Cameron Crowe instruerer filmen om det legendariske musikikon.

Efter længere tids spekulationer er det nu officielt: Meryl Streep skal spille Joni Mitchell i en kommende biografisk film. Projektet instrueres af Cameron Crowe og blev bekræftet i forbindelse med et branchearrangement op til årets Grammy-uddeling.

Dermed kaster Streep sig endnu en gang over en virkelig person med stærk kulturel gennemslagskraft. Hun har tidligere modtaget Oscar-nomineringer for portrætter af markante kvinder – blandt andet i Music of the Heart og Florence Foster Jenkins – og har generelt gjort biografiske roller til en af sine helt store styrker. Med 21 Oscar-nomineringer og tre statuetter er hun fortsat blandt filmhistoriens mest hædrede skuespillere.

Joni Mitchell, der i dag er 82 år, regnes som en af de mest betydningsfulde sangskrivere fra sin generation. Hun slog igennem i 1960’erne og markerede sig i en branche, hvor kvindelige sangskrivere dengang var i undertal. Siden har hun skabt en omfattende sangskat med numre som ‘Big Yellow Taxi’, ‘Woodstock’ og ‘Both Sides Now’ og har haft afgørende indflydelse på både folk- og popmusikken.

Mitchell modtog for nylig endnu en Grammy – denne gang for Bedste Historiske Album med udgivelsen ‘Archives – Volume 4: The Asylum Years (1976-1980)’.

Det er endnu uvist, hvornår filmen får premiere, og hvem der eventuelt skal spille Mitchell i hendes yngre år. Tidligere har navne som Anya Taylor-Joy været nævnt i den forbindelse, men intet er bekræftet.

Cameron Crowe, der står bag film som Jerry Maguire, Vanilla Sky og Oscar-vinderen Almost Famous, har desuden solid erfaring med musikrelaterede fortællinger – både i fiktionsfilm og dokumentarformat.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: