Vis Spoiler
1.
Første akt. Umiddelbart vil jeg give de personer som forholder sig kritisk til længden af den første akt ret. Man kan ikke afsætte 45 minutter (eller hvor meget det nu er) til kun at etablerer ting. En god film formår at gøre flere ting på en gang, og stadig opnå et godt/nødvendigt kendskab til karakterene og baggrundshistorien.

Jeg kan dog ikke komme frem til om denne film er en undtagelse... Taget i betragtning til slutningen af aktet hvor Walken's karaktere siger noget i stil med: "Du må ikke efterlade mig derude", hvorefter næste akt med det samme melder sin ankomst ved en masse eksplosioner.
Og når man samtidig så har for øje, at dette i høj grad er en film med et, den gang, hyperaktuelt budskab, kan jeg ikke lade være med at fundere over hvorvidt langdragelsen (er det overhovedet et ord?) er bevidst og placeret der for at give publikummet et mindre shock, hviket jo også ville være hensigtsmæssigt med hensyn til det budskab den forsøger at formidle... ANYWAY, jeg er langt fra sikke på hvordan jeg skal forholde mig til det, men en ting kan jeg dog sige, ligegyldigt hvad, så er dette den svageste del af filmen for de to efterfølgende akter er direkte suveræne.

2.
Akt 2 indeholder den mest intense scene jeg har set til dato. Hvis der er en der har set en mere intens scene, vil jeg gerne udfordre dig til at nævne den! Intensiteten er naturligvis hjulpet på vej af længden på den første akt, men ikke desto midre er den suveræn. Resten af aktet er hensigtismæssigt nedtonet (det er relativt, selvfølgelig) med hesyn til intensitet, og giver dermed publikum tid til at prøve at forstå, præscis hvor stor en begivenhed de lige har været vidne til (:-)). Efter at følge dem gennem en pludslig forståelse for krigens alvor, slutter de aktet af med at efterlade Walken's karakter i Vietnam og lade De Niro tage hjem alene, hvorefter de ikke vender tilbage til Walken før til allersidst.
Denne detalje mener jeg er den mest bemærkelsesværdige i hele filmen.
Jeg ved ikke med jer, men mit hjerte hamrede, som en i bare helvede, gennem hele 3 akt for at finde ud af hvordan det gik for Walken. Jeg sad vitterligt på yderkanten af sædet.
Jeg har prøvet at forstå hvordan de fremprovokerede sådan et respons i mig, og er kommet frem til at det har noget med POV at gøre. Walken og De Niro deler mere eller mindre en POV gennem hele første akt, som slutter med Walken's ovennævnte kommentar. Derefter oplever de en fantastisk intens oplevelse sammen, som publikum i høj grad stadig vil have i tankerne. Så bliver de skilt, og de får givet hver deres POV, og til sidste ender aktet så med at vi følger Walken's karakter, som efterlader os hints, om at han højst sansyneligt genoptager sin russiske roullette 'hobby'.

3.
Som sagt sad jeg med hjeret helt oppe i halsen. Hvordan har Walken det? Hvordan har Walken det? Hvordan har Walken det? Jeg ved ikke om dette underminerer fimens budskab, som jo i høj grad forsøger at skinne igennem i netop dette akt, men det virkede.
Så, som anmelderen så korrekt noterer sig, viser "tre gode (suveræne) scener og ingen dårlige"- teorien sig, i hvert fald på mig, at holde vand.