You & Me Forever

InstruktionKaspar Munk

MedvirkendeJulie Sandra Brochorst Andersen, Frederikke Dahl Hansen, Allan Hyde, Cyron Bjørn Melville

Længde85 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen13/09/2012

Anmeldelse

You & Me Forever

5 6
Eviggyldig ungdomsfilm

“You & Me Forever” er en af de få ungdomsfilm, der faktisk føles som et autentisk portræt af virkelighedens ungdom og ikke som en Hollywood-producers vrangforestilling. Vi er blevet vant til overpolerede teenagedramaer, hvor de fleste drenge og piger er supertjekkede og fotogene, hvor alle altid har en munter bemærkning i ærmet, og hvor turtelduernes kærlighedseventyr kulminerer i et lidenskabeligt snav skudt i slowmotion og understøttet af elendige, nymodens popsange. “You & Me Forever” er nærmest den diametrale modsætning til dén fortærskede genreskabelon. I Kaspar Munks sobre, danske opus udveksler personerne ofte blot blikke, der er flere pinlige tavsheder, og adskillige samtaler løber pludseligt ud i sandet eller har intet konkret omdrejningspunkt…

Det lyder måske dræbende kedeligt, men tværtimod er filmens mådeholdenhed både forfriskende og forførende. Man føler vitterligt, at man overværer ægte mennesker i ægte situationer, og derfor gør både de unges frem- og modgang langt større indtryk end i de fleste af filmens artsfæller. Samtidig er det ofte uhyre svært at greje, hvad der kommer til at ske – og det er naturligvis kun positivt. Når der forekommer kærlighedskvaler i Hollywoods ungdomsfilm, kan man altid trøste sig selv med, at det hele nok skal ende godt, mens man her i stedet får en voksende frygt for, at de brudte venskaber ikke kan heles, at de hårde ord ikke kan tilgives, og at grænseovergangen mellem ungdommen og voksenalderen for evigt vil være tapetseret med traumer.

Filmens autenticitet er ikke blot Munks fortjeneste, men også skuespillernes, som blev opfordret til at improvisere på livet løs under optagelserne. De unge stjerner-in-spe bidrog med både replikker og ideer, og hvor den form for kreative frihed snildt kan resultere i en kaotisk narrativ, styrker den her kun filmens troværdighed. Man føler aldrig, at skuespillerne opremser en manuskriptforfatters konstruerede sætninger, men at de derimod taler, sådan som unge nu engang taler. Og ligesom i virkelighedens verden har de ikke altid et vittigt svar liggende lige på tungen, og indimellem taber de søreme også mælet.

Og apropos skuespillerne, så leverer de alle en superb indsats. Filmz var selv med til at belønne to af pigerne, Julie Brochorst Andersen og Emilie Claudius Kruse, med fuldt fortjente Årets Ole-priser tidligere i år. Andersen var superb i Munks “Hold om mig” – en overset perle, der lammetævede følelsesregistret. Andersen har ligeledes en noget lavmælt hovedrolle her i “You & Me Forever”, Laura, og igen er hun superb til på yderst subtil vis at hentyde til alle de følelser, der tørner sammen under overfladen – lige fra den berusende kærlighed til den pinefulde længsel. En både dragende og nuanceret toppræstation.

Den ligeledes Ole-belønnede Emilie Kruse er også fantastisk – en af filmens allerbedste scener er en kort konfrontation mellem Kruses karakter, Christine, og hendes mor (Petrine Agger), der forgæves forsøger at trøste sin datter, da Laura har vraget Christine til fordel for en anden, nyopdukket pige: Maria. Kruse gør Christines smerte så intens og håndgribelig, at man får lyst til at springe ind i scenen og fjerne den uforstående mor, som fejlagtigt tror, at et knust hjerte kan lappes med tør voksensnak og kold logik. Og Frederikke Dahl Hansen – som slog igennem med manér i ungdomsfilmen “Frit Fald” i 2011 – er superb som den gådefulde Maria, der snildt kunne have endt som en endimensional skurk, men som viser sig at have god grund til at være, som hun er.

De talentfulde teenagetøser gør det altså fremragende foran kameraet, men filmens eneste reelle svaghed er dens skildring af de mandlige figurer. Allan Hyde og Cyron Melvilles unge charmører er temmelig uinteressante, og mens Benjamin Wandschneider faktisk formår at gøre positivt indtryk med ganske få minutters spilletid og replikker til rådighed, så forbliver hans vagabondagtige rolle, der på mirakuløs vis overlever som eneboer i en efterladt bygning uden vand og elektricitet, et af de få elementer i en virkelighedsnær film, der fremstår for filmisk og utroværdigt. Men helhedsindtrykket bliver på ingen måde skamferet af filmens fåtallige brister, og den stærke historie er tilmed indsvøbt i en smuk æstetik, der bugner af lækre billeder og stemningsmættet musik.
Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. “You & Me Forever” er en visuelt vidunderlig film, der fornemt leger med farver og lys, så det er en stor skam, at filmen ikke udkommer på Blu-ray. Men filmen ser nu også rigtig godt ud på dvd. I nogle af de dunkleste scener daler detaljerigdommen en anelse, og nogle af de mørkeste nuancer smelter en smule sammen, men generelt er både farvegengivelsen og kontrasten tiptop (hudfarverne er eksempelvis altid 100% naturtro), og billedet er knivskarpt næsten hele vejen igennem. Mild banding forekommer ekstremt sjældent, men aldrig i et distraherende omfang, og jeg bemærkede ingen støj eller glorier.

Audio

Udgivelsens omslag hævder fejlagtigt, at dvd’en udelukkende indeholder et Dolby Digital 2.0-mix, men gudskelov er her både et DD 5.1-lydspor og et DTS 5.1-mix, og de er begge fremragende (som forventet har DTS-sporet en lidt mere solid bund). Det er dog ærgerligt, at der forekommer et højt, tydeligt klik i lyden i den højre baghøjtaler, lige før den første scene begynder for alvor, men derefter imponerer lydsiden immervæk.

Pigerne drager til en rockkoncert, og subwooferens dybe rumlen og det højaktive kanalnetværk skaber fornemmelsen af, at man befinder sig i hallen sammen med de hujende tilhørere. De andre festscener imponerer ligeledes, men de mere stilfærdige sekvenser lyder også fremragende – små, subtile lyde som fjern fuglekvidder, græsslåmaskiner og forbikørende biler gør det kun lettere at leve sig ind i filmens univers, og når den stemningsfulde musik folder sig ud i samtlige højtalere, især under filmens mere dvælende, drømmeagtige scener, er effekten nærmest hypnotisk. Hver eneste replik kommer i øvrigt klokkeklart igennem.

Ekstramateriale

“Forsvunden” er en udmærket Super 16-kortfilm af “You & Me Forever”-instruktøren Kaspar Munk, som behandler mange af de samme emner som Munks spillefilm. “You & Me Forever”-fans vil sikkert sætte pris på de i alt ni slettede scener, som skiven indeholder. Jeg ville faktisk have ønsket, at man havde beholdt flere af de saksede scener med Wandschneider, for de udbygger hans karakter og gør ham mere troværdig – især scenen mellem ham og hans mor. Derudover er her traileren til filmen samt en række ganske interessante interviews (samlet varighed: ca. 21 min.) med skuespillerne Allan Hyde, Cyron Melville, Benjamin Wandschneider, Julie Brochorst Andersen og Emilie Claudius Kruse, der interviewes af Munk.

Kaspar Munks “You & Me Forever” er et gribende, realistisk og ekstremt velspillet portræt af pubertetens berusende højdepunkter og knusende nederlag. Det danske ungdomsdrama ser godt ud på dvd, den lyder lige så godt, og udgivelsens ekstramateriale er interessant. Hvis man nød filmen i biffen eller bare har den mindste forkærlighed for genren, er dvd’en simpelthen et must.

You & Me Forever

5 6
Når festen går for vidt

Kaspar Munk, der tidligere stod bag den solide, men måske lidt for melankolske “Hold om mig”, er nu tilbage med en film, der som en anden “Kundskabens træ” er både uendeligt sørgelig og livsbekræftende. Det er en film, der ser ungdommen, som den virkelig er, og som lader sine unge hovedpersoner tale, sådan som teenagere rent faktisk taler (en sjældenhed i fiktionens verden), og som samtidigt behandler sine karakterer med både respekt og troværdighed.

Laura og Christine er bedste veninder og altid sammen. De går til koncerter og fester igennem i weekenderne – okay, måske kunne de godt feste lidt mere, for som en dreng siger til Laura, da hun ikke tager imod en øl ved ankomsten til en privatfest: ”Hvorfor tager I ikke bare hjem?” Heldigvis kommer den festlige redning i skikkelse af Maria – en pige, der har prøvet både det ene og det andet, og som med det samme kaster sin kærlighed på Laura. Men for at blive veninde med Maria, må Laura vælge Christine fra, og snart erstattes privatfesterne af grænseoverskridelser en masse.

Det er tydeligt, hvorfor Maria med det samme sætter sin lid til Laura som sin nye, bedste veninde. Laura har en uskyldighed, som Maria mangler, og hun går målrettet og aggressivt efter at “vinde” Laura fra Christine. ”Jeg synes, hun er lidt opmærksomhedskrævende”, siger Christine om konkurrenten i en tidlig scene, for det er Christine, der under overfladen ved, hvad der foregår. Også selvom hun måske ikke forstår det endnu. Kaspar Munk er en instruktør, der forstår psykologien bag enhver handling, og han lader denne forståelse sive gennem “You & Me Forever”, og på den måde sikrer han han vores medfølelse med hovedpersonerne – også selvom de ikke altid fortjener den.

Det er helt bevidst, at filmen har homoerotiske undertoner. Marias verden er et sted, hvor piger elsker piger og udelukkende bruger drengene som seksuelle fantasier. I starten af deres venskab beskriver Maria en erotisk oplevelse med en anden pige, og hendes opmærksomhed over for Laura virker ikke altid rent venskabelig. For hende er kærlighed lig med sex, og den platoniske slags findes slet ikke. At hendes forældre er fysisk fraværende gennem hele filmen (noget som ingen sætter spørgsmålstegn ved, for enhver 16-årig ved, at det bare er fedt, når forældrene ikke er hjemme) har i særdeleshed noget at gøre med denne virkelighedsopfattelse.

Der er en scene i “You & Me Forever”, der viser omfanget af både Munks talent som instruktør og de modige præstationer fra hans lige så talentfulde skuespillere. Øjeblikket, hvor Laura og Christine endelig bryder op med hinanden, er præget af de voldsomme, hæmningsløse følelser, der gennemsyrer teenagealderen. Det ville have været nemt for både instruktøren og skuespillerne at overdrive scenen, men det gør de ikke. I stedet skaber de én af de mest sønderrivende og indtrængende scener, jeg personligt længe har set i dansk film. I “You & Me Forever” findes der dog en poetisk retfærdighed, der netop er et fint modspil til Marias opfattelse af kærlighed og sex. For mens Laura befinder sig i sin nye venindes populære, men kærlighedsløse univers, er hendes tidligere veninde Christine måske alene, men hun finder dog én sand samhørighed med drengen Jonas. Desværre er netop hans karakter også det eneste overflødige element i Munks fine perle af en film. Her har vi en dreng, der umiddelbart ikke har noget bagland, og som bogstavelig talt lever i en ruin. Det virker noget utroværdigt i en film, der ellers har vægtet realisme højt hele vejen igennem. Ærgerligt, ærgerligt.

Ligesom Kaspar Munks “Hold om mig” omhandlede en pige i folkeskolen, men alligevel var relevant for alle, er “You & Me Forever” en film om gymnasiepiger, der rækker langt ud over dens umiddelbare målgruppe. For hvem kan ikke huske, dengang veninden ikke gad være veninder længere, eller dengang festen gik lidt for vidt? Til trods for sine fåtallige fejl er “You & Me Forever” en fremragende film om, hvor meget venskab egentlig betyder, når man er ung, og om hvor hurtigt, det hele kan falde fra hinanden – og på plads igen.

Se også: Filmz TV: Interview med Allan Hyde fra “True Blood” og “You & Me Forever”.

Trailer

Kort om filmen

“You and Me Forever” er en coming of age-fortælling om de to 16-årige veninder Laura og Christine. De har altid været bedste veninder. Men en dag møder de den mystiske og spændende Maria. Laura fascineres hurtigt af Maria og hendes vilde verden. Lauras grænser overskrides, og langsomt trækkes hun ind i Marias univers af fester, sex og løgne.