløffes jeg over med hvilken behændighed han tager et step til siden og griber det tredobbelte spid i flugten. Dermed har tingenes tilstand taget endnu et spring i negativ retning. Men på et så fremskredent stadium i den indeværende vanvidsproces kan erkendelsen heraf ikke længere ryste mig. Mest af alt føler jeg en mat ligegyldighed imens jeg iagttager det sylespidse metal blive vendt en halv omgang af kyndige hænder så den onde ende nu nedstirrer mig med sine tre piggede øjne. Så dukker glimtvise billeder af den fede jogger frem; fokusforladte pupiller, spredte svedperler på den høje pande, en slap arm i græsset. Sådan kan jeg; vil jeg ikke se mig selv. At ende sine dage herude mellem træerne som et umælende dyr med månens arrede fjæs som eneste vidne, det er ikke hvad et ungt menneske drømmer om. Først om mange, gode år på en solrig dag med oceaner af fuglesang skal min aske sænkes i jorden eller spredes for vinden.
Lysmængden under lindekredsens tusinder af blade er selvsagt ikke rigere end i haven som sådan, nærmere det stik modsatte. Alligevel er den skadefro sejrsmine hos min modstander ikke til at tage fejl af. Han smiler skælmsk idet han træder hen imod mig. Nu snører nettet sig sammen. Et drastisk kursskifte er påkrævet. Med maksimal udnyttelse af centrifugalkraften svinger jeg mit resterende våben i en bue helt ude fra venstre. Spidserne er vinklet vandret for at centrere hele slagforcen på ét punkt. Målet er hans hoved. Men inden det hårde metal når at træffe hans tinding med knusende styrke parkerer han med overmenneskelig hurtighed sin genvundne trefork i en perfekt parade, så i stedet for en knasen af perforeret væv og flækket ben synger en toneren metallisk klingen i mine ører. Denne lyd genkalder på bizar vis en inferiør dråbe fra den dybeste bund af min erindringsbrønd: Det med ét så klare minde om lange musiktimer i folkeskolen, hvor jeg med min ringe musikalske begavelse blev tildelt en plads bagerst i lokalet for at sidde og slå en enerverende baggrundstakt på trianglen til brug for klassens bedre men stadig rærlige orkesterensemble.
Det fejlslagne indfald mod angriberen fremkalder både skuffelse og stress, og jeg betænker mig ikke med at gøre et nyt fremstød. Næsten inden den ringende triangellyd er døet bort slår jeg til på ny, denne gang fra den modsatte side. Men heldet er ikke mere med mig denne gang, for på ny standser han mit slag med en artistisk parering. Kraften forplanter sig i et lammende jag op gennem min underarm til det følsomme nervecenter under albuekapslen. Lige nu kan jeg dog ikke finde plads til bekymring for noget så sekundært som min albue – efter alt at dømme står mit liv på spil, og det ene man har giver ikke plads til bortødslen. I konsekvens heraf løfter jeg ufortøvet forken højt over mit hoved for at aflevere et tredje slag, denne gang med en eftertrykkelighed der bør mase lige igennem ethvert afbødningsforsøg. Jeg når at undres over han ikke gør tilløb til at beskytte sig, tværtimod lader han uden videre armene falde slapt ned langs kroppen, stadig med dette distraherende smil om munden. Han vil næppe være hurtig nok til atter at hæve den beskyttende stang inden hans isse revner. Nå, værst for ham. I samme nu jeg aktiverer tricepmusklen på overarmens bagside og påbegynder mit slag, erfarer jeg hvorfor han har vovet at sænke sine parader. Nogen bag mig griber med fast hånd om våbnet og lægger samtidig en arm om min hals. Den skæggede. Fordømt! Hvor fejt og svigefuldt – og dog forudset. Men hvad har jeg kunnet gøre anderledes? Al min koncentration har været samlet om at holde den første i skak.
Mit øjeblikkelige forsøg på at vriste mig fri er nytteløst. Armen om min hals synes gjort af stål. Jeg vrider mig og spræller vildere end en frisklandet fisk. Med indædte spark prøver jeg at ramme den mørkhårede, men han holder sig naturligvis udenfor rækkevidde, triumferende. Næven der blokerer min løftede fork skifter lynhurtigt greb og låses i stedet om mit håndled. Med et let men effektivt vrid tvinger den mig til at give afkald på det tilbageværende våben. Med en dump lyd falder det til jorden.
»Det er på tide at vende hjem, Goba«, grynter min tilfangetagers stemme. Hans ånde løber langs min kind, hed men umiddelbart blottet for lugt.
»Hvad med den døde?« spørger ham foran mig, der åbenbart bærer det sære navn Goba, mens han lader blikket løbe langs sin tilbageerobrede skat, undersøgende, som vil han være vis på den ikke har lidt skade i min korte varetægt.
»Det er kraftedeme for sent nu«, svarer den anden.
»Forpulet lort. Det giver ballade«, knurrer Goba.
»Ja, og hvis skyld er det, din idiot?« brummer fuldskægget og strammer jerngrebet ydermere for at pacificere min stadige modstand.
»Hvem er en idiot, dit ækle dyr?«
Sådan fortsætter de med udveksling af ukvemsord. Gennem et filter panisk trance lægger jeg øre til deres mundhuggeri uden egentlig at lytte. Mine øjne viger ikke fra de tre pigge på forken mellem Gobas hænder. Ligesom en finger på en trestrenget stryger danser mit blik ved egen vilje frem og tilbage mellem spidserne. Et tankebillede af modhagerne der bliver flået ud af min torso flimrer igen og igen gennem min bevidsthed. Hvilket minimum af skade vil dette medføre? Sandsynligvis vil den være uoprettelig. Smerten vil selvsagt være umådelig, men da smerte optræder i mange afarter – sviden, stikken, brænden, jagen – tænker jeg på om den vil være mig komplet fremmed – af en karakter jeg aldrig tidligere i livet har oplevet? Jeg forestiller mig indvoldenes farver; blodige, måske hen i det grålige. Her i mørket vil det næppe være muligt at udsondre variationerne. Tarme, lever, blære, nyrer, milt – et væld af organer – hvor meget vil de fylde ude i det fri, dynget sammen på jorden?
Goba vinkler sit våben ned mod mine lægge for at hindre mig i at sparke. Så træder han hen imod mig indtil han står med ansigtet ganske tæt ved mit. Han er mindst et hoved lavere end mig. Jeg stirrer ind i de sorte øjne på jagt efter noget renfærdigt, noget livsbekræftende, hvad som helst af positiv karakter. Men foruden en rendyrket nedrighed finder jeg kun tomhed, og det eneste jeg kan mønstre til gengæld er en dyb modvilje, mere intens end noget jeg før havde oplevet. Jeg føler mig forceret – kaldet – til at ønske ham alt ondt, men i min hjælpeløse tilstand kan jeg ikke forvolde ham nogen skade. Og dog. Jeg har jo én arm fri. Uopholdeligt sender jeg min knytnæve mod hans kæbe, men desværre; med sin ekstreme reaktionsevne griber han min underarm i luften med sin ene hånd, mens han med den anden fortsat holder forken rettet mod mine ben. Jeg prøver at trække armen til mig. Umuligt. Hans styrke er imponerende, ganske som makkerens. I et bredt grin blotlægger han en tætsiddende række af skinnende hvide tænder. Selvom jeg gør alt for at bekæmpe det mærker jeg en tåre springe ud af øjenkrogen. Den ensomme, forvildede dråbe løber ned langs min kind og strejfer mundvigen. Den smager ganske ordinært af salt, men i min bevidsthed er den krydret med en mikstur af ydmygelse og angst.
»Så fuld af liv…« hvisler Goba ud gennem den perfekte tandrad. Jeg ser trodsigt på ham gennem et flimrende gardin af vand.
»Goba, tiden går«, lyder det påskyndende fra den dybe stemme nær mit øre.
»Hold nu din kæft, Slot!« vrisser Goba, og fortsætter så, henvendt til mig: »Hvad har du tænkt dig at fortælle andre om dette?«
»Om… om hvad?« I min perpleksitet fatter jeg ikke hvor han vil hen.
»Om dét her. Om denne hændelse, denne hmm… oplevelse.«
»Ingenting!« forsøger jeg at råbe, men den kraftige arm om halsen reducerer det til en rallen. »Intet som helst!« lykkes det mig så at få mast ud af struben. Jeg vejrer en vag chance for at blive sluppet fri. Men til gødning for min bekymring ser jeg hvordan Gobas grinende mund retter sig ud til en alvorlig streg mens øjnene antager et om muligt endnu hårdere udtryk.
»Ved du hvad?« spørger han.
»Nej?« får jeg pebet.
»Jeg tror dig ikke.«
»Men… jeg sværger!« hulker jeg.
»Nå. Men hvad kan jeg bruge det til? Ikke en skid!«
Han tager en serie små skridt baglæns mens han vejer forken i hånden. Nu vil det ske. Jeg skal dø. »Neeej!« skriger jeg.
Af al kraft banker jeg baghovedet ind i ansigtet på min vogter. Han udstøder et brøl og slipper sit greb. Uden at vende mig støder jeg en albue bagud – træffer ham vist i brystet. Han vakler tilbage. Mens jeg holder blikket klinet til den uhyggelige Goba går jeg på hug og afsøger jorden med fingerspidserne. Et halvt sekund – og jeg har fundet den tabte forks kolde greb. Trods det læderede skinneben er jeg ikke sen til at rejse mig og atter rette de tre pigge mod Goba, der klart syntes at udgøre den væsentligste trussel. Det strejfer mig at han trods sine rappe reflekser ikke mens jeg knælede gjorde tilløb til at hugge ud efter mig i min ubeskyttethed, men denne flygtige tankebane bliver afbrudt af hans frosne stemme. »Ved alle elendige små børn, du begynder for alvor at trætte mig.«
Min tårestrøm er ophørt men adrenalinet flyder i uformindsket mål. Mit ganske korpus dirrer som et espeløv. Kapillærerne i mine lunger skriger på ekstra ilt, men respirationen er hinsides bevidst kontrol – via et knastørt svælg hiver åndedrætsmusklerne små portioner luft ind i abrupte drag. Et momentant kig over skulderen viser den skæggede – Slot blev han vist kaldt – stå let foroverbøjet med hænderne for ansigtet. »Forbandet lort!« runger hans hule røst gennem håndfladerne.
Mine øjne finder atter Goba, der sender sin følgesvend et forsmædende blik. »Klodsede amatør!« snerrer han i en tone der rummer en renlivet bebrejdelse.
»Luk du bare din grimme kæft og lad os få røven på gled«, gengælder Slot. Jeg ser fra den ene til den anden, desorienteret og frygtsom.
»Så vidt jeg kan se har du ikke din trefork, vel? Tåbe!« erklærer Goba vrissent.
»Det kan du for pokker selv være, dit svin«, giver Slot vrantent igen. »Hvis ikke jeg husker helt galt mistede du din først, så hvem af os to er en klovn?«
»Afgjort dig.«
»Skal du altid have det sidste ord? Lad os nu se at komme af sted«, skærer Slot utålmodigt af. Jeg tænker på hvad det mon er de skal nå.
»Som du vil…« svarer Goba. Dernæst vender han atter sin fulde åndsnærværelse mod mig. Ligesom var den underkastet et kraftigt vakuum snerper min maveregion sig sammen, da jeg efter at have bevidnet deres uvenskabelige ordveksling bliver halet retur fra tilskuerpladsen ind i dramaets brændpunkt. »Jeg kan sanse din infantile fascination af denne høj, denne… ubetydelige bunke jord«, siger han. »Så vil du sikkert gerne med denne vej.« Han peger ned mod jordhævningens plane topflade. Jeg forstår intet. Hvad der herefter sker er så mærkeligt, at fortællingen herom indledningsvis forudsætter en indsporing på selve min tankebane:
Hvornår er noget umuligt? Det er umuligt at springe tyve meter ret op i luften, og det forbyder sig selv at starte en dag forfra hvis man fortryder et eller andet. Imidlertid kender vi årsagerne dertil. Den første utopi skyldes planetens tyngdekraft, som det menneskelige kropsapparat ikke i sådan grad kan distancere. Den anden hidrører fra den kendsgerning at tiden uophørligt og uigenkaldeligt går. Således accepterer vi at der er tale om uladsiggørligheder; tager dem oven i købet for givne, fordi de er i samklang med de naturlove og videnskabelige grundtanker som i dag anerkendes. Naturligvis kan der anstilles – og er der gennem menneskealdre blevet anstillet – dybdefilosofiske spørgsmål for eksempel om hvorfor tiden går. Og hvornår den havde sin begyndelse. Eller hvorvidt den nogensinde får en ende. Men i erkendelsen af at den menneskelige intelligens gennem årtusinderne ikke har kunnet udgranske disse problemer har vi lært at nøjes med at forholde os til det ufornægtelige: At tiden passerer. I dagligdagen lader vi os ikke skræmme af de manglende svar – hvor uræsonnable de end er. Omvendt, dersom et menneske en skønne dag måtte overvære en person gribe fat i sit eget hår og løfte hele sit legeme en halv meter op over jorden, da ville kulden risle beskueren ned ad nakken. Desto mere ville man blive slået af uforvansket forfærdelse, ifald man så et menneske presse hånden ret igennem sin egen brystvæg, trække hjertet ud og holde det op foran ens ansigt så man kunne se det banke for derefter at sætte det ind på plads i brysthulen uden at efterlade synlige spor. Hvorfor? Det er da ikke synderligt mere irrationelt end at vi formentlig lever i et univers uden nogen yderste ende – ej heller mere grotesk end de nævnte tidsparadokser. Baggrunden er at det uforklarlige kræver tilvænning før det kan opnå vores godkendelse. Ubegribelige fænomener bliver ved jævnlig gentagelse skridtvis godtaget, om end de vedbliver at være ubegribelige. Og indtil videre er det kun Baron von Münchhausen der i reel forstand har præsteret at trække sig selv op ved håret, og dét kun i en anekdote. Men har disse højtsvævende tanker nogen som helst relevans for min nuværende situation; det momentane tableau på denne sensommernat i Søndermarken? Desværre i allerhøjeste grad. Hvad jeg nu overværer – nej, hvad jeg nu bliver en del af – det er en kontradiktion i forhold til fasttømrede principper for fysiske stoffers opførsel. En kontradiktion af skræmmende karakter.
Jeg stirrer på fingeren; Gobas nedadrettede finger. Jeg stirrer på jordoverfladen han peger på, som her på toppen af den hyppigt betrådte dyssehøj kun er prydet med spredte græstotter lig en gammel mands hårfattige isse. Selvom jeg ikke kan forstå meningen bag Gobas gestus rummer den dybest set ikke i sig selv noget odiøst element. Men så: Med udgangspunkt i den udpegede punkt etablerer sig noget som udvander en række maksimer jeg gennem min voksne tilværelse har fæstet lid til. Mine idéer om sandt og falsk bliver med ét slag forvandlet til påklistrede trivialiteter: Med et tempo så fejende som ringe i vandet omkring et stennedslag breder et cirkulært sort felt sig. Det ligner en accelereret filmisk gengivelse af en voksende oliepøl i havet omkring en grundstødt supertanker. Feltets mørke er om muligt endnu mere massivt end noget andet i havens natomgivelser. På et sekund når det mine fødder. Frosset i alle andre kropsled end nakken følger jeg målløs dets fortsatte ekspansion bag mig. Jeg er skræmt og fascineret, ramt af en handlingslammende veneration. Feltet ophører med at vokse akkurat som det når ud til den cirkelformede stammeformation.
Jeg ser op på Goba. »Hvad er… det for noget?« stammer jeg.
»Blot en dør.«
Jeg flytter blikket tilbage til den fuldkommen ensartede hinde af ubestemmelig sort materie. Prøvende lader jeg treforkens spidser berøre det. Min allerede umådelige forbavselse øges ved det komplette fravær af modstand i stoffet; mindre end i selv vand, endsige olie. Forkens hoved glider gennem overfladen med samme slappe følelse af ingenting som havde jeg stukket den ud over en afgrundskant. Jeg bevæger den fra side til side i tomrummet hvor dyssehøjens øverste jordlag burde være. Hvad er det dog der sker? Uden mere konkret grund end en forstenende mathed i hjerne og muskler slækker jeg grebet om forken og lader den falde. Den passerer lodret gennem mørket og er væk. Men hvorledes kan mine fødder blive stå… Jeg når ikke at tænke tanken til ende før det fremmedartede underlag giver efter og jeg begynder at synke i. Min vilje påbyder mig at løfte fødderne; kaste mig ud af cirklen – men jeg kan ikke. Hvorvidt dette skyldtes en indre psykisk bedøvelse eller en kraft udefra – nedefra – dét kan jeg ikke stadfæste. Men én ting er nu sikker: Jeg synker i og kan intet gøre for at forhindre det. En dør. Sådan benævnte Goba det. Alligevel er det hævet over enhver tvivl at der ikke er tale om en maskinel indretning. Selv ikke med den mest avantgardistiske teknologi er mennesker i stand til at fabrikere en anordning af denne beskaffenhed. Nej, dette er noget uladsiggørligt; en sand umulighed. Denne erkendelse opbygger en angst af hidtil ukendt format, en angst der videre animerer mine øjne til atter at løbe i vand. Men det er ikke en ægte gråd. Det er en mekanisk betinget væskeudsivning uden ledsagende strubelyde.
»Jeg er nødt til at gå…« hvisker jeg. Jeg er ikke sikker på om udsagnet er tiltænkt de to individer i min nærhed eller blot mig selv. I intet tilfælde giver det nogen klar mening. Tåredråberne får den tynde hud på mine kinder til at klø, men et forsøg på at aktivere mine slappe hænder og tørre dem væk er forgæves.
»Det er ikke tid til at skilles nu«, svarer Goba roligt.
»Men – jeg har travlt – ting jeg skal nå…« Min stemme er så spag jeg knap selv kan høre den.
»Ja? Hvilke ting?« spørger han.
Mine læber adskilles men jeg svarer ikke, for der findes intet svar. Min tavse mund står på vid gab som en udslukt vulkan, men med ét bryder den ud i en sanseløs, uartikuleret eruption; et oralt misfoster, der muligvis rummer en sidste fornægtelse i form af et langstrakt NEEEJ. Idet jeg bliver opslugt af sortheden lægger jeg nakken helt tilbage, og det brølende krater min mund former er den sidste del af mig som forlader Søndermarkens virkelighed. Netop i dette sekund dør mit skrig ud og sammen med det enhver anden lyd. Jeg når at se omridset af to par fødder over mit hoved; påbegyndende den samme nedstigning jeg selv er i færd med. Så falder jeg. Falder jeg. Falder.
Hvorfor gik jeg dog ikke bare hjem for at lave orden i sokkeskuffen? Dette banale spørgsmål kiler sig fast i min bevidsthed lige inden den nedsmelter.

Jeg glemte at nævne bogens titel: Under Overfladen

#5: Tja, det er jo en meget gængs fortælleteknik, men det er dog kun en del af bogen, der er i første-person.