Næsten 30 år efter at Heat satte nye standarder for moderne kriminalfilm, kæmper instruktør Michael Mann stadig med at få Heat 2 realiseret.
Filmen, der både fungerer som prequel og sequel, er baseret på Manns egen bestsellerroman og har været under udvikling siden 2022. Adam Driver er allerede i samtaler om rollen som en ung Neil McCauley – karakteren, som Robert De Niro gjorde ikonisk i originalen fra 1995.
Men projektet er ramt af et økonomisk benspænd. Warner Bros. og Michael Mann er uenige om budgettet, der oprindeligt lå på over 200 millioner dollars. Instruktøren har efter sigende barberet det ned til 170 millioner, men studiet tøver stadig. Derfor er der nu åbnet for samarbejde med en anden partner – blandt andet Apple er blevet præsenteret for manuskriptet.
Midt i de hårde forhandlinger er et stort navn dog dukket op: Leonardo DiCaprio. Ifølge flere kilder har han haft samtaler med Mann om at medvirke i filmen. Hvis han takker ja, kan hans stjernestatus være nøglen til at få grønt lys.
Udover Driver og DiCaprio nævnes også navne som Al Pacino, Austin Butler, Ana de Armas og Jeremy Allen White til centrale roller.