Roland Emmerich fortalte i november sidste år, at han havde planer om at lave hele to nye “Independence Day”-film, og at de to film igen vil foregå på Jorden og ikke bevæge sig længere ud i rummet.

Den primære hæmsko har dog hele tiden været Will Smith, som er en af Hollywoods højst betalte filmstjerner med en løncheck på over 100 millioner kroner pr. film PLUS en procentdel af overskuddet. Emmerich har hele tiden villet have haft Smith med, men filmselskabet 20th Century Fox har tøvet.

IESB.net kan dog nu rapportere, at takket være “Avatar” svømmer 20th Century Fox for tiden i penge og har derfor indvilliget i at kaste de nødvendige millioner dollars efter projektet. Tanken skulle desuden angiveligt være, at eftersom “Avatar 2” sandsynligvis ligger omkring fire år ude i fremtiden, ønsker filmselskabet at have en mega-blockbuster klar inden for få år.

Ifølge IESB.nets kilder skulle planen nu være at gå i gang med “Independence Day 2” og “Independence Day 3”, der vil blive optaget samtidig, allerede i starten af 2011.

Dermed vil de to nye film om de invaderende rumvæsner og heroiske (primært amerikanske) jordboere tilsyneladende blive Roland Emmerichs næste projekt, efter han færdiggør sin Shakespeare-film “Anonymous”, og det vil også blive Will Smiths næste projekt, efter han har lavet enten “Men in Black 3” eller “The City That Sailed”.

Den første “Independence Day” omsatte for 817 millioner dollars verden over.

Se også: Roland Emmerich vil lave “ID4-Ever” som to film.



Vis kommentarer (21)
Gravatar

#21 filmz-Claudius 14 år siden

Nogen burde fortælle rumvæsnerne, hvad vi alle ved fra enhver nytårsaften: "Gå aldrig tilbage til en fuser." :)

Nu kan man ikke ligefrem kalde en fortsættelse til ID4 for en "quick cash-in" film. Det er ID4 trods alt for gammel til. Er det ikke omkring halvandet årti?

Vi har dog næppe brug for den. ID4 var underholdende og uforpligtende nonsens i biffen, hvis man lige ser bort fra de yderst kvalme-fremkaldende taler med den amerikanske præsident (HINT: amerikanske præsidenter i amerikanske film er næsten pr. definition et skidt tegn).

Men ID4 er også en af den slags film, der skal ses i biffen. De enorme flyvende tallerkener faldt totalt til jorden, når de blev flyttet fra lærredet til den lille skærm.
http://www.newsweek.com/2010/04/30/why-i-hate-3-d-and-you-should-too.html

Skriv ny kommentar: