Johnny Knoxville og resten af holdet er tilbage. En helt ny Jackass-film rammer biograferne til sommer – og det bliver hverken pænt eller smertefrit.

En splinterny Jackass-film får biografpremiere den 26. juni, bekræfter Paramount Pictures. Det bliver første gang siden Jackass Forever fra 2022, at det notorisk selvdestruktive stunt-univers vender tilbage på det store lærred.

Johnny Knoxville tease­de nyheden på Instagram i et opslag delt sammen med den officielle Jackass-konto og produktionsselskabet Gorilla Flicks, stiftet af Jeff Tremaine. Her lover holdet, at “Jackass er tilbage” – uden at afsløre, om filmen officielt får titlen Jackass 5.

Den kommende film lander fire år efter Jackass Forever, hvor Knoxville blandt andet blev angrebet af en rasende tyr, mens resten af holdet udsatte sig selv for alt fra sorte bjørne til bistader placeret de mest uheldige steder. Filmen samlede størstedelen af det oprindelige hold og introducerede samtidig nye ansigter som Rachel Wolfson og “Poopies” McInerney.

Jackass begyndte som et tv-program på MTV i starten af 00’erne og udviklede sig hurtigt til et filmfænomen, der har overlevet både alder, alvorlige skader og skiftende generationer. Publikum er måske blevet ældre – men humoren er præcis lige så infantilt grænseoverskridende som altid.

I den seneste film blev Bam Margera afsat på grund af sit stofmisbrug, på trods af hans faste optræden gennem Jackass’ historie. Om han medvirker i den kommende film, vides endnu ikke. De nye medlemmer, som blev introduceret i den forrige film, tæller blandt andet Zach Holmes, Sean “Poopies” McInerney, Jasper Dolphin, Eric Manaka og Rachel Wolfson.

Hvad den nye film præcist indeholder, er endnu uvist, men én ting er sikker: Johnny Knoxville og co. har ingen planer om at tage den med ro.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Squeszh 2 uger siden

Kun 4 dage gammel nyhed...

Skriv ny kommentar: