iKlipz kan fremvise syv tv-spots til den ventede filmatisering af Phillip Pullmans fantasy-bog “Det gyldne kompas”.

Filmen handler om den nysgerrige pige Lyra, som lever i en verden meget lig vores – men dog meget forskellig. Hun bor på Jordan-kollegiet, hvor rektor og kollegiets professorer tager sig af hendes opdragelse, men der er en masse spørgsmål, som pirrer Lyras nysgerrighed. Hvad har den smukke, unge og ærgerrige Mrs. Coulter med Lord Asriels opdagelser at gøre? Og hvorfor forsvinder der igen og igen børn fra Oxford – altid sønner og døtre af fattige forældre?

Lyra finder ud af, at alle disse spørgsmål hænger sammen, men for at finde frem til svarene må hun begive sig nordpå i Lord Asriels fodspor, hvor panserbjørnene vogter over deres uindtagelige fæstning, og hvor heksene flyver gennem den iskolde luft. En verden, som hidtil har været utilgængelig for mennesker.

Dakota Blue Richards, Ben Walker, Nicole Kidman, Daniel Craig, Eva Green, Sam Elliot og Clare Higgins spiller med i filmen, hvor Kristin Scott Thomas, Kathy Bates, Ian McKellen, Ian McShane og Freddie Highmore lægger stemme filmens figurer.

“Det gyldne kompas” er instrueret af Chris Weitz og viser vej til danske biografer 7. december.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: