Sony Pictures Animation/Walt Disney Pictures/Netflix

Nye tal viser bekymrende statistik om kvinder i filmbranchen

En ny undersøgelse giver et indblik i et problem, der er vendt tilbage trods et godt 2024.

Selvom vi lige er trådt ind i 2026, ligner statistikken bag kameraet noget fra en svunden tid.

En omfattende undersøgelse fra USC’s Annenberg Inclusion Initiative afslører, at 2025 bød på det laveste antal kvindelige instruktører i syv år, hvilket sender branchen direkte tilbage til det niveau, man så i 2008.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. Ud af de 111 instruktører, der stod bag de 100 mest indbringende amerikanske film i 2025, var kun ni af dem kvinder. Det svarer til en beskeden andel på 8,1 procent, hvilket er et voldsomt dyk fra året før, hvor tallet lå på 13,4 procent.

For mange i branchen føles det som om, man har ramt en usynlig mur, der bremser de seneste års forsøg på at skabe en mere balanceret filmverden.

“Data fra 2025 afslører, at fremskridt for kvindelige instruktører har været flygtige,” forklarer Dr. Stacy L. Smith, der står bag undersøgelsen.

Hun påpeger desuden, at det er fristende at skyde skylden på det politiske klima, men at virkeligheden er, at disse film blev godkendt og sat i produktion af filmstudiernes ledelser længe før de seneste års politiske debatter for alvor tog fart.

Talentet fejler ikke noget

Trods den skæve fordeling er der intet, der tyder på, at kvinderne laver dårligere film end deres mandlige kolleger. Undersøgelsen har finkæmmet anmeldelser på Metacritic over en periode på 19 år, og her er resultatet entydigt: Der er absolut ingen forskel på den gennemsnitlige kvalitet af film instrueret af mænd og kvinder.

Det tyder på, at valget af instruktør ofte bunder i alt andet end filmisk håndværk.

Her er de ni kvinder, der trodsede statistikken og landede en af de 100 største film i 2025:

  • Nisha Ganatra (Freakier Friday)

  • Emma Tammi (Five Nights at Freddy’s 2)

  • Domee Shi og Madeline Sharafian (Elio)

  • Celine Song (Materialists)

  • Jennifer Kaytin Robinson (I Know What You Did Last Summer)

  • Maggie Kang (KPop Demon Hunters)

  • Hikari (Rental Family)

  • Chloé Zhao (Hamnet)

Succes for kvinder med minoritetsbaggrund

Midt i de ellers nedslående nyheder gemmer der sig en historisk milepæl. For første gang i undersøgelsens historie er der flere kvindelige instruktører med minoritetsbaggrund (5,4 procent) end hvide kvindelige instruktører (2,7 procent) på top 100-listen. Interessant nok er samtlige seks kvinder i denne gruppe af asiatisk herkomst.

Endnu mere opsigtsvækkende er det, at film instrueret af netop denne gruppe høster de højeste karakterer hos kritikerne. Med en gennemsnitlig score på 62,5 på Metacritic udkonkurrerer de både hvide mænd (56) og hvide kvinder (54).

“Det er tydeligt, at når det kommer til instruktører, træffes ansættelsesbeslutninger ikke udelukkende på baggrund af præstationer. Hvis det var tilfældet, ville kvinder med minoritetsbaggrund få markant flere muligheder for at arbejde bag kameraet,” konstaterer Dr. Stacy L. Smith.

Studier lukker døren for kvinder

Når man kigger på de enkelte filmstudier, er forskellene til at tage og føle på. Gigantiske navne som Paramount Pictures, Warner Bros. og Lionsgate ansatte ikke en eneste kvindelig instruktør til deres største film i 2025.

I den anden ende af skalaen finder man Walt Disney Studios, der med tre kvinder bag kameraet førte an, efterfulgt af Universal Pictures.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: