Jack Reacher er klar til nye eventyr! Actionheltens serie, “Reacher” får nemlig en sæson 2.
“Reacher” kan slutte sig til “The Boys”, “Invincible” og “Good Omens” som én af Prime Video-favoritterne. Alle første sæsons otte episoder fik i fredags premiere på streamingtjenesten til ros fra både kritikere og fans.
Læs også: “Endelig! Vi har fået en premieredato og det første blik på ‘The Boys’ Sæson 3”
“Reacher” er ifølge Amazon én af Prime Videos højst ratede originalserier med en gennemsnitsscore på 4,7 ud af 5. Samtidig er “Reacher” blandt streamingtjenestens fem mest sete serier inden for de første 24 timer.
Seriens succes har på kort tid båret frugt, og nu belønnes de trofaste fans, der har siddet foran skærmene ved seriens præmiere, altså med endnu en sæson. Det rapporterer Deadline.
Serien er bygget på “Jack Reacher”-bogserien, skrevet af Lee Child, og første sæson er baseret på forfatterens debutroman, “Killing Floor”. Her følger vi Alan Ritchson (“Blue Mountain State”) i rollen som Jack Reacher, en tidligere militærpolitimand, der kort efter sin ankomst til den fiktive Georgia-by, Margrave, involveres i en actionfyldt kriminel konspiration.
Om den kommende sæson fortsætter med Childs anden bog i serien, “Die Trying”, eller om den tager udgangspunkt i én af de andre historier, ved vi endnu ikke. Vi ved heller ikke, hvornår vi kan forvente at se sæsonen.