Her er de 9 bedste film og serier på Disney Plus

Disney+ er kommet til Danmark, og der tilbydes en lang række valgmuligheder at starte med. Det kan virke helt svimlende at overskue – hvad skal man vælge? Her er ni film og serier på Disney Plus, som du absolut skal se.

Du kan læse alt om Disney Plus Danmark her.

Star Wars: The Clone Wars (2008-2020) IMDb: 8,2
Hvorfor bør man se den? Med sin høje gennemsnitsscore på IMDb ligger serien over alle Star Wars-film, på nær den originale trilogi bestående af Episode IV, V og VI fra henholdsvis 1977, 1980 og 1983.

Der findes en spillefilm med titlen The Clone Wars fra 2008, men her skal det handle om serien, som netop har afsluttet sin sidste og syvende sæson her i 2020. Serien består af i alt 133 afsnit af cirka 23 minutter.

Den høje IMDb-vurdering er især iøjnefaldende ved seriens nye og afsluttende Sæson 7. De sidste fire afsnit af denne sæson ligger aktuelt på top 50 over alle serieepisoder, der nogensinde er lavet.

The Clone Wars skiller sig yderligere ud fra andre Star Wars-animationsserier ved at have George Lucas som skaber

Men det er jo en tegnefilm – er den så kun for børn? Nej, ikke mere end de andre Star Wars-udspil. Enkelte lande har sat en aldersgrænse på 13 år, hvilket primært skyldes en moderat mængde vold i serien.

Kender man lidt til Star Wars, vil man vide, at moderat vold er en del af præmissen. Samtidig vil man nok også vide, at det ikke er volden i sig selv, som dyrkes i Star Wars-universet. Men i en stjernekrig, må nogle selvsagt lade livet.

Kan man se den, selv om man ikke er Star Wars-kender? Du behøver ikke at være den største Star Wars-fan for at kunne nyde The Clone Wars – men du skal nok ikke begynde her, hvis du slet ikke kender til universet.

The Clone Wars tilføjer i stedet dybde til klassiske Star Wars-karakterer som Obi-Wan Kenobi, Anakin Skywalker og Darth Maul. Du vil formentligt synes, at The Clone Wars’ skildring og uddybelse af disse karakterer er mere interessant, hvis du i forvejen kender til dem og deres bagvedliggende historie.

I Star Wars-universets kronologi placerer The Clone Wars sig mellem Episode II: Attack of the Clones og Episode III: Revenge of the Sith.

The Mandalorian (2019- ) IMDb: 8,7
Hvad går den ud på? Vi følger den ensomme dusørjæger Din Djarin, der også går under tilnavnet ‘Mando’, eftersom han er en del af Mandalorian-klanen. Djarin får til opgave at finde og levere en ukendt dusør. Dusøren viser sig at være et barn, som Djarin modvilligt får ondt af, da det viser sig, at barnet bliver udsat for eksperimenter. Mando falder i unåde med sin orden af dusørjægere og skal med barnet på slæb forsøge at undslippe sine forfølgere og gamle fjender.

Hvordan indskriver den sig så i Star Wars-universet? The Mandalorian finder sted efter Episode VI: Return of the Jedi (1983), men før Episode VII: The Force Awakens (2015).

Betyder det så, at jeg skal have set alle forrige film i Star Wars-kronologien samt hele The Clone Wars-serien, inden jeg kan se The Mandalorian? Nej. Selv om den indskriver sig i Star Wars-universets kronologi, fungerer den også som en selvstændig serie. Du vil sagtens kunne nyde The Mandalorian uden at være Star Wars-kender. Men inkarnerede fans af universet vil naturligvis se The Mandalorian med ekstra entusiasme.

Hvad er det særlige ved The Mandalorian? Fans roser The Mandalorian for at kunne genskabe samme magiske stemning, som der var i den originale trilogi. Med den høje IMDb-score på 8.7 er The Mandalorian også det eneste Star Wars-udspil, som kan måle sig med de gamle klassikere.

The Imagineering Story (2019) Miniserie. IMDB: 9,1
Denne mini-dokumentarserie på seks gange cirka en times spilletid er på en og samme tid meget uvant Disney, men er samtidig essensen af Disney-universet. Her kommer man nemlig bag om produktionen af Disney-universet. Ikke i forbindelse med produktion og animering af film og serier, men produktionen af Disney-universet i Disney World. På den måde kan du som seer komme bag kulissen på, hvordan der kreeres den autentiske Disney-stemning i et mix mellem æstetiske og fysiske rammer.

Hvad kan jeg forvente? Du får det historiske overblik over udviklingen fra Disney Worlds spæde start, til hvordan universet fortsættes i moderne udvikling op til i dag. Du kan se gamle, unikke optagelser med selveste Walt Disney, og hvordan han har skabt et magisk univers, som lever videre og har udviklet sig lang tid efter hans død.

Det lyder, som om man skal elske Disney for at se den – er det rigtigt? Både og. Serien virker selvfølgelig bedst, hvis man i forvejen er forelsket i Disney-universet. Men den er også interessant at se, hvis man interesserer sig for de store spillere i oplevelsesbranchen, og hvordan de har skabt succes.

Det skal dog retfærdigvis påpeges, at dokumentarserien er en Disney-produktion om en Disney-produktion, så det er ikke her, man finder kritik af Disney-imperiet.

One Strange Rock (2018- ) IMDb score: 8,8
Endnu en dokumentarserie om Jorden – hvad gør One Strange Rock anderledes end fx Planet Earth?Mens Planet Earth har fokus på Jordens dyreliv, har One Strange Rock mere fokus på Jorden som unik planet i hele universets perspektiv. En række astronauter hjælper med at tilføje berigende perspektiver på vores alle sammens fælles hjem, Jorden.

Med instruktør Darren Aronofsky (Requiem for a Dream, Black Swan) som executive producer ser vi det ene forbløffende skud efter det andet – om så det er i makro- eller mikroperspektiv, er der kælet for detaljen (prøv selv at se i traileren).

Hvert afsnits rejse bliver veludført med Will Smith som vært. Med hans rolige stemme og kendte ansigt fungerer han som et godt anker til de ellers overvældende facts og billeder.

Er One Strange Rock for hele familien? Ja, One Strange Rock vil kunne være fremragende underholdning for hele familien. Selv børn, som ikke er interesseret i Jordens relation til universet, vil nemt kunne blive opslugt af de fantastisk flotte billeder.

Serien har meget fokus på at lære om verden. Der vil selvfølgelig være nogle ting, som børn vil have svært ved at forstå. Men hvis de ser serien i selskab med en voksen, der kan oversætte informationerne til noget mere forståeligt, vil serien kunne være lærerig og samtidigt fascinerende for hele familien.

Brain Games (2011- ) IMDb score: 8,3
Hvordan er Brain Games lærerigt? I modsætning til One Strange Rock er Brain Games mere interaktivt. Du kommer til selv at deltage i nogle eksperimenter, hvor du og din familie kan lege med – alle sammen med henblik på at demonstrere, hvordan hjernens perceptionsevne fungerer.

Erfaringerne om, hvordan hjernen virker, bliver demonstreret, så du kan mærke, erfare og opleve dem på egen krop. Erfaringer, som kan være mindeværdige resten af livet, hvis de blev demonstreret for første gang.

Men det er ikke for hele familien? Ikke for de allermindste, da opgaverne nok vil være for svære. Men hvis udfordringerne løftes i flok, kan Brain Games helt sikkert også løfte engagementet til et niveau, du ikke er vant til ved shows, hvor du som seer er mere passiv.

Hamilton (2020) IMDB score: 8,7
Liveoptaget teatermusical som film? Ja, i 2015 blev Hamilton: An American Musical opført på Broadway Teater i New York. I Juni 2016 blev stykket gengivet for at blive optaget som film. Det er liveoptagelserne fra den musical, som nu er blevet brugt til at støbe filmen Hamilton sammen.

Ser man så bare showet fra start til slut ligesom en koncertoptagelse? Nej, liveoptagelsen i juni 2016 var specifikt designet til at skulle kreere en biograffilm. Der er kælet for kamerastyringen, som instruktør Thomas Kail bliver rost for af anmeldere.

Men Hamilton skulle have haft biografpremiere i 2021? Ja, det var oprindeligt planlagt, at den skulle udkomme som biograffilm i oktober 2021. Men eftersom corona-pandemien gør fremtiden for biograffilm usikker, besluttede Walt Disney Studios at udgive den d. 3. juli til streaming på Disney+ i USA – på den måde kunne filmen også udgives i 4.juli-weekenden, hvor USA fejrer 244. års uafhængighed.

Hvad er plottet? Filmen er delt op i to akter. I første akt følger vi Alexander Hamilton som den forældreløse immigrant, da han kommer til New York City i 1776. Her tilslutter han sig hæren og skal kæmpe for George Washington under den amerikanske revolution. I andet akt følger vi Hamilton i efterkrigstiden, og hvordan han bearbejder de personlige tragedier, han og hans nye familie bliver udsat for.

Hvad er det særlige ved den? Hamilton blander det nye med det gamle på en innovativ måde. Det er en skildring af det gamle USA i moderne fortolkning. Du vil for eksempel kunne opleve moderne musik, som rap og r&b performet af karakterer fra oplysningstiden.

Samtidigt er der den kunstneriske blanding af teaterstykke og film. Du kan opleve den autentiske stemning fra teatret, men på en ny måde. Kameravinklerne- og bevægelserne afslører fx skuespillerne spytte, mens de leverer deres ypperste præstationer.

Presto (2008) IMDb score: 8,2
Denne lille Pixar-perle på fem minutters varighed er et fremragende eksempel på de mange kortfilm, Pixar producerer, og som ligger på Disney+. De lange biograffilm som Toy Story og Wall-E ligger der selvfølgelig også.

I Presto ser vi en intens, men sjov duel mellem en tryllekunstner og hans kanin foran en sal fuld af publikummer – det hele er selvfølgelig i Pixars ekstraordinære computergrafik.

Uden replikker bliver historien stilrent ført i hus ved hjælp af altsigende gestikulering og mimik fra tryllekunstneren og kaninen – på den overdrevne måde, som vi kender det bedst fra tegnefilm – men uden at blive plat eller barnlig. Presto er perfekt for alle aldre.

Avengers: Endgame (2019) IMDb score: 8,4
Hvem eller hvad er Avengers? Avengers er samlingen af de superhelte, vi støder på i Marvel-universet – Iron Man, Hulk, Captain America, Black Panther bare for at nævne få.

Mange af disse superhelte optræder i deres egne Marvel-film, som fungerer som forløbere (og efterfølgere) til de fire Avengers-film.

Hvad skal jeg så have set inden?
Vi anbefaler, at du får hele historien med, inden du giver dig i kast med med Avengers-filmene. Der er en lille forskydning i kronologien af udgivelser og kronologien i Marvel-universet. Vi anbefaler, at du følger kronologien i Marvel-universet som ses nedenfor. Det indebærer dog også, at du har mange film at skulle se inden Avengers: Endgame. Heldigvis kan du se dem alle sammen på Disney+ pånær The Incredible Hulk og Spider-Man: Homecoming. De kan til gengæld ses på Viaplay.

Captain America: The First Avenger
Captain Marvel
Iron Man
Iron Man 2
The Incredible Hulk
Thor
The Avengers
Iron Man 3
Thor: The Dark World
Captain America: Winter Soldier
Guardians of the Galaxy
Guardians of the Galaxy Vol. 2
Avengers: Age of Ultron
Ant-Man
Captain America: Civil War
Spider-Man: Homecoming
Doctor Strange
Black Panther
Thor: Ragnarok
Avengers: Infinity War
Ant-Man and The Wasp
Avengers: Endgame

Hvorfor er Endgame særligt god? Endgame er et slaraffenland for Marvel-fans. Den tilbyder en helstøbt pakke af kampscener, overraskelser og følelsesmæssig indlevelse fortolket med de flotteste effekter.

Sammen med forgængeren Avengers: Infinity War ligger Endgame på IMDb’s top 100 over verdens bedste film.

Er Endgame så Marvel-universets finale? Nej, Marvel-universet fortsætter i bedste velgående. Spider-Man: Far From Home er allerede udkommet, som foregår efter Endgame i Marvel-universet. Denne kan dog også kun ses på Viaplay.

Derudover er der også udsigt til række nye, spændende Marvel-film som for eksempel Black Widow med Scarlett Johansson i hovedrollen, mens der også er Marvel-serier på vej som WandaVision og Loki, som udvider Marvel Cinematic Universe – kun på Disney Plus.

The Simpsons (1989- ) IMDb score: 8,7
Simpsons-universet er stort og skørt. I skrivende stund er der 683 Simpsons-afsnit af ca 22 minutters varighed fordelt på 31 sæsoner. Det gør serien over dobbelt så lang som en serie som South Park.

Du får adgang til næsten alle Simpsons-afsnit med Disney+. De første 30 sæsoner ligger der fra starten. Kun den nyeste sæson 31 er der ikke endnu. Det giver dig adgang til 661 Simpsons-afsnit.

Foruden den enorme serie har du også adgang til Simpsons: The Movie fra 2007, og den nye kortfilm fra 2020 Playdate with Destiny, hvor Maggie bliver forelsket i en lille dreng, hun møder på legepladsen.

Voksentegnefilm og Disney? Det lyder som en mærkelig kombination. Selv om The Simpsons er skør og original, så holder den alligevel en langt mere sober tone end fx South Park.

The Simpsons kan faktisk godt fungere som familieunderholdning – så længe de allermindste ikke er med. Disney+ i Danmark har blot sat en aldersgrænse på 6+. Langt de fleste andre lande har dog en aldersgrænse, som er cirka dobbelt så høj.

Ligesom en del andre tegnefilm kan The Simpsons tiltale mange aldersgrupper. Der er noget, som kun de voksne forstår, men også noget som kan få hele sofarækken til at grine.

The Simpsons | Simpsons funny, Simpsons art, The simpsons