Men in Black 3

InstruktionBarry Sonnenfeld

MedvirkendeWill Smith, Tommy Lee Jones, Josh Brolin, Rip Torn, Emma Thompson, Nicole Scherzinger, Alice Eve, Bill Hader, Michael Stuhlbarg, Jemaine Clement

Længde106 min

GenreSci-Fi, Action, Komedie

IMDbVis på IMDb

I biografen24/05/2012


Anmeldelse

Men in Black 3 (3D)

4 6
Sort er det nye sort

På mig virkede det umiddelbart som en både doven og desperat beslutning at lave en “Men in Black 3”. Jovist, den første “Men in Black” fra 1997 var en effektiv science fiction-komedie, men det er ti år siden, at den rærlige “Men in Black II” besudlede franchisens omdømme og udryddede efterspørgslen efter en treer. Og eftersom seriens hovedrolleindehaver, superstjernen Will Smith, ikke havde medvirket i en film i fire år, pegede alt på, at “Men in Black 3” (især fordi Smith længe havde været den største fortaler for en treer) var Smiths forsøg på at genvinde sin plads i rampelyset ved at genoplive en falleret føljeton, fordi det ville være lettere og mindre risikabelt end at finde på noget nyt og mere innovativt.

Men tænk engang… “Men in Black 3” er faktisk en ganske fin film, der godt er klar over, hvad den gængse biografgænger håber på at få ud af dens 106 minutter: Grinagtige rumvæsner, Tommy Lee Jones’ indtagende pokerfjæs og en veloplagt Will Smith i hopla. Vi serveres for alle tre dele samt en masse lækre, nye krydderier (deriblandt ensemblets nytilkomne medlem, Josh Brolin) og andre ingredienser, der fluks går i glemmebogen.

Smith og Jones gentager deres roller som henholdsvis Agent J og Agent K. De er the men in black – tophemmelige agenter, der holder øje med de mange rumvæsner, der i al hemmelighed opholder sig på vores bitte, blå planet. Det er deres opgave at holde universets trusler væk fra Jordens lykkeligt uvidende befolkning. Ganske vist er det ti år siden, det umage makkerpar sidst gæstede biffen, men alt er åbenbart ved det gamle: K er lavmælt og mopset, mens J er frisk og frejdig. Da filmen starter, bryder det brutale rumvæsen Boris The Animal ud af et fængsel på månen, og han vil hævne sig på K, som fangede ham tilbage i 1969. Boris rejser tilbage i tiden, slår K ihjel og indleder sin races invasion af kloden, så nu må J også drage tilbage til 60’erne for at redde sin makker og moder Jord.

Langt hovedparten af filmen foregår i de glade 60’ere, hvorfor Jones kun medvirker i relativt få minutter. Det vil måske gøre nogle fans nervøse, idet de forrige films største trækplaster afgjort var den skærende kontrast og det skægge samspil mellem den stoiske Jones og den løsslupne Smith, som slog gnister i fællesskab. Men Brolin, der spiller 1960’ernes 29-årige udgave af Agent K (Brolin er i virkeligheden 44 år gammel, men man sluger illusionen råt), er simpelthen superb. Han formår ubesværet at gengive Jones’ hårde, men også spøgefulde stålfacade, og han indgyder samtidig rollen med en mere ungdommelig entusiasme, der smitter af på publikum. Smith og Brolin er en lige så fornøjelig duo som Smith og Jones.

Instruktøren Barry Sonnenfeld, som også lavede seriens to andre kapitler, har samtidig iscenesat en mægtig miljøskildring af 1960’ernes USA. Især et besøg hos Andy Warhols amerikanske atelier får latteren til at runge. Bill Hader er brillant som kunstnerkometen, der i virkeligheden er en dobbeltagent, som arbejder sammen med J og K. Warhol er dog bange for, at folk snart vil opdage, at han ikke er en ægte kreatør, for som han selv siger: ”Jeg er løbet så meget tør for ideer, at jeg er begyndt at male suppedåser og bananer!” Herligt. Ligesom i forgængerne er her også masser af pudseløjerlige rumvæsner – deriblandt førnævnte Boris, som desværre ikke har særlig megen personlighed, men som gøres både vittig og vidunderligt excentrisk af newzealandske Jermaine Clement, der er kendt fra “Flight of the Conchords”.

Michael Stuhlbarg er til gengæld snarere frustrerende end fornøjelig i rollen som det hyperaktive rumvæsen Griffin, der assisterer J og K, og den rastløse Griffin og hans kringlede monologer er triste påmindelser om de problemer, der plagede “Men in Black II”: Snørklede handlingsforløb og et overforbrug af kedelige karakterer. “Men in Black 3” bygger også op til en stor afsløring om K og årsagen til hans evindelige surmuleri, men efter sin mægtige midterdel begynder filmen at tabe pusten, og slutningen savner pondus. Indtil da har man dog hygget sig så gevaldigt i selskab med nogle af Hollywoods mest charmerende skuespillere, at man til slut alligevel sidder med et stort smil på læberne.
Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.85:1. Ligesom “Alice i Eventyrland” og “Piranha 3D” blev “Men in Black 3” skudt i 2D, men filmmagerne vidste på forhånd, at billedsiden senere skulle konverteres til 3D. Derfor ser “Men in Black 3” også bedre ud end langt de fleste 3D-konverterede film, og gennem hele filmen har billedet en ganske tilfredsstillende dybde med en klar afstand mellem elementerne i bag-, mellem- og forgrunden. Filmen gør ofte brug af muntre 3D-gimmicks (alt fra lyseblå laserstråler til kulørt rumvæsenslim synes at komme ud af skærmen), og fordi filmen er så gakket og overgearet, passer 3D-effekterne fint ind, og de distraherer aldrig. Scenen, hvor Will Smith springer ud fra Chrysler-bygningen, er en af de mest imponerende 3D-sekvenser, jeg hidtil har set. Hold godt fast på hat og briller!

Jeg bed dog mærke i en smule ghosting ved enkelte lejligheder – aldrig i et distraherende omfang, men i visse nærbilleder optræder altså et sløret, tyndt “billedekko” rundt om objekterne i forgrunden. Derudover er billedsiden knivskarp hele vejen igennem, detaljerigdommen er konstant enorm, og rumvæsnernes mange forskellige nuancer gengives perfekt. Jeg bed mærke i nogle få glorier, som er lidt tydelige, fordi de er kridhvide og opstår rundt om de kulsorte jakkesæt. Men ligesom de få ghosting-tilfælde, er de få sekunders edge-enhancement til at leve med. Kontrasten er solid, og jeg bemærkede hverken snavs eller banding.
Audio

Billedsiden har måske nok nogle få brister, men DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er praktisk talt fejlfrit. Seriens to forrige film var glade for at sætte subwooferen i sving, og det samme er “Men in Black 3”, der ofte får gulvet til at vibrere med sine dybe toner og kraftige lydeffekter – du bør nok invitere underboen ud på fin middag, før J og K når frem til opsendelsen af Apollo 11-rumraketten senere i filmen. Alt fra de mange højteknologiske våben til de skøre rumvæsner laver masser af sjove lyde, som kommer ud af samtlige højtalere på de helt rigtige tidspunkter og med den helt rette lydstyrke. Panoreringerne fungerer fortrinligt, og hverken Danny Elfmans musik eller skuespillernes replikker overdøves. Et superbt mix.

Ekstramateriale

Udgivelsen huser to skiver – én med 2D-udgaven af filmen og én med 3D-udgaven. 2D-skiven indeholder det meste ekstramateriale. Her er en lille stak trailere til andre Sony-titler, et interaktivt skydegallerispil (som primært henvender sig til børn), en musikvideo til nummeret “Back in Time” af Pitbull, fire minutters fraklip (knap halvdelen af dem er vitterligt sjove), gennemgange af de visuelle effekter i seks udvalgte sekvenser (som tilsammen varer cirka 18 minutter) samt nogle korte featuretter om skabelsen af fire andre scener (som også varer knap 18 minutter alt i alt).

Dokumentaren “Keeping it Surreal: The Visual FX of MIB 3” (11 min.) gransker, som titlen antyder, filmens effekter, og det bliver heldigvis gjort på en underholdende facon, således at selv de, der ikke interesserer sig i den slags, godt kan følge med. I “The Evolution of Cool: MIB 1960’s vs. Today” (11 min.) tales der mere om filmens kulisser og rekvisitter, mens “Partners in Time: The Making of MIB 3” (27 min.) er udgivelsens klart bedste dokumentar. Her taler både flere af skuespillerne og filmmagerne om alt fra udviklingen af manuskriptet til makeupdesignet. Visse deltagere (såsom Pussycat Dolls-stjernen Nicole Scherzinger) bruger dog kun deres taletid på at give kollegaerne verbale skulderklap. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Ekstramaterialet på 3D-skiven præsenteres også i 3D, og selvom dokumentaren “Converting to 3D” (2 min.) desværre er ultrakort, så giver den os et fascinerende indblik i 3D-konverteringsprocessen. Her er også en 3D-trailer til “The Amazing Spider-Man” samt et lille billedgalleri med tredimensionelle billeder af flere af filmens rekvisitter.

Hvis der aldrig kommer en “Men in Black 4”, så vil “Men in Black 3” stå tilbage som en værdig afrunding på en hæderlig trilogi, der aldrig efterlod noget uudsletteligt indtryk, men som ofte stimulerede lattermusklerne og sanserne. Både udgivelsens 3D- og 2D-transfer samt lydsporet imponerer voldsomt, men det havde nu været dejligt med lidt mere (og mere dybdeborende) ekstramateriale. Hvis man er fan af franchisen, er der naturligvis ingen vej uden om denne udgivelse, og hvis man har en forkærlighed for science fiction og/eller komediegenren, er “Men in Black 3” bestemt også et kig værd, især hvis man ejer et 3DTV.

Men in Black 3

4 6
Tilbage til fortiden

Der er noget befriende over at se Tommy Lee Jones og Will Smith trække i det sorte jakkesæt og sparke rumrøv igen som agenterne K og J i “Men in Black 3”. Siden det umage par lagde solbrillerne på hylden for snart ti år siden er biograferne blevet invaderet af dystre superhelte, blodfattige vampyrer og eksploderende robotter. “Men in Black 3” har mere tilfælles med “48 timer”, “Dødbringende våben” og “Tilbage til fremtiden” end nutidens blockbusters og virker til tider håbløst gammeldags. Og lige præcis derfor fungerer den.

Handlingen er som sædvanlig noget forbandet vrøvl. Et rumvæsen ved navn Boris the Animal undslipper et topsikret fængsel på månen og rejser tilbage i tiden til 1969 for at myrde agent K, før han sendte ham i fængsel og derved forhindrede Jordens undergang. Og så er det ellers op til Will Smith at rejse tilbage i tiden og redde planeten fra at blive invaderet af ondsindede rumvæsner. For gud ved hvilken gang.

På trods af en noget rodet historie fungerer “Men in Black 3” alligevel, og det skyldes især kemien mellem den speedsnakkende Will Smith og knudemanden med læderfjæset, Tommy Lee Jones. Ud af deres indbyrdes modsætninger vokser den humoristiske kerne i filmen, og man bliver aldrig træt af at høre dem småskændes i bilen eller over et stykke tærte på den lokale café.

Som i de forrige film er “Men in Black 3” befolket af det ene syrede rumvæsen efter det andet, og i en af filmens bedste scener er makkerparret ude at lege levnedsmiddelkontrol på en kinesisk restaurant, der har serveret dyr af anden galaktisk herkomst. ”You are breaking my balls,” udbryder ejeren, hvorefter Tommy Lee Jones svarer: ”You don’t have any balls,” trækker forklædet af ham og afslører, at han er et insektlignende væsen fra det ydre rum.

En af filmens helt store forcer er dog Josh Brolin, der spiller den yngre udgave af Tommy Lee Jones. Mimikken, stemmen og timingen er helt perfekt, og vidste man ikke bedre, kunne man godt tro, at Brolin var Jones’ fortabte søn. Ligesom de gamle film i serien kræver “Men in Black 3” ikke, at man tager den seriøst. Men den kræver, at man griner undervejs. Og i modsætning til den mislykkede “Men in Black II”, er den nye film i serien en hæsblæsende, sjov rutschebanetur, man ikke vil ned fra.

Filmen balancerer på kanten af det stupide og sublime, men heldigvis rammer den oftere plet, end den skyder over mål. Det skyldes især et par veloplagte præstationer fra de herrer Smith, Jones og Brolin, men samtidig kender instruktøren Barry Sonnenfeld også sin besøgstid, og det er befriende, at rumeventyret kun står på i halvanden time. Det nye eventyr med mændene i sort er hverken banebrydende eller mesterligt. Men det puster ikke blot kærkomment liv tilbage i actionkomedie-genren, som mere eller mindre har ligget død og begravet siden Mel Gibson klippede sit lange hår af. Den gør det med bravour.


Kort om filmen

I “Men in Black 3” vender agenterne J og K endelig tilbage… i tiden! Gennem de sidste 15 år har J efterhånden set flere utrolige ting end de fleste i forbindelse med sit arbejde for MIB, men selv ikke de mange aliens har forvirret ham så meget, som hans sky og indesluttede partner, K. Så da en morder fra fortiden bringer både K’s liv – og menneskehedens overlevelse – i fare, rejser agent J tilbage til 1969 for at redde sin makker og resten af verden, når han nu alligevel er i gang. Her møder han den unge agent K, og så får han endelig indblik i et par af de hemmeligheder, som vor tids K aldrig har fortalt ham…