Warner Bros. Pictures har nu overtaget Roland Emmerichs stort opsatte filmprojekt, det forhistoriske drama “10,000 B.C.”, der før var sat til at blive lavet hos Sony Pictures.
Emmerich og komponisten Harald Kloser har sammen skrevet filmen, der følger tre stadier i det primitive menneskes udvikling. Optagelserne bliver påbegyndt i slutningen af april i Afrika.
“10,000 B.C.” handler om en 21-årig, der bor med en primitiv stamme, som overlever ved at jage mammutter hvert år, når flokken drager gennem stammens hjemland.
Projektet er Warner Bros’. første mulighed for at arbejde sammen med Emmerich (“The Day After Tomorrow”) og regner med at kunne udsende filmen i sommeren 2007.
Kloser, der også skrev musikken til “The Day After Tomorrow”, komponerer musikken til projektet og er desuden executive producer sammen med Tom Karnowski. Robert Rodat (“Saving Private Ryan”) arbejder for tiden på et nyt udkast af manuskriptet.