Fjollet og skør. Venlig og elsket. En kult-ikon stiller træskoene.
Søndag aften gik skuespiller og komiker Paul Reubens bort. Han havde i de seneste seks år kæmpet med cancer og gik til sygdommen på samme måde som sin mest ikoniske karakter: Pee-wee Herman. Med humor og optimisme kæmpede han videre, indtil det ikke længere gik.
I et opslag på Reubens’ Instagram, som blev udsendt efter komikerens død, havde han forberedt en afskedstekst: ‘Jeg håber, I vil tage imod min undskyldning for ikke at melde ud, hvad jeg har kæmpet med de sidste seks år. Jeg har altid følt en stor respekt og kærlighed fra mine venner, fans og støtter. Jeg har elsket jer alle sammen så meget og nydt at lave kunst til jer.
Pee-Wee Herman blev Reubens’ eftermæle. Den barnlige, venligsindede mand i det grå jakkesæt, røde sløjfe og de konstante stemmeskift var velanset både blandt børn og voksne. Karakteren fik hurtigt en kultstatus efter udsendelsen af tv-programmet “Pee-Wee’s Playhouse” i 1980. Siden lavede han film, teaterstykker og interviews i rollen som Pee-Wee Herman.
I løbet af 90’erne og 00’erne trådte Reubens tilbage fra rampelyset, fordi skuespilleren blev arresteret efter uanstændig opførsel i en voksenbiograf. Dog vendte han tilbage med flere teaterstykker baseret på Pee-Wee Herman. Faktisk var Reubens i gang med to nye projekter baseret på karakteren. Hvor langt Reubens nåede med dem, er ikke offentliggjort.