Fløjlshandskerne kommer for alvor af i den næste sæson af “The Boys”, hvor vores titulære gruppe har fundet et middel, der skaber lige vilkår med de sindssyge superhelte.

Sæson 2 af Prime Videos populære superheltesatire sluttede i et nogenlunde fredeligt sted for vores hovedpersoner, hvis veje skiltes uden længere at skulle være på flugt fra hverken superhelte eller staten.

Nu er der dog gået et år for the boys. Butcher arbejder for den førnævnte stat – under Hughie endda. Det er dog ikke nemt at bekæmpe Homelander, der tilsyneladende for alvor har mistet forstanden, og resten af superheltene fra den rigtige side af loven. Derfor kommer de også endnu engang i karambolage med The Seven efter at have fundet et nyt mystisk våben, mens de samtidig forsøger at finde den allerførste superhelt, Soldier Boy.

Traileren er nøjagtig lige så blodig og voldelig, som man kunne forestille sig fra en “The Boys”-trailer, men tørrer vi linsen af, kan vi bl.a. se et eksempel på Scarlet Witch-pendanten Crimson Countess’ brutale evner, mens Butcher nyder godt af Homelander-agtige laserøjne efter at have fået fingrene i et stof, der gør én til en supe i 24 timer.

Karl Urban, Jack Quaid, Antony Starr, Erin Moriarty, Dominique McElligott, Chase Crawford, Laz Alonso, Tomer Capon, Karen Fukuhara og Giancarlo Espasito er blot nogle af de mange stjerne, der vender tilbage til serien i dens tredje sæson. Blandt de nye stjerner er Jensen Ackles (“Supernatural”) i rollen som Soldier Boy og Laurie Holden (“The Walking Dead”) som Crimson Countess.

Eric Kripke har skabt serien med udgangspunkt i Garth Ennis’ tegneserier af samme navn.

“The Boys” Sæson 3 får premiere på Prime Video den 3. juni.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: