Åbenbart ikke alle har spist sig mæt i risalamande og pebernødder endnu.
Kalenderen viser 29. december, og de fleste danskere er for længst gået i gang med at pakke kravlenisserne ned og kigge mod kransekagen.
Tendensen er knivskarp hos de store streamingtjenester som Netflix, Disney+ og HBO, hvor de klassiske julefilm er styrtet ned ad hitlisterne til fordel for helholdvis The Great Flood, One Battle After Another og Avatar: The Way of Water.
Alligevel findes der en markant undtagelse på Prime Video, hvor actionbraget Red One fortsat holder et jerngreb om førstepladsen som den absolutte topscorer.
Det viser de seneste tal fra FlixPatrol.
Muskler og magi holder fast
Mens Alene Hjemme og The Grinch er røget i det digitale arkiv hos konkurrenterne, nægter publikum at give slip på Dwayne Johnsons seneste mission. Succesen skyldes sandsynligvis filmens evne til at blande det traditionelle juleunivers med benhård action, hvilket åbenbart fænger bredere end blot de klassiske hyggefilm.
Amazon MGM Studios ser ud til at have ramt en guldåre ved at transformere Nordpolen til en højteknologisk fæstning, der kan underholde selv efter juleaften.
Julemanden i problemer
Plottet i Red One tager fat på en noget utraditionel krise, da selveste Julemanden – med kodenavnet Red One – bliver kidnappet i et spektakulært angreb. Dwayne Johnson spiller rollen som Callum Drift, sikkerhedschefen for E.L.F., der må se sig nødsaget til at rekruttere verdens dygtigste, men også mest kyniske tracker, spillet af Chris Evans. Sammen må de navigere gennem en verden af mytologiske væsner for at redde højtiden, før det er for sent.
Og med J.K. Simmons som den toptrænede og muskuløse julemand, bliver der delt rigelig med øretæver ud til alle på uartig-listen.
Filmens massive budget på svimlende 250 millioner dollars har skabt et visuelt univers, der holder folk klistret til skærmen, selvom granstøvet har lagt sig. Mange seere vælger tydeligvis action og eksplosioner over sentimentale fortællinger her i dagene mellem jul og nytår.
Har du også brugt dine fridage på at se Julemanden dele øretæver ud, eller er du helt færdig med alt, der dufter af grantræ?








