World War Z

InstruktionMarc Forster

MedvirkendeBrad Pitt, Mireille Enos, James Badge Dale, Elyes Gabel, David Andrews, Abigail Hargrove, Daniella Kertesz, Ludi Boeken, Matthew Fox, Fana Mokoena, David Morse, Peter Capaldi, Moritz Bleibtreu, Fabrizio Zacharee Guido

Længde116 min

GenreSci-Fi, Action, Komedie, Drama, Gyser, Thriller, Krig, Suspense

IMDbVis på IMDb

I biografen11/07/2013

Anmeldelse

World War Z (3D)

4 6
Turen går til Zombieland

Jeg havde ærligt talt forventet, at “World War Z” ville være noget bras. Ikke fordi jeg er negativt stemt over for Brad Pitt eller zombier, men simpelthen på grund af virakken omkring optagelserne. Mens kameraerne stadig rullede, begyndte der at florere sejlivede rygter om, at Pitt og instruktøren Marc Forster ikke længere var på talefod. Senere gik Paramount-ledelsen nærmest i chok, da den blev præsenteret for et tidligt gennemklip af filmen. Slutningen fungerede ikke, og manuskriptforfatteren Damon Lindelof blev fluks hyret til at skrive en helt ny tredje akt. Budgettet eksploderede, premieren blev udskudt et halvt år, og mens Lindelof forsøgte at samle spånerne, opdagede han, at Forster havde taget hul på optagelserne uden et færdigt manuskript! Hvordan kan noget tilnærmelsesvis sammenhængende komme ud af det kaos?

Men “World War Z” er sluppet billigt fra sin turbulente fødsel. Man kan dog godt mærke, at ualmindeligt mange forfattere har været inde over projektet – endda hele seks af slagsen, hvis man medregner romanforlæggets bagmand, Max Brooks (Mels søn!), og Oscar-vinderen Christopher McQuarrie, som bearbejdede Lindelofs arbejde uden at blive krediteret for indsatsen. For “World War Z” er en film, der ofte undergår pludselige, dramatiske skift i både tempo og tone, og som nærmest arbitrært springer fra et sted til et andet. Det ene øjeblik er vi i downtown Philadelphia, det næste på et hangarskib, hvorefter vi drager en håndfuld minutter til Sydkorea før en smuttur til Israel og sluttelig en slutspurt i Wales. Og overgangene virker snarere bratte og vilkårlige end naturlige, ligesom når man med ét rejste fra én verden til en anden i et godt, gammeldags videospil.

Det er mirakuløst, at “World War Z” ikke kollapser som et korthus på en bjergtop, når nu fundamentet er så uorganiseret. Det skyldes ikke mindst Brad Pitt. Ja, for at ty til en fortærsket analogi: Pitt er limen, der får skidtet til at hænge sammen. Umiddelbart lader det ellers til, at den 50-årige superstjerne ikke har meget at gøre godt med i rollen som FN-manden Gerry Lane, der rejser Jorden rundt for at finde kuren mod en verdensomspændende virus, der forvandler homo sapiens til blodtørstige bæster. Vi har kun kendt Gerry et par minutter, før han, hustruen og parrets to døtre får benene på nakken med frådende zombier i hælene, og derefter tager filmen sig aldrig tid til at gøre os klogere på Gerrys fortid eller tankevirksomhed, alt imens hans pårørende degraderes til statister.

Men næsten egenhændigt motiverer Pitt os til at tiljuble Gerry. Karisma er en uvurderlig råvare, og Pitt er en af dens største handelsmænd – hans virkelige og virkeligt indtagende personlighed smitter af på fiktionen, og samtidig er Pitt efterhånden blevet så ferm en skuespiller, at han selv med små bevægelser og blikke kan fortælle os det, som manuskriptforfatterne åbenbart ikke kan finde plads til i drejebogen: Vi fornemmer Gerrys vovemod i Pitts bestemte gangart og mæle. Vi charmeres af hans afvæbnende latter og små, veltimede træk på smilebåndet. Og vi tiltrækkes af den menneskelighed og sårbarhed, som skuespilleren udviser med sit indimellem flakkende blik, sine skælvende læber og urolige mimik. Pitts præstation er vidunderlig i sin raffinerede subtilitet.

Og selvom “World War Z” føles som et lidt rodet miskmask af forskellige fortællinger og undergenrer (genremæssigt tangerer de indledende spændingssekvenser i højere grad action end horror, mens de sidste scener på et WHO-anlæg er i samme ånd som George Romeros altmodische zombieklassikere), så fungerer de enkelte sekvenser så godt enkeltvis, at man ikke spekulerer meget over den disharmoniske dramaturgi. Til gengæld er det svært ikke at blive revet ud af fortællingen under den allerede berygtede, ufrivilligt komiske scene, hvor Pitt nyder en dåse Pepsi i fulde drag – formentlig en omgang product placement, der var med til at finansiere Lindelofs nye slutning.

Derudover lykkes det faktisk Forster at få filmen til at indgyde os en gennemgående følelse af frygt og afmagt, der får verdens undergang til at føles foruroligende ægte. Og actionsekvenserne leverer varen – kun sjældent plages de af uoverbevisende computereffekter. Jeg har hørt fra mange fans af Brooks’ bog, at Forster har udvundet en temmelig traditionel zombiefilm fra et overlegent og fantastisk forlæg. Det er måske sandt, men en anden sandhed er, at sommeren 2013 formentlig var den værste blockbuster-sæson gennem tiderne, og at hvis Forsters zombiebefængte actionbrag ikke var sommermånedernes bedste Hollywood-storfilm, så var den så absolut årstidens største positive overraskelse.
Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 2.40:1. Dette er en af de bedste 3D-konverterede billedsider, jeg længe har set. Måske skyldes det, at produktionsproblemerne gav filmmagerne god tid til at konvertere fotografernes 2D-materiale ordentligt til 3D. Billedsiden har i hvert fald en tilfredsstillende dybde hele vejen igennem (særligt gader og korridorer udviser en imponerende dybde), og jeg fik aldrig fornemmelsen af, at jeg sad og gloede på flere forskudte lag af papmache. Bortset fra et enkelt gevær, der synes at stikke ud af skærmen, så bemærkede jeg ikke én eneste ineffektiv 3D-gimmick. Ghosting forekommer dog en sjælden gang imellem, men heldigvis ikke i et distraherende omfang. Derudover er billedsiden knivskarp, farvegengivelsen er upåklagelig, og ser man bort fra et par af filmens dunkleste sekvenser, hvor skyggerne godt kan virke lidt for grålige, så er kontrasten solid. Jeg bemærkede ingen edge-enhancement, banding eller støj.

Audio

Transferet har enkelte skønhedsfejl, men DTS-HD Master Audio 7.1-lydsporet er fejlfrit. Hver eneste replik kommer klokkeklart igennem, og Marco Beltramis noget anonyme musik folder sig fint ud, men det er særligt lydsporets bund, der betager – subwooferen får for alvor lov til at lege, og alt fra brøl, skud, bomber og tordenskral til (ikke mindst) scenen med flystyrtet har en ekstremt imponerende slagkraft. Der er adskillige pragtfulde panoreringer på tværs af samtlige kanaler, og baghøjtalerne bidrager med hobevis af subtile lydeffekter, der er med til at skabe en fuldkommen troværdig auditiv atmosfære. Ikke én replik eller musikalsk tone går uforsætligt tabt i virvaret, og støj figurerer aldrig. Et mægtigt mix.

Ekstramateriale

Her er desværre intet ekstramateriale. 2D-udgaven af Blu-ray-udgivelsen rummer til gengæld en håndfuld minidokumentarer, men jeg kan naturligvis ikke udtale mig om kvaliteten af disse, da jeg ikke har set dem. Eftersom filmmagerne skød en helvedes masse materiale, som blev sakset (hvorefter man indspillede en helt ny tredje akt til filmen), og med de omdiskuterede produktionsproblemer in mente, så havde det ellers været oplagt at inkludere nogle slettede scener og/eller en dybdeborende dokumentar om filmens tilblivelse. “World War Z” var en kæmpe finansiel succes i biografen, så mon ikke der en skønne dag udkommer en ny udgivelse af filmen spækket med ekstramateriale? Man kan kun håbe…

På trods af adskillige produktionsproblemer er “World War Z” endt som en gedigen thriller med en veloplagt Brad Pitt som primus motor. Jovist, filmen er fattig på opfindsomhed og overraskelser, men den er også blottet for overflødigt fedt, og intensiteten daler sjældent. 3D-billedsiden imponerer, og lydsporet er endnu bedre. Det er en skam, at disken slet ikke huser noget ekstramateriale, men hvis man er glad for gedigne spændingsfilm eller Pitt, så er udgivelsen bestemt værd at kigge nærmere på.

World War Z

5 6
Frygten for det ukendte

Zombiefilm har altid været én af de mere interessante nicher inden for skrækfilmgenren. De er ofte seriøse film, der under blodbadet og imellem linjerne fremhæver tendenser i samfundet. Det gør “World War Z” ikke som sådan, men den trykker alligevel på en knap, vi alle frygter: Verdenskaos. Terrorisme og global opvarmning er flere af nutidens store bekymringer, og uden direkte at nævne dem gennem andet end hentydninger, får “World War Z” fornemt indlemmet aktuel, social indsigt i en nervepirrende zombiefilm.

Familiefaderen Gerry er på vej med sin kone og to døtre til arbejde og skole. Han er en forhenværende FN-medarbejder, som lagde arbejdet på hylden, da det til sidst tog for meget på hans nerver. Desværre er Gerry nu på vej til noget, der vil tage meget værre på nerverne, for snart flygter familien for deres liv. De flygter fra de væsner, der styrter ned ad gaderne og overfalder og myrder sagesløse uskyldige. Det er svært helt at sige, hvad disse skabninger er, men de ligner til forveksling mennesker. Og det var de også engang, inden de forvandlede sig til zombier og bevirkede den næste verdenskrig.

Lyden er det første, der skaber fornemmelsen af uhygge og truende dommedag. Den dystre lydside, der ikke består af meget andet end et par dybe, dunkle toner, slår tonen an på pragtfuld vis. Nu ved vi, hvad der venter. Redigeringen er i det hele taget i topklasse, hvilket man nok også kan takke instruktøren Marc Forster for, da han efterhånden har mange år på bagen og bevist, at han kan levere en god film inden for enhver genre. Han får ikke blot fantastiske præstationer ud af sine skuespillere, men giver også filmen det skud adrenalin og desperation, som skaber en håbløs og dystopisk stemning, der i dén grad gør indtryk.

Det er sagt af mange kritikere før undertegnede, men alligevel fortjener begyndelsen af “World War Z” al den ros, den kan få. Filmens første halve time er så effektiv og hæsblæsende, at det er svært ikke at blive revet med af den frygt, der pludseligt indtager filmens centrale familie. En rolig morgen udarter sig til en grotesk opvisning af brutal vold og terror, der ikke bare rammer familien, men også publikum, som vi sidder der og støtter os til biografens armlæn. Filmen bliver bestemt ikke mindre effektiv af filmmagernes brug af 3D. Her bliver den tredimensionelle effekt brugt til sit yderste og er gang på gang med til at levere overbevisende chokeffekter.

Det er, når familien bliver tilbage, og Gerry tager ud for at lede efter den oprindelige kilde til virussen, at Forster skruer en tak ned for tempoet. Derpå skruer han også ned for den effektive action, men han lader heldigvis stemningen af fortvivlelse stå uberørt. Han udnytter virkelig den udbredte frygt, samfundet allerede har for en ukendt, uforståelig fjende. Men bortset fra nogle kommentarer under filmens (utroligt flotte) titelsekvens er hentydningerne dog dejligt diskrete.

Der er mange ting i “World War Z”, der ikke burde kunne lade sig gøre. Nogle ting flasker sig lidt for belejligt til Gerrys fordel, og tyngdekraften har ikke altid den effekt som i virkelighedens verden. Men med lidt god vilje kan disse ting dog sagtens accepteres, og den vilje får “World War Z” absolut indgydt i sit publikum, for “World War Z” har så mange forcer. Den fungerer både som en effektiv popcornsfilm spækket med solid action og uhygge og som en katastrofefilm, der effektivt udnytter vores egen frygt for det ukendte, mens ubehaget lurer i baggrunden. Ligesom de bedste zombiefilm rummer “World War Z” meget bag sin frygtindgydende facade.

Kort om filmen

En tidligere FN-observatør skal forsøge at stoppe det, der kunne være verdens undergang. En epidemi, som gør de angrebne til zombier, spreder sig over hele verden og sender ham Jorden rundt for at finde kur. Den skal redde millioner af menneskeliv og ikke mindst hans egen familie.