Som Wielser er Ulrich Mühe slet og ret formidabel. Hans præstation alene er næsten grund nok til at se filmen, men han bliver fornemt suppleret af Martina Gedeck, Sebastian Koch og Ulrich Tukur. Derudover er Thomas Thieme myrekrybsvækkende som den amoralske minister, der lyser langt væk af magtmisbrug og råddenskab, blandet med en grotesk selvretfærdighed.
“De andres liv”, der fortjent vandt publikumsprisen ved Copenhagen International Film Festival, har næppe samme offentlige gennemslagskraft som “Der Untergang”, men den er en fremragende film, som man bør gøre sig selv den tjeneste at få set, hvis man har blot den mindste interesse i emnet. Ellers er det her et godt sted at starte, for “De andres liv” er bestemt en fascinerende og interessant oplevelse som man – ikke ulige Wiesler selv – hurtigt bliver revet med af.
Læs Filmz’ interview fra oktober 2006 med instruktøren Florian Henckel von Donnersmarck.
#11 dolphinfriendly 17 år siden
Wenders benytter sig i den grad af utroligt flotte billeder, nogle (heriblandt undertegnet :) ) ville hævde at hans film ofte er mere form end indhold. Wenders force er klart det visuelle udtryk, her er han en mester, hvilket nogle gange kan gå hen og blive for poetisk på en irriterende prætentiæøs og selvsmagende måde. Dog har han nogle virkeligt gode film at byde på, bl.a. "Der Himmel über Berlin" som du selv nævner, opfølgeren "In weiter Ferne, so nah!" og "Paris, Texas" er helt igennem mesterværker. "Buena Vista Social Club" er underligt nok filmen han ofte hyldes for, en film der for så vidt ikke "viser hvad han kan" - og som jeg iøvrigt synes er decideret røvkedelig og slet ikke specielt interessant. Omvendt siger bandet mig heller ikke det helt store.
Fassbinder har jeg desværre ikke set meget med, men "Ali: Angst essen Seele Auf" og "Die Ehe der Maria Braun" (der iøvrigt er en del af hans BRD trilogi sammen med "Veronika Voss" og "Lola", jeg endnu ikke har set) er virkeligt film der kan anbefales. "Ali" er iøvrigt noget så sjældent som en mesterlig remake, af "All That Heaven Allows" - Douglas Sirks klassiker fra '55.
Når man nævner Fassbinder og Wenders, kommer man ikke udenom Werner Herzog. De tre var krafterne bag "Neues Kino" bevægelsen (med Fassbinder som den vigtigste af de tre, hvilket betød at Neues Kino uddøde med hans dødfald (OD) i '82.). Ligesom Wenders, er det visuelle arbejde hos Herzog imponerende, dragende og poetisk. Modsat Wenders, falder Herzog trods hans eccentriske farcon ikke over i det prætentiøse. Selvom Herzogs stil godt kan være sturm und drang-agtigt med store menneskelige følelser udtrykt i storslående naturskildringer, overskygger hans dokumentariske præg og portræteringen af skæve eksistenser i høj grad det påtaget. Herzog var en af de eneste der kunne holde ud at arbejde sammen med den geniale, men ekstremt flamboyante Klaus Kinski. Ud af kraftanstrengelser kom nogle helt fantastiske spillefilm, bedst er "Aguirre", "Fitzcarraldo" og "Woyzeck". Herzog har rent faktisk lavet en dokumentar om deres meget specielle forhold, "Mein Liebster Feind", der både er ekstrem morsom og rørende - men også en indførelse til Herzogs værk. Andre film der er værd at nævne er bl.a. "Stroszek" og den nyere dokumentar "Grizzly Man".
Nu ved jeg ikke om du er frisk på stumfilm, men efter min mening findes de bedste i den tyske ekspressionisme og flere af dem er trods tidens tand den dag i dag super gode. Jeg vil ikke skrive side op og ned om perioden og namedroppe, da jeg ikke ved om du er en af dem der står helt af ved mellemtekster og den slags hehe.
Jeg håber om ikke andet, at du kan bruge mine anbefalinger til noget - og kom så ind og se "De andres liv"! :)
#12 tiny 17 år siden
Tak for det udførlige svar og gode råd! Det er ikke lang tid siden, jeg besluttede at se mere tysk film (faktisk var det, da jeg så Good Bye Lenin). Som min beskedne liste bevidner har jeg ikke været igang så længe (til mit forsvar, så har jeg ikke en gang 100 film) Jeg har føjet dine forslag til min liste (Tænk, at jeg som daglig filmzbruger havde glemt Herzog tsk tsk) :)
Jeg har ikke gjort det så meget i stumfilm, men jeg vidste godt, at Tyskland var blandt de store. Tænker du bla på Metropolis?
Kender du iøvrigt nogle gode websider el evt bøger om tysk film?
#13 lagoni 17 år siden
#14 dolphinfriendly 17 år siden
Du finder en ganske udemærket indførelse om den her:
http://en.wikipedia.org/wiki/German_Expressionism
Hvis du finder "Metropolis" interessant og får lyst til at give dig i kast med den tyske filmiske ekspressionisme, er der et par instruktører og titler som er værd at tage udgangspunkt i. Lang er muligvis den mest populære pga. vanvittige projekter som eks. "Metropolis" (og hjertebarnet "Die Nibelungen" fra '24, som var en i alt fire timers lang stumfilmatisering af Wagners opera af samme navn), selvom han efter min mening ikke har lavet de allerbedste film indenfor perioden. Af Lang, kan jeg anbefale "Dr. Mabuse" trilogien, "Der müde Tod" og talefilmene "M" og (den senere film noir) "The Big Heat".
De to bedste film i perioden er efter min mening "Das Cabinet des Dr Caligari" af Robert Wiene og "Der Golem" af Poul Wegener (der selv spillede hovedrollen). At se "Das Cabinet des Dr Caligari" er en helt specielt oplevelse, jeg ikke vil afsløre for meget om her - se selv billeder her http://imdb.com/title/tt0010323/. Det er ret tydeligt at bl.a. Tim Burton er meget inspireret af denne film. Desuden er plottet veldrejet og uforudsigeligt skruet sammen , hvilket lidt tager røven på en - det' jo bar' er en skide stumfilm! :)
Den bedste og mest alsidige stumfilmsinstruktør i det hele taget (efter min mening), er absolut og uden sammenligning F.W. Murnau. Film som "Nosferatu", "Der Letze Mann" og "Sunrise" bliver ikke uden grund vurderet som nogle af de bedste film lavet overhovedet. Specielt de to sidstnævnte er uden sidestykke og film jeg meget varmt kan anbefale. "Sunrise" er en af de smukkeste film lavet, bedre kærlighedsfilm findes ikke. :)
Alt afhængig af interesse niveau, er der flere bøger jeg kan anbefale dig om tysk film. Et godt oversigtsværk jeg selv har brugt meget er "The BFI Companion to German Cinema". Wallflower Press har en udemærket serien af "lommebøger" om film i det hele taget, en serie der hedder "Short Cuts" på indtil videre 28 bøger. De er ca. 100-150 sider per bog, hvor bl.a. tysk film bliver dækket periodevis.
Se mere her http://bibliotek.dk/vis.php?base=dfa&field1=ls...
Af den mere dybdegående læsning kan jeg anbefale dig Siegfried Krakauers meget velskrevet "From Caligari To Hitler". Lotte Eisner har skrevet en række værker - bl.a. om den tyske ekspressionisme - der også kan anbefales at undersøge nærmere.
God fornøjelse! :)
#15 tiny 17 år siden
Igen, tusind tak for hjælpen. Jeg har netop bestilt BFI Companion over bibliotek.dk. Så kan jeg lige researche lidt mere. Imens går jeg & håber på, at Das Leben der Anderen kommer til en biograf i nærheden...
#16 jessup 17 år siden
http://www.dfi.dk/cinemateket/Program/Seriebeskriv...
#17 dolphinfriendly 17 år siden
#16 Ja det er næsten for godt til at være sandt, i hvert fald en række forestillinger jeg glæder mig meget til. :)
#18 mr gaijin 17 år siden
#19 filmz-Kadann 17 år siden
#20 filmz-nikolai 17 år siden
1. Måske er Georg Dreymann nok selv systemtro og umistænkelig. Men til hans nærmeste venner hører folk som teaterinstrukøren Jerska (Volkmar Kleinert), som har arbejdsforbud, og journalisten Hauser (Hans-Uwe Bauer), som har selv siddet i STASI-varetægt. Når Dreymann har sådan nogen venner, hvorfor bliver han ikke overvåget i forvejen? Selv hvis STASI stoler på ham, så ville de dog gerne vide, hvad hans venner snakker om, når de er på besøg. Men nej, overvågningen skal først igangsættes.
2. Og så kommer det næste: Hele aktionen er selvfølgelig top hemmelig. Men STASIen står med en mandskabsvogn fyldt med grå mænd midt på dagen foran huset, for at, når Dreymann er væk, invadere lejligheden i én samlet flok. Og ikke en eneste beboer i hele gaden lægger marke til det?!?
3. Jo da, naborinden der bor overfor Dreymann ser det hele igennem sin dørspion. Derpå bliver hun truet af kaptajnen, at han vil tage hendes datter studieplads, hvis hun fortæller noget til en anden. I en virkelig politistat ville han ikke behøvet, at sige det - det ville bare har været klar for hende. Nærmere ville han har inviteret hende til en "informativ samtale" angående hendes nabo og gjort hende til "IM" (informel medarbejder). Det ville har været meget mere overbevisende og realistiske end den oh-så-chockerende afpresning af C.M.Sieland senere i filmen.
4. Den egentlige installation af mikrofonerne er også meget sjov. Hele tiden bærer de grå STASI-folk grå handsker. Klart, de må jo ikke efterlade fingeraftryk. For hvis Dreymann nu opdager noget og går til politiet og de undersøger fingeraftrykkene og så arresterer STASI-agenterne ... HALLOOO, hva' fan'n er det her? Det er ikke DDR, det er en børnehave! James Bond for wanna-be-politisk-opklarede.
5. Senere, da Dreymann vil skrive en systemkritisk tekst, "tester" han sin lejlighed, idet han får besøg af Hausers Onkel fra Westberlin: De praler højt i lejligheden, at de vil skaffe Hauser i Onkelens bagagerum over grænsen. Da han kommer over grænsen, uden at blev kontroleret, betragter de lejligheden som sikkert. Det virker som om Florian Henckel von Donnersmarck tror, at alle DDR-borger var fuldidioter. Tror han virkelig, at en borger i DDR mente, at han kunne "teste" sin lejlighed sådan bare? Og tror han virkelig, STASI var så dumme, at de ville falde for sådan en plat ide? Og hvad er det for en skrækkelig politistat, hvor man bare behøvede, at teste sin lejlighed og så var man i sikkerhed? Ja, hvis det var bare det, hvad var der så slem ved DDRen?
6. Men det bliver endnu bedre: Dreymann få besøg af en westtysk journalist, der skal publicere Dreymanns tekst. Wieslers chef Grubitz (Ulrich Tukur) spørger ham efter journalisten, hvis bil er blevet "fulgt efter fra grænseovergangen til Prenzlauer Berg, og der tabt ud af syne". Wiesler dækker Dreymann og siger, at han ved ikke noget om det. Men det er altså urealistisk at en westtysk bil i Østtyskland "går tabt". En eller anden, den lokale politimand, en STASI-medarbejder, der bor i samme gade, en IM i en nabolejlighed, en eller anden ville har set bilen foran Dreymanns hus og meldt det videre.
7. I øvrigt ville man sådan en overvågning aldrig overlade til en enkelt person, men altid indrage forskellige organer med mange forskellige medarbejdere. Agenter med aflytanlæg, men også simple politi, IMs, som bor i nabolejligheden eller i huset overfor, "uiøjnefaldende" agenter til overvågning på gaden osv.. For at det nemlig aldrig kan ske, at en enkelt medarbejder tager en bestemt side, sådan som det sker i filmen. I en politistat bliver alle kontrolleret - også dem, der kontrollerer.
Mange siger, at "De Andres Liv" er dog bare en spillefilm, og så må man da også har nogen kunstnerisk frihed. Det er nok rigtig, men problemet er, at alt for mange mennesker glemmer åbenbart netop det og kommer med kommentarer efter filmen som: "Så kunne vi se, hvordan det foregik i DDR" eller "sådan var det altså med STASI", samtidig med, at filmen skamløst underdriver forholdene i en politistat. Og så gør den, som om det hele er sket engang for mange år siden i et land der ikke eksisterer mere. Men man skal lige tænke over, hvor aktuelt filmen egentlig er. Er Danmark så langt væk fra det? Giver banker og flyselskaber ikke oplysninger videre til andre?? Sker der ikke umenneskelige forhør under dansk ansvar?? Hvor ved vi fra, at vi ikke bliver aflyttet - her og nu??