Kultklassikeren vender tilbage. Efter årtiers venten har opfølgeren til ‘Spaceballs’ nu fået en premieredato – og flere af de originale stjerner er med igen.
Den kommende efterfølger til Spaceballs får biografpremiere den 23. april 2027. Filmen produceres af Amazon MGM Studios og markerer et comeback for den elskede sci-fi-parodi, der første gang ramte biograferne i 1987.
Blandt de mest opsigtsvækkende nyheder er, at Mel Brooks vender tilbage foran kameraet. Derudover gentager Rick Moranis, Bill Pullman, Daphne Zuniga og George Wyner deres roller fra originalen.
Samtidig får filmen nyt blod i form af Josh Gad, Keke Palmer, Lewis Pullman og Anthony Carrigan.
Instruktionen står Josh Greenbaum for, mens manuskriptet er skrevet af Josh Gad sammen med Benji Samit og Dan Hernandez.
En kultklassiker vender tilbage
Originalfilmen, instrueret af Mel Brooks, var en parodi på Star Wars og andre sci-fi-klassikere. Selvom den “kun” tjente omkring 38 millioner dollars i biograferne, har den siden opnået kultstatus og en dedikeret fanbase.
Den nye film forventes at fortsætte i samme satiriske spor, men præcise detaljer om handlingen holdes stadig hemmelige.
Store forventninger
Projektet har været undervejs i flere år, og allerede i 2024 teasede Josh Gad, at manuskriptet kunne være noget af det sjoveste, han nogensinde har arbejdet på.
Med både originale stjerner og nye kræfter ombord ligner Spaceballs 2 et forsøg på at ramme både nostalgien og et nyt publikum.





