Kafka har engang sagt, at det umulige ligger i ikke at kunne skrive, i at skrive på tysk og i at skrive på noget andet sprog. Eller var det Rilke? Ikke desto mindre har manden en pointe: umuligheden ligger i det overhovedet at skrive. Denne udenforstående personlighed, der kulminerer i ensomhed, blev altafgørende for Kafka, Mann, Hesse og mange andre tyske romanforfattere. De havde alle havde det tilfælles, at de til trods for talrige længselssuk, foragtede det kunstneriske liv. Eller med Rilkes ord: "Und der große geborgene Vogel / kreist um der Gipfel reine Verweigerung. Aber / ungeborgen, hier auf den Bergen des Herzens". Og dét var Rilke! Uden kærlighed, familie, erhverv og indtægt udsættes man på hjertes bjerge, henlagt i sin ensomhed. Længslen efter en borgerlig tilværelse hos Kafkas karakterer såvel som Manns tvivlende Tonio Kröger eller Hesses steppeulv Harry Haller udspiller sig samtidig som en foragt og forbandelse af tilværelsen som kunstner: Krögers manglende mandighed, Hallers splittelse mellem drift/ånd og Kafkas protagonisters manglende evne til kærlighed. Alle foragter kunsten, selvom den potenserer dem. Hos Kafka ses denne dobbelthed ikke blot i forhold til bourgeoisiet, men også i forhold til det beskidte (Die Verwandlung), det lurvede (Das Schloss) og endelig i forhold til skyld kontra uskyld (Der Process og Amerika).
Den sekstenårige helt i Amerika (eller Der Verschollene, som romanen hed, før Max Brod omdøbte den) Karl Rossmann befinder sig ikke i dødens verden. Han er dog, ligesom Josef K., et instrument, der fungerer som en bogfører i en tilværelse, hvis strømmende varians og invarians egentlig er tilfældig. Denne tilfældighed resulterer ultimativt i en ny bevidsthed, hvor subjektet ikke længere er centralt kodet, men så afvigende, så drivende, at det splintres. I denne verden uden mening (læs: uden ikke-kompleks, kollektiv mening) stiger og synker de drømmende mennesker i mørket, hvor de som fede skadedyr gnaver sig gennem det skabtes skyld. Dette er modernismens verden.
I Amerika er det (ganske kendetegnende for modernistisk litteratur) det seksuelle, dog indpakket i en uskyldig form, der etablerer den splintrede tilværelse. Af sin far sendes Karl til Amerika, efter han har ladet sig forføre af en tjenestepige. Han bliver således en uskyldig i en (for hans vedkommende) fremmed og moderne verden, som han ikke kan begå sig i, men dog ønsker en status i: "Es kann daher nur Verleumdung sein, die ihn in seinem Vorwärtskommen hindert und ihn um die Anerkennung bringt, die ihm sonst ganz bestimmt nicht fehlen würde". Karl ønsker altså en plads (som ingeniør) i dette modernistiske land, der indledningsvist betragtes som en vidunderlig mekanisme, trods dennes evidente malplacering.
I dette Amerika (= manifestationen af modernismen) bliver midlerne et mål i sig selv. Onklens erhverv formidler faktisk slet ikke produkterne, men mellemprodukterne. Opretholdelsen af denne myriade af melleminstanser er det mål, det moderne samfund tilstræber og dets indbyggere bør tilstræbe. Da Karl spiller på klaver, udøver musikken højest en betinget kvalitet. Den er ikke en del af samfundet, og kan derfor ikke have indflydelse på det, og slet ikke på de melleminstanser, onklen befærder sig i: "[...] sah er dann auf die Straße, so war sie unverändert und nur ein kleines Stück eines großen Kreislaufes, das man nicht an und für sich anhalten konnte, ohne alle Kräfte zu kennen, die in der Runde wirkten". Karl havde håbet på, at hans musikalske kvaliteter, altså blot det at spille på klaver, ville øve indflydelse på de amerikanske (modernistiske) forhold, men gaden forbliver uændret. Det meningsløse, upersonlige kredsløb fortsætter.
Karls uskyld er grunden til at hans lede. Samfundet fordrer asociale mekanismer, vold og underkastelse. Uskylden hører til barndommen, ej den moderne verden. Kafka giver sin protagonist to udveje: mist uskyld eller bliv skubbet til side. Karl kan ikke straffes! Man kan nemlig med rimelighed betragte døden som det eneste, der ikke er tilfældigt hos Kafka. Derfor er Karl dømt til undergang, fordi der intet håb er for uskyldigheden (modsat Dickens Oliwer Twist for eksempel).
I det sidste kapitel får Karl plads på Theater von Oklahoma. Et teater, der har plads til alle, i et samfund, der ikke har. Den ellers suspekte plakat ser Karl som sin potentielle frelsen:
Auf dem Rennplatz in Clayton wird heute von sechs Uhr früh bis Mitternacht Personal für das Theater in Oklahoma aufgenommen! Das große Theater von Oklahoma ruft euch! Es ruft nur heute, nur einmal! Wer jetzt die Gelegenheit versäumt, versäumt sie für immer! Wer an seine Zukunft denkt, gehört zu uns! Jeder ist willkommen! Wer Künstler werden will, melde sich! Wir sind das Theater, das jeden brauchen kann, jeden an seinem Ort! Wer sich für uns entschieden hat, den beglückwünschen wir gleich hier! Aber beeilt euch, damit ihr bis Mitternacht vorgelassen werdet! Um zwölf Uhr wird alles geschlossen und nicht mehr geöffnet! Verflucht sei, wer uns nicht glaubt! Auf nach Clayton!
Dette paradisiske sted bliver dog aldrig en realitet (fordi Kafka aldrig færdiggjorde romanen?). Karl kommer ikke til Oklahoma, men blot til stationen Clayton, den infernalske lerby, hvor undergrundsbanen hilses af trompetspillende kvinder i englekostumer. Disse udslugte engle har ligesom Karl reageret på den suspekte plakat i håb om at få skabt sig den facade, der giver dem adgang til det modernistiske paradis. Den uskyldige straffes kun med let hånd, for derefter at blive skubbet til side i lerbyens barbari, det mørke asyl, hvor det mugnende håb genlyder, men aldrig opnås.
#1 Pécuchet 11 år siden
Amerika (Franz Kafka, 1927)
Kafka har engang sagt, at det umulige ligger i ikke at kunne skrive, i at skrive på tysk og i at skrive på noget andet sprog. Eller var det Rilke? Ikke desto mindre har manden en pointe: umuligheden ligger i det overhovedet at skrive. Denne udenforstående personlighed, der kulminerer i ensomhed, blev altafgørende for Kafka, Mann, Hesse og mange andre tyske romanforfattere. De havde alle havde det tilfælles, at de til trods for talrige længselssuk, foragtede det kunstneriske liv. Eller med Rilkes ord: "Und der große geborgene Vogel / kreist um der Gipfel reine Verweigerung. Aber / ungeborgen, hier auf den Bergen des Herzens". Og dét var Rilke! Uden kærlighed, familie, erhverv og indtægt udsættes man på hjertes bjerge, henlagt i sin ensomhed. Længslen efter en borgerlig tilværelse hos Kafkas karakterer såvel som Manns tvivlende Tonio Kröger eller Hesses steppeulv Harry Haller udspiller sig samtidig som en foragt og forbandelse af tilværelsen som kunstner: Krögers manglende mandighed, Hallers splittelse mellem drift/ånd og Kafkas protagonisters manglende evne til kærlighed. Alle foragter kunsten, selvom den potenserer dem. Hos Kafka ses denne dobbelthed ikke blot i forhold til bourgeoisiet, men også i forhold til det beskidte (Die Verwandlung), det lurvede (Das Schloss) og endelig i forhold til skyld kontra uskyld (Der Process og Amerika).
Den sekstenårige helt i Amerika (eller Der Verschollene, som romanen hed, før Max Brod omdøbte den) Karl Rossmann befinder sig ikke i dødens verden. Han er dog, ligesom Josef K., et instrument, der fungerer som en bogfører i en tilværelse, hvis strømmende varians og invarians egentlig er tilfældig. Denne tilfældighed resulterer ultimativt i en ny bevidsthed, hvor subjektet ikke længere er centralt kodet, men så afvigende, så drivende, at det splintres. I denne verden uden mening (læs: uden ikke-kompleks, kollektiv mening) stiger og synker de drømmende mennesker i mørket, hvor de som fede skadedyr gnaver sig gennem det skabtes skyld. Dette er modernismens verden.
I Amerika er det (ganske kendetegnende for modernistisk litteratur) det seksuelle, dog indpakket i en uskyldig form, der etablerer den splintrede tilværelse. Af sin far sendes Karl til Amerika, efter han har ladet sig forføre af en tjenestepige. Han bliver således en uskyldig i en (for hans vedkommende) fremmed og moderne verden, som han ikke kan begå sig i, men dog ønsker en status i: "Es kann daher nur Verleumdung sein, die ihn in seinem Vorwärtskommen hindert und ihn um die Anerkennung bringt, die ihm sonst ganz bestimmt nicht fehlen würde". Karl ønsker altså en plads (som ingeniør) i dette modernistiske land, der indledningsvist betragtes som en vidunderlig mekanisme, trods dennes evidente malplacering.
I dette Amerika (= manifestationen af modernismen) bliver midlerne et mål i sig selv. Onklens erhverv formidler faktisk slet ikke produkterne, men mellemprodukterne. Opretholdelsen af denne myriade af melleminstanser er det mål, det moderne samfund tilstræber og dets indbyggere bør tilstræbe. Da Karl spiller på klaver, udøver musikken højest en betinget kvalitet. Den er ikke en del af samfundet, og kan derfor ikke have indflydelse på det, og slet ikke på de melleminstanser, onklen befærder sig i: "[...] sah er dann auf die Straße, so war sie unverändert und nur ein kleines Stück eines großen Kreislaufes, das man nicht an und für sich anhalten konnte, ohne alle Kräfte zu kennen, die in der Runde wirkten". Karl havde håbet på, at hans musikalske kvaliteter, altså blot det at spille på klaver, ville øve indflydelse på de amerikanske (modernistiske) forhold, men gaden forbliver uændret. Det meningsløse, upersonlige kredsløb fortsætter.
Karls uskyld er grunden til at hans lede. Samfundet fordrer asociale mekanismer, vold og underkastelse. Uskylden hører til barndommen, ej den moderne verden. Kafka giver sin protagonist to udveje: mist uskyld eller bliv skubbet til side. Karl kan ikke straffes! Man kan nemlig med rimelighed betragte døden som det eneste, der ikke er tilfældigt hos Kafka. Derfor er Karl dømt til undergang, fordi der intet håb er for uskyldigheden (modsat Dickens Oliwer Twist for eksempel).
I det sidste kapitel får Karl plads på Theater von Oklahoma. Et teater, der har plads til alle, i et samfund, der ikke har. Den ellers suspekte plakat ser Karl som sin potentielle frelsen:
Auf dem Rennplatz in Clayton wird heute von sechs Uhr früh bis Mitternacht Personal für das Theater in Oklahoma aufgenommen! Das große Theater von Oklahoma ruft euch! Es ruft nur heute, nur einmal! Wer jetzt die Gelegenheit versäumt, versäumt sie für immer! Wer an seine Zukunft denkt, gehört zu uns! Jeder ist willkommen! Wer Künstler werden will, melde sich! Wir sind das Theater, das jeden brauchen kann, jeden an seinem Ort! Wer sich für uns entschieden hat, den beglückwünschen wir gleich hier! Aber beeilt euch, damit ihr bis Mitternacht vorgelassen werdet! Um zwölf Uhr wird alles geschlossen und nicht mehr geöffnet! Verflucht sei, wer uns nicht glaubt! Auf nach Clayton!
Dette paradisiske sted bliver dog aldrig en realitet (fordi Kafka aldrig færdiggjorde romanen?). Karl kommer ikke til Oklahoma, men blot til stationen Clayton, den infernalske lerby, hvor undergrundsbanen hilses af trompetspillende kvinder i englekostumer. Disse udslugte engle har ligesom Karl reageret på den suspekte plakat i håb om at få skabt sig den facade, der giver dem adgang til det modernistiske paradis. Den uskyldige straffes kun med let hånd, for derefter at blive skubbet til side i lerbyens barbari, det mørke asyl, hvor det mugnende håb genlyder, men aldrig opnås.
10/10