Begejstringen for Netflix falder blandt republikanere i ny meningsmåling – tilsvarende stiger den blandt demokrater.
Hollywood har længe været opfattet venstreorienteret blandt amerikanske republikanere, der slukker for politiske Oscar-taler.
Nu er turen så kommet til Netflix.
I løbet af 2018 er republikanernes opfattelse af Netflix blevet 16 procent mere negativ. Tilsvarende er den blandt demokrater nu 15 procent mere positiv, viser ny meningsmåling.
Det sker parallelt med, at Netflix har udnævnt Susan Rice – tidligere sikkerhedsrådgiver under Barack Obama – til selskabets bestyrelse.
Samtidig har streaming-giganten indgået en produktions-aftale med netop Barack Obama, ligesom der er blevet premiere på et nyt show med den Trump-kritiske komiker Michelle Wolf.
Netflix-chef Ted Sarandos – der har personlige forbindelser til ledende demokrater – afviser dog kritikken:
”Dette er ikke Obama-kanalen. Der er ingen politisk skævvridning i vores udvælgelse af programmer.”