Trods store forventninger og arven fra en Oscar-succes endte ‘Wicked: For Good’ med at blive totalt forbigået ved årets Oscar-nomineringer. Her er seks centrale grunde til, at musicalfilmen aldrig kom i nærheden af statuetterne.

Da Oscar-nomineringerne blev offentliggjort, var Wicked: For Good blandt årets største overraskelser – eller snarere fravær. Hvor den første Wicked blot året før høstede hele 10 nomineringer, herunder Bedste film, blev opfølgeren sendt tomhændet hjem. Det gælder både hovedrollerne Cynthia Erivo og Ariana Grande samt de tekniske kategorier, hvor filmen ellers lignede et oplagt bud. Så hvad gik galt på turen tilbage til Oz?

For det første har musicalens andet akt altid været dens svage punkt. Hvor første del byder på ikoniske sange og et stærkt klimaks med “Defying Gravity”, er anden halvdel mørkere, mere rodet og tung på forklaringer. Det var også netop finalen, der historisk kostede Wicked sejren ved Tony Awards.

Dernæst var anmeldelserne langt mere lunkne. Hvor Wicked blev kritikerrost, fik Wicked: For Good en væsentligt køligere modtagelse, og flere toneangivende medier var direkte hårde i deres dom. En Rotten Tomatoes-score på 66 procent er respektabel, men langt fra Oscar-niveau.

Sequels har generelt sværere ved at trænge igennem hos Akademiet, og selv om Wicked: For Good teknisk set er anden del af samme fortælling, blev den af mange opfattet som en unødvendig forlængelse. Det hjælper heller ikke, at billetindtægterne faldt markant. Fra 758 millioner dollars for Wicked til 523 millioner for Wicked: For Good.

De nye sange gjorde heller ikke det store indtryk. Hverken “No Place Like Home” eller “The Girl in the Bubble” satte sig fast på samme måde som musicalens klassikere.

Endelig spillede kampagnen en rolle. Hvor Erivo og Grande var uadskillelige under promoveringen af Wicked, valgte studiet en mere afdæmpet og splittet strategi denne gang. Og i Oscar-sammenhæng betyder synlighed stadig alt.

 



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: