Fisk på farten

“Find Nemo” er langtfra Pixars stærkeste, modigeste eller flotteste film. Den er fra tiden, hvor enhver ny Pixar-film også havde til opgave at rykke grænserne for 3D-animationens tekniske muligheder, og den er således også blandt de Pixar-film, hvori det visuelle overskud trumfer historien. Men når det så er sagt, så er “Find Nemo” bestemt en udmærket børnefilm med god humor, en god morale og ikke mindst et hav af sjove bipersoner! Den er bare også en noget konventionel og til tider trættende affære.

Historien drejer sig om fisken Marlin, der lider af en syg beskyttertrang over for sin søn, Nemo. Og en dag går Marlins værste mareridt i opfyldelse, da Nemo fiskes op og smides i et akvarium på en tandlægeklinik, hvorefter Marlin må på farten og forsøge at redde sin søn. På vejen møder han fisken Dory, der desværre har en meget dårlig korttidshukommelse. Sammen udgør de et særdeles umage makkerpar, men de slår alligevel pjalterne sammen i et forsøg på at redde Nemo og få ham hjem igen.

Der er altså ikke tale om nogen synderligt kompliceret eller original historie, og det er for så vidt også okay, for en af de store styrker i mange af Pixars film (inklusive “Find Nemo”) er, at man kan læne sig tilbage og nyde den nærmest vanvittigt enorme opfindsomhed, der skinner igennem overalt omkring den egentlige historie. Eksempelvis er billedsiden spækket med flotte fisk og andre kulørte havvæsner, der bliver menneskeliggjort på de sjoveste måder. Pixar-folkene er ufatteligt dygtige til at gennemskue, hvilke stereotyper bestemte fisk minder os om, og de spiller på det, så lattermusklerne for alvor bliver sat i bevægelse. Nogle af de mest mindeværdige figurer er tre hajer, der har visse moralske betænkeligheder ved at spise fisk og derfor holder AA-lignende møder for at holde trangen i bero. Det er kosteligt morsomt!

Filmens problem er således først og fremmest dens to hovedpersoner, Marlin og Dory. Marlin er kedelig og svær at sympatisere med. I filmens begyndelse er hans beskyttertrang så voldsom, at man decideret udvikler antipati over for ham, og filmmagerne bruger så lang tid på at gøre Marlins personlighed intagende, at man aldrig når virkelig at holde af ham. Og den blåfarvede Dorys anstrengende og overgearede væremåde tærer gevaldigt på tålmodigheden. Det er bare heldigt, at duoen sjældent er alene på lærredet.

“Find Nemo” udkom oprindeligt i 2003, og i forbindelse med denne biografrepremiere har man føjet en tredje dimension til filmens oprindelige billedside. Men brugen af 3D er aldrig særligt bemærkelsesværdig. Jovist, der er nogle udmærkede 3D-effekter, og til tider fornemmer man en overvældende dybde i havbillederne, men jeg har efterhånden set mange andre film, hvori 3D’en havde en væsentligt større og mere positiv effekt på filmoplevelsen. Filmen er jo fejende flot i forvejen, og man kunne altså lige så godt have sparet sig kræfterne (og biografgængernes penge) og blot genudgivet filmen i almindelig 2D.