DreamWorks Animation har fundet frem til nogle af de skuespillere, der skal lægge stemme til det nye computeranimerede fantasy-eventyr “How to Train Your Dragon”; Gerard Butler, America Ferrera, Jonah Hill, Jay Baruchel og Christopher Mintz-Plasse skal alle levere deres celebre røst til filmen, der er sat til at udkomme i foråret 2010.
Peter Hastings skal stå for instruktionen på filmen, der bliver lavet i det såkaldte Ultimate 3D-format.
“How to Train Your Dragon” er baseret på Cressida Cowells bog og udspiller sig i en mytisk verden, hvor en ung og splejset vikingesøn må fange og tæmme en drage for at blive optaget i stammen.
Tidligere har Lorna Cook (“Spirit: Hingsten fra Cimarron”) og David Soren været forbundet som instruktører på projektet.