Jeg beskrev optimistisk sæsonpremieren på “The Mandalorian” som “Ground Wars”. Sådan endte Star Wars-seriens første sæson også – på godt og ondt.

Sæson 1 af Jon Favreaus “The Mandalorian” har på mange måder været modstykket til de højtflyvende “Star Wars”-film med lyssværd og rejser med lysets hast.

“The Mandalorian” har været et tiltrængt modsvar med sin stjernekrigs-western placeret solidt nede på jorden. Desværre lettede den aldrig.

Sæsonafslutningen med titlen “Redemption” bekræfter, at ambitionen med Disney Plus-serien først og fremmest har været at få tiden til at gå. Afsnit efter afsnit – i streamingens navn.

På den måde har det været passende, at de fleste episoder med fokus på (Jesus)Barnet har fået premiere i december.

“The Mandalorian” har nemlig udspillet sig som en julekalender, hvor der trædes vande frem mod sidste afsnit, inden julen igen er en realitet.

Barnet har leveret sine julemirakler, mens Pedro Pascal har fået meget lidt at arbejde med som den hjelmbærende Mando, der blev en god og retfærdig faderskikkelse allerede i første afsnit.

Det ændres der ikke på i afslutningen af Sæson 1, der naturligvis lægger op til fortsættelse følger – i øvrigt lige op til julen i 2020.

“The Mandalorian” har med “Star Wars: Rebels”-skaber Dave Filoni som én af de toneangivende instruktører på den ene side lagt sig op ad den mest familievenlige strømning i Star Wars-butikken.

Samtidig har Jon Favreau insisteret på at række ud til den mørke side af galaksen, hvilket har resulteret i en splittet serie – lige dele westernhævner og nuttet baby.

Splittelsen kulminerer i Afsnit 8, hvor der er lige så meget eksposition som i “The Rise of Skywalker”. Alt skal F-O-R-K-L-A-R-E-S, så selv de yngste Disney Plus-abonnenter kan følge med.

Mando får et fuldt flashback, der staver hele forhistorien, inden skurk, baby og næste mission forklares igennem forelæsninger af den absolut unødvendige slags.

Endelig topper den nye skurk, Moff Gideon, alle verdens James Bond-skurke ved først at forklare sit våben og dernæst sin plan, inden heltene får indtil midnat til at overgive sig. Hvorfor?

Fordi Sæson 2. Fordi det aldrig må slutte. Dette er begyndelsen på Star Wars+.

Titlen snyder. Næstsidste afsnit af “The Mandalorian” hedder “Opgøret”. Det er det ikke.

Afsnit 7 er derimod optakten til det endelige opgør, der udspiller sig tilbage i Mandos hjemby, hvor Star Wars-serien begyndte, forlod, vendte tilbage til, forlod igen og nu altså danner scenen for det endelige opgør om Barnet.

Rollespils-mekanikken fortsætter med den simple western-indpakning. De nye venskaber på heltens rejse skal nu indkasseres. Sådan er der dømt “Syv mand sejrer”, selv om de kun er fire – den ene en kvinde.

Nick Nolte og Werner Herzog er tilbage som seriens stærkeste karakterer, mens Mando stadig ikke udvikler sig mere end Clint Eastwood i et afsnit “Rawhide”. Han er en renskuret westernhelt, som gør det rigtige, fordi det er det rigtige.

Men som titelkarakter er det for lidt at have brugt syv afsnit på. Foruden et par flashbacks til barndommen ved vi intet om Mando.

Derfor er næste uges sæson-konklusion bundet op på, hvor stort et twist Jon Favreau har fundet på til historien om Barnet.

Det kan næppe være mere uinteressant end sandheden om Rey i “The Rise of Skywalker”, men næppe heller nok til, at “The Mandalorian” kan blive erklæret en entydig succes.

Star Wars-serien viser dog med dette syvende afsnit, at et endeligt opgør sagtens kan leveres med en landsby af Stormtroopers i stedet for hundredevis af Star Destroyers.

Den lyse og mørke side står således nu helt lige i kampen om, hvorvidt “The Mandalorian” er fremtiden for Star Wars-franchisen. I næste uge skal det endelige slag stå.

Barnet er igen nuttet, og Mando sendes på endnu en ny mission – “The Mandalorian” er officielt blevet for ensformig.

Der er ganske vist en lille forskel fra uge til uge, mission til mission. Sidste gang stod den på dusørjagt i ørkenen – denne gang skal et heisthold befri en fange fra et rumfængsel.

Men formlen er forudsigeligt den samme. De onde stinker (for) langt væk af skurk, der først forsøger at snyde Mando, som sædvanligt finder en vej til slut – videre til næste mission.

Jon Favreau har tilsyneladende ingen ambition om at skabe en større sammenhæng i “The Mandalorian”, der undtaget første afsnit kunne være blevet vist i vilkårlig rækkefølge. Der er ingen udvikling.

Star Wars-referencerne bliver også mere og mere overfladiske. De er til pynt for fans, men rykker ikke ved det større stjernekrigs-univers.

Denne gang er der en hilsen til kasinobyen Canto Bight fra “The Last Jedi” og gunganer-racen bedst kendt for Jar Jar Binks.

Disse to historiske Star Wars-lavpunkter er symbolsk passende i et af de hidtil svageste afsnit i “The Mandalorian”.

Heistholdet er barnligt ondt. En lilla ekskæreste og en rød med horn – begge ligner de uheldig Star Trek-kitsch.

Scenen for afsnittet er anderledes velvalgt. Et flydende fængsel bestående af lange gange, der snart oplyses i alarmrød, som minder om “Rumrejsen år 2001”. Det ser fedt ud.

Mindre fedt er det, at ugens afsnit af “The Mandalorian” igen er lige så spændende som et afsnit af “Power Rangers”. Helten vinder uge efter uge over nye skurke, der er trukket i en automat på Disney Plus.

Den indrømmer det nu selv. “The Mandalorian” er en western.

Femte afsnit af Star Wars-serien på Disney Plus har således titlen “The Gunslinger” – mere vildt vesten kan det ikke blive.

Det er igen et lille rollespil på en ny planet, hvor Mando må nødlande sammen med Baby, fordi de bliver ramt i kamp.

Sådan udspiller det femte afsnit sig præcis som episode 2 og 4. Der er et problem – det skal nu løses. Præcis som i et rollespil.

Der må denne gang skaffes penge til at reparere rumskibet. Til det formål introduceres en ny fremmed på en bar – han har et dusørjægerjob.

Sammen tager Mando og den fremmede på jagt ud i ørkenen på et par speeder bikes i det hidtil mest rå og rene afsnit – den nuttede Baby er efterladt på værkstedet.

Den disposition forvandler “The Gunslinger” til et klinisk trekantsdrama, hvor de to jagter snigskytten Fennec Shand.

Det er et spartansk afsnit cowboy og indianer ude i den golde ørken, hvor Tuskenrøvere skal bestikkes, hvis du vil have fri passage.

Dog forstærker dette femte afsnit også min mistanke imod “The Mandalorian”. Streamingserien skal være otte afsnit – og de skal fyldes ud.

Det gør “The Gunslinger” udmærket, men med en handling, der padler af sted som Star Wars-fyld i stil med “The Last Jedi”. Det kunne fint undværes.

Cliffhanger-slutningen tyder dog på, at den løsrevne ‘ugens afsnit’-struktur nu snart ændres til fordel for en sæson-afslutning, der vil hive hjelmen af Mando og afdække mysteriet om Baby.

En mystisk fremmed følger i deres fodspor. Hvem trækker først? Det ér en western.

’This is the way'. Det er Mandalorian-krigernes ordsprog. Men det ligner også en konstatering af, hvordan “The Mandalorian” bliver.

Nu halvvejs inde i Sæson 1 er det, som om “The Mandalorian” har fundet sin rytme og form. Det er sådan her, at “The Mandalorian” kommer til at flyve i mål.

Små, lukkede afsnit, hvor overskuelige konflikter håndteres i et uoverskueligt stort Star Wars-univers.

Denne gang er flygtningen Mando med den kronisk nuttede Baby ankommet til den næsten øde planet Sorgan. Her udspiller ugens afsnit sig.

Det er igen et simpelt rollespil. Gode bønder angribes af onde, der har anskaffet sig en AT-ST – en dræbende lillebror til Imperiets AT-AT.

Og nu hvor Mando har bekendt kulør til den lyse side, så kan han jo lige så godt hjælpe i den konflikt, hvilket der så går et afsnit med, inden han flyver videre til afsnit 5.

Han er den ene westernhelt, som kommer til byen, der trues af en skruppelløs overmagt. Det er som et afsnit af “Rawhide” fra dengang, hvor Clint Eastwood var seriehelt, hvilket her et halvt århundrede senere føles ret gammeldags – både på den gode og bedagede måde.

For der er noget hyggeligt over på den måde at tage på rundtur i udkanten af Star Wars-universet, hvor det ikke handler om Kraften og endnu en Dødsstjerne, som skal skydes ned.

Her er der i stedet tid til at spise kødsuppe og drikke et krus spotchka på en kro, hvor en mystisk fremmed skuler fra et andet bord. Ven eller fjende?

I “The Mandalorian” er jeg sjældent i tvivl om svaret. Jeg er heller ikke i tvivl om udfaldet af ugens afsnit.

Der er et problem. Og så en løsning. Videre.

Den formel fornemmer jeg ikke, at “The Mandalorian” kommer til at hæve sig over. Det er den lille hverdag i galaksen, der tager en pause fra den store stjernekrig.

Og det er sådan set helt okay, at dette er vejen.

Så ramte skyldfølelsen endelig “The Mandalorian”. Mando må i tredje afsnit vælge side – er du god eller ond?

For selv om dusørjægeren bare gør sit job, så er det svært at være neutral, når din arbejdsgiver er rumnazist, der aflønner med Imperiets stjålne metal.

Afsnit 3 er derfor klassisk Star Wars, hvor den amoralske Dyn Jarren nu tvinges til at tage stilling.

Det sker, da han som aftalt afleverer (Jesus)Barnet på bagkontoret hos Werner Herzog, som på trods af kun få minutters skærmtid allerede er én af den her galakses bedste skurke.

Igen er der tale om et lille afsnit, der er simpelt sat op: Først aktion, derpå reaktion.

Barnet afleveres til de onde mod betaling. Herefter forsøger Dyn at dulme skyldfølelsen væk ved at købe en ny bling-bling-rustning. Men den kan ikke beskytte ham imod en dårlig samvittighed.

Sådan er Mando den slags antihelt, der gjorde Han Solo mere populær end Luke Skywalker med den rene moral.

Dem i gråzonen er mere interessante. Mere genkendelige, imens dem med den pudsede glorie sgu er lidt kedelige.

På den måde handler “The Mandalorian” i ugens afsnit om det tilbagevendende Star Wars-tema om den frie vilje midt i den grå zone – hvad vælger du?

Denne gang afføder valget Star Wars-seriens hidtil største slag i bedste westernstil, hvor helten forsøger at skyde sig fri fra slyngler på åben gade.

Den nuttede indpakning fra forrige afsnit er erstattet med en ene gunslinger, som har taget et valg i en verden af grå nuancer.

Imperiet har ganske vist tabt, men de er her stadig i udkanten af galaksen, hvor Den nye republik endnu ikke kan opretholde lov og orden.

Og når der ikke er faste regler, så råder den enkeltes moral. Hvad er rigtigt – hvad er forkert?

Det rigtige på vej mod halvvejen af “The Mandalorian” er at slå fast, at potentialet stadig er stort nok til, at jeg glæder mig til at se fjerde afsnit.

Det er mit valg.

Det første og lovende afsnit af Star Wars-serien “The Mandalorian” sluttede med lidt af en cliffhanger – og en skabning mere nuttet end 100 porgs.

Dette andet afsnit etablerer nu den overordnede motor i Jon Favreaus “The Mandalorian” som en klassisk ’hero’s journey', hvor mandalorianeren Dyn Jarren skal ud på en rejse.

Det er han allerede i fysisk forstand, men rejsen er naturligvis også en indre en af slagsen – fra kynisk enspænder i en lovløs verden og formentlig til en faderfigur med hjertet på rette sted som en anden Han Solo.

Den motor virker så velsmurt som “Logan” – blot pakket Disney Plus-venligt ind uden blod og bandeord.

Anderledes skeptisk er jo nu over for det enkelte afsnits underliggende finmekanik. Afsnit 2 tenderer hyggerollespil.

Jawaer så pludrende som minions har hugget de vigtigste dele til heltens rumskib. Nu skal de skaffes tilbage, hvilket der så går et afsnit med.

Det er et problem, der kun har til formål at få afsnittet til at gå. Vold virker ikke – en byttehandel?

Nu må Dyn skaffe en bytteværdi, før tredje afsnit begynder, mens vidunderbarnet for første gang fremviser sine evner – og kobler “The Mandalorian” sammen med den større Star Wars-saga.

Bedst er gensynet med heltehjælperen Kuiil, der ligner og får stemme fra Nick Nolte. Bestemt afslutter han alle samtaler med ordlyden ’I have spoken'. Så er der ikke mere at diskutere.

Men sammen med barnet og jawaerne trækker Kuiil også “The Mandalorian” væk fra det første afsnits beskidte ‘Ground Wars’ og i stedet i retning af tonen hos George Lucas’ ewoks. Det er hyggeligt.

For hyggeligt i forhold til Ludwig Göranssons western-inspirerede lydspor, som passede bedre til åbningsafsnittet, hvor der var håndgemæng på bodegaen, møde i det skumle bagkontor og en tvetydig moral.

Afsnit 2 er derimod mere rent. Entydigt og nuttet. Og giver en fornemmelse af, at der er mere rollespil på vej med små udfordringer, der skal løses undervejs på heltens rejse frem mod det afsluttende ottende afsnit.

Rejsen er dog først lige begyndt – ruten kan endnu nå at ændre sig. Jeg har talt.

Den burde hedde “Ground Wars”. Men der er altså tale om den første live-action-serie placeret i Star Wars-universet.

Første afsnit af “The Mandalorian” er naturligvis den store attraktion her på den første dag med streamingtjenesten Disney+.

Det er “Star Wars”, som jeg aldrig før har oplevet det. Men tættest på i “Solo” og “Rogue One“. Det er helt nede på jorden – langt fra de store stjerner.

Her følges titlens mandalorianer spillet tavst af Pedro Pascal, der tjener til føden som dusørjæger i udkanten af galaksen i perioden efter Imperiets sammenbrud – langt væk fra lov og orden.

På den måde opfører “The Mandalorian” sig som en lille western frem for den episke fantasy, der kendes fra ‘Skywalker-sagaen’.

Og det passer egentlig ret godt til serieformatet på den lille Disney Plus-skærm, hvor denne første sæson udspiller sig over otte afsnit.

Den åbner da også nærmere som en slags Star Wars-udgave af “Den gode, den onde og den grusomme” frem for endnu en storslået kamp imellem godt og ondt, rebeller og besættelsesmagt.

“The Mandalorian” er mere mudret. Titelkarakteren redder ganske vist en stakkel på en bar i indledningen, men det kun for selv at indkassere dusøren. Fangen føres om bord på et slidt skib – videre til næste opgave.

Jeg er særligt vild med Werner Herzogs bagmand i dette første afsnit. Måske var han en central officer under Imperiets velmagtsdage? Måske ikke. Nu sidder han gemt væk i et bagkontor, hvor han beskyttes af et sidste hold Stormtroopers.

Den outrerede tysker er bedst kendt som instruktør, men var senest et eneste lyspunkt som skurk i “Jack Reacher” med Tom Cruise. Nu er han tilbage som manden, der sender mandalorianeren på hemmelig dusørjagt, som helt sikkert bliver begyndelsen på resten af serien.

Her efter første afsnit tegner der sig konturerne af en moderne western om en hård mand beskyttet imod fjender og den øvrige verden af en hård metalrustning. Det ligner en ny “Logan” med en enlig jærv, som forsøger at beskytte den uskyldige, det gode i en egoistisk verden i opløsning.

Storhedstiden er forbi. Her er ingen lyssværd og lyden af ’KSCHHHHH!' – for ikke at tale om fraværet af introtekster og John Williams’ storladne orkestermusik. Det er skrabet.

Og det er en udmærket modvægt til den glittede del af “Star Wars”-universet, der i næste måned kulminerer med “The Rise of Skywalker“. Indtil da gælder det “Ground Wars”.