Det ser ud til Dolph Lundgren, som spillede Punisher i filmen af samme navn fra 1989, ikke bliver den sidste skuespiller til at udfylde den sorte kevlardragt med det hvide dødningehoved på brystet.

Efter kassesucceser med film som “X-Men”, “Spider-Man” og senest “Daredevil”, vil tegneserieforlaget Marvel have andre af deres tegneseriefigurer filmatiseret, og turen er nu kommet til Punisher.

Jonathan Hensleigh skal efter sigende instruere den kommende film, og han har desuden skrevet første udkast til manuskriptet.

Kevin Feige, Executive Vice President hos Marvel Studios, fortæller at Michael Tolkin (“Deep Impact”, “Changing Lanes”) er ved at finpudse Hensleighs manuskript. Feige fortæller også at der endnu ikke er fundet nogen til at spille hovedrollen som den hævngerrige forbryderkæmper.

Marvel regner med at Punisher filmen vil have premiere i 2004.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: