Han brød igennem på tv med serien “Mission: Impossible” – forløberen til Tom Cruises filmserie. Nu er Martin Landau død efter en uventet komplikation i forbindelse med et hospitalsophold. Han blev 89 år.
Se også: Anmeldelsen af “Ed Wood”
Det er CNN, der skriver, at den endnu aktive Martin Landau døde lørdag. Dermed er der sat punktum for en imponerende karriere med et utal af serie- og filmroller.
Det store gennembrud kom med de tre sæsoner som forklædnings-specialisten Rollin Hand i slutningen af 1960’erne i “Mission: Impossible”.
Han blev nomineret til en Emmy for alle tre sæsoner, og i 1968 vandt han en Golden Globe som bedste tv-stjerne.
Den første store rolle på film kom med “North by Northwest” i 1959. Filmkarrieren bød på i alt tre Oscar-nomineringer for bedste birolle.
Den første nominering kom i 1988 med Francis Ford Coppolas “Tucker”, der blev fulgt op af endnu en året efter med Woody Allens “Små og store synder”.
Rollen som Bela Lugosi blev alle gode gange tre for Landau i Tim Burtons “Ed Wood”, som udløste Oscar-gevinsten.
Martin Landau efterlader sig sine to døtre, Susan og Juliet.
#1 kblood 7 år siden