For første gang i Oscar-uddelingens 80-årige historie vil man i det kommende show til februar næste år kunne finde filmreklamer i reklamepauserne under uddelingen.
Tidligere har man haft strenge regler om, at man ikke ville vise reklamer for film under Oscar-uddelingen, da man ikke ville risikere, at det kunne se ud som om, at filmstudierne havde “købt” sig ind i showet og derfor kunne have indflydelse på resultatet.
I et forsøg på at forny showet – der sidste år satte rekord med laveste seerantal nogensinde – har man nu besluttet at tillade filmreklamer – dog med en række betingelser. Filmene, der reklameres for, må tidligst have premiere til april, hvormed det ikke bliver muligt at reklamere for nogen af de nominerede film. Det er desuden ikke tilladt at reklamere for sequels eller prequels til film, der er nominerede.
Hver filmdistributør må kun købe ét reklamespot, og spottet må ikke tidligere have været vist. I reklamen må ordene Oscar og Academy Awards ikke indgå, og spottet må kun reklamere for en enkelt film.
Ud over det økonomiske aspekt – hvert 30-sekunders reklamespot koster omkring 1,8 mio. dollars – håber Oscarakademiet, at det nye tiltag kan skabe lidt fornyet interesse omkring Oscar-showet, hvis man fx. kan præsentere eksklusive, nye spots til film som “Transformers: Revenge of the Fallen”, “G.I. Joe” og “Terminator Salvation”.
Det 81. Oscar-show løber af stabelen 22. februar, 2009.
#11 filmz-gyxi 16 år siden