Star Trek Into Darkness

InstruktionJ.J. Abrams

MedvirkendeChris Pine, Britanni Johnson, Zachary Quinto, Zoe Saldana, Simon Pegg, Anton Yelchin, John Cho, Karl Urban, Bruce Greenwood, Benedict Cumberbatch, Alice Eve

Længde132 min

GenreSci-Fi, Action, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen06/06/2013


Anmeldelse

Star Trek Into Darkness (3D)

4 6
Repetitivt rumeventyr

En såkaldt reboot (à la “Casino Royale” og “Batman Begins”) må være et skræmmende foretagende for en filmmager, for to-do-listen er lang: Filmen skal for det første viske seriens tavle ren, så forfatterne er fri af forgængerne og kan starte på en frisk. Dernæst skal den introducere universet og figurerne på ny, som om publikum aldrig har mødt dem før. Og sidst (men ikke mindst) skal den levere en tilfredsstillende, selvstændig fortælling. Kun få reboots opfylder samtlige kriterier. J.J. Abrams’ “Star Trek” fra 2009 er én af dem. Til helvede med dens plothuller og forglemmelige skurk – Abrams’ perle bugnede af charme, god humor, veldrejet action og patos af den sjældne art, der fremkalder ægte tårer. Da besætningen om bord på rumskibet Enterprise til slut endelig var samlet og skuede mod universets uendelige horisont, føltes det, som om der ikke var nogen grænser for, hvor Star Trek nu kunne drage hen.

Især derfor er “Star Trek Into Darkness” en på mange måder frustrerende filmoplevelse, for i stedet for at warpe modigt mod nye, overraskende galakser, drager Abrams og Co. knap så dristigt hen, hvor Star Trek har været før. Adskillige gange. Til tider føles de første 45 minutter tilmed som et resumé af Abrams’ første “Star Trek”… Efter at kaptajn Kirk redder sin næsteofficer Spock ved at bryde Stjerneflådens strikse direktiver (i en underholdende, tempofyldt introsekvens, som nærmest er en tro kopi af starten i “Jagten på den forsvundne skat”), bliver Enterprise-besætningen spredt for alle vinde, og Kirk degraderes og reduceres igen til en beruset bargæst, der må sættes på plads af Bruce Greenwoods ærbødige kaptajn Pike – nøjagtig ligesom sidst.

Men plagiering er bestemt ikke filmens største brist. “Star Trek Into Darkness” er simpelthen dårligt fortalt. Uden at afsløre noget går filmen nærmest i stå efter en time (cirka halvvejs). Nye planeter besøges uden noget bemærkelsesværdigt formål ud over at vise nogle (indrømmet) flotte kulisser. Forudsigelige, sideløbende handlingsforløb afvikles alt for langsomt (hint: torpedoer). Og den skarpe dialog, der især gjorde “Star Trek” til en kæmpe fornøjelse fra start til slut, viger næsten fuldstændigt for et mærkeligt miks af meningsløs technobabble (”et subtilt skift i det magnetiske output ved affyringen af seks eller flere torpedoer kan starte en kædereaktion”) og lange, kringlede forklaringer.

Filmens største dødssynd er dens (mis)brug af Benedict Cumberbatch i rollen som terroristen John Harrison, som får Enterprise på nakken efter et blodigt terrorangreb i London, som lægger op til en interessant dissekering af moderne terrorisme – desværre et set-up uden pay-off. I BBC’s “Sherlock” har det britiske stortalent understreget, at han er en af sin generations største skuespillere, så det er simpelthen en tragedie, at han i “Star Trek Into Darkness” udelukkende får lov til at forklare plottet. I en af de mest rodede og utroværdige monologer jeg længe har hørt, stirrer han på Kirk og Spock, mens han i flere minutter gennemgår sine rødder og motivationer, som om hans manuskript ved en fejl er blevet forbyttet med en overdetaljeret Star Trek-encyklopædi. Show, don’t tell. På trods af Cumberbatchs anseelige talent træder Harrison simpelthen aldrig i karakter, fordi han ærlig talt fremstår som lidt af en statist i plottets periferi – i mindst lige så høj grad som Eric Bana i “Star Trek”.

Visuelt og auditivt er “Star Trek Into Darkness” dog en storslået bedrift. De imponerende sekvenser fra trailerne – f.eks. Enterprises styrt mod Jordens overflade og Spocks vandretur i en aktiv vulkan – kræser for sanserne. Vulkanens brøl må være en af de mest overrumplende lyde, jeg nogensinde har hørt.

Skuespillerne virker også veloplagte, og igen får Karl Urban (Enterprises evigt sarkastiske overlæge, McCoy) og Simon Pegg (rumskibets skotske, frembrusende maskinmester, Scotty) de sjoveste replikker. “Star Trek” var bedst, når den følelsesladede Kirk (Chris Pine) og den logiske, stoiske Spock (Zachary Quinto) røg i totterne på hinanden, og det er forfatterne tydeligvis bevidste om i de første 45 minutter af “Star Trek Into Darkness”, hvor manglen på nævneværdige overraskelser opvejes af den fortsat stærke kemi mellem Pine og Quinto og de skiftevis drilske og seriøse konfrontationer mellem mændene, som alle er uhyre velskrevne. Der er altså stadig tale om et af genrens mest fascinerende venskaber, men varmen og dynamikken mellem figurerne glimrer desværre ved sit fravær i sidste halvdel af “Star Trek Into Darkness”.
Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 2.40:1. I interviews har J.J. Abrams bestemt ikke lagt skjul på, at han ikke er fan af 3D, og at filmens sponsorer tvang ham til at udgive filmen i 3D, så der kunne tjenes flere penge på dyrere biografbilletter. Og Abrams’ aversion mod formatet kan til dels mærkes, når man ser “Star Trek Into Darkness” i 3D, eftersom mange billeder fremstår forunderligt flade. Selvom jeg ikke er den store fan af 3D-film, der slynger ting ud af skærmen/lærredet mod tilskueren, så havde jeg nu gerne set en mere naturtro, mærkbar dybde i billedet. Der er dog undtagelser – deriblandt introsekvensen, hvor man vitterligt får et sug i maven, når Kirk og McCoy springer ud fra en klippeskrænt, og også scenen, hvor Harrison og Kirk flyver mellem to rumskibe blot iført rumdragter. Vulkansekvensen imponerer også i 3D, hvor man nærmest føler, at man kan række ud og røre de mange, mikroskopiske gløder.

Jeg bemærkede kun ghosting en håndfuld gange (hovedsageligt når skuespillerne stod virkelig tæt på kameralinserne, mens baggrunden også var i fokus) og aldrig i et distraherende omfang. De mange lens flares fungerer i øvrigt forbavsende godt i 3D. Derudover er billedkvaliteten meget høj. Ud over ganske få halvslørede skud er billedsiden knivskarp hele vejen igennem. Detaljerigdommen er enorm, farvegengivelsen er eminent, kontrasten er upåklagelig, og jeg bemærkede aldrig banding, edge-enhancement eller ét eneste utilsigtet støvkorn.
Audio

Jeg så i sin tid “Star Trek Into Darkness” i en IMAX-biograf i London, og selvom det selvfølgelig ville være vanvittigt at forvente en tilsvarende lydoplevelse i hjemmebiografen, var jeg alligevel ærgerlig over, at diskens Dolby TrueHD 7.1-lydspor ikke havde lidt større pondus. Vulkanens dybe rumlen får ikke gulvet til at ryste så meget, som den burde, og ligeledes har slag og phaserskud ikke lige så stor auditiv slagkraft, som jeg havde forventet. Men der er stadig tale om et uhyre velafbalanceret og velproduceret mix, der ofte tvinger kanalnetværket op i gear, og som aldrig er tilnærmelsesvis dødt. Der sker altid et eller andet i samtlige højtalere, men man føler aldrig, at ens øregange bare bliver bombarderet uden omtanke. Panoreringerne er sublime, samtlige replikker kommer klokkeklart igennem, og Michael Giacchinos stemningsfulde musik fylder altid helt tilpas i lydbilledet og folder sig ofte fornemt ud i alle kanaler.

Ekstramateriale

“Star Trek Into Darkness” er allerede blevet en af de mest kontroversielle Blu-ray-udgivelser nogensinde. Hvorfor? Fordi Paramount har produceret en masse ekstramateriale om filmen, som de har distribueret adskillige forskellige steder. Hvad betyder det? Jo, hvis du køber denne danske 3D Blu-ray, så får du lov til at se seks minidokumentarer (mere om dem lige om lidt), men hvis du køber filmen over iTunes, får du adgang til et (angiveligt glimrende) kommentarspor med instruktøren J.J. Abrams og flere af hans kollegaer. Desuden er der produceret særudgaver af udgivelsen til amerikanske forretninger som Best Buy og Target, som indeholder endnu mere ekstramateriale, der kun kan findes på netop de udgivelser. Forvirret? Forståeligt. Frustreret? Også forståeligt.

Det vil med andre ord sige, at hvis man vil eje alt ekstramateriale om “Star Trek Into Darkness”, så skal man faktisk købe en håndfuld forskellige udgaver af filmen. Det er simpelthen et uetisk salgskneb, der gudskelov har affødt et enormt, rungende ramaskrig på internettet – og ikke blot blandt trekkies, men også blandt almene filmentusiaster og kritikere. Så forhåbentlig ender det ikke med at blive en tilbagevendende tendens. Fans, der bruger deres hårdt optjente sparepenge på en Blu-ray-udgivelse (især en dyrere 3D-udgivelse som denne), bør dæleme få adgang til alt det ekstramateriale, der er lavet.

Men hvad er der så på denne skive? Her er i alt seks featuretter, der tilsammen varer omtrent 41 minutter. De hedder “Creating the Red Planet”, “Attack on Starfleet”, “The Klingon Home World”, “The Enemy of My Enemy”, “Ship to Ship” og “Brawl by the Bay”, og de gennemgår skabelsen af en række af filmens nøglesekvenser (såsom introsekvensen, attentatet på Starfleet-hovedkvarteret og klimakset) samt klingonernes udseende og Benedict Cumberbatchs rolle i filmen. Og det er på én gang dejligt og irriterende, at alle disse featuretter er vildt velproducerede og spækkede med interessante interviews, anekdoter og klip fra optagelserne. Dejligt, fordi det naturligvis gør dem særdeles seværdige. Irriterende, fordi det blot gør det endnu hårdere at undvære alt det ekstramateriale, som er lavet om filmen, men ikke ligger på skiven.

Jeg overvejede at give ekstramaterialet en lavere karakter som en slags straf af ovennævnte salgsmetode, men i stedet vælger jeg at bedømme det, som vitterligt er her på disken. Og de inkluderede dokumentarer er vitterligt virkelig gode. Men hvis alt det ekstramateriale, man har lavet om “Star Trek Into Darkness”, havde været her, så havde ekstramaterialet (og udgivelsen som helhed) formentlig fået en langt højere karakter.

“Star Trek Into Darkness” er en middelmådig, forglemmelig fortsættelse til en fremragende film – nemlig J.J. Abrams’ første “Star Trek” fra 2009. Jovist, den er velspillet, glimtvis underholdende og enormt flot at se på, men historien er kluntet fortalt og plaget af klicheer og monotone monologer. Man savner i dén grad mere af forgængerens opfindsomhed, drilskhed og skæppeskønne karaktersamspil. Til gengæld kan fans glæde sig over, at både filmens billed- og lydside imponerer i HD. Desværre er her ikke særlig meget ekstramateriale (læs bedømmelsen af ekstramaterialet for at finde ud af, hvorfor det er tilfældet), men kvaliteten af de medfølgende dokumentarer og AV-præsentationen sikrer alligevel udgivelsen en karakter over middel.

Se også: Filmz TV: EKSKLUSIVE “Star Trek Into Darkness”-interviews!

Star Trek Into Darkness

3 6
Repetitivt rumeventyr

En såkaldt reboot (à la “Casino Royale” og “Batman Begins”) må være et skræmmende foretagende for en filmmager, for to-do-listen er lang: Filmen skal for det første viske seriens tavle ren, så forfatterne er fri af forgængerne og kan starte på en frisk. Dernæst skal den introducere universet og figurerne på ny, som om publikum aldrig har mødt dem før. Og sidst (men ikke mindst) skal den levere en tilfredsstillende, selvstændig fortælling. Kun få reboots opfylder samtlige kriterier. J.J. Abrams’ “Star Trek” fra 2009 er én af dem. Til helvede med dens plothuller og forglemmelige skurk – Abrams’ perle bugnede af charme, god humor, veldrejet action og patos af den sjældne art, der fremkalder ægte tårer. Da besætningen om bord på rumskibet Enterprise til slut endelig var samlet og skuede mod universets uendelige horisont, føltes det, som om der ikke var nogen grænser for, hvor Star Trek nu kunne drage hen.

Især derfor er “Star Trek Into Darkness” en på mange måder frustrerende filmoplevelse, for i stedet for at warpe modigt mod nye, overraskende galakser, drager Abrams og Co. knap så dristigt hen, hvor Star Trek har været før. Adskillige gange. Til tider føles de første 45 minutter tilmed som et resumé af “Star Trek”… Efter at kaptajn Kirk redder sin næsteofficer Spock ved at bryde Stjerneflådens strikse direktiver (i en underholdende, tempofyldt introsekvens, som nærmest er en tro kopi af starten i “Jagten på den forsvundne skat”), bliver Enterprise-besætningen spredt for alle vinde, og Kirk degraderes og reduceres igen til en beruset bargæst, der må sættes på plads af Bruce Greenwoods ærbødige kaptajn Pike – nøjagtig ligesom sidst.

Men plagiering er bestemt ikke filmens største brist. “Star Trek Into Darkness” er simpelthen dårligt fortalt. Uden at afsløre noget går filmen nærmest i stå efter en time (cirka halvvejs). Nye planeter besøges uden noget bemærkelsesværdigt formål ud over at vise nogle (indrømmet) flotte kulisser. Forudsigelige, sideløbende handlingsforløb afvikles alt for langsomt (hint: torpedoer). Og den skarpe dialog, der især gjorde “Star Trek” til en kæmpe fornøjelse fra start til slut, viger næsten fuldstændigt for et mærkeligt miks af meningsløs technobabble (”et subtilt skift i det magnetiske output ved affyringen af seks eller flere torpedoer kan starte en kædereaktion”) og lange, kringlede forklaringer.

Filmens største dødssynd er dens (mis)brug af Benedict Cumberbatch i rollen som terroristen John Harrison, som får Enterprise på nakken efter et blodigt terrorangreb i London, som lægger op til en interessant dissekering af moderne terrorisme – desværre et set-up uden pay-off. I BBC’s “Sherlock” har det britiske stortalent understreget, at han er en af sin generations største skuespillere, så det er simpelthen en tragedie, at han i “Star Trek Into Darkness” udelukkende får lov til at forklare plottet. I en af de mest rodede og utroværdige monologer jeg længe har hørt, stirrer han på Kirk og Spock, mens han i flere minutter gennemgår sine rødder og motivationer, som om hans manuskript ved en fejl er blevet forbyttet med en overdetaljeret Star Trek-encyklopædi. Show, don’t tell. På trods af Cumberbatchs anseelige talent træder Harrison simpelthen aldrig i karakter, fordi han ærlig talt fremstår som lidt af en statist i plottets periferi – i mindst lige så høj grad som Eric Bana i “Star Trek”.

Visuelt og auditivt er “Star Trek Into Darkness” dog en storslået bedrift. De imponerende sekvenser fra trailerne – f.eks. Enterprises styrt mod Jordens overflade og Spocks vandretur i en aktiv vulkan – kræser for sanserne. Vulkanens brøl må være en af de mest overrumplende lyde, jeg nogensinde har hørt.

Skuespillerne virker også veloplagte, og igen får Karl Urban (Enterprises evigt sarkastiske overlæge, McCoy) og Simon Pegg (rumskibets skotske, frembrusende maskinmester, Scotty) de sjoveste replikker. “Star Trek” var bedst, når den følelsesladede Kirk (Chris Pine) og den logiske, stoiske Spock (Zachary Quinto) røg i totterne på hinanden, og det er forfatterne tydeligvis bevidste om i de første 45 minutter af “Star Trek Into Darkness”, hvor manglen på nævneværdige overraskelser opvejes af den fortsat stærke kemi mellem Pine og Quinto og de skiftevis drilske og seriøse konfrontationer mellem mændene, som alle er uhyre velskrevne. Der er altså stadig tale om et af genrens mest fascinerende venskaber, men varmen og dynamikken mellem figurerne glimrer desværre ved sit fravær i sidste halvdel af “Star Trek Into Darkness”.

Se også: Filmz TV: EKSKLUSIVE “Star Trek Into Darkness”-interviews!


Trailers

Kort om filmen

I “Star Trek Into Darkness” står Kirk, Spock og resten af Enterprise-mandskabet over for en mand så destruktiv, at han betegnes som en énmandshær, og efter han destruerer store dele af stjerneflåden og efterlader verden i krisetilstand, er det op til Kirk at redde, hvad der reddes kan – hele universet afhænger af det.