Dwayne Johnson og Emily Blunt fortsætter samarbejdet i superheltefilmen “Ball and Chain”.

De skulle have haft premiere denne sommer på Disney-filmen “Jungle Cruise”, men den er blevet udskudt til næste år på grund af coronakrisen.

De første forlydender om “Jungle Cruise” er dog, at Dwayne Johnson og Emily Blunt gør det fremragende sammen i hovedrollerne.

Nu fortsætter makkerparret så i en filmatisering af 90’er-tegneserien “Ball and Chain”, der beskrives som superhelteudgaven af “Mr. and Mrs. Smith”, som havde Brad Pitt og Angelina Jolie i hovedrollerne tilbage i 2005.

“Ball and Chain” handler om et ægtepar, der er kørt træt i forholdet. Både mand og kone har superkræfter, men de virker kun, når de er sammen, skriver The Hollywood Reporter.

Det er “The Big Sick”-forfatter Emily V. Gordon, der skriver manuskriptet til “Ball and Chain”, som meldes på vej til Netflix.

Læs også ‘Disney-trailer ude med Dwayne Johnson – opkaldt efter forlystelse i Disneyland‘.

“Jungle Cruise” får dansk premiere den 29. juli i 2021.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: