To årtier efter premieren på Quentin Tarantinos hævneepos får danske biografgængere nu mulighed for at opleve historien, som instruktøren oprindeligt forestillede sig den.

Fra den 12. marts kan Kill Bill: The Whole Bloody Affair ses i udvalgte biografer herhjemme. Den næsten fire og en halv time lange version samler Kill Bill: Vol. 1 og Kill Bill: Vol. 2 til én sammenhængende film – med mindre justeringer og sekvenser, der tidligere kun har været vist i særlige sammenhænge.

Den udvidede version blev første gang vist i 2006 ved blandt andet Cannes-festivalen og i Tarantinos egne biografer i Los Angeles. Siden har den dog været utilgængelig for det brede publikum og aldrig fået en regulær international biografpremiere.

Under optagelserne voksede projektet sig større end planlagt. Spilletiden nærmede sig fire timer, og produktionen gik over budget. Løsningen blev at opdele fortællingen i to film, der udkom i 2003 og 2004 – en beslutning, som viste sig at være en økonomisk succes. De to kapitler indtjente tilsammen langt mere end deres samlede budget og blev hurtigt kultklassikere.

For Tarantino har historien dog altid været tænkt som ét samlet værk. I hans egen filmografi tæller Kill Bill som én film, selv om publikum lærte den at kende i to dele. Den nye biografvisning giver derfor mulighed for at se fortællingen om Uma Thurmans hævngerrige The Bride i den form, instruktøren oprindeligt ønskede.

Et af de mest markante forskelle i den samlede udgave er kampscenen mod The Crazy 88 i House of Blue Leaves. Hvor sekvensen i biografversionen pludselig skifter til sort-hvid – for at undgå en strengere aldersklassificering på grund af den ekstreme mængde blod – vises den i Kill Bill: The Whole Bloody Affair i fuld farve. Det gør volden endnu mere grafisk og understreger den operatiske, tegneserieagtige æstetik, Tarantino gik efter. Derudover er der indsat mindre dialogudvidelser, alternative klipninger og enkelte forlængede øjeblikke, som giver bedre flow mellem kapitlerne og binder de to tidligere film tættere sammen som ét samlet værk.

I København vil filmen i en begrænset periode blive vist i 70mm, hvilket passer perfekt til Tarantinos forkærlighed for klassiske biografformater.

Kill Bill: The Whole Bloody Affair får dansk premiere den 12. marts.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Reborn Sith 2 minutter siden

Hvis der er indlagt pause, ville jeg overveje at se den.
It's all good man. Saul Goodman

Skriv ny kommentar: