Sony Pictures Entertainment har nu udviddet deres cast til filmatiseringen af Dan Browns bestseller “Da Vinci mysteriet” og har nu også Ian McKellen og Alfred Molina på rollelisten.
Molina har fået rollen som den nidkære Bishop Arigarosa, som er utrolig interesseret i Robert Langdon (Tom Hanks) og kryptografen Sophie Neveus (Audrey Tautou) aktiviteter. McKellen skal spille rigmanden Sir Teabing.
Filmen, som også har Jean Reno på rollelisten, instrueres af Ron Howard efter et manuskript af Akiva Goldsman. “Da Vinci mysteriet” påbegyndes i juni og er sat til at få premiere i maj næste år.
#21 filmz-zanoan 19 år siden
Man kan i øvrigt sige, at Engle & Dæmoner er ganske aktuelt på nuværende tidspunkt pga. Pavens død.
"A truth that is told with bad intents beats all the lies you can ever invent" - William Blake
#22 chuck 19 år siden
#23 19 år siden
#24 filmz-dotlea 19 år siden
---
Who died, and made you Danny?
#25 filmz-kain 19 år siden
Også jeg blev fanget ind af bogen, da jeg (det må jeg tilstå) købte den sidste år - pang! Den er ikke til at slippe, man må liiige læse næste side, og næste side og næste side med. Den er det ypperste inden for genren page turners, man får hjertebanken af al den pisken af sted og alle de ufattelige opdagelser, der bliver gjort undervejs.
Til jul fik jeg så Browns anden bog, Engle og Dæmoner, og man er dårligt kommet i gang med bogen, før man opdager, at det er den samme bog som Da Vinci, den foregår blot i Rom og ikke i Paris. Og skønt min irritation over bogen og forfatteren og hovedpersonen og udviklingen steg, kunne jeg ikke slippe bogen - nuvel, den blev ikke læst helt så hurtigt som Da Vinci, men læst blev den da.
Og bagefter den samme følelse som efter Da Vinci.
Tomhed.
Som når man har spist en BigMac - det var sådan set okay undervejs, men bagefter går man og småbøvser af ubehag. Det ligger ikke godt i mawen. For de to bøger kunne lige så godt være skrevet af en computer. Sproget er anonymt, grænsende til det dårlige, uden dog at stå i vejen. Og på samme måde er indholdet, det dybere indhold, et postulat, som ikke rører ens sjæl. Under læsningen tror man, at man føres mod en større sammenhæng, en dyb forklaring, men man lades bare uforløst tilbage. Nå, var det det? Det er trivi stadset op som intellektuel dybsindighed.
For resten, var det ikke det samme med Smilla?
Men det er fedt at læse. Trivi er da udmærket på sine egne præmisser, problemet her er blot, at man forventer mere, end man får.
DA Vincis diametrale modsætning er Pi’s Liv af Yann Martel, som man umiddelbart tror er en happy go lucky-bog om drengen Pi, der sidder sammen med en nuser tiger i en redningsbåd, efter at deres skib er gået ned. Den starter også morderlig sjovt, drengens far er direktør for en zoo i Indien, Pi er rettroende hindu. Og muslim. Og kristen. Og det er da morsomt.
Men så sælger de zoo’en, tager fragtbåden til Canada, båden går under, og romanen tager en helt ny drejning. For tigeren er ikke sød.
Jeg har diskuteret bogen med en i øvrigt belæst kollega, han gik i stå midtvejs, orkede ikke at læse om, hvordan Pi og tigeren overlever 277 dage sammen på havet. Og det forstår jeg godt, for Pi’s liv er ikke en page turner som Da Vinci, det går ret omstændeligt for sig derude på havet, for selvom der også udspiller sig dramatiske og grufulde og morsomme episoder, bruges der mange sider på at skaffe vand og mad.
Men til gengæld har Pi’s Liv en slutning, så man bagefter er stum og i et stykke tid kun kan gå rundt i små cirkler. Det er sådan en bog, der vækker en om natten og siger: Tænk videre. Og man kan bruge bogens slutning som en lakmusprøve til at afsløre andre læseres syn på verden.
Samtidig er den forbandet godt skrevet.
Så den er kort sagt det modsatte af Da Vinci - Da Vinci handler tilsyneladende om religiøsitet uden at gøre det, Pi handler tilsyneladende om en dreng og en tiger - uden at gøre det. Og som det siges i Pi’s Liv, en det en historie, der kan få sin tilhører til at tro på Gud.
Dada! Og se, selvom dét ikke sker, så føler man, at man er blevet beriget ved at læse den bog. Hvorfor pokker er det så Da Vinci, der er den bedstsælgende voksenroman nogensinde, og ikke Pi?
Fordi Da Vinci er moderne, den er skabt til en zappertid, hele tiden nye højdepunkter, uden at der rigtig sker noget, hele tiden en bevægelse fremad, uden at man kommer nogen vegne. Bogen læser jo sig selv - det er forrygende, det er forbløffende, det er forfærdeligt.
Læs Pi og bliv rigtigt mæt!
#26 19 år siden
#27 chuck 19 år siden
#24 Jo, muligheder er der nok af, men det er ikke sikkert, at budgettet kan klare det ;)
#25 Jeg har det på samme måde, men for mig at se er det det samme som med film. Nogle film skal underholde, andre skal få en til at tænke over tingene. Kan de begge dele er det for mit vedkommende et mesterværk. Jeg skal helt sikkert læse Pis Liv(det ser dumt ud, men der er jo ikke apostrof genitiv på dansk:). Jeg læste Hariku Murakamis Dans, Dans, Dans, den havde noget Lynch-agtigt over sig, for nu at blive lidt i filmens verden. Meget tankevækkende!
#28 Yoda 19 år siden
Interessant artikel, jeg som litteraturvidenskabsstuderende er helt enig i, og som man kan læse i denne uges udgave af Weekendavisen, hvor den er skrevet af den litteraturkyndige Henrik Winther.
Burde du ikke, Kain, når du copy/paster, oplyse, hvor du har materialet fra?