Lars von Triers Europa-trilogi udkommer nu på dvd i et bokssæt der kommer på gaden onsdag d. 22. juni. Boksen er produceret af det danske dvd-selskab Electric Parc og distribueres herhjemme af Mis.Label.
Udover restaurerede udgaver af Triers tre første spillefilm “Forbrydelsens element”, “Epidemic” og “Europa” indeholder boksen også en booklet skrevet af Trier-eksperten Peter Schepelern. Derudover er der en bonusdisk med ekstramateriale bestående af bla. danske og udenlandske portrætprogrammer, interviews med fotografen Henning Bendtsen, komponisten Joachim Holbek og et 45 minutter langt interview med Trier, lavet af Weekendavisens filmanmelder Bo Green Jensen.
De tre film plus bonusdisken og bookletten er pakket i en eksklusiv digipack. Udsalgsprisen vil blive 299kr. Til de mere velhavende samlere er der specialbygget 10 nummererede kopier i træ af Zentropa-sovevognen fra “Europa”. Her er dvd-boksen pakket sammen med genoptrykte plakater og stillbilleder fra de tre film, plus en pressebooklet til “Epidemic” og Stig Björkmans roste interviewbog “Trier on von Trier” – det hele signeret af Lars von Trier selv.
De fem af disse eksklusive tog sælges i Danmark til højestbydende via en auktion på www.lauritz.com, der starter d. 8. juli og løber frem til og med d. 18. juli.
#11 Razzia 19 år siden
Jeg håber da på, at de bliver foræret væk til de bedste filmz.dk brugere. Jeg går stærkt ud fra, at jeg er en af dem. :D