Grindhouse er en af den slags film hvor man som garvet internet-surfer godt ved hvor man har og hvad man kan forvente. Det var nok ikke tilfældet for de mennesker der forlod biografen umiddelbart efter 'Planet Terror'. Og Planet Terror er nøjagtig som man forventer - trailerne viser meget godt hvad den går ud på, og hvilke visuelle nydelser og originaliteter man kan forvente i hvad der ellers er en nogenlunde standardiseret zombie-film. God underholdning (4/6)
Det samme kan dog ikke siges om 'Death Proof'! Her er der simpelthen gået for meget Tarantino i den. Og misforstå mig ikke, jeg kan som udgangspunkt godt lide manden, men det her er da bare for meget. Jeg er led og ked af ligegyldig dialog for dialogens skyld. Og jeg er træt af 'one-take' scener hvor vores protagonister sidder og snakker rundt om et bord, mens kameraet cirkulerer rundt om dem. Og hvor det var ok at der var ting i Planet Terror der ikke kunne lade sig gøre, så er Death Proof i langt højere grad plantet i en mere 'virkelig' verden, og der kan jeg bare ikke købe nogle af de ting der sker i filmens anden (og værste) halvdel (jeg er ligeglad med at hun er stuntkvinde, det der er ikke muligt!). Plus at de ikke kan være bekendt at gøre det der mod Kurt Russel!
Nå, det kan være svært at brokke sig, når man ikke må blive specifik. Horribel film. Forlad biografen efter først halvdel af Death Proof.(2/6)
3/6
Fracture
Først og fremmest et fremragende cast, og et interessant præmis. At se Hopkins' kalkulerede morder leje katten efter musen med Goslings himmelstormende arrogante Assistant DA er en fornøjelse, men desværre syder filmen ligesom ud halvejs igennem. Den forsøger at lave et lille comeback til sidst, med et twist man havde luret efter en halv time, men filmens konklusion holder i sidste ende ikke vand efter min mening. Det er simpelthen ikke logisk!
3/6
Blades of Glory
Rimelig morsom Will Ferrell-film, som er den klassiske sketch-idé der er blevet strukket ud til halvanden time (selvom den ikke bunder i en sketch). Hvad der var forfriskende ved denne film var at Ferrells medspiller Jon Heder får ligeså meget screentime, og betyder at filmen ikke står og falder udelukkende med om man synes Ferrell er sjov uanset hvad han laver. Alligevel synes jeg ikke filmen når helt op på niveau med sammenlignelige komedier som Anchorman, Zoolander og Talladega Nights.
Det er det tematiske hovedpunkt for manuskriptfapfatteren Mark Fergus’ debut som instruktør, der netop har haft premiere i udvalgte amerikanske biografer. Filmen følger den smarte, lidt yuppie-agtige sælger Jimmy, hvis bil bryder sammen på en landevej midt ude i ørkenen. Som skæbnen vil det, lykkedes det dog Jimmy at få bilen dirigeret ind på en rasteplads, hvor mekanikerens meddelelse lyder på at der vil gå en del timer før bilen er køreklar. Efter at have ringet til alt og alle, og forsøgt sig med et af sine indøvede salgspitch til rastepladsens saloonejer, opdager Jimmy en lille skurvogn bagerst på rastepladsen. Det viser sig at det er en lokal spåmand der holder til her, og i mangel af andet form for tidsfordriv vælger Jimmy at få sig et godt grin. Men midt i seancen får spåmanden noget der minder om et anfald, giver Jimmy sine penge tilbage, og beder ham om at forlade skurvognen.
Jimmy lægger ikke umiddelbart mere i det besynderlige besøg, indtil nogle af de mindre forudsigelser spåmanden gjorde, viser sig at være uhyggeligt nøjagtige. Først prøver Jimmy at ignorere sin trang til at få hændelsen afklaret, men til sidst må han opgive og kører derud igen. Her konfronterer han spåmanden igen, og lærer noget han muligvis ville ønske han aldrig fik at vide. Herfra fortsætter Jimmys tilværelse stødt ned af bakke, mens han prøver at forstå og ikke mindst ændre den situation han er havnet i.
Til rollen som Jimmy er det lykkedes Mark Fergus at få ingen mindre end Guy Pearce til at påtage sig opgaven. Dette må siges at være lidt af en gevinst. Jimmy er med i stort set hver eneste scene, og et eller andet sted står filmen og falder med Pearces præstation. Den skuffer heldigvis ikke. Pearce mestrer i den grad rollen som den lidt selvoptagne Jimmy, og formår samtidig at virke tilpas samvittighedsfuld og dyb i de scener der virkelig tæller. For at filmen skal fungere er det altafgørende at publikum føler med hovedpersonen, og kan forstå og fatte sympati med de valg han træffer i de situationer han kommer til at stå overfor.
Filmen udmærker sig også i de mindre roller. Selvom der egentlig ikke er særlig meget plads til bi-rolleindehaverne, lykkedes det alligevel Piper Perabo (ja, hende fra Coyote Ugly!), Rick Gonzales og især J.K. Simmons og William Fichtner at markere sig stærkt. Simmons’ er herligt underspillet som den mystiske spåmand, og Fichtner har nogle enormt morsomme indslag, som herligt formår at afbalancere den afgrund filmens hovedperson er på vej imod.
Filmen lykkedes i høj grad med at få stillet et vigtigt og interessant spørgsmål omkring skæbnen. Oplægget er veludført, og hovedpersonens handlinger er relativt troværdige. Til gengæld prøver filmen at svare for udførligt på det spørgsmål den selv stiller, og det ender lidt med at være dens handikap. Hvor man I starten er ligeså uforstående som hovedpersonen, forsøger Fergus at lave en lige lovligt renpoleret konklusion på filmen. Det virker et eller andet sted unødvendigt, og betyder at man forlader filmen med en lidt flad fornemmelse. Et eller andet sted havde det nok været at foretrække hvis Fergus havde ladet seeren selv drage en endegyldig konklusion på så tungt et emne.
”300” fik masser af hype op til udgivelsen, og den er blevet en kæmpesucces i box office både i USA og herhjemme. Flere både her på filmz og andre stedre har udråbt den som 'fed'.
Spørgsmålet er så hvad ordet 'fed' dækker. At man har fået udløsning for en indre trang til vold og vrede? I så fald kan jeg godt se, hvordan ”300” har resultereti en fed oplevelse. ”300” er nemlig fed på en: ”Årh hvad, se lige hvordan ham der den klamme blev totalt smadret, lissom”-måde. Det kan jeg godt følge hen ad vejen, og jeg kan godt føle mig underholdt. Men for mig er en rigtig fed film derimod en film, der igennem billeder viser publikum verden på en ny måde. Giver nye nuancer og vinkler på verden. Udvider vores verdensbillede i stedet for at begrænse det. Eller i det mindste fortæller os nogle gamle sandheder på en måde, så det føles som om, at vi hører dem for første gang. ”300” lever ikke op til denne forståelse af udtrykket ”fed”.
Filmen er, som de fleste herinde ved, en actionfilmsfortolkning af den klassiske historie om de 300 spartanere i alliance med andre grækere ledt af kong Leonidas (i filmen spillet Gerard Butler), der bekæmpede en stor persisk hærskare i et forsøg på at forsvare et bjergpas. Filmen er baseret på Frank Millers tegneserie af samme navn, og den lægger sig tæt op ad denne tegneserie i masser af frames. Der er tale om en kraftig stilisering af denne historie. Der er monstre, ninja-lignende kæmpere, dekadente persere med krydderen fuld af guldringe, muskuløse spartanere uden rustning, der mest af alt minder om en flok chippendales. Blod i massevis og stilistisk vold med nærbilleder af afhuggede hoveder, der flyver rundt i luften. Ja, fra tid til anden er ”300” fed på denne voldelige og visuelt ekstravagante måde.
Filmen stimulerede dog ikke på nogen anden måde. Hele filmen igennem var der nogle ulækre overtoner af de rene, stærke og mandige spartanere, som en fortællerstemme hele tiden fortalte var frie og ærbare, der kæmpede imod disse beskidte, korrupte persere. Fortællerstemmen i sig selv gør, at historien virker som en billedbog snarere end en dramatisk fortælling. Vi bliver ikke suget ned i karakterernes dilemmaer. Vi fortælles, at de reelt set ikke har nogen. Og når fortællerstemmen igen og igen fortæller os, hvor frie og heltemodige disse mænd er, så ender ”300” med at blive en gabefest med lidt illustreret voldsporno hist og her. Visuelt imponerende, men indholdsmæssigt uinspirerende.
I sidste ende bliver det for meget lovprisningen af spartanernes heltemod og frihed akkompagneret med bombastisk korsang og kampråb. Der er ingen nuancer eller tvetydighed. Blot tomme tønder, der buldrer derudaf.
#67 - undskyld mig meget, men det er altså en tegneserie den bygger over. Du beklager dig over at "historien virker som en billedbog", men det er jo netop det som filmen er: en animeret Frank Miller tegneserie. Det er jo selvfølgelig helt fint at filmen ikke lige er din kop the, men det virker for mig bare lidt som om du har haft lidt forkerte forventninger til filmen? Historien og karaktererne er jo mere karikeret end den værste form for propagandafilm, hvor der ikke bruges det mindste tid på fænomener som objektivitet etc.
Da jeg så filmen var det med et 45 min foredrag fra en historieprofessor og en gammel militærkyndig person (beklageligvis er jeg dårlig til at huske rang osv), der inden den startede forklarede om den historiske baggrund for slaget, samt hvordan slaget fandt sted. Det var et ganske interessant foredrag, hvor begge foredragsholdere flere steder pointerede filmens friheder i forhold til hvad der menes at have fundet sted i virkeligheden. Nu kan jeg ikke huske detaljerne fra foredraget, men som ham militærgutten formulerede det så flot: "de havde altså ikke krigsnæsehorn, selvom de formodentligt havde opfundet læderbadebukserne og det røde slag". :-) Dog kunne historieprofessoren fortælle at mange af de - som jeg troede var særlig lavet til denne hollywood-produktion - oneliners der bruges i filmen rent faktisk stammer fra histoiebøgerne og at spartanerne var kendt for disse sætninger. Her tænker jeg på sætninger som at da perseren siger at deres pile vil skygge for solen, så svarer spartaneren at "så må vi da bare kæmpe i skyggen" og dronningens "kom tilbage med dit skjold...eller på det". Selvom det virker meget dramatisk og opsat, så skulle det faktisk være det der står i historiebøgerne også.
Det er ikke fordi jeg vil have dig til at ændre på din karakter, for som sådan har du fuldstændig ret i at det ikke er en film der bidrager med særligt meget nyt for den enkelte og dennes verdensopfattelse. Ville blot fremhæve for folk der endnu ikke har set den, at det altså er en film man udelukkende skal se for underholdningens, det visuelle og ens trang til blodige actionscener. For jeg var i hvert fald dybt underholdt da jeg så den og jeg tror sagtens det kunne være et bud på en af de første film jeg skal have til at teste mit fremtidige HD-grej af når jeg engang får sådan noget. Jeg kan i hvert fald godt tåle at se den et par gange til pga. de visuelt utroligt flotte scener. :-)
En kort udtalelse tæt på sengetid. Tyske Tom Tykwers fortælling om Jean Baptiste Grenouille, født i 1700 tallets Paris, med den fineste næse for dufte. Andet skal ikke fortælles her.
Fik set den på importeret HD-DVD fra Tyskland hos en ven og boy oh boy, hvilken vidunderlig cinematografi, billeder og ikke mindst farver. Vidunderlige billedkompositioner, som jeg vil formode må føre til en Oscarnominering. Filmen har kostet 50. mill euro, dyreste tyske film nogensinde. Ridley Scott og Timothy Burton var begge i overvejelserne som instruktører. Scorsese og Forman var interesserede. Bernd Eichinger (producer Untergang) ønskede at lave den i årevis, men forfatteren Patrick Süskind ville ikke sælge filmrettighederne før 2001, for 10 mill. euro.
Jeg er ganske uforstående overfor dens åbenlyse fiasko i Europa (undtagen i Tyskland) og i USA for den sags skyld. Jeg kan kun skyde skylden på promovering af mere mainstream agtige film på bekostning af denne og at der måske ikke er så stort et publikum mere, til længere, dramatiske film. Sørgeligt! Hvis film skal ses i en biograf, så er Perfume uden tvivl en af de første på listen!
Det var en både spændende fortalt og ikke mindst særdeles velspillet film. Ben Whishaw er perfekt i rollen som den nærmest asociale Grenouille. Dustin Hoffman er glimrende i en birolle som perfumier og sidst men ikke mindst, er Alan Rickman fremragende som fransk adelsmand. Pyt med, at det så er med stiff upper lip og udsøgt engelsk accent. Ligesom Jeremy Irons, er han født til at spille den slags roller. Aaah ja. John Hurt skal ikke glemmes, for sin fortællerrolle og gode stemme.
Soundtracket komplimenterer den flotte billedside til perfektion og jeg må simpelthen skaffe mig det snart, inden jeg glemmer det. Lydsporet er i DTS-HD, men vi fik ikke helt fuld bonus af det.
Jeg skal fluks have bestilt denne udgivelse og så skal jeg nyde dette festfyrværkeri af farver hurtigst muligt igen!
#68 Jeg er klar over, at den er baseret på Millers tegneserie, og jeg har endda læst tegneserien, som jeg dog heller ikke var så vild med igen. Jeg foretrækker uden tvivl "Sin City". Filmen "300" underholdt mig da også nogle gange, hvilket jeg også giver udtryk for. Mest af alt på grund af det visuelle. Jeg kan godt se ideen med at bruge denne film som en prøveklud til HD. Men det lyder også til, at du har fået mere ud af den, end jeg har med lidt hjælp af en historieprofessor og en militærkyndig. Det lyder bestemt ikke dårligt :)
#69 Nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke lod min kæreste overtale mig til at se den i biografen :(
#61 rasser 17 år siden
Grindhouse er en af den slags film hvor man som garvet internet-surfer godt ved hvor man har og hvad man kan forvente. Det var nok ikke tilfældet for de mennesker der forlod biografen umiddelbart efter 'Planet Terror'. Og Planet Terror er nøjagtig som man forventer - trailerne viser meget godt hvad den går ud på, og hvilke visuelle nydelser og originaliteter man kan forvente i hvad der ellers er en nogenlunde standardiseret zombie-film. God underholdning (4/6)
Det samme kan dog ikke siges om 'Death Proof'! Her er der simpelthen gået for meget Tarantino i den. Og misforstå mig ikke, jeg kan som udgangspunkt godt lide manden, men det her er da bare for meget. Jeg er led og ked af ligegyldig dialog for dialogens skyld. Og jeg er træt af 'one-take' scener hvor vores protagonister sidder og snakker rundt om et bord, mens kameraet cirkulerer rundt om dem. Og hvor det var ok at der var ting i Planet Terror der ikke kunne lade sig gøre, så er Death Proof i langt højere grad plantet i en mere 'virkelig' verden, og der kan jeg bare ikke købe nogle af de ting der sker i filmens anden (og værste) halvdel (jeg er ligeglad med at hun er stuntkvinde, det der er ikke muligt!). Plus at de ikke kan være bekendt at gøre det der mod Kurt Russel!
Nå, det kan være svært at brokke sig, når man ikke må blive specifik. Horribel film. Forlad biografen efter først halvdel af Death Proof.(2/6)
3/6
Fracture
Først og fremmest et fremragende cast, og et interessant præmis. At se Hopkins' kalkulerede morder leje katten efter musen med Goslings himmelstormende arrogante Assistant DA er en fornøjelse, men desværre syder filmen ligesom ud halvejs igennem. Den forsøger at lave et lille comeback til sidst, med et twist man havde luret efter en halv time, men filmens konklusion holder i sidste ende ikke vand efter min mening. Det er simpelthen ikke logisk!
3/6
Blades of Glory
Rimelig morsom Will Ferrell-film, som er den klassiske sketch-idé der er blevet strukket ud til halvanden time (selvom den ikke bunder i en sketch). Hvad der var forfriskende ved denne film var at Ferrells medspiller Jon Heder får ligeså meget screentime, og betyder at filmen ikke står og falder udelukkende med om man synes Ferrell er sjov uanset hvad han laver. Alligevel synes jeg ikke filmen når helt op på niveau med sammenlignelige komedier som Anchorman, Zoolander og Talladega Nights.
Men solid underholdning med en del 'laughs'.
3/6
#62 rasser 17 år siden
Hvad ville du gøre hvis du vidste du skulle dø?
Det er det tematiske hovedpunkt for manuskriptfapfatteren Mark Fergus’ debut som instruktør, der netop har haft premiere i udvalgte amerikanske biografer. Filmen følger den smarte, lidt yuppie-agtige sælger Jimmy, hvis bil bryder sammen på en landevej midt ude i ørkenen. Som skæbnen vil det, lykkedes det dog Jimmy at få bilen dirigeret ind på en rasteplads, hvor mekanikerens meddelelse lyder på at der vil gå en del timer før bilen er køreklar. Efter at have ringet til alt og alle, og forsøgt sig med et af sine indøvede salgspitch til rastepladsens saloonejer, opdager Jimmy en lille skurvogn bagerst på rastepladsen. Det viser sig at det er en lokal spåmand der holder til her, og i mangel af andet form for tidsfordriv vælger Jimmy at få sig et godt grin. Men midt i seancen får spåmanden noget der minder om et anfald, giver Jimmy sine penge tilbage, og beder ham om at forlade skurvognen.
Jimmy lægger ikke umiddelbart mere i det besynderlige besøg, indtil nogle af de mindre forudsigelser spåmanden gjorde, viser sig at være uhyggeligt nøjagtige. Først prøver Jimmy at ignorere sin trang til at få hændelsen afklaret, men til sidst må han opgive og kører derud igen. Her konfronterer han spåmanden igen, og lærer noget han muligvis ville ønske han aldrig fik at vide. Herfra fortsætter Jimmys tilværelse stødt ned af bakke, mens han prøver at forstå og ikke mindst ændre den situation han er havnet i.
Til rollen som Jimmy er det lykkedes Mark Fergus at få ingen mindre end Guy Pearce til at påtage sig opgaven. Dette må siges at være lidt af en gevinst. Jimmy er med i stort set hver eneste scene, og et eller andet sted står filmen og falder med Pearces præstation. Den skuffer heldigvis ikke. Pearce mestrer i den grad rollen som den lidt selvoptagne Jimmy, og formår samtidig at virke tilpas samvittighedsfuld og dyb i de scener der virkelig tæller. For at filmen skal fungere er det altafgørende at publikum føler med hovedpersonen, og kan forstå og fatte sympati med de valg han træffer i de situationer han kommer til at stå overfor.
Filmen udmærker sig også i de mindre roller. Selvom der egentlig ikke er særlig meget plads til bi-rolleindehaverne, lykkedes det alligevel Piper Perabo (ja, hende fra Coyote Ugly!), Rick Gonzales og især J.K. Simmons og William Fichtner at markere sig stærkt. Simmons’ er herligt underspillet som den mystiske spåmand, og Fichtner har nogle enormt morsomme indslag, som herligt formår at afbalancere den afgrund filmens hovedperson er på vej imod.
Filmen lykkedes i høj grad med at få stillet et vigtigt og interessant spørgsmål omkring skæbnen. Oplægget er veludført, og hovedpersonens handlinger er relativt troværdige. Til gengæld prøver filmen at svare for udførligt på det spørgsmål den selv stiller, og det ender lidt med at være dens handikap. Hvor man I starten er ligeså uforstående som hovedpersonen, forsøger Fergus at lave en lige lovligt renpoleret konklusion på filmen. Det virker et eller andet sted unødvendigt, og betyder at man forlader filmen med en lidt flad fornemmelse. Et eller andet sted havde det nok været at foretrække hvis Fergus havde ladet seeren selv drage en endegyldig konklusion på så tungt et emne.
4/6
#63 mr gaijin 17 år siden
#64 chronaden 17 år siden
http://ekstrabladet.dk/vrangen/article291514.ece
#65 evermind 17 år siden
#66 Bony 17 år siden
#67 mr gaijin 17 år siden
”300” fik masser af hype op til udgivelsen, og den er blevet en kæmpesucces i box office både i USA og herhjemme. Flere både her på filmz og andre stedre har udråbt den som 'fed'.
Spørgsmålet er så hvad ordet 'fed' dækker. At man har fået udløsning for en indre trang til vold og vrede? I så fald kan jeg godt se, hvordan ”300” har resultereti en fed oplevelse. ”300” er nemlig fed på en: ”Årh hvad, se lige hvordan ham der den klamme blev totalt smadret, lissom”-måde. Det kan jeg godt følge hen ad vejen, og jeg kan godt føle mig underholdt. Men for mig er en rigtig fed film derimod en film, der igennem billeder viser publikum verden på en ny måde. Giver nye nuancer og vinkler på verden. Udvider vores verdensbillede i stedet for at begrænse det. Eller i det mindste fortæller os nogle gamle sandheder på en måde, så det føles som om, at vi hører dem for første gang. ”300” lever ikke op til denne forståelse af udtrykket ”fed”.
Filmen er, som de fleste herinde ved, en actionfilmsfortolkning af den klassiske historie om de 300 spartanere i alliance med andre grækere ledt af kong Leonidas (i filmen spillet Gerard Butler), der bekæmpede en stor persisk hærskare i et forsøg på at forsvare et bjergpas. Filmen er baseret på Frank Millers tegneserie af samme navn, og den lægger sig tæt op ad denne tegneserie i masser af frames. Der er tale om en kraftig stilisering af denne historie. Der er monstre, ninja-lignende kæmpere, dekadente persere med krydderen fuld af guldringe, muskuløse spartanere uden rustning, der mest af alt minder om en flok chippendales. Blod i massevis og stilistisk vold med nærbilleder af afhuggede hoveder, der flyver rundt i luften. Ja, fra tid til anden er ”300” fed på denne voldelige og visuelt ekstravagante måde.
Filmen stimulerede dog ikke på nogen anden måde. Hele filmen igennem var der nogle ulækre overtoner af de rene, stærke og mandige spartanere, som en fortællerstemme hele tiden fortalte var frie og ærbare, der kæmpede imod disse beskidte, korrupte persere. Fortællerstemmen i sig selv gør, at historien virker som en billedbog snarere end en dramatisk fortælling. Vi bliver ikke suget ned i karakterernes dilemmaer. Vi fortælles, at de reelt set ikke har nogen. Og når fortællerstemmen igen og igen fortæller os, hvor frie og heltemodige disse mænd er, så ender ”300” med at blive en gabefest med lidt illustreret voldsporno hist og her. Visuelt imponerende, men indholdsmæssigt uinspirerende.
I sidste ende bliver det for meget lovprisningen af spartanernes heltemod og frihed akkompagneret med bombastisk korsang og kampråb. Der er ingen nuancer eller tvetydighed. Blot tomme tønder, der buldrer derudaf.
Min vurdering 4/10
IMDB rating 7,9/10
#68 McPeter 17 år siden
Da jeg så filmen var det med et 45 min foredrag fra en historieprofessor og en gammel militærkyndig person (beklageligvis er jeg dårlig til at huske rang osv), der inden den startede forklarede om den historiske baggrund for slaget, samt hvordan slaget fandt sted. Det var et ganske interessant foredrag, hvor begge foredragsholdere flere steder pointerede filmens friheder i forhold til hvad der menes at have fundet sted i virkeligheden. Nu kan jeg ikke huske detaljerne fra foredraget, men som ham militærgutten formulerede det så flot: "de havde altså ikke krigsnæsehorn, selvom de formodentligt havde opfundet læderbadebukserne og det røde slag". :-) Dog kunne historieprofessoren fortælle at mange af de - som jeg troede var særlig lavet til denne hollywood-produktion - oneliners der bruges i filmen rent faktisk stammer fra histoiebøgerne og at spartanerne var kendt for disse sætninger. Her tænker jeg på sætninger som at da perseren siger at deres pile vil skygge for solen, så svarer spartaneren at "så må vi da bare kæmpe i skyggen" og dronningens "kom tilbage med dit skjold...eller på det". Selvom det virker meget dramatisk og opsat, så skulle det faktisk være det der står i historiebøgerne også.
Det er ikke fordi jeg vil have dig til at ændre på din karakter, for som sådan har du fuldstændig ret i at det ikke er en film der bidrager med særligt meget nyt for den enkelte og dennes verdensopfattelse. Ville blot fremhæve for folk der endnu ikke har set den, at det altså er en film man udelukkende skal se for underholdningens, det visuelle og ens trang til blodige actionscener. For jeg var i hvert fald dybt underholdt da jeg så den og jeg tror sagtens det kunne være et bud på en af de første film jeg skal have til at teste mit fremtidige HD-grej af når jeg engang får sådan noget. Jeg kan i hvert fald godt tåle at se den et par gange til pga. de visuelt utroligt flotte scener. :-)
Blot et indspark herfra... :-)
#69 filmz-Bruce 17 år siden
En kort udtalelse tæt på sengetid. Tyske Tom Tykwers fortælling om Jean Baptiste Grenouille, født i 1700 tallets Paris, med den fineste næse for dufte. Andet skal ikke fortælles her.
Fik set den på importeret HD-DVD fra Tyskland hos en ven og boy oh boy, hvilken vidunderlig cinematografi, billeder og ikke mindst farver. Vidunderlige billedkompositioner, som jeg vil formode må føre til en Oscarnominering. Filmen har kostet 50. mill euro, dyreste tyske film nogensinde. Ridley Scott og Timothy Burton var begge i overvejelserne som instruktører. Scorsese og Forman var interesserede. Bernd Eichinger (producer Untergang) ønskede at lave den i årevis, men forfatteren Patrick Süskind ville ikke sælge filmrettighederne før 2001, for 10 mill. euro.
Jeg er ganske uforstående overfor dens åbenlyse fiasko i Europa (undtagen i Tyskland) og i USA for den sags skyld. Jeg kan kun skyde skylden på promovering af mere mainstream agtige film på bekostning af denne og at der måske ikke er så stort et publikum mere, til længere, dramatiske film. Sørgeligt! Hvis film skal ses i en biograf, så er Perfume uden tvivl en af de første på listen!
Det var en både spændende fortalt og ikke mindst særdeles velspillet film. Ben Whishaw er perfekt i rollen som den nærmest asociale Grenouille. Dustin Hoffman er glimrende i en birolle som perfumier og sidst men ikke mindst, er Alan Rickman fremragende som fransk adelsmand. Pyt med, at det så er med stiff upper lip og udsøgt engelsk accent. Ligesom Jeremy Irons, er han født til at spille den slags roller. Aaah ja. John Hurt skal ikke glemmes, for sin fortællerrolle og gode stemme.
Soundtracket komplimenterer den flotte billedside til perfektion og jeg må simpelthen skaffe mig det snart, inden jeg glemmer det. Lydsporet er i DTS-HD, men vi fik ikke helt fuld bonus af det.
Jeg skal fluks have bestilt denne udgivelse og så skal jeg nyde dette festfyrværkeri af farver hurtigst muligt igen!
Film: 8/10
Billede: 9/10
Lyd: 8/10 (men formodentlig bedre)
#70 mr gaijin 17 år siden
#69 Nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke lod min kæreste overtale mig til at se den i biografen :(